Atuagagdliutit - 06.06.1968, Síða 13

De gamle traditioner holdes i hævd —
bl. a. ved de maleriske danse.
Var pludselig blevet lydhør, og de
mange kræfter, der alle tider gerne
havde villet slå et slag for indianerne,
hk pludselig deres store chance. At
meget af det, der er blevet sagt og
skrevet, bærer præg af bitterhed, kan
Jkke undre én, når man har gjort sig
erl smule bekendt med nogle af de
hårrejsende voldsomheder og uretfær-
dige overgreb, der i tidens løb er ble-
vet begået i forholdet mellem india-
nere og hvide.
I augustnummeret 1967 af det fransk-
canadiske tidsskrift „Maclean" fandt vi
en artikel med overskriften: „Nous
détruisons les indiens“ — „Vi ødelæg-
ger indianerne"; den blev skrevet af
Yves Thériault, som i 1965-67 var di-
rektør for departementet for kultu-
relle anliggender under det officielle
canadiske indianeragentur i Ottawa.
Tonen i hans artikel forklares nok til
en vis grad af den altid latente spæn-
ding mellem det fransktalende og det
engelsktalende Canada, men kan alli-
gevel ikke undgå at vække til efter-
tanke. I artiklen hed det bl. a.:
hårde ord
»Den engelsktalende administrator i
Ottawa sætter sig for at skabe et reg-
lement, redigere en lovparagraf, som
nden nogen forskel skal gælde fra
Atlanterhav til Stillehav. Aldrig har
han forsøgt at klargøre sig de funda-
mentale forskelle mellem f. eks. en
haida-indianer og en mic-mac-india-
ner; aldrig har der fra hans side væ-
ret nogen virkelig respekt for et na-
tionalt særpræg. Spredt, som indianer-
ne er, over et territorium, der stræk-
ker sig over 4000 km fra den ene ende
til den anden, oftest fremmede overfor
hinanden, ofte uden indbyrdes lighe-
der i deres sprog, som bytte for en
Uendelighed af stammeproblemer, der
1 hvert enkelt tilfælde er af særlig ka-
rakter, skal de alligevel underkaste
hvad disse englændere i Ottawa
dekreterer, og det endda som regel
uden den mindste rådførelse hos sag-
kyndige.
■ • • • Det mest triste, som indianer-
agenturet i Ottawa har opfundet, er
dog skolesystemet. Jeg siger udtryk-
keligt „opfundet", for man må be-
stemt have en vis morbid (sygelig —
red.) fantasi for at kunne finde frem
hl noget lignende.
Den væsentligste anklage i denne
sag må rettes mod selve det pædago-
giske system, der iøvrigt er lige så
mngt ude som hele resten af det en-
gelske syn på indianerproblemet.
Har man slet ikke forestillet sig, at
det muligvis kunne være vanskeligt
l°r de indianske skoleelever at læse i
deres historiebøger at de nedstammer
ra et folkefærd af barbariske, gru-
somme, tyvagtige, hykleriske, udspe-
kulerede, løgnagtige, lusede vilde, plus
uiere af samme skuffe? Næh, det vol-
der skam ingen problemer. På hvert
enkelt reservat følger man blot under-
visningsprogrammet og bruger skole-
ugerne fra den provins, hvor reser-
vatet tilfældigvis befinder sig.
Har man slet ikke tænkt på, at man
der står overfor børn, der overhovedet
ikke er vant til vor tankegang, og at
7~ selvom vi jo gennem årene har
vunget emigranterne til at akeeptere
vort pædagogiske system — det synes
en smule ufint af os at tvinge landets
oprindelige indbyggere til at gøre det
samme?
Hen indianske skoleelev lever i en
usædvanlig grad af intellektuel stag-
nation. Foragtet i skolebøgerne, for-
undret i at tale sit eget sprog som
han opdrages til at skamme sig over,
ilerKuliutitorKat pugtåneKarput ■
Kitagtarnerit.
sordlo
ustandseligt sat tilbage, klassificeret
som mindreværdig, kostet rundt med,
hvis ikke han med det samme fatter
de nye begreber der svirrer om ham,
forhindret i at yde sin egen årtusind-
gamle begrebsverden den mindste
smule respekt .... hvad skal der blive
af ham?
