Atuagagdliutit

Árgangur

Atuagagdliutit - 16.01.1964, Blaðsíða 18

Atuagagdliutit - 16.01.1964, Blaðsíða 18
▼ Blandt østgrønlandske saga- og sagnfortællere Forfatteren Jens Rosings og kunstneren Sven Havsfeen-Mikkelsens store værk: SAGN OG SAGA FRA ANGMAGSSALIK udkommet som det første forjættende resultat af Nationalmuseets etnografiske Grønlands- undersøgelser i Angmagssalik i 1961. En ganske usædvanlig bog, en meget stor og smug bog at allerstørste betyd- ning for enhver, der interesserer sig for Grønland og grønlændere er ud- kommet i København på forlaget Rho- dos, udgivet af Nationalmuseet og Det grønlandske Selskab, det er bogen Sagn og Saga jra Angmagssalik, skre- vet af Jens Rosing og illustreret af Sven Havsteen-Mikkelsen. Bogen blev præsenteret ved en sammenkomst på Nationalmuseet og her blev der talt af rigsantikvar, prof- fessor P. V. Glob, formanden for Det grønlandske Selskab, overinspektør ved Nationalmuseet, dr. scient. Helge Larsen, forfatteren Jens Rosing, Skællaksfiskeriet har givet 400 tons Indhandlingen i Holsteinsborg er fordoblet Skællaksfiskeriet i Grønland er steget igen sidste år. Ved udgangen af november er der fanget ca. 400 tons. Indhandlingen af laks i Hol- steinsborg er nået op på ca. 160 tons, heraf 130—140 tons til en pri- vat opkøber og 25 tons til KGH. Det er en fordobling i forhold til forrige år. Til industrianlægget i Sukkertoppen er der solgt 100 tons, og Claus Sørensens fryseskib „Her- tha“ har købt 55 tons skællaks i NapassoK. A/S Godthåb Fiskeindu- stri har købt 60 tons skællaks fra Fiskenæsset. Når man medregner de mindre partier, der er fanget i den sydligste del af Vest-grønland og Egedesminde, kommer fangster- ne sidste år op på ca. 400 tons. Her- udover er der solgt et ikke ringe antal skællaks til hjemmeforbrug. kunstneren Sven Havsteen-Mikkelsen og af minister for Grønland Mikael Gam. Bogen er først og fremmest base- ret på Nationalmuseets etnografiske Grønlands-undersøgelser i Angmag- ssalik i 1961, hvori såvel Jens Rosing som Havsteen-Mikkelsen deltog. Den er tillige baseret på de meget be- tydelige indsamlinger Jens Rosings onkel, maleren og præsten Peter Ro- sing gjorde som præst i Angmagssalik i årene 1921 til 1934 og på de op- tegnelser som Jens Rosings far, præs- ten Otto Rosing, gjorde i årene 1934 til 1940, da også han var præst i Ang- magssalik. Et navn, som nævnes gang på gang i de mange beretninger, er afdøde overkateket Karl Andreassens. Han var nemlig ikke blot overkateket, men tillige en betydningsfuld folklorist og en fremragende fortæller, der betød meget for vennen Knud Rasmussen i hans arbejde på at bevare grønland- ske sagn og overleveringer. Karl An- dreassens optegnelser, der tidligere har dannet grundlag for bøger om Grøn- lands fortid har også for dette værk været af fundamental betydning. Bogens illustrator Sven Havsteen- Mikkelsen er barnebarn af Angmag- ssaliks opdager Gustav Holm, han har forsynet bogen med en række frem- ragende træsnit og 12 skønne farve- plancher, som alle vidner om en ene- stående evne til at indleve sig i stof- fet. Udgivelsen af det smukke bogværk er støttet af Det grønlandske Sel- skab, Ny Carlsbergfondet og konsul George Jorck og hustrus fond. Angmagssalik, der blev koloniseret i 1894, hørte man om allerede så tidligt Propeller, skrueaksler, stævnrør, læn- sepumper, alt til motorbåden. sarpit, sarpit kanårtait, sarpit kanår- taisa pue, pumpit imaersautit, pujor- tuléricamutdlo atortut tamarmik. Sutton Power Unit Ford diesel 4 cylindre 55 HK ved 2250 o/m fersk- vandskølet med hydraulisk gear 1:1. cylinderit 4 55 HK 2250-inik kaujatdlagtar- nilik imermik nigdlorsagaK erv- ngup naKitsinera iluaKutigalugo gearilik 1:1. PRIS Kr. 10.500,00. 