Atuagagdliutit - 01.02.1968, Blaðsíða 8

———-------
Fra
LÆSERNE
Hvad med os i Østgrønland?
I forbindelse med Franz Berliners
artikel om spiritusmisbruget på
Østkysten skriver Aron Davidsen
i Angmagssalik-bladet „Sukag-
saut“:
— En dansk forfatter, der har op-
holdt sig i Angmagssalik i sommeren
1967, skrev om det store spiritusfor-
brug i dagbladet „Politiken". Hans ar-
tikel blev bragt i uddrag i A/G, og
den kan få folk, der ikke har kend-
skab til Østgrønland til at tro, at vi i
Angmagssalik har spiritusmisbrug
uden lige.
For at anskueliggøre spiritusmis-
brugets omfang, brugte han spiritus-
butikkens udsalg, som det alternative
bevis. Vor ellers så beskedne butiks
specialafdeling har altså haft en an-
den mission end at gøre det nemme-
re for kunderne. Da vi har så dårlige
butiksforhold, har vi været nødt til
at finde os i også at gå ind i den an-
den, den såkaldte spiritusbutik, det er
dog ikke ensbetydende med at man
absolut skal købe spiritus, da der fø-
res mange andre artikler og brugsgen-
stande. Selvfølgelig betaler vi til den
fælles kasse. Da forstår man nu, at
vore indkøb er indbefattet spiritus-
køb. Da vi her, som i andre byer, er
under kraftig udvikling, er danskernes
antal steget meget, især de mange ud-
sendte, som opholder sig her i som-
mermånederne. Det kan jo ikke und-
gås, at de også har været med til at
forøge salget fra denne specialbutik.
Da jeg nu er ved at skrive disse
linier, kan jeg ikke andet end se til-
bage på de ti år, der er gået, siden
vi ankom her til byen. Byen vi kom
til var stilfuld, og var fri for alt det
den moderne tid bringer med sig. Nu
er vi altså begyndt, at få civilisatio-
nens goder, og det er rart, så vi kan
være ligestillet med den øvrige be-
folkning, vi er gået ind for Vestgrøn-
lands styreform, for at undgå at blive
forskelsbehandlet, så må vi også være
med til at bære både de gode og dår-
lige sider, selvom vi måske må miste
vor vanlige livsførelse.
Det er min overbevisning, at man
ved indførelse af det moderne sam-
funds goder, har glemt de menneske-
lige følelser. Og det lider vi under
idag. Den 9. nov. udkom A/G med
katastrofalagtige udråb til alle. Der-
for appellerer jeg til eftertanke:
1. Vi må snarest ansætte en social-
rådgiver, helst dobbeltsproget.
2. Skal vi genindføre spiritusluk-
ning fredag, lørdag og sidste og
første i hver måned?
3. Skal disk-udstilling af spiritus
afskaffes?
4. Skal man vælge blandt befolk-
ningen et udvalg til rådgivning
af kommunalbestyrelsen?
5. Skal man forbyde spiritussalg til
folk, der er kommet bagud med
bidrag til boligstøtte, bidrag til
erhvervsstøtte, børnebidrag og
bøder?
Til slut vil jeg henvende mig til
institutionslederne, om de har haft er-
faring, at der har været en mærkbar
forbedring hos de ansatte efter at ord-
ningen med spirituslukning er ophæ-
vet, eller man mener, det er bedre
med den gamle ordning. Eventuelt
andre forslag udbedes.
Da der er noget om de kedelige ryg-
ter, må vi slutte os sammen for at
forbedre disse.
Aron Davidsen.
ANTHON BERG
LEVERANDØR TIL DET
KONGELIGE DANSKE HOF
I Anthon Berg's fornemme gaveæsker er hvert
enkelt stykke chokolade en udsøgt nydelse -
en kompliment til modtagerens gode smag ...
Anthon Bergip
tunlssutigssatut
siikulåtiliaine
pårtanltut
sukulåtit
tamåkivigdlutik
mamar-
dluinartuput
PETERSEN, MØLLER & HOPPE
EDSVORNE SKIBSMÆGLERE
Etableret 1797
Indehavere; J. Lemkow, W. Laulund C.-W. Nordenbøge & Palle Jensen
Bredgade 34, København K.
