Atuagagdliutit - 06.06.1968, Side 8

Angmagssaliks fremtid?
Hvad kan der gøres for at redde
Angmagssaliks befolkning mod
den totale „undergang"? spørger
redaktør Ole Krigel i sit blad „Su-
kagsaut":
I 1975 vil der bo ca. 49.000 personer
i Grønland foruden de udsendte dan-
ske eller ca. 14.000 flere end i 1965.
Men hvor i Grønland vil de bo?
Spørgsmålet bliver stillet i den ny-
lig udkomne pjece „Fra bygd til by“,
lokaliseringspolitikken i Grønland.
I pjecen bliver problemet uddybet
med, at man fastslår, at i fiskeriområ-
det, vil der blive tale om flere flyt-
ninger fra bygderne — d.v.s. vestky-
sten op til UmånaK — end bygderne
i fangerdistrikterne.
Grønlandsudvalget — G-60 — har
udtalt sig om, at i 1975 vil 8 ud af 10
mennesker bo i byerne mod 6 ud af
10 i dag. I fiskeriområdet vil næsten
9 ud af 10 mennesker til den tid bo i
byerne. En sådan forudsigelse kan ikke
være fuldstændig nøjagtig. På den an-
den side er det ikke tal, der er grebet
ud af den blå luft. Udvalget har nem-
lig opstillet planer for de investerin-
ger, som er nødvendige for at byerne
kan rumme den beregnede befolkning.
Disse planer omfatter nyanlæg for
milliardbeløb, og de sigter mod dybt-
gående ændringer af det grønlandske
samfund.
Det er derfor meget naturligt, at de
for mange grønlandske borgere rejser
en række spørgsmål: Er det økonomisk
rigtigt at fordele investeringerne på
denne måde? Er det socialt retfær-
digt? Er tempoet rigtigt?
*’vaia\h
Om det er økonomisk rigtigt, ja det
kan man næsten sige sig selv. Jo færre
bygder og byer, jo færre administra-
tionsomkostninger, færre anlægsud-
gifter, færre lønudgifter. Det samme
gør sig gældende for vandforsynings-
anlæg, hospitaler, skoler og forsy-
ningsvirksomheden.
Men er det også efter den grønland-
ske befolknings ønsker? I pjecen sva-
res der ja, det gør den. — I hvert fald
til ønskerne hos et stort flertal. Det
fremgår af de mange anmodninger om
tilflytterboliger, som i øjeblikket langt
overstiger antallet af disponible lej-
ligheder.
X pjecen fremhæves det, at befolk-
ningskoncentrationen først og frem-
mest er møntet på fiskeridistrikterne.
Udvalget fremhæver, at særlige for-
hold gør sig gældende i fangerdistrik-
terne, d.v.s. UmånaK, Upernavik og
Thule kommune samt Østgrønland.
Fangererhvervet stiller større krav om
en betydelig spredning af befolknin-
gen. I overensstemmelse med denne
vurdering er der i femårsplanen for
1966—70 afsat midler til et forholds-
vis betydeligt boligbyggeri i fangerdi-
strikternes bygder. Det vil i denne pe-
riode bliver to trediedele større end
i det forudgående femår.
Hvilken befolkningsmæssig udvik-
ling, man forudser for hver af de grøn-
landske byer, fremgår af opstillingen
side 2. Her vil man kunne se, at man
regner med et stigende befolkningsan-
tal i Angmagssalik by. I 1975 er vi 825
mennesker her i denne totalt produk-
tionsløse. Man kan vist roligt se i øj-
nene, at dette ikke kan gå, hvis man
ikke finder en sund indtægtskilde for
alle disse mennesker. Hvad har kom-
munalbestyrelsen tænkt sig, hvad har
politikerne tænkt sig med Angmag-
ssaliks fremtid? Skal befolkningen her
leve mere og mere af socialhjælp?
Torskefiskeriet bliver mindre og
mindre hvert år. KGH har sat ind-
handlingspriserne for sælskind ned, så
de fleste fangere nu lever på eksi-
stensminimumsgrænsen. Hvad kan der
gøres for at redde Angmagssaliks be-
folkning mod den totale „undergang"?
Til slut et godt råd til de unge men-
nesker her i byen og på udstederne:
Få lært noget mere, ansøg om at kom-
me til Danmark eller vestkysten og
få lært noget mere om det job, I me-
ner, I egner Jer til. Men først og frem-
mest kræves der: Ædruelighed og sta-
bilitet.
Hovedforhandler for Grønland af Minolta -
Canon - Paximat samt Uher båndoptagere
Fjernbetjening pr.
radio og automatisk
skarphedsindstilling
er topmodellens kendetegn
med 24v/150w. lampe.
Der er 7 forsk. Paximat-
modeller. Se dem hos
Deres fotohandler.
Skriv efter tilbud
og specialbrochurer
En gros
En detail
\minolta7 T7
Mi nolta SR- T101
Den nyeste teknik (TTL-måling og CLC-system) er med- virkende til topplaceringen af Minolta'snyestespejlrefleks T101. Forlang demonstration.