3S22 BUK Sundkrogsgade 15, Kbh. 0. telegram adr.: MOTORHANSEN. som i 1001 i en islandsk saga, den- gang og i de følgende århundreder omtaltes befolkningen som troldfolk. I 1752 betegner Peder Olsen Walløe østgrønlænderne som rigtige menne- sker. Ved koloniseringen levede der ialt 247 beboere i Angmagssalik di- strikt — et såre beskedent antal, og endda var befolkningstallet fortsat da- lende på grund af sultperioder og den blodhævn, som var foreskrevet i ned- arvede „vedtægter". Disse tyngende bånd blev først løst, da kristendom- men vandt indpas. I Østgrønland er der i dag 2.725 beboere, af disse lever nu de 2.200 i Angmagssalik. Bogens mange beretninger er ind- delt sådan, at de ældste, der går 20—30.000 år tilbage, er de første. De stammer fra den fjerne fortid, da eskimoerne levede som mammutjæ- gere. RENSDYRJÆGERNE I rensdyrjægernes tid dukker nye emner op. Kunitse fortæller: — En af de største renjægere den- gang var en stor og berømt ånde- maner. Når han drog ud på renjagt, sagde han altid: „Skulle det hænde, at en renbuk stanger mig ihjel, skal I begrave mig tæt ved Tålin. Derfra vil jeg kunne se ud over det vid- underlige renland og udover storis og hav, sælernes store opholdssted. Jeg vil nyde at se jeres jagter, når jeg engang bliver „KartimaitseK", en død- ning". En efterårsdag blev han spiddet ihjel af en olm renbuk, og vi husker ham derfor som „Tugtup toKutå", ham som renen dræbte. Hans slægtninge gravesatte ham ved Tålin, som han selv havde ønsket det. Senere, når jægere lå på lur efter ren, kunne de se den døde stige op af graven og nyde synet af deres jagt. I en senere beretning om Kilika fortalt af AsineK, dukker europæeren op. Det hedder blandt andet: — En dag gik Kilika og hans broder en tur for at trække frisk luft. Me- dens de gik, fik de øje på en stor sø. Ved bredden steg en voldsom bålrøg op. Brødrene gik hen for at finde ud af, hvorfor det sådan røg. men det var umuligt at løse gåden. De gik hjem til deres plejefar og spurgte: „Gad vide, hvad det var for en voldsom røg, vi så pulse op af jorden?" Plejefa- deren svarede: „Der må I ikke gå hen, thi de, der laver røgen, dem slipper man ikke levende fra". „Hvorfor slip- per man ikke levende fra røgfolkene?" spurgte brødrene. „Jo", sagde plejefa- deren, „ved det store bål gøres der jern, og de folk, der laver jernet er nogle grumme fyre. Pludselig kan de finde på at gribe en af deres egne og slænge ham på bålet. Der lyder en syden og sprutten, og så griber de nogle lange stænger og hiver og ven- der ham, de har smidt på bålet. Og ser I, mandens knogler bliver til det fineste jern, man kan tænke sig." Dette er formentlig en af de første At gøre en Tupilak levende er en proces Pensioneret overkateket Julius Olsen, Godthåb, fortæller, hvad en Tu- pilak består af, og hvordan man gør den levende. En Tupilak er et uhyggeligt væsen. Pensioneret overkateket Julius Olsen, Godthåb, er en af få eksperter om Tu- pilakker. Han har opholdt sig i Øst- grønland på en tid, da Tupilakker var en virkelighed for befolkningen på østkysten. En angakok har fortalt ham, hvordan man laver en Tupilak og hvordan man gør den levende. — Den vigtigste bestandel i en Tu- pilak er et barnekranium, forklarer Julius Olsen. Uden om det vikles skind af sæl, bjørn og fugle, som gør, at Tupilakken med kort varsel kan forandre sig til disse dyr. Skelettet er sammensat af knogler af forskel- lige pattedyr