Befragtning . Klarering angatdlåssineK pajugtuinerdlo
Generalagenter for: Hamburg-Amerika Linie, Hamburg
Contrans, Hamburg — Enssa Line, Madrid
Pressen i
A/G’s læsere vil have bemærket, at
grønlandsminister Carl P. Jensen og
undertegnede ikke er ganske enige,
hvad angår pressens fremtidige vil-
kår i Grønland. Een ting, kan jeg dog
forsikre, er vi ganske og aldeles rø-
rende enige om. Det er, at „den frem-
tidige udvikling af en grønlandsk
presse er noget, der vedrører hele
offentligheden. Lad os få en menings-
udveksling om disse problemer".
Det er mig derfor her magtpålig-
gende at slå et slag for, at debatten
dyrkes, og at den først og fremmest
i den nuværende situation ledes ind
på rette spor. Ministerens svar i num-
mer 1—1968 af A/G bragte ikke noget
nyt i debatten. Dele af indholdet hav-
de derimod en tendens til at afspore
den ved f. eks. at bringe min person,
specielt mit ansættelsesforhold, ind i
billedet. *).
Jeg må dog lige anholde følgende.
Ministeren betegner det ubegrundet,
når jeg påpeger, at statsansatte ikke
kan føle sig fri til at kritisere myn-
dighederne. Det må skyldes ministe-
rens, forståelige, manglende indsigt i
disse forhold, for det er desværre ikke
ubegrundet. Jeg har kendskab til ekla-
tante tilfælde af regres, der kan be-
grunde betænkeligheder ved at benyt-
te den grundlovsfæstede ytringsfri-
hed. Jeg og offentligheden i Godthåb
kan som dugfrisk og simpelt eksem-
pel henvise til et i lokalbladet „Nuk"
af 8. december 1967 fremsat forsøg
Berigtigelse
I et interview med lederen af råd-
givningskontoret, der bragtes i A/G
den 4. januar 1968, hedder det, dels at
ca. 100 grønlandske piger går omkring
i København under meget dårlige for-
hold, dels at de grønlandske piger, der
rejser hertil med en udsendt arbejder,
har større udsigt til, at det vil gå
skævt end godt, og at det især gælder,
hvis de knytter sig til en sæsonhånd-
værker.
Interviewets gengivelse af udtalel-
serne er ikke korrekt. Rådgivnings-
kontoret har endnu ikke kendskab til,
hvor mange unge grønlænderinder, der
befinder sig under utilfredsstillende
forhold hernede, og dette blev frem-
hævet over for intervieweren.
Rådgivningskotoret har selvsagt hel-
ler ikke den opfattelse, at et ægteskab
med en sæsonhåndværker skulle have
ringere mulighed for at blive vellyk-
ket end andre grønlandsk-dansk ægte-
skaber.
Endelig må man tage afstand fra, at
A/G h/ar bragt interviewet under over-
skriften: „Dansk gift grønlænderinder
i Danmark behandles groft". Hverken
i de faktiske forhold eller i de ud-
talelser som refereres i interviewet
har A/G haft rimelig anledning til at
bringe en så generaliserende udtalelse.
Med venlig hilsen,
Elinor Bryld, Guldborg Chemnitz.
Svar på Jokum
I anledning af politibetjent Jokum
Schmidts indlæg i nr. 1 1968 af „Grøn-
landsposten", hvor han på grundlag af
sine erfaringer som politibetjent frem-
kom med nogle betragtninger om kri-
minallovens foranstaltningssystem, vil
jeg som forsorgsleder Niels Therbilds
afløser knytte et par bemærkninger
hertil.
Jokum Schmidt nævner i sit indlæg,
at ikke mange grønlandske lovover-
trædere får noget ud af de forsorgs-
mæssige foranstaltninger, der iværk-
sættes for at få dem tilbage til sam-
Grønland
fra statens stedlige myndighed på
mistænkeliggørelse af en statsansat
person i anledning af dennes, iøvrigt
fuldt berettigede, kritik af myndighe-
derne i det foregående nummer af
bladet.
Lad mig benytte dette som anled-
ning til /at anbefale, at man som mi-
nister ikke udelukker muligheden for,
at der måske især i Grønland, kan
forekomme tilfælde af korruption el-
ler magtmisbrug. I kraft af en vel-
ment farisæisk indstilling til tilværel-
sen som ansat i det offentliges tjene-
ste vil jeg også på denne baggrund
opfordre til, at man fremelsker den
sunde form for offentlig revision, der
kan bibringes samfundet af en uaf-
hængig, professionel presse. Sådan
offentlig revision findes ikke i til-
strækkelig grad i dagens Grønland.