Canon CQ9
Tag de seneste tekniske finesser i besiddelse med
Canons nyeste, kompakte SLR-kamera, model FT (QU
- et klogt valg!
Godthåb Foto- og Radioservice
v. O. Winstedt . Postboks 613 . Godthåb
Flytter 500 fra Umanak by?
I forbindelse med Grønlandsmini-
steriets pjece om lokaliseringspoli-
tikken i Grønland, skriver Jørgen
Pjettursson i Umånax-avis:
Forny lig udkom en pjece fra Mini-
steriet for Grønland om lokaliserings-
politik i Grønland. Pjecen er uhyre
fortræffelig, set som en supplerings-
bog i samtidsorientering i hvilken som
helst 8. klasse. Lærerig, fornuftig ung-
domsbog vil man anmelde som orien-
teringslærer. Så kikker man lidt på
statistisk uddrag om byernes befolk-
ning. Man kikker på UmånaK: 1951 —
554 beboere, 1965 — 800 (pænt ligetal)
prognose 1975: 500.
Folketallet i UmånaK 1968 er om-
kring 950. Så skal man nok være me-
get klog, for at indse, hvordan halv-
delen ad frivillighedens vej skal flytte
fra byen i løbet af så kort tid. Bevares
teoretisk kan man regne med mulig-
hed for tilflyttere fra byen på 100 om
året, men er det nu også praktisk mu-
ligt?
Prognoser fra landets øverste myn-
dighed må man ikke grine af. Især
idag, hvor bevillingerne til Grønland
nedskæres, „hvor man kan være be-
kendt", er det yderst farligt for byen,
hvis kommunalbestyrelsen ikke rea-
gerer på planlægningsarbejdet. Det er
vel begrænset at udvikle en by, hvis
man regner med, at 50 %> af befolk-
ning fraflytter i løbet af 5—6 år.
Man må ikke tvinge folk til at flytte
fra byen, står der i pjecen. Nej, det
er ingen, der er så dum i vore dage
at bruge så smagløse metoder. Der er
nemlig smartere og mere menneske-
kærlige metoder f. eks. at lamme by-
udviklingen ved hjælp af mangel på
bevillinger. Så flytter de mennesker,
der allerede har fået menneskelige
nederlag, da de ikke kan klare hver-
dagen i deres hjemby, for at prøve
lykken. Sådanne tilflyttere bliver let
ofre for udviklingsstrabadser. De er
ængstelige for noget nyt, ret ubalance-
rede i sindet. Det er ikke kun chokket
ved ankomsten til mere udviklede
byer; de har allerede angsten i deres
indre; det behøver man ikke være
psykolog eller — det, man anvender
i dagens Grønland, eskimolog, for at
indse.
Hvad med de resterende i byen? De
er for få til at nyde nutidens goder,
men de er for mange til at leve i skyg-
gesiden af nutidens Grønland. Der-
for venter vi på reaktion fra kommu-
nalbestyrelsen, som man har gjort i
Godhavn. Man skal tænke på de fak-
tiske tal, man skal arbejde for de men-
nesker, der bor i byen, hvilke mulig-
heder, de får. Man skal ikke tro på,
at 500 mennesker flytter fra byen i lø-
bet af 5—6 år, eller kan man og hvor-
dan?
Jørgen Pjettursson.
Rejsen til Ligtorneskær er land
Se det begav sig i de dage, at de
ældstes råd med angakokken i spid-
sen bestemte, at nu skulle hver en
boplads have sin egen ligtorneskærer.
Ganske vist havde der været folk på
kysten i to hundrede år, som havde
skåret ligtorne, og i de sidste 15 år var
de endda blevet ganske dygtige til at
skære den.
Men nu ville de ældstes råd altså se
noget nyt. Bogstaveligt talt! Længe
havde man forklaret alt folket, at ville
man ha’ virkelig moderne og kollek-
tive ligtorneskærere, så måtte de ån-
deligt ældste i de ældstes råd med
troldmanden og troldmandens lærling
i spidsen sandelig bevilges den dyre
rejse til ligtorneskæringens hjemland.
Se, det kunne jo synes som en vanske-
lig opgave at få denne bevilling ført
igennem, men se om det ikke lykkedes
for de dygtige mænd i de ældstes råd.
I nogen grad blev denne opgave måske
også lettet derved at det var de ån-
deligt ældste i de ældstes råd, der be-
stemte, hvem der skulle tildeles bevil-
linger.
Så rejste da de syv af Herrens ud-
valgte — til Baffinland, hvor det kol-
lektive ligtomeskæreri — ifølge de
syv — har nået så utrolige højder, at
man desuden også både kan hugge en
hæl, klippe en tå, bide hovedet af al
skam og spise figenbladet til davre.
Ja, ja, det sidste gør heller ikke noget:
Vi har jo da immermæk et „Exstra-
blad“.
