Atuagagdliutit - 19.12.1968, Blaðsíða 35

Eventyrdigterens jul
Mærkeligt, at H. C. Andersen, hvis eventyr vrimler med
feer og engle, aldrig skrev et rigtigt juleeventyr, noterer
direktør Ernst Philipson i juleaftens kronik. Og dog betød
juleaftenen og dens forløb meget for digteren, påviser
kronikforfatteren.
Af Ernst Philipson.
Det er ejendommeligt, at en digter
som H. C. Andersen, der har skrevet
så mange dejlige eventyr, aldrig har
skrevet et rigtigt jule-eventyr. Han,
der gav blomster og dyr mæle, og i
hvis eventyr det vrimler med feer og
engle, har i sin digtning kun ganske
periferisk berørt julen, og hvad den
står for. Man kan måske sige, at julen
i Andersens digtning kun har været
anvendt som baggrunds-kulisse, som
for eksempel i „Det gamle egetræs sid-
ste drøm“, der endog har undertitlen
„Et jule-eventyr“, fordi handlingen er
henlagt til den hellige julenat, da en
julestorm knækkede det gamle træ,
og „Julemorgen, da solen kom frem,
havde stormen lagt sig".
Også tre andre eventyr har indbyg-
get jule-effekt, selv om ingen af dem
er julehistorier i gængs betydning. I
„Hyldemor" tændtes i stuen „Jule-
træet," der var presenter og godt hu-
mør. På landet klang violen i bondens
stue, æbleskiver fløj i grams, selv det
fattigste barn sagde: „Det er dog dej-
ligt om vinteren". I „Krøblingen" for-
tælles om en gammel herregård, hvor
„Juleaften stod et dejligt pyntet jule-
træ i den gamle riddersal", og i „Gran-
træet" fortælles om træets glæde ved
at stå i stuen i glans og herlighed for
bagefter at blive smidt hen i en krog
af loftet ribbet for al sin pynt. Det
er et bittert eventyr.
Egentligt er der meget mere jul
over H. C. Andersens to nytårs-even-
tyr: „Tolv med posten" og „Den lille
pige med svovlstikkerne". I det første
af dem kommer postvognen med de
tolv rejsende, som er årets tolv må-
neder, og den sidste, der står af vog-
nen, er en gammel morlille med en
ildpotte. „Hun bar en urtepotte med
et lille grantræ. Det vil jeg pleje og
det vil jeg passe, så det bliver stort til
juleaften, når fra gulvet lige op til
loftet, og gror med tændte lys, for-
gyldte æbler og udklipninger. Ildpotten
varmer som en kakkelovn, jeg tager
eventyrbogen op af lommen og læser
højt, så at alle børnene i stuen bliver
stille, men dukkerne på træet bliver
levende, og den lille engel af voks
øverst oppe i træet ryster med knitter-
guldsvingerne, flyver fra den grønne
top og kysser små og store inde i stuen,
ja de fattige børn med, som står uden-
for og synger julesangen om stjernen
over Bethlehem."
„Den lille pige med svovlstikkerne"
anses almindeligt for at være et jule-
eventyr, men dets handling er dog
henlagt til nytårs-aften: „Det var så
gruelig koldt, det sneede og det be-
gyndte at blive mørk aften. Det var
også den sidste aften i året, nytårs-
aften!". Et stykke hen i eventyret duk-
ker julen dog op: „Hun tændte en ny
(svovlstik). Da sad hun under det dej-
ligste juletræ. Det var endnu større
og mere pyntet, end det hun gennem
glasdøren havde set hos den rige køb-
mand, nu sidste jul". — Eventyret er
næppe skrevet i nogen julestemning;
det blev til en sommerdag på foran-
ledning af redaktøren af en almanak,
der sendte digteren tre træsnit med
anmodning om til et af dem at skrive
en historie. Andersen valgte altså bil-
ledet med den lille pige på trappeste-
nen og gjorde hende dermed verdens-
berømt.
Sine egne juleaftener har H. C. An-
dersen ikke ofret meget blæk på. Mest
på skildringerne iaf den store juleaf-
ten i Rom i 1833, den triste jul i sam-
me by i 1840, den meget ensomme jul
i Berlin i 1845 og den festlige jul i
Nizza i 1869. Dog bør iher nævnes julen
i 1822 og 1823, da han kom til Køben-
havn fra skolen i Slagelse og fejrede
juleaften hos pakhusforvalter Jonathan
Balling i Nyhavn 18. Balling tog skole-
disciplen med 1 Det kgl. Teater, og i
„Levnedsbogen" fortæller Hans Chri-
stian, at „da jeg i juleferien kom til
byen, morede jeg mig herligt".
I 1833 fejrede H. C. Andersen julen
i Rom hos en kreds af skandinaviske
skønånder og kunstnere med Thor-
valdsen som det naturlige midtpunkt.
Om selve juleaften skriver han i sin
dagbog:
„Inde i byen kunne intet lokale
overlades os, da det var så hellig en
fest, og vi ville synge. Derfor gik vi
udenfor i det store hus i Villa Borghe-
ses have, tæt ved amfiteatret ved pin-
jesko ven". Andersen og et par andre
kunstnere tog derud om morgenen for
at forberede festen. En blomstermaler,
en billedhugger og H. C. Andersen
bandt kranse, og Andersen fortæller
ikke uden stolthed, at hans krans var
den smagfuldeste og derfor blev be-
stemt til den danske prinsesse Char-
lotte Frederikke (der senere blev gift
med Frederik den Syvende). Hun boe-
de i Rom men deltog i øvrigt ikke i
kunstnernes julefest, fordi hun var ka-
tolik. „Klokken tre" — fortæller An-
dersen videre — „gik jeg hjem for at
iriseres og pyntes". En svensk maler
havde malet de tre nordiske landes
våben, der hang med egeløv og laur-
bærkranse mellem store laurbærguir-
lander. H. C. Andersen havde omlagt
bordet med en blomsterkrans, og på
hvers tallerken lå en efeukrans at
sætte i håret. „Vi begyndte inde ved
juletræet", fortæller Andersen. „Det
var et prægtigt stort laurbærtræ be-
hængt med oranger og presenter. Til-
fældet ville, at jeg fik den bedste og
dyreste present: Et sølvbæger med
indskrift: „Juleaften i Rom 1833". —
„Til 6 V2 skudo", tilføjer digteren, der
altid havde meget nøje rede på øko-
nomien. Ved bordet sang man en sang
af H. C. Andersen, der — som det ses
— havde været meget aktiv. Han var
faktisk en dygtig fest-arrangør og hav-
de derfor også tit en hånd med i arran-
gementer af forskellig art på de dan-
ske herregårde, som han hyppigt gæ-
stede livet igennem. Klokken 11 gik
Thorvaldsen og nogle af de ældre fra
festen. „Jeg gik da med", siger Ander-
sen. „Da de ikke ved første bankning
åbnede Roms porte, bankede jeg. „Chi
es?“ spurgte de. „Amice", svarede jeg,
og nu åbnedes der en lille luge, som
vi krøb igennem". — Og det var så den
jul — uforglemmelig for H. C. Ander-
sen.
Den anden juleaften i Rom (1840)
formede sig diametralt modsat. Der
var ingen festivitas, intet kammerat-
ligt samvær med andre skandinaver.
Gråt og trist var det.
Juleaftens formiddag havde Ander-
sen vist dekorationsmaleren Carl Løff-
ler rundt i byen og bl. a. vist ham
Latteranet, Capitolet, Peterskirken og
Vatikanet. „Ved alt, hvad han så",
fortæller H. C. Andersen, „sagde han
nysseligt, selv Colloseum var nysseligt.
Da havde nær tålmodigheden forgået
mig. I regn og søle travede vi den
lange vej og trætte og sultne nåede