Alfred Tofts reaktion i samme num-
mer af A/G bragte belysning af lokal-
bladenes hidtidige og nuværende for-
hold, og hans oversigt over lokalblade
pr. ultimo 1966 har vist ikke været
offentliggjort før. Toft eller andre op-
fordres herved til at komplettere den
interessante oversigt med oplysninger
om antal udgivne numre i 1966 og
om, hvorvidt bladene udgives på
grønlandsk, dansk eller på begge
sprog.
Men også Alfred Tofts indlæg ten-
derer mod at afspore eller snarere
stoppe debatten. Han fordrer beviser
for de såkaldte alvorlige beskyldnin-
ger mod og den påståede injurierende
karakteristik af medborgere, der skri-
ver i lokalbladene, (iøvrigt en kreds,
jeg selv tilhører). Han kræver mindst
et eksempel fra hver avis. Mit præ-
cise og redelige svar herpå lyder: Jeg
kan ikke levere de krævede beviser.
Det svar kendte Alfred Toft i forvejen,
derfor anklagen imod ham for at ville
stoppe debatten. Hvad vil man med
beviser? Hvem har jeg injurieret? For
mig at se er det ganske klart, at selv
om samtlige i denne stund lokalblad-
udgivende personer skulle hænde sig
at være engle med åndsevner, der er
en større sag værdige, er det væsent-
lige, at denne tilstand kun behøver
at vare så kort. En forflyttelse, et syg-
Det var med stor skuffelse med-
lemmerne af daværende SHH i 1960
erfarede, at den bankdelegation der
om sommeren havde berejst kysten
havde fundet, at tidspunktet for op-
rettelse af banker i Grønland, endnu
måtte anses for værende for tidligt.
Man kan nok sige, at der var en
noget anden stemning, da sparekassen
Bikuben, fra København, i 1966 ind-
viterede repræsentanter fra det pri-
vate næringsliv til et orienterende
møde på Hotel Godthåb. På dette møde
gav man meddelelse om, at man havde
taget beslutning om at åbne en afde-
ling i Godthåb. Fra Bikubens side blev
Schmidts indlæg
fundet. Med bemærkningen „tilbage
til samfundet" mener Jokum Schmidt
formentlig „ophør af kriminelle hand-
linger", da jo netop kriminalloven i vid
udstrækning prakticerer behandling af
kriminelle i samfundet. Men det er da
rigtigt, at forsorgsmæssige foranstalt-
ninger ikke har den indflydelse på det
kriminelle tilbagefald, som man kunne
ønske. Dette er nu ikke noget specielt
grønlandsk fænomen, idet så at sige
samtlige de undersøgelser der er fore-
taget over det kriminelle tilbagefald,
viser, at de hidtil brugte foranstaltnin-
ger som tilsyn og lign. ikke har den
betydning, som man havde regnet
med.
Jokum Schmidt nævner også, at der
har været tilfælde hvor anbragte hos
private, er blevet dårligt behandlet, —
og det skal jeg da være den første til
at bekræfte, men det er bl. a. også der-
for, at der er ansat en forsorgsmand
ved politimesterembedet, for at så-
danne anbringelsessteder kan blive
registreret og kasseret. Jeg vil dog i
den forbindelse fremhæve, at det har
været — og stadig er private anbrin-
gelsessteder, der kan betragtes som
gode, og hvor de anbragte har været
tilfredse med at være. Udviklingen på
Grønland har imidlertid medført, at
man i højere grad vil gå bort fra den
private anbringelse og i stedet be-
nytte institutionsanbringelsen. Det er
da også det der er sket med oprettel-
sen af Ungdomspensionen i Holsteins-
borg og Anstalten for Domfældte i
Godthåb. Om denne foranstaltning er
mere resocialiserende vil fremtiden
vise — jeg håber det.
Jørgen Jacobsen,
forsorgsleder.
domstilfælde, personlig ufred eller et
duplikatorhavari kan stoppe et blad,
og ingen kan svare for, hvem arvta-
gerne bliver. Jeg har ikke beskrevet
og dermed injurieret de implicerede
personer, men jeg har beskrevet ni-
veauet, som jeg gerne gentager er det
lavest tænkelige, nemlig uden bund-
grænse, idet ingen bekymrer sig om
en blad udgivers habitus, så længe
der intet alternativ gives. Tværtimod,
man kan så glimrende være både sam-
fundsfjende og statsstøttet bladudgi-
ver, thi statsstøtte opnår man i form
af kontant tilskud og betalte annon-
cer, når blot ens blad udkommer
jævnlig og dobbeltsproget. Indholdet
og oversættelsernes kvalitet tages
ikke i betragtning. Regulering i form
af konkurrence kendes vist kim i
Godthåb.