Alt folket har da også med glæde
læst angakokkens forklaring angående
de fælles geografiske forhold, som nød-
vendiggør, at ligtorneskæreriet kun
kan studeres et så fjerntliggende og
dyrt sted, at ikke engang pastor Tjæ-
reborgs billige rejser når derhen. Jeg
skal ganske kort gentage disse grunde:
For enhver, der er vant til at skære
ligtorne — eller som vi professionelle
si’r: at skære den. (Nogle si’r: at skære
en bid — andre si’r: At skære en bid
af kagen. Sidstnævnte sprogbrug tager
vi professionelle ligtorneskærere dog
skarpt afstand fra). For os er det ind-
lysende, at nordlys (Ha, ha, ja und-
skyld, den vandede vits!) at nordlys
i høj grad påvirker ligtornes vækst-
muligheder. Disse umanerlig hurtigt
svirrende elektroner og patroner vir-
ker jo lige så ophidsende på en lig-
torn, som en lårfri kjole på en ældre
biskop. Ligeledes må vi huske på de
magnetiske kraftknuder og frostknu-
derne, de gordiske knuder og kamik-
kerne samt syd-osterne.
I Baffinland er der stor avl af de
kendte baffinokser. Sådanne findes og-
Deres ur
er i gode hænder hos os ..
Vort moderne reparationsværk-
sted modtager gerne Deres ur
eller brille til reparation.
nalunaerKut&rKat
uvavtinut suliarititarniaruk
årdlei Kutiginago ..
sutdlivivtine moderniussume na-
lunaerKutårKat issarussatitdlu-
nit suliariumaKåvut.
URMAGER JOHN GRAUTING
Torvet 1 - Lemvig
så i søndermarken, hvor den dygtige
KertanguaK holdt markerne smukt frie
for ukrudtsplanter og stranden fri for
ukrudtsplanter og stranden fri for
strandvaskere.
Så ung han var, var han også med-
lem af de ældstes råd og nogle syntes
jo, at han måtte med over og studere
baffinokseavl. Men se nu om de ville
ha’ ham med. Nogle ymter om, at han
ikke er nogen hård kerne, af andre
kaldet den hårde torn. Men lad det nu
ligge. Det kan være uheldigt at ymte.
Så drog de da af, de folkets ud-
valgte sønner. Megen niste medbragte
de, for det var en lang rejse. Ej tog de
snarvejen som Leif den Lykkelige
havde vist dem, men rejste sydover
med de store flyvende konebåde. Må-
tak medbragte de og sælspæk og
spæksyltede søkonger og andre RNA-
rige godbider, som jo enhver ved er
nødvendige for at kunne huske alt som
huskes skal fra en lang rejse til fol-
kets vel.
Hjemme blev det en trang tid. Man
havde glædet sig i lange vinternætter
til at fejre foråret med kød og fedt-
flommede dansemikker, men se om
der var noget til rest!
Det talte man meget om den vinter.
Gunnar Petersen, tandlæge, NarssaK.
Spiritus —
indført for tidligt!
Under denne overskrift skriver
landsrådsmedlem Elisabeth Johan-
sen i UmånaK avis:
„Den er skadelig for erhvervets
fremgang og familielivet, samt er øde-
læggende for manges indtjening." Dis-
se ord sagde jeg under spiritusdebat-
ten i landsrådet 1959; jeg vil også gen-
tage dem i dag.
Troen på, at man vænner sig til
bedre omgang med spiritus, er nu endt
med en stor skuffelse. De senere års
meddelelser om forbrug viser, at det
går stik imod forventningerne. Derfor
mener også jeg, at man må gøre noget
ved det, især når man tænker på de
ganske unges tiltagende og de voksnes
mere og mere overdrevne forbrug.
Dette giver os grund til at indføre
restriktioner. Derimod er jeg ikke enig
om indskrænkning af salg til onsdage
og torsdage og undladelse af salg den
første i måneden, da tidligere lignende
ordninger ikke har resulteret i noget
nævneværdigt. Jeg vil dog nævne, at
indførelse af rationeringsmærker kan
indskrænke spiritusmisbrug. Hvis ikke
det, må vi ty til varebestilling forud,
som eneste form for spiritusindførelse
til stedet. Jeg vil ikke undlade at næv-
ne, at man må forbyde hjemmebryg-
ning af øl. Nogle brygger øl alene for
at skaffe sig en billig måde til at blive
beruset på. Man må også standse drik-
ning af sprit. Jeg vil også opfordre af-
holdsforeningen Blå Kors til at arbej-
de så godt, den kan; den er nemlig
den bedste, de unge kan søge ind til
for at undgå drikkeri.
Jeg vil til slut bede alle læsere om
at være med til at bekæmpe spiritus-
problemerne — for at vi i fællesskab
kan arbejde os frem til samme stadie
som andre oplyste og civiliserede sam-
fund, og til at udnytte det indtjente
på en bedre måde.
Elisabeth Johansen, landsrådsmedlem.
8