Ud af ham bliver der netop den ty-
piske moderne unge indianer, mis-
brugt, arbejdsløs, alkoholiker, amo-
ralsk — den indianer, som er så mange
canadiske byers — og desværre også
reservaters — plage.
Hvem skal da have skylden? Lad os
nu blot huske på, at i Ottawa er der
eet princip som aldrig må diskuteres,
som er absolut, ubønhørligt, som be-
hersker hele administrationen i india-
neragenturet. Ifølge dette princip må
indianerne forbedres til at integreres
i de hvides verden.
Dette kan i sig selv være et udmær-
ket princip. Men det bliver i praksis
kun altfor ofte til et redskab for den
ide, at udenfor den engelsktalende
verden findes der hverken noget sprog,
nogen kultur, nogen viden, noget sy-
stem, nogen livsanskuelse af nogen
som helst egentlig værdi, og hvad
mere er, der findes ingen ret for nogen
mennesker til at tilegne sig nogle af
disse ting. Og integrationsprincippet
benyttes da til at ensrette de unge
indianere på den mest arrogante og
terroristisk tænkelige måde. Indiane-
ren har jo ikke ret til at være sig
selv, vel, og jo før, han underkaster
sig det ham påtvungne system, jo
bedre!
— Der er mange andre sider af in-
dianeradministrationen, som ville for-
arge selv den mest enfoldige borger.
Men at gå ind på det altsammen ville
kræve en tyk bog. Lad mig blot til
slut påpege, at hele dette administra-
tionsapparat koster de canadiske skat-
VERDENS
STØRSTE
FABRIK
FOR
BÅNDOPTAGERE
silarssuarme fabrikit
fmiussissutiliorfit
angnerssåt
teborgere mere end 120.000.000 dollars
om året.
Der har dog i verdenshistorien væ-
ret folkedrab over en sagte ild, der har
kostet langt mindre end likvideringen
af vore indianere"!
NOGET OM SNAKKEN
Det er hårde ord, og det er også nok
så godt at huske på, at de er sagt af
en fransk-canadier; der hersker dybe
modsætningsforhold i Canada, ikke
blot mellem indianere og hvide, men
også mellem den fransktalende del af
befolkningen og den engelsksprogede
administration i forbundsregeringen i
Ottawa. Det er hårde ord — men er
de helt uberettigede? — Lad os be-
mærke, hvad en indianerpige, Alanis
Obomsawin af abénaqui-stammen i
Quebec-provinsen har at sige. Den 4.
august deltog hun som den ene af tre
repræsentanter for unge canadiske in-
dianere i en rundbordssamtale om in-
dianernes fremtid, afholdt i forbin-
delse med verdensudstillingen i Mon-
treal:
— Gennem mange år har vi hørt den
hvide mand sige: disse reservater er
rædsomme, indianerne burde simpelt-
hen forlade dem, komme ind og bo
i byerne, integreres. Aldrig er de hvide
kommen til indianerne for at spørge
dem hvad de selv gerne vil. Offentlig-
heden kender ikke indianerne — og
så er der regeringen — ja, ofte ved vi
ikke engang, hvor vi har dem. Jo, de
gør alt, hvad de kan, for at få vore
unge i tale, give dem en uddannelse, få
dem ud af reservaterne — men hvad
I må forstå er, at i 300 år nu har disse
mennesker levet på reservaterne, og
det er det eneste de har, det eneste der
tilhører dem. Det er dog mærkeligt, at
kærligheden til vort land er noget der
skal være så vanskeligt at forstå! Også
den hvide mand er dog glad for sin
stump jord og passer på den og vil
ikke opgive den — og ikke desto min-
dre, når han ser til indianeren med
den stump jord, der er hans, india-
neren, der ikke ejer andet i verden
end denne stump jord, intet job for
det meste, ingen penge, ingen udvej
til at forbedre jorden på grund af visse
fuldstændigt urimelige love, når den
hvide mand ser disse elendige rønner
på reservaterne, undertiden indianere
uden sko på fødderne, så bliver han
oprørt og siger: nej, indianerne må
væk, lad dem dog blive som de hvide!