og fugle. Det hele be- trækkes med et sælskind, og nu be- gynder den vanskelige proces, det er at gøre Tupilakken levende. Angakokken kommer hver dag til Tupilakken og laver besværgelser. Han må være helt alene i sit arbejde for at det kan lykkes. Hvis han bliver overrasket af andre, så er det ude med ham. Det tager mange dage for at gøre en Tupilak levende. Når den langt om længe begyn- der at røre på sig, så er man kom- met til processens højdepunkt. Nu skal der stærke midler til. Så stik- ker angakokken sin lem i munden på kraniet. Tupilakken suger livs- kraften i sig og bliver tilsidst le- vende. Angakokken bærer sin Tupilak ned til stranden, sætter den ud i havet og giver den ordre til at ombringe sin fjende, idet han nævner navnet og adressen på vedkommende. Tupilakken forsvinder ud i bølger- ne og begynder at forfølge sin herres fjende i en sæls skikkelse. Når han bliver set af uvedkommende gemmer den sig bag en isskodse et øjeblik og kommer igen i en fugls eller en bjørns skikkelse. Når den bliver forfulgt trækker den mod kysten og kommer op på land, hvor den bliver forvand- let til en ræv med et menneskehoved. Så ved fangeren, at han har med en Tupilak at gøre, og at den ikke var tiltænkt ham. Kun den, for hvem Tupilakken er tiltænkt kan få lov til at harpunere den. Tupilakken sørger for, at fange- ren bliver væltet i kajakken og druk- ner. Hvis Tupilakken ikke kan efter- komme sit ærende, søger den tilbage til sin herre og æder ham. Julut. skildringer af eskimoernes møde med den hvide mand, jernmageren. SPØGERI OG BLODHÆVN Herefter følger i bogen en række sagn om spøgeri og blodhævn hen- tet fra den periode, da dorsetmanden, som ikke holdt hunde møder thulekul- turens folk, der var hvalfangere og jægere med slæder og mange hunde. Mødet betød stort set dorstefolkets udryddelse, men angmagssalikkerne bekender sig dog som dorsetfolkets ef- terkommere. Fra såvel det 18. som det 19. århun- drede bringer bogen bemærkelses- værdige sagaer fortalt af blandt andet Karl Andreassen. Her viser han sig som en vidunderlig fortæller med både sans for stemning og detalje. Den væsentlige del af de skildrin- ger, der findes om åndemanere, er også baseret på Karl Andreassens op- tegnelser, men alle er de af Jens Ro- sing blevet forsynet med senere ind- hentede oplysninger, væsentligt fra de etnografiske undersøgelser i 1961. Jens Rosings kommentarer viser ty- deligt, hvilket stort udbytte man har haft af dette undersøgelsesarbejde. ÅNDEMANERE Interessante er tillige de beretninger, Jens Rosing har samlet om åndema- nernes læretid. Det hedder bl. a.: — Den dag, ånderne første gang i folks nærvær tager bolig i den unge, øver de et så voldsomt pres på hans tankegang, at han bliver ude af stand til at beherske sig. De kolossale tan- kers veer kræver forløsning og gør ham afsindig. Han flår sine klæder af kroppen, og splitternøgen farer han gennem huset, fuldstændig i åndernes vold. Når han igen kommer til be- vidsthed og atter får magt over sine tanker, ved han intet om, hvad han har gjort. Den store bog, der af format og ud- styr fremtræder som en fortsættelse af Birket-Smiths Eskimoerne fra 1962, åbner en stor og ukendt verden for læseren og viser ham noget fundamen- talt for den gamle grønlandske kultur. Hvad man oplever blandt åndemanere, blodhævnere og spøgelser er drama- tiske og voldsomme ting. Jens Rosing, der dybt i sit sind som grønlænder ejer dette kulturfunda- ment, er en storartet fortæller, en af de virkelig sjældne, der behersker den fornemme sproglige kunst at kunne presse et