Atuagagdliutit - 16.01.1964, Síða 18

▼
Blandt østgrønlandske
saga- og sagnfortællere
Forfatteren Jens Rosings og kunstneren Sven Havsfeen-Mikkelsens store
værk: SAGN OG SAGA FRA ANGMAGSSALIK udkommet som det
første forjættende resultat af Nationalmuseets etnografiske Grønlands-
undersøgelser i Angmagssalik i 1961.
En ganske usædvanlig bog, en meget
stor og smug bog at allerstørste betyd-
ning for enhver, der interesserer sig
for Grønland og grønlændere er ud-
kommet i København på forlaget Rho-
dos, udgivet af Nationalmuseet og Det
grønlandske Selskab, det er bogen
Sagn og Saga jra Angmagssalik, skre-
vet af Jens Rosing og illustreret af
Sven Havsteen-Mikkelsen.
Bogen blev præsenteret ved en
sammenkomst på Nationalmuseet og
her blev der talt af rigsantikvar, prof-
fessor P. V. Glob, formanden for Det
grønlandske Selskab, overinspektør
ved Nationalmuseet, dr. scient. Helge
Larsen, forfatteren Jens Rosing,
Skællaksfiskeriet
har givet 400 tons
Indhandlingen i Holsteinsborg er
fordoblet
Skællaksfiskeriet i Grønland er
steget igen sidste år. Ved udgangen
af november er der fanget ca. 400
tons. Indhandlingen af laks i Hol-
steinsborg er nået op på ca. 160
tons, heraf 130—140 tons til en pri-
vat opkøber og 25 tons til KGH.
Det er en fordobling i forhold til
forrige år. Til industrianlægget i
Sukkertoppen er der solgt 100 tons,
og Claus Sørensens fryseskib „Her-
tha“ har købt 55 tons skællaks i
NapassoK. A/S Godthåb Fiskeindu-
stri har købt 60 tons skællaks fra
Fiskenæsset. Når man medregner
de mindre partier, der er fanget i
den sydligste del af Vest-grønland
og Egedesminde, kommer fangster-
ne sidste år op på ca. 400 tons. Her-
udover er der solgt et ikke ringe
antal skællaks til hjemmeforbrug.
kunstneren Sven Havsteen-Mikkelsen
og af minister for Grønland Mikael
Gam.
Bogen er først og fremmest base-
ret på Nationalmuseets etnografiske
Grønlands-undersøgelser i Angmag-
ssalik i 1961, hvori såvel Jens Rosing
som Havsteen-Mikkelsen deltog. Den
er tillige baseret på de meget be-
tydelige indsamlinger Jens Rosings
onkel, maleren og præsten Peter Ro-
sing gjorde som præst i Angmagssalik
i årene 1921 til 1934 og på de op-
tegnelser som Jens Rosings far, præs-
ten Otto Rosing, gjorde i årene 1934
til 1940, da også han var præst i Ang-
magssalik.
Et navn, som nævnes gang på gang
i de mange beretninger, er afdøde
overkateket Karl Andreassens. Han
var nemlig ikke blot overkateket, men
tillige en betydningsfuld folklorist og
en fremragende fortæller, der betød
meget for vennen Knud Rasmussen i
hans arbejde på at bevare grønland-
ske sagn og overleveringer. Karl An-
dreassens optegnelser, der tidligere har
dannet grundlag for bøger om Grøn-
lands fortid har også for dette værk
været af fundamental betydning.
Bogens illustrator Sven Havsteen-
Mikkelsen er barnebarn af Angmag-
ssaliks opdager Gustav Holm, han har
forsynet bogen med en række frem-
ragende træsnit og 12 skønne farve-
plancher, som alle vidner om en ene-
stående evne til at indleve sig i stof-
fet.
Udgivelsen af det smukke bogværk
er støttet af Det grønlandske Sel-
skab, Ny Carlsbergfondet og konsul
George Jorck og hustrus fond.
Angmagssalik, der blev koloniseret
i 1894, hørte man om allerede så tidligt
Propeller, skrueaksler, stævnrør, læn-
sepumper, alt til motorbåden.
sarpit, sarpit kanårtait, sarpit kanår-
taisa pue, pumpit imaersautit, pujor-
tuléricamutdlo atortut tamarmik.