— Han har aldrig gjort det mindste
for at prøve at forstå indianeren som
han er, har aldrig vist interesse nok til
at holde af ham som han er! Vi hører
så mange sige: „åh, jeg holder skam
af indianerne!" — nå, hvorfor holder
du så af denne person? Fordi det er
en indianer, der ved hvordan du vil
have det skal være, en indianer der
opfører sig som en hvid mand når han
er sammen med dig, og det er ham,
der må tilpasse sig, og ikke dig!
Nej, hvad vi har brug for fra den
hvide mands side er at blive forstået
— og der er jo i virkeligheden den
smukkeste udveksling, der kan finde
sted, for vi må jo lære jeres måde at
gøre tingene på, men samtidig må I
også lære noget af os. Trafikken skal
ikke bare hele tiden gå den ene vej,
og dog har det alligevel hele tiden væ-
ret sådan at alting har måttet gå for
sig på den hvide mands manér, og gik
det trægt, så var det indianerens skyld,
så var han et rendestensindivid".
UDVEKSLING AF VÆRDIER
— Nej, det er på tide den hvide
mand lærer at vende op og ned på sin
facon, og ser indianeren som han er,
lære at se hvor smukt et menneske
indianeren er, se og forstå at også han
har noget at give, åndeligt, så kunne
det være, denne verden blev en smule
bedre at leve i, så kunne vi lære af
jer, men så kunne I også lære noget
af os. I må forstå at der må være tale
om en udveksling af værdier.
Der er et ord, jeg ikke kan fordrage,
som gør mig vred når jeg hører det, og
jeg hører det ustandseligt fra jeres
mund, ligegyldigt hvor jeg kommer
frem: „åh, jeg akeepterer skam in-
dianerne ....“ — dette ord, jeg ved
ikke hvorfor det er til i jeres sprog,
hvorfor i alverden skal vi gå rundt og
sige, at „jeg akeepterer dig, og du
akeepterer mig"? Dette ord burde ikke
være til, vi er dog mennesker alle
sammen! Så lad dog være at bruge
dette modbydelige, fornærmende ord
som vi hører omkring og ustandseligt:
vi akeepterer jer som indianere —
hvad i alverden forestiller I jer, at I
går rundt og „akeepterer"? Os? Der
har været i dette land så længe?
Nuvel, på reservaterne har der til
dags dato ikke været megen mulighed
for at skabe noget fremskridt. Vi er
bundet på hænder og fødder af visse
love. F. eks. er der en lov der siger,
at en indianer ikke er en myndig
person, med andre ord: han er som et
barn, og ingen forhandler med et barn.
Den dag regeringen forandrer denne
lov, vil alt blive anderledes, den dag
man vil vise os tillid og sige: tag dog
tingene i jeres egne hænder! — Vi øn-
sker ikke godgørenhed, vi kan faktisk
ikke udstå at være genstand for god-
gørenhed — nej, hjælp skal være
hjælp til selvhjælp.
Og lad os så være fri for alle disse
bagtanker: folk der kommer og hjæl-
per os, fordi de vil bestemme i vore
sager, fordi de er ude efter noget, fordi
de vil have en stump jord af os, altid
denne utålelige kræmmermentalitet!
Hvornår kommer der dog folk som
er virkelige mennesker, og som kom-
mer og siger til os: vi er kommet for
at hjælpe jer uden tanke for os selv!
ET BUDSKAB
På verdensudstillingen i Montreal
kom dette budskab een i møde, når
man havde gennemvandret indianer-
nes hus:
Sæt dig nu ved bålet og hvil dig,
min broder. Vi vil tale om tiden der
kommer.
Du har fulgt vort lange spor gen-
nem de mange år fra vore fædres tid
til nu. Om et øjeblik begynder vi vor
rejse igen.
Men nu hviler vi os, og lad os da
med vort blik søge et fremtidssyn i
bålets flemmer.
Blandt vort folk er der nogle, der i
den mørke aske ser en verden, hvor
indianeren hører fortiden til, og hvor
de gamles visdom er glemt.
Men jeg ser et andet syn. Jeg ser en
indianer, høj og stærk står han, stolt
over den arv, der er hans. Der står
han blandt dine sønner, et menneske
blandt mennesker.
Han er anderledes end de andre,
som du og jeg er forskellige, og såle-
des vil det måske altid være. Men der
vil altid — i ægte indianerånd — være
mange gaver vi kan dele med hin-
anden. Vor kunnen og vor styrke —
din og min. Vore fædres gamle visdom
— din og min. Kærligheden til Gud,
den Store And — din og min.
Vi vil mødes igen i tiden, der kom-
mer, og måske vil vi nu og da til-
bringe en dagsrejse sammen. Men den
sti vi følger er vor egen, og vi bærer
vor egen byrde. Det er vor ret.
Når vi når det jævne land, da vil vi
slå lejr sammen, du og jeg. Indtil da,
måtte du da vandre med os i dit hjerte.
De kan nå langt omkring med en Johnson
— og dens driftsikkerhed skuffer aldrig!
JOHNSON sumorujugssuaic angatdlatigisinauvat
------aserujåissusiatalo pakatsisingisåinåsavåtit!
JohnsoneKarpoK sunut
tamanut nalerKutunik —
modellit åssiglngitsut 58-
Itiput I1/« HK-nit 210
HK-nut såkortiissusig-
dlit. åssersUtigalugo tae-
riartigo 20 HK SEA-
HORSE COMPACT su-
kasQgame, tatiginartd-
game atuinikitsfigamilo
imane angatdlavigiumi-
naitsune asimukautig-
ssatut nautsorssflssau-
ssok! sårdlikiarme John-
sonip motoré ukiune 2-
ne Kularnavémusigåu-
put.
Der er en Johnson til
ethvert formål — 58 mo-
deller med motorstørrel-
ser fra 1 'h til 210 HK!
F. eks. er 20 HK SEA-
HORSE COMPACT som
skabt til lange ture i
vanskelige farvande —
fordi den er hurtig, på-
lidelig og økonomisk!
Der er 2 års garanti på
alle Johnson motorer —
selvfølgelig.
verdens mest solgte påhængsmotor.
. , motdre aKumut ikutagaK silarssuarme pisiaunerpåK
Salg og service:
KGH • Godthåb Elektroværksted, v/ Mogens Trolle • Ing. Rosing, Ege-
desminde • Chr. Olsvig, Christianshåb • Arctic Handelscompagni, Juliane-
håb.
TK 120
Moderne båndoptager i attraktivt formgivet kabinet - 2 spor 9,5
cm/sek. - Mono - SELEKTOMAT een knaps betjening - Alle til-
slutninger.
TK 120 - Imitisslssut nut&liaussoK kajumingnartumik ilusorigsumigdlo karser-
talik - mardlungnik Imitissivigssalik 9,5 cm/sek. - mono - SELEKTOMAT åta-
taussamik atausTnarmik nikltautilik - tamanut atåssuserneKarsinaussoK.
►
TK 145
Elegant båndoptager i moderne kabinet - 4 spor 9,5 cm/sek. -
Mono - SELEKTOMAT een knaps betjening - Alle tilslutninger
- Båndtæller - Særlig egnet til trickindspilninger. - Desuden med
GRUNDIGS verdensberømte automatik, der sikrer en ensartet ind-
spilningskvalitet.
TK 145 — Imiusslssut kussanartoK nutåliaussumik karsertalik - sisamanik fmiflssivig-
ssalik 9,5 cm/sek. - mono - SELEKTOMAT åtataussamik atausTnarmik nikltautilik -
tamanut atåssuserneKarsinaussoK - Imiussap taklssusianut nalunaerssOtilik - åssi-
gTngitsunik periuseKardlune ImiOssIssutigssarKigsoK. kfsalo GRUNDIG-ip silar-
ssuarme tamarme tusfirndssaussumik automatfkianik pilik, tåussumalo åssi-
gtngnerussumik Imiussinigssamik erKanaerutlsavåtit.
V. H. PRINS . SYDVESTVEJ 129 . GLOSTRUP
KØBENHAVN. TELF. (01) 96 88 44
TELEGRAMADR.: »NORDCOMMERCE«
13