Atuagagdliutit - 20.06.1963, Blaðsíða 15

»
Dagens ord
«
På opfordring af radiofonichefen
har jeg midlertidigt — nemlig under
Frederik Nielsens permission — over-
taget redaktionen af Grønlands Radios
m°rgenudsendelse tirsdag, torsdag og
lørdag: „Dagens Ord“. Jeg skal derfor
svare på den kritik af disse udsendel-
ser, som er fremført i A/G af Adam
kynge, K’ornoK (på grønlandsk i nr.
9 °g på dansk i nr. 11).
Udsendelserne er ført videre i uæn-
dret form fra Frederik Nielsens tid.
Som substitut-redaktør kan man jo
■kke tillade sig at lave om. (Jeg vil
dog indrømme, at jeg alene har skyld
tor, at også Louis Armstrong og Negro
Spirituals har sneget sig ind i pro-
grammerne til fryd for nogle, til for-
argelse for andre).
Adam Lynge er utilfreds med den
1 hans, og sikkert mange af hans
tandsmænds øren fremmedartede mu-
Slk, der følger på oplæsningen af sel-
Ve ..dagens ord“, og som ganske rigtigt
UiveKarfingnik
salinerup nalå
Ounavta ilericorå ukiunerane ano-
rerssuartarsimavdlune upernåkut a-
Pat aulerångat tencagakujugpagssuar-
mk avdlanigdlo salitagssaKalersarsi-
roavdlune. taimåitarportaoK nunaxar-
t*t ilaisa iliveicarfinut pingårtumik
^dloKarfit KerKanilersimassunut. u-
Ogaluinut niperartukujugpagssuit, i-
mane terKartut naussortakutdlo, ava-
tainilo salitagssat avdlat takugssau-
ssåinarput. upernårdlo måna kingu-
Slgsumut agdlåt apigame salinigssau-
SaluaK kinguarsarneKarsimaKaoK. a-
rnalo igdloKarfingne iliveKarfilerisso-
Kångitsune Kiviarfigssaisuanarthssar-
Pok gravereKalersinago. månalo ilåne
iliveKarfit kussanaitdlerugtorfisa nalå-
ne fjernsynikut autdlakåtitagssatut å-
ssilineKariatårtalermata ajungisångi-
oerdlune sordlo spejderit blåkorsitdlo
^oiaKalo peKatigingniat atautsimut su-
Julerssortait unungmik isumaKatigi-
ssuteKardlutik inusugtatik iliveKar-
tlngme salisilårsinaugaluarpatigik su-
lulerssorneKartitdlugit palaseKarfiup
tungånitdlunit imaKa suliagssaK er-
KarsautiginagaK inugtagssaileKissu-
ssa« tåssuguinaK inerneKarsinåusaga-
luaK. peKatigit tåuko kajumissutsimit
OunaKarfingne tamalåne ikiusinauga-
luarpata iliveKarfilerissoKångitsune
kussagtiatdlautausinaussåsagaluar-
P°k. iliveKarfingnutdlo ikiuneK nuna-
Karfingmiunut tamanut ikiunertut i-
Pok.
B. L.
hører med til udsendelsen. Han øn-
sker, at denne langhårede musik en-
gang imellem erstattes med grønland-
ske sange og salmer. Jeg kan godt
forstå indvendingen. Det nære og det
kendte holder man mest af.
Selv om jeg havde siddet fast i sto-
len som redaktør af „Dagens Ord“ og
ikke kun været midlertidig, ville jeg
næppe have forsøgt at ændre formen,
altså heller ikke arten af musik. Jeg
synes godt om denne — af Frederik
Nielsen skabte — form for „morgen-
andagt". Naturligvis ville jeg fore-
trække en egentlig „frisk fra fad“-
morgenandagt fra en kirke hver mor-
gen, som man har det i Danmarks
Radio. Disse korte, 15 minutters li-
turgiske gudstjenester fra Københavns
Domkirke er meget smukke og meget
aflyttede, men noget sådant magter
vi ikke i Godthåb. Radioen er altså
henvist til bånd og plader, og selv om
Adam Lynge har ret i, at der findes
mange indsungne grønlandske salmer
og sange, som godt kunne bruges til
„Dagens Ord", så er disse salmer og
åndelige sange trods alt så få, at vi
hører de samme igen og igen, nemlig
de øvrige af ugens hverdage, hvor vi
jo netop kan høre det, som Adam Lyn-
ge efterlyser (om onsdagen dog kun
på dansk). Ved disse andre radio-
morgenandagter er der rig lejlighed
til at høre de efterlyste grønlandske
salmer, som vi jo nødigt vil undvære.