Sutton Power Unit
Ford diesel
4 cylindre
55 HK ved 2250 o/m fersk-
vandskølet med hydraulisk gear
1:1.
cylinderit 4
55 HK 2250-inik kaujatdlagtar-
nilik imermik nigdlorsagaK erv-
ngup naKitsinera iluaKutigalugo
gearilik 1:1.
PRIS Kr. 10.500,00.
3S22
BUK
Sundkrogsgade 15, Kbh. 0.
telegram adr.: MOTORHANSEN.
som i 1001 i en islandsk saga, den-
gang og i de følgende århundreder
omtaltes befolkningen som troldfolk.
I 1752 betegner Peder Olsen Walløe
østgrønlænderne som rigtige menne-
sker. Ved koloniseringen levede der
ialt 247 beboere i Angmagssalik di-
strikt — et såre beskedent antal, og
endda var befolkningstallet fortsat da-
lende på grund af sultperioder og den
blodhævn, som var foreskrevet i ned-
arvede „vedtægter". Disse tyngende
bånd blev først løst, da kristendom-
men vandt indpas. I Østgrønland er
der i dag 2.725 beboere, af disse lever
nu de 2.200 i Angmagssalik.
Bogens mange beretninger er ind-
delt sådan, at de ældste, der går
20—30.000 år tilbage, er de første. De
stammer fra den fjerne fortid, da
eskimoerne levede som mammutjæ-
gere.
RENSDYRJÆGERNE
I rensdyrjægernes tid dukker nye
emner op. Kunitse fortæller:
— En af de største renjægere den-
gang var en stor og berømt ånde-
maner. Når han drog ud på renjagt,
sagde han altid: „Skulle det hænde,
at en renbuk stanger mig ihjel, skal
I begrave mig tæt ved Tålin. Derfra
vil jeg kunne se ud over det vid-
underlige renland og udover storis og
hav, sælernes store opholdssted. Jeg
vil nyde at se jeres jagter, når jeg
engang bliver „KartimaitseK", en død-
ning". En efterårsdag blev han spiddet
ihjel af en olm renbuk, og vi husker
ham derfor som „Tugtup toKutå", ham
som renen dræbte. Hans slægtninge
gravesatte ham ved Tålin, som han
selv havde ønsket det. Senere, når
jægere lå på lur efter ren, kunne de
se den døde stige op af graven og
nyde synet af deres jagt.
I en senere beretning om Kilika
fortalt af AsineK, dukker europæeren
op. Det hedder blandt andet:
— En dag gik Kilika og hans broder
en tur for at trække frisk luft. Me-
dens de gik, fik de øje på en stor sø.
Ved bredden steg en voldsom bålrøg
op. Brødrene gik hen for at finde ud
af, hvorfor det sådan røg. men det var
umuligt at løse gåden. De gik hjem
til deres plejefar og spurgte: „Gad
vide, hvad det var for en voldsom røg,
vi så pulse op af jorden?" Plejefa-
deren svarede: „Der må I ikke gå hen,
thi de, der laver røgen, dem slipper
man ikke levende fra". „Hvorfor slip-
per man ikke levende fra røgfolkene?"
spurgte brødrene. „Jo", sagde plejefa-
deren, „ved det store bål gøres der
jern, og de folk, der laver jernet er
nogle grumme fyre. Pludselig kan de
finde på at gribe en af deres egne og
slænge ham på bålet. Der lyder en
syden og sprutten, og så griber de
nogle lange stænger og hiver og ven-
der ham, de har smidt på bålet. Og
ser I, mandens knogler bliver til det
fineste jern, man kan tænke sig."
Dette er formentlig en af de første
At gøre en Tupilak levende
er en
proces
Pensioneret overkateket Julius Olsen, Godthåb, fortæller, hvad en Tu-
pilak består af, og hvordan man gør den levende.
En Tupilak er et uhyggeligt væsen.
Pensioneret overkateket Julius Olsen,
Godthåb, er en af få eksperter om Tu-
pilakker. Han har opholdt sig i Øst-
grønland på en tid, da Tupilakker var
en virkelighed for befolkningen på
østkysten. En angakok har fortalt
ham, hvordan man laver en Tupilak
og hvordan man gør den levende.