voldsomt drama ind i en sætningsmæssig snæver ramme, som lidt efter lidt udvider sig i læserens sind. Han får de få ord til at tale me- get og til at mejsle sig fast. De for- træffelige illustrationer og den beta- gende tekst er blevet en smuk helhed — en enestående oplevelse. Helt nye opdagelser fra eskimoernes forhistorie I Canada har arkæologer fundet nye beviser på eskimoernes vandrin- ger fra Alaska via Canada til Grønland og foretaget udgravninger, som viser, at eskimoerne levede i de arktiske egne for ca. 4000 år siden. RANDERSIME AGDLUNAUSSIAT ATUKIT! Den arkæologiske videnskab får sta- dig flere og flere beviser på rigtig- heden af den fremsatte formodning om eskimoernes vandring fra Alaska via Canada til Grønland. I det arktiske Canada har man i sommer fundet et næsten 700 km langt område, som indtil da havde været ukendt som eskimoisk land. Her har man fundet adskillige sikre beviser på, at området har været be- boet af eskimoer for omkring 4000 år siden. Udgravningerne er blevet gennem- ført i den svundne sommer af Canadas Nationalmuseum som et led i museets feltarkæologiske arbejde; det var det tyvende arkæologiske forskningshold i disse nordlige egne siden 2. verdens- krig, og det var ledet af museets ark- tiske specialist W. E. Taylor. Under- søgelserne dækkede arealet fra Cape Parry til Cambridge-bugten. Ved mundingen af Wellington-bug- ten på den sydlige kyst af Victoria- øen og mere end 2000 km nord for Re- gina, fandt holdet en boplads fra Præ- Dorset-kulturen, den tidligste eskimo- iske periode i det centrale og østlige arktiske område. Man regner med, at bopladsen har været beboet omkring år 2000 til år 1500 før Kristus. Præ-Dorset-folket var det første folkeslag, der okkuperede det centrale arktiske område efter at de store glet- schere havde trukket sig tilbage. Fundet fortæller vigtige ting om eskimoernes rute fra Alaska tværs over Canada til Grønland og til Un- gava-bugt-området. Præ-Dorset-bopladser blev også fun- det i Ungava-området i 1959 omkring 1400 km sydvest for Wellington-bug- ten. Under sommerens udgravninger fandt arkæolog-holdet talrige boplad- ser og omkring 2000 fund af rester af redskaber og brugsgenstande, frem- stillet af eskimoer. Ved Cape Parry udgravede man et hus, bygget og be- boet så sent som for omkring 800 år siden. De eskimoer, der havde bygget dette hus, repræsenterer imidlertid den befolkningsspredning, som gjorde sig gældende gennem århundreder fra det nordlige Alaska tværs over det arktiske Canada til Grønland, den kul- tur, der betegnes som Thule-kulturen, og hvorfra de nulevende eskimoer di- rekte nedstammer. Ved Bernhard harbour fandt arkæo- logholdet en sommer-fiskelejr fra den tidligere Dorset-kultur, dateret til om- kring 200 år før Kristus. Syv andre bopladser blev afdækket i arealet om- kring Wellington-bugt og Cambridge- bugt på den sydøstlige del af Victoria- øen. Udgravninger blev også foretaget på en righoldig præ-historisk eskimo- plads på Bylot-øen tæt ved Baffin- lands kyst og omkring 2500 km nord for Ottawa. Det må kunne interessere eskimoer- nes efterkommere, grønlænderne, at man nu også i Canada øver en meget betydelig indsats fra arkæologisk og etnografisk side for at studere eskimo- ernes præ-historiske fortid, og spæn- dende er det så, om den canadiske forskning og dens resultater kommer til at stemme overens med dansk forskning og hvad denne har fundet ud af — kort sagt, om de mange små mosaikdele kan komme til at passe sammen og danne et helt billede. sic. 18

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.