Atuagagdliutit - 19.12.1968, Blaðsíða 3

Anne-Marie boede i en morsom gam-
mel smøge i en af de hyggeligste og
ældste dele af London. Engang havde
dette kvarter været en lille by helt for
sig selv, og fra sine højder havde den
kunnet se ned på de marker og veje,
der skilte den fra storbyen. Siden var
London lidt efter lidt klatret op ad
højene; markerne var blevet bebygget
med huse, og vejene forvandlet til ga-
der. Men højen var så stejl og vejene
op til den så snoede, at den store bys
udvikling ikke havde kunnet udslette
denne lille bydels særpræg. Det var
altfor besværligt at lave alle de små,
lystige, snævre småveje om til brede
gader, og derfor lod man mange af
dem være i fred; en af dem var netop
den smøge eller det stræde, hvor Anne-
Marie boede. Det var en tværvej, som
løb mellem to brede gader, en vej for
fodgængere, men alt for smal til, at
vogne og biler kunne køre igennem
den. De to store gader løb sammen
lidt længere fremme, så det lod sig
ikke gøre at forvandle Anne-Maries
smøge til gennemgangsled for trafik-
ken. Derfor blev den ved med at være
en brolagt, snæver lille gade med fat-
tige hytter og nogle få, beskedne bu-
tikker på hver side. Da der aldrig kom
motorkøretøjer gennem den, blev den
en naturlig legeplads for børnene, som
boede dér. Men også fra de gader, der
lå i nærheden, plejede børnene at
komme for at lege i Mellins stræde.
Lirekassemanden, som gik fra den ene
store gade til den anden, tog sig også
engang imellem en afstikker til den
gamle bydel. En dag, da han kom gen-
nem Mellins stræde, stod en flok børn
foran den lille slikbutik, hvor der blev
solgt karameller i guldpapir for to
øre stykket og bolsjer for kun een øre.
Butikken havde et gammelt, buet vin-
due, som næsten nåede helt ned til
brostenene; det gik omtrent lige så
langt ned som til en lille piges kjole-
kant og så højt op som til en voksen
mands flip. For at komme ind i butik-
ken måtte man gå ned ad tre små
trappetrin, der førte ind til et lille
mørkt rum. Ingen af børnene havde
nogen enører den dag, undtagen Anne-
Marie, og hun havde en hel femøre.
Hendes lillebror William klyngede sig
fast til den hånd, hun holdt pengene i,
og fortalte hende, hvilke slags godter,
han syntes bedst om af dem, der stod
i de gennemsigtige glaskrukker bag
vinduet. Han kendte sin Anne-Marie,
og det gjorde de andre børn også.
— Jeg kan godt lide lakridsstæn-
gerne, sagde William.
— Jeg kan lide den dér stribede
konfekt, sagde Mabel Baker.
— De hvide og lyserøde mus smager
også godt, sagde William.
— De dér hårde, runde karameller
er vældig gode, oplyste Doris Gårde-
ner.
— Og chokoladefrøerne, fortsatte
William, og de stribede sukkerstænger
— og chokoladerne med lyserødt creme
indeni.
— Og pebermyntebolsjeme, mum-
lede Kitty Farmer.
— Og dem med hvidt indeni, sagde
William.
Mens Anne-Marie stod og grublede
og grublede over, hvordan hun skulle
få sin femøre til at række til dem alle,
fik hun pludselig øje på lirekasseman-
den og råbte:
— Åh, en lirekasse!
De andre vendte sig om.
— Spil en vise for os, råbte de, spil
en vise!
Lirekassemanden rystede på hove-
det:
— Har ikke tid i dag, sagde han.
I en sand Dickens milieuskildring levendegør den engelske forfatterinde,
Eleanor Farjeon, børnenes verden i et af Londons fattigkvarterer. Anne-
Marie, den ukronede dronning blandt gydens børn, er elsket af dem alle.
Selv en fremmed dame, hvis vej tilfældigvis falder gennem gyden, udvælger
Anne-Marie som den, der med rette sind vil tage imod hendes gave — et
lille juletræ pyntet med alle de uopnåelige ting, et barnehjerte kan begære.
Alle børnene flokkes om det dejlige træ, og efter festen fordeles gaverne til
hver og en. Dog hersker der fuld enighed om, at Anne-Marie skal have selve
topfiguren, en vidunderlig broget glasfugl med silkehale. Men ak, den er
gjort af skrøbeligt stof, så dens sørgelige endeligt var at forudse, men også
det bærer Anne-Marie som en heltinde.
Anne-Marie gik hen til ham og
smilede, mens hun rykkede lidt i hans
frakke.
— Åh, vær sød og spil en melodi, vi
kan danse til, bad hun og rakte ham
sin femøre.
Det var Anne-Maries dejlige smil,
der gik af med sejren, og ikke fem-
øren. Anne-Marie så ud som en ganske
almindelig lille pige, når hun ikke smi-
lede. Men smilede hun, følte man, at
man kunne gøre alt i verden for hende.
Og det var, fordi Anne-Marie altid
selv var villig til at gøre hvadsomhelst
for hvemsomhelst. Denne egenskab
viste sig i hendes smil, og hun fik den
så at sige tilbage, fordi folk gjorde,
hvad hun ønskede, de skulle gøre. Hele
dagen igennem kunne man høre hen-
des navn blive råbt i Mellins stræde.
„Anne-Marie, John er faldet og har
slået sig“. „Anne-Marie, kom med det
samme. Bobby og Hans slås ganske
forfærdeligt!" „Anne-Marie, huhu!
min dukke er gået i stykker". Det
kunne også være en ældre stemme:
„Anne-Marie, hold et øje med den
lille, jeg skal bare et svip hen om
hjørnet!" Ja, alle vidste, at Anne-
Marie altid var villig til at puste på
såret, bilægge striden, sætte dukken
sammen igen og passe babyen. Hun
var ikke bare villig til det, hun gjorde
det også, fordi alle jo gjorde, hvad
hun ventede sig af dem.
Lirekassemanden ville ikke have
hendes femøre, men standsede og spil-
lede tre melodier for hendes smils
skyld. Ganske gratis fik børnene sig en
lystig dans, og William fik et bolsje
til een øre. Resten af Anne-Maries
femøre gik til sukkerkrymmel, og
hvert eneste af børnene slikkede deres
fingre og stak dem godt ned i posen.
Der blev ingenting tilbage til Anne-
Marie, så hun vendte den lille pose
og slikkede den omhyggeligt rent med
tungen.
Efter den dag gjorde lirekasseman-
den det til en vane at gå gennem Mel-
lins stræde på sine ture og standse
udenfor rottefængerens hus, hvor der
var bedst plads, og spille et par melo-
dier. Dér samlede børnene så og dan-
sede, og nu og da fik han en kobber-
mønt for sin venlighed, men han var
lige fornøjet, hvadenten han fik den
eller ej. Han kom altid mindst een
gang om ugen.
Julen nærmede sig, og de små bu-
tikker i Mellins stræde begyndte at
lyse op. I slikbutikken stod der en fe-
dronning i hvid mousselinskjole med
sølvprikker på midt i vinduet, og
nogle falmede papirsguirlander og
billige legesager viste sig mellem glas-
krukkerne. Udenfor grønthandelen var
der arrangeret en lille udstilling af
ananas og stedsegrønne planter, ja,
en fortryllende morgen stod der til og
med juletræer. Urtekræmmerens vin-
due henne på hjørnet var pyntet med
en mængde dadler og figner og kandi-
serede frugter og gyldne peberkager.
Og bag vinduet i det fine konditori på
Storegade var der en julekage, som
var en meter i omkreds — en stor,
flad, glaseret „bund", dækket med rød-
kælke, vindmøller, vatnisser og en
rød julemand, der trak en slæde med
bittesmåt legetøj på. Den store kage
skulle så lidt efter lidt skæres i styk-
ker og sælges efter vægt, og de ting,
der stod på den, fulgte med stykkerne,
man købte. Åh, lykkelige, lykkelige
den, der kom til at købe julemandens
slæde.
Børnene i Mellins stræde var allerede
i fuld gang med at vælge deres ynd-
lingslegetøj ud, og i tankerne satte de
tænderne i de lækre kager og frugter,
der lå og fristede dem bag de bug-
nende vinduer. Anne-Marie og Wil-
liam valgte med de andre. Naturligvis
troede de ikke for alvor, der var den
ringeste mulighed for, at de kunne
få fedronningen, juletræet, den store
æske med kandiserede frugter, eller
den fantastiske kage — men at drøm-
me om det kunne ingen forbyde dem.
Som julen nærmede sig, begyndte
forventningerne om, hvad den virkelig
ville bringe med sig, at spire i børne-
nes hjerter. Bobbys mor havde sagt til
ham, at han godt kunne hænge sin
strømpe op juleaften, så kunne han se,
hvad der ville ske! Og hos familien
Gårdener ville de få en julekurv sendt.
Og Mabel Baker skulle i teatret! Og
hos Jacksons skulle de allesammen til
juletræsfest hos deres mormor i Lam-
beth. Og en ville få det, og en anden
fik sikkert det. Og som dagene gik,
stod det mere og mere klart for Anne-
Marie, at hun og William ingenting
ville få denne jul. Alligevel trøstede
de sig lige til det sidste med deres leg
foran butiksruderne, hvor de foretog
alle deres indkøb. Under denne handel
var Anne-Marie altid ødsel.
Hvad vil du have, William? Jeg ta-
ger fedronningen, tror jeg. Vil du ikke
have de dér elektriske tog?
— Selvfølgelig, sagde William, og
jeg vil også have fedroningen.
— Så får du hende. Jeg kan tage
spilledåsen i stedet for. Udenfor kon-
ditorens vindue gik det på samme
måde.
— Skal vi tage en stor kage til at
dele eller en lille kage hver, William?
— En stor kage hver, sagde William.
— Så gør vi det! Og flødebollerne
med chokoladeovertræk tager vi også,
og så skal jeg bede dem sende den
mægtig store kage med, synes du ikke?
— Åh jo, sagde William, og så får
jeg julemanden.
— Ja, det er klart!
Og foran urtekræmmerforretningen
valgte William den største æske kan-
diserede frugter, og udenfor grønt-
handelen valgte han den største ana-
nas. Men han nøjedes dog med eet
juletræ — det største!
Eftersom Anne-Marie var så over-
dådigt gavmild, var der virkelig gaver
nok til dem begge og til alle dem, der
(Fortsættes næste side)
tangneruvoK
mamarneruvdlunilo
-akisunerungilaK
3