— Den vigtigste bestandel i en Tu-
pilak er et barnekranium, forklarer
Julius Olsen. Uden om det vikles
skind af sæl, bjørn og fugle, som gør,
at Tupilakken med kort varsel kan
forandre sig til disse dyr. Skelettet
er sammensat af knogler af forskel-
lige pattedyr og fugle. Det hele be-
trækkes med et sælskind, og nu be-
gynder den vanskelige proces, det er
at gøre Tupilakken levende.
Angakokken kommer hver dag til
Tupilakken og laver besværgelser.
Han må være helt alene i sit arbejde
for at det kan lykkes. Hvis han bliver
overrasket af andre, så er det ude
med ham. Det tager mange dage for
at gøre en Tupilak levende.
Når den langt om længe begyn-
der at røre på sig, så er man kom-
met til processens højdepunkt. Nu
skal der stærke midler til. Så stik-
ker angakokken sin lem i munden
på kraniet. Tupilakken suger livs-
kraften i sig og bliver tilsidst le-
vende.
Angakokken bærer sin Tupilak ned
til stranden, sætter den ud i havet og
giver den ordre til at ombringe sin
fjende, idet han nævner navnet og
adressen på vedkommende.
Tupilakken forsvinder ud i bølger-
ne og begynder at forfølge sin herres
fjende i en sæls skikkelse. Når han
bliver set af uvedkommende gemmer
den sig bag en isskodse et øjeblik og
kommer igen i en fugls eller en bjørns
skikkelse. Når den bliver forfulgt
trækker den mod kysten og kommer
op på land, hvor den bliver forvand-
let til en ræv med et menneskehoved.
Så ved fangeren, at han har med en
Tupilak at gøre, og at den ikke var
tiltænkt ham.
Kun den, for hvem Tupilakken er
tiltænkt kan få lov til at harpunere
den. Tupilakken sørger for, at fange-
ren bliver væltet i kajakken og druk-
ner.
Hvis Tupilakken ikke kan efter-
komme sit ærende, søger den tilbage
til sin herre og æder ham.
Julut.
skildringer af eskimoernes møde med
den hvide mand, jernmageren.
SPØGERI OG BLODHÆVN
Herefter følger i bogen en række
sagn om spøgeri og blodhævn hen-
tet fra den periode, da dorsetmanden,
som ikke holdt hunde møder thulekul-
turens folk, der var hvalfangere og
jægere med slæder og mange hunde.
Mødet betød stort set dorstefolkets
udryddelse, men angmagssalikkerne
bekender sig dog som dorsetfolkets ef-
terkommere.
Fra såvel det 18. som det 19. århun-
drede bringer bogen bemærkelses-
værdige sagaer fortalt af blandt andet
Karl Andreassen. Her viser han sig
som en vidunderlig fortæller med både
sans for stemning og detalje.
Den væsentlige del af de skildrin-
ger, der findes om åndemanere, er
også baseret på Karl Andreassens op-
tegnelser, men alle er de af Jens Ro-
sing blevet forsynet med senere ind-
hentede oplysninger, væsentligt fra
de etnografiske undersøgelser i 1961.
Jens Rosings kommentarer viser ty-
deligt, hvilket stort udbytte man har
haft af dette undersøgelsesarbejde.
ÅNDEMANERE
Interessante er tillige de beretninger,
Jens Rosing har samlet om åndema-
nernes læretid. Det hedder bl. a.:
— Den dag, ånderne første gang i
folks nærvær tager bolig i den unge,
øver de et så voldsomt pres på hans
tankegang, at han bliver ude af stand
til at beherske sig. De kolossale tan-
kers veer kræver forløsning og gør
ham afsindig. Han flår sine klæder
af kroppen, og splitternøgen farer han
gennem huset, fuldstændig i åndernes
vold. Når han igen kommer til be-
vidsthed og atter får magt over sine
tanker, ved han intet om, hvad han
har gjort.
Den store bog, der af format og ud-
styr fremtræder som en fortsættelse
af Birket-Smiths Eskimoerne fra 1962,
åbner en stor og ukendt verden for
læseren og viser ham noget fundamen-
talt for den gamle grønlandske kultur.
Hvad man oplever blandt åndemanere,
blodhævnere og spøgelser er drama-
tiske og voldsomme ting.