Men da vi hører de samme bånd også
i ønskekoncerten og ved de grønland-
ske studiegudstjenester, synes jeg, det
er rigtigt, at man ved „Dagens Ord"
sender noget helt andet.
At denne musik (Vivaldi, Buxtehu-
de, Bach, Handel o.s.v.) virker frem-
medartet, ved jeg. Meningen er vel, at
man under afspilningen af musikken
skal give sig stunder til i ro at tænke
lidt over det bibelord, der er blevet
læst. Men kan man ikke også se på
disse morgenudsendelser som musik-
opdragende? Det meste af den musik,
jeg sætter på, er af kirkelig art og
giver således lytterne et indtryk af et
stykke kirkelig musikkultur, uanset
det i første omgang virker uforståe-
ligt og fremmedartet. Hvad specielt
Negro Spirituels angår, er deres ind-
hold dybt religiøst, og i øvrigt er det
sjældent, de har været sat på (ca. 10
gange ud af de i alt 115 morgenud-
sendelser, jeg har lavet). Ikke mindst
unge mennesker er glade for sådan
Imusik, og det kan have sin værdi at
gøre sådanne unge lyttere begribeligt,
at kristendom og moderne rytmer
ikke behøver at være modsætninger.
Svend Erik Rasmussen.
»uvdlormut
radiofonip pissortånit kajumigsår-
neKarnivkut — tåssa Frederik Niel-
senip sulingivfeKarnerane — Kalåt-
dlit-nunåta radiuata „uvdlormut er-
Karsautigissagssanik" / uvdlåkut aut-
dlakåtitsissarnera mardlungornikut
sisamångornikut arfiningornikutdlo
pissortauvfigisavdlugo tigugatdlarsi-
mavara. tåssalo autdlakåtitsinernik
tåukuninga issoringningneit Adam
Lyngemit Kornormiumit Atuagagdli-
utine sarKumiussaK (kalåtdlisut nr. El-
me, Kavdlunåtut nr. 11-me) akissaria-
Kalerdlugo.
autdlakåtitsissarnerit tåukua Frede-
rik Nielsenip nalåne pissarnerånit
avdlångortinagit nanginarneKarput.
tåukununga pissortatut taortaugat-
dlartuinauvdlune avdlångortiterineK
ajornarmat, (miserratigiumångilarale
uvangåinavik pissdsimassunga Louis
Armstrongip nigeritdlo tugsiutaussai-
sa autdlakåtitanut pulassorsimanerå-
nut, ilainut Kuianartumik, ilainutdlo
ajuatdlangnartumik).
Adam Lyngep nåmagigtaitdliutigå
nangmineK Kularnangitsumigdlo kalå-
leKatit avdlat siutåinut avdlanartu-
mik nipilerssornertaicartarnera „uv-
dlormut erKarsautigissagssat" autdla-
kåtitaussut kingornagut. kigsautigålo
erinat akimamit tamåko ilåtigut ka-
låtdlit tugsiutåinik erinarssutåinig-
dlunit taorserneKartarirugaluardlugit.
akerdlilinera påsivdluarsinauvara ili-
sarisimassåme Kaningnerussutdlo asa-
narnerussarmata.
„uvdlormut encarsautigissagssanut"
pissortaugatdlartuinaunanga aulaja-
ngersimassugaluarumalunit pissauseK
tåssanitoK nipilerssutitarissartagailo
avdlångortinaviångikaluarKOKåka
„uvdlåkut andagteKartarnermut" pi-
ssauseK tåssanitoK — Frederik Niel-
senip pilersitå — iluarissugavko. so-
runame sule pitsaunerutikaluarpara
uvdlåkut andagteKartarneK uvdlåt ta-
maisa OKalugfingmit „tigorKåinagaK"
Danmarkip radiuane pissartup åssi-
nga. tugsiaKatigingnerit taimåitut
naitsut minutit 15 Københavnip OKa-
lugfissårssuanit autdlakåtitagkat ku-
ssanaKalutigdlo nålaorneKartaKaut.
taimailiornigssardle Nungme saperpar-
put radiofoni båndinigdlo OKalugtar-
tuvdlo nutainik atortoKartugssiaung-
mat, naugdlo Adam Lynge erKortu-
mik OKaraluaK kalåtdlit tugsiutait e-
rinarssutaitdlo imiuneKarsimassut ar-
dlanaKissut „uvdlormut encarsautigi-
ssagssanut" atorneKarsinaussut, tai-
måitoK tugsiutit tugsiutaussatdlo i-
miuneKarsimassut tåuko ima ikigti-
gaut sapåtit akunere tamaisa Adam
Lyngep tusarusutai uteKåtårneKartu-
artut tusarnårtariaKartardlugit (pi-
ngasungornikut taimågdlåt xavdlunå-
tujussardlutik). radiup uvdlåkut aut-
dlakåtitsinerine avdlane kalåtdlit tug-
siutait tusarusutat tusagagssaujuar-
tarput pingitsorsinåunginavtigik.
Gud Fader satte sig i sin stol
og tændte middagscigaren,
omkring ham nejed’ måne og sol,
og Hosianna
og Halleluja
klang lystigt fra engleskaren.
Da lyder klang af en hestehov
mod hallens glitrende fliser.
Den Onde — altid oplagt til sjov —
går frem til Herren
med krøl på halen
og si’er, mens han ondskabsfuldt
fniser:
erKarsautigissagssat«
bånditdle tamåko kigsautigissane aut-
dlakåtitane, radiukutdlo autdlakåtit-
sivingmingånit nålagiarnerme tusar-
tuartaravtigik isumaKarpunga iluåi-
nartOK „uvdlormut erKarsautigissag-
ssane" avdlaussunik nipilerssutitali-
ssarneK.
nipilerssornerit taimåitut (Vivaldi,
Buxtetude, Bach, Handel il. il. tåssa
eriniortorssuit eriniait) avdlanarsi-
naussut nalungilåka. isumaussordle i-
måinerunguatsiarpoK nipilerssutip a-
torneKarnerane erKigsivdlune bibili-
me OKautsip atuarneKartup erKarsau-
tigilårnigssånut pivfigssaKarnigssaK
pineKartoK. uvdlåkutdle autdlakåtit-
sissarnerit tamåko nipilerssornerup
tungågut ilisarssissutigssartaKaleriar-
torsinaugaluarput. nipilerssutit ilå-
ngutagkama amerdlanerssait ilaging-
nut tungassunut nipilerssutåuput tai-
malo tusarnårtunut påsfssutaulårsi-
naussardlutik nipilerssornerup ila-
gingnut tungarpalugtup KanoK issusi-
anik, nauk autdlarKautåne påsinar-
nanilo avdlanarKåsagaluaK. nigerit
tugsiutaussåt (negro spirituals) ing-
mikut pivdlugo imåipoK: ugperissa-
mut tungassunik itisunik imaKardlu-
ne KaKutigornerussumigdlo atorneKar-
tardlune (uvdlåne 115-ine autdlakå-
titsivfivne Kulit migssiliordlugit ator-
neKarsimavdlutik). mingneningitsu-
mik inusugtut erinat taimåitut nuå-
narissarpait iluaKutausinauvordlo nå-
laortartut inusugtut påsisinåusagpå-
ssuk kristumiussuseK erinatdlo aula-
nere moderniussut ingmingnut aker-
dlerlngisinaussut,
Svend Erik Rasmussen.
ilagit sivnersigssainut
28. juni
Kinersissugssauvugut
ilagingnut nålagauvfingmut
atassunut (folkekirkemut)
akissugssaoKataunerit takutiguk!
Kinersinigssat pingåruteKarpoK
atoruk!
De gode græd, og de onde lo,
da de fik hørt referatet.
Den gamle slog sig dog ikke til ro
lod Satan øve
sin næste prøve
— et knust ben var resultatet.
Da hyled’ Job som en såret hund
og flæbed’ „Gud" og „Vorherre",
men ordene smagte for sødt i hans
mund,
og rullestolen
og forårssolen
gav glæder igen — skønt færre.
Men Gud er langmodig, som alle ve’.
„Det må dog lykkes omsider,
man si’er alle gode gange er tre--------
Job har en datter,
et yndigt væsen — —
Straks Satan til værket skrider.
Men våren kom brusende som en
kalkun,
til blomster og strå, som var blegnet,
da købte Job sig en trækbasun
og trutted’ hedensk
omkap med stæren,
der skræpped i kirkegårdshegnet.
De gode græd, og de onde lo,
da de fik hørt referatet,
og sagen var lysende klar, sku’ man
tro:
Hr Job er dumpet
til sin eksamen,
bortvisning må bli’ resultatet.
Da hørtes lyd af en slidt sandal
i Himlens sollyse stuer,
Guds søn, der af mange regnes for gal,
går frem og griber
sin faders hænder
og si’er med et blik, der luer:
Vi vælger menighedsrepræsentanter den
28. juni
Vedkend Deres medansvar for folkekirken!
Deres stemme har værdi
BRUG DEN!
„O Herre, se til din tjener Job,
hvem meget gods du har givet,
som gør ham stor blandt den jævne
hob,
han beder ikke,
han bæver ikke,
og takker ikke for livet!"
Vorherre retted sit teleskop
mod Jordens brogede flimmer,
og så, det var sandt som blev sagt om
Job,
og sandt for dyden
skal Job nu prøves,
om han er guld eller glimmer.
„Vel, Satan, han er i din vold!"
— Den Onde smiler og takker
og flyver hastigt til Jordens bold,
sin kunst han øver,
og dagen efter
er Job en ejeløs rakker.
Da sørged Job vel i dage tre
(han sad og frøs på et hummer)
men ingen ydmyghed blev at se
for byens mylder,
og sprittens glæder
fik Job til at glemme sin kummer.
Job elsked den tøs af sin hele sjæl,
han havde jo kun den samme.
En morgen vågned’ han med et vræl,
fra barnesengen
lød ingen ånde,
alt slukket var livslysets flamme.
„Åh Gud", han skråled’ „nej, nej, nej,
NEJ!!
det her kan jeg ikke magte!"
— Men lidet hjalp det, at højt han
skreg,
hun lå så stille,
alt var så stille,
kun tikkede uret sagte.
I isgrå sløvhed han hørtes be’:
„Vor Fader som er i Himlen,
jeg selv er knækket — din vilje ske!"
— Da klang basunen,
og der var glæde
hos Gud og hos englevrimlen.
Der gik en vinter, hvor Job han bad,
så hyppigt som før han banded,
i byens kirker han højlydt kvad
sit Hosianna
og Halleluja
og Amen — og alt det andet.
„Jeg ved godt, at Job ingenting er
værd.
har ærlig fortjent at udslettes,
dog be’r jeg dig mindeligt om at la’
vær’
----for min skyld, Fatter!"
Da brast i latter
den gamle, så vidt det berettes.
Han klapped’ sin søn på den magre
kind.
„Dig kan jeg vist intet nægte.
— Du lede Satan, vig bort, forsvind!
Når Jesus Kristus
min søn vil bede,
kan du intet, intet mægte!"
Det gæred’ frydefuldt måneder ni,
så havde fru Job en datter,
og Job han jubled’ og græd som en si,
thi barnets øjne
var blå og store,
og smilede atter og atter.
Her ender skrønen om broder Job,
der frelstes så sært af nåde.
Han er blot én af den store hob
— kan. hænde alle
vi tosseho’der
kan frelses på samme måde.
Bent Lumholt.
15