Men lad nu alle lokalbladmedarbej-
dere til enhver tid være helgener. Jeg
mener stadig ikke, det er anstændigt
at lade en væsentlig del af befolknin-
gens pressemæssigt betjening bero på,
hvorvidt disse mennesker af idealisme
eller lediggang tilfældigvis stiller sig
til rådighed for lokalbladudgivelse, og
jeg mener, helgenernes sikkert mange
fortræffeligheder til trods, heller ikke,
det er anstændigt, at man hæger om
denne form for presse og simpelthen
bevidst udelukker muligheden for
professionel presse og skriftlig jour-
nalistik som erhverv. **).
„Den fremtidige udvikling af en
grønlandsk presse er noget, der ved-
rører hele offentligheden. Lad os få
en meningsudveksling om disse pro-
blemer".
Eigil Heckscher.
Godthåb.
*) „For god ordensskyld" bemærker mi-
nisteren, at han ikke kender noget som
helst til mig eller min funktion i Grøn-
land. Det er svært at se, hvad sam-
menhæng der er mellem begrebet god
orden — for slet ikke at nævne omtan-
ke — og den omstændighed, at mini-
steren ikke vil kendes ved en person,
hvis navn Ikke nemt lader sig forveks-
le som på femtende år arbejder i sta-
tens tjeneste, og som de sidste 6V2 år,
ganske vist med vekslende held, har
ledet en statsinstitution i Godthåb.
**) Hvad dette angår takker jeg for A/Gs
redaktionelle korektion med hensyn til
antallet af uddannede journalister i
denne generation. Jeg havde ikke Carl
Berthel Lynge med i beregningen. Han
var blevet fortrængt i mine hjernevin-
dinger som hørende med i denne sam-
menhæng, vistnok fordi min underbe-
vidsthed af sig selv havde profeteret,
at han heller ikke i fremtiden vil be-
skæftige sig med skriftlig journalistik,
altså presse.
det gjort gældende, at man havde
overvejet situationen meget nøje og
havde erkendt behovet for et penge-
institut i Grønland. Man var klar over
at Grønland var kapitalfattigt, men
som der blev sagt, „vi regner med at
tage penge med hjemmefra". Så det
var lyse udsigter set fra de private
næringsdrivendes side.
Vi er i dag nået så langt, at der for-
uden Bikuben også er noget der hed-
der Grønlandsbanken. Grønlandsban-
ken er en selvstændig bank, startet
af danske banker, men som navnet si-
ger er det altså en bank for Grønland,
og beliggende i Grønland.
Nu har vi så idag 2 pengeinstitutter
i Grønland, som begge fra før deres
start har forsikret os om, at de ikke
alene er her for at sikre sparere en
rimelig forrentning af deres spare-
penge. Men samtidig har givet os løf-
ter om at tilflyde landet kapital, hvil-
ket man jo ved, der er stort behov for,
idet de midler som bolig- og erhvervs-
støtten får bevilget, slet ikke følger
det enormt stigende behov.
Når man nu hører de to pengeinsti-
tutter aflægge beretning i radioen un-
drer man sig. Først hører man Grøn-
landsbanken har udlånt ca. det dob-
belte af hvad der har været i indlån,
hvilket man nok kan sige er flot. Der-
efter bliver man noget skuffet over
Bikubens beretning. For det første er
den unægtelig meget svær at blive
klog på, og det er da også muligt at
jeg har taget fejl, men efter at have
lagt sammen og trukket fra, kommer
jeg til det resultat, at man i Bikuben
har udlånt ca. 10—15 mili. mindre,
end det man har i indlån.
Det vil med andre ord sige, at spa-
rekassen Bikuben i København har
trukket oa. 10—15 mili. kr. ud af Grøn-
land. Grønland er altså blevet endnu
fattigere. Det var jo ikke det, vi havde
fået løfte om, og det var da heller ikke
det, man havde ventet.
Hvad kan man nu gøre for at standse
denne kapitalflugt?
Hvis De er idealist, uanset om De
er udsendt eller fastboende, og De vil
være helt sikker på, at Deres opsparede
kapital kommer det grønlandske er-
hvervsliv, og dermed samfund, tilgode.
Så er der kun een mulighed: Sæt
Deres sparepenge i Grønlandsbanken.
Bankens formålsparagraf siger, at ban-
ken har til formål at drive bankvirk-
somhed i Grønland, og er derved for-
pligtet til kun at lade de indsatte mid-
ler udlåne i Grønland.
Med venlig hilsen,
Poul Brandt.
Pengeinstitutter i Grønland