Jens Rosing, der dybt i sit sind som
grønlænder ejer dette kulturfunda-
ment, er en storartet fortæller, en af
de virkelig sjældne, der behersker den
fornemme sproglige kunst at kunne
presse et voldsomt drama ind i en
sætningsmæssig snæver ramme, som
lidt efter lidt udvider sig i læserens
sind. Han får de få ord til at tale me-
get og til at mejsle sig fast. De for-
træffelige illustrationer og den beta-
gende tekst er blevet en smuk helhed
— en enestående oplevelse.
Helt nye opdagelser fra
eskimoernes forhistorie
I Canada har arkæologer fundet nye beviser på eskimoernes vandrin-
ger fra Alaska via Canada til Grønland og foretaget udgravninger, som
viser, at eskimoerne levede i de arktiske egne for ca. 4000 år siden.
RANDERSIME
AGDLUNAUSSIAT
ATUKIT!
Den arkæologiske videnskab får sta-
dig flere og flere beviser på rigtig-
heden af den fremsatte formodning
om eskimoernes vandring fra Alaska
via Canada til Grønland.
I det arktiske Canada har man i
sommer fundet et næsten 700 km
langt område, som indtil da havde
været ukendt som eskimoisk land.
Her har man fundet adskillige sikre
beviser på, at området har været be-
boet af eskimoer for omkring 4000 år
siden.
Udgravningerne er blevet gennem-
ført i den svundne sommer af Canadas
Nationalmuseum som et led i museets
feltarkæologiske arbejde; det var det
tyvende arkæologiske forskningshold
i disse nordlige egne siden 2. verdens-
krig, og det var ledet af museets ark-
tiske specialist W. E. Taylor. Under-
søgelserne dækkede arealet fra Cape
Parry til Cambridge-bugten.
Ved mundingen af Wellington-bug-
ten på den sydlige kyst af Victoria-
øen og mere end 2000 km nord for Re-
gina, fandt holdet en boplads fra Præ-
Dorset-kulturen, den tidligste eskimo-
iske periode i det centrale og østlige
arktiske område.
Man regner med, at bopladsen har
været beboet omkring år 2000 til år
1500 før Kristus.
Præ-Dorset-folket var det første
folkeslag, der okkuperede det centrale
arktiske område efter at de store glet-
schere havde trukket sig tilbage.
Fundet fortæller vigtige ting om
eskimoernes rute fra Alaska tværs
over Canada til Grønland og til Un-
gava-bugt-området.
Præ-Dorset-bopladser blev også fun-
det i Ungava-området i 1959 omkring
1400 km sydvest for Wellington-bug-
ten.
Under sommerens udgravninger
fandt arkæolog-holdet talrige boplad-
ser og omkring 2000 fund af rester
af redskaber og brugsgenstande, frem-
stillet af eskimoer. Ved Cape Parry
udgravede man et hus, bygget og be-
boet så sent som for omkring 800 år
siden. De eskimoer, der havde bygget
dette hus, repræsenterer imidlertid
den befolkningsspredning, som gjorde
sig gældende gennem århundreder fra
det nordlige Alaska tværs over det
arktiske Canada til Grønland, den kul-
tur, der betegnes som Thule-kulturen,
og hvorfra de nulevende eskimoer di-
rekte nedstammer.
Ved Bernhard harbour fandt arkæo-
logholdet en sommer-fiskelejr fra den
tidligere Dorset-kultur, dateret til om-
kring 200 år før Kristus. Syv andre
bopladser blev afdækket i arealet om-
kring Wellington-bugt og Cambridge-
bugt på den sydøstlige del af Victoria-
øen.
Udgravninger blev også foretaget på
en righoldig præ-historisk eskimo-
plads på Bylot-øen tæt ved Baffin-
lands kyst og omkring 2500 km nord
for Ottawa.
Det må kunne interessere eskimoer-
nes efterkommere, grønlænderne, at
man nu også i Canada øver en meget
betydelig indsats fra arkæologisk og
etnografisk side for at studere eskimo-
ernes præ-historiske fortid, og spæn-
dende er det så, om den canadiske
forskning og dens resultater kommer
til at stemme overens med dansk
forskning og hvad denne har fundet
ud af — kort sagt, om de mange små
mosaikdele kan komme til at passe
sammen og danne et helt billede.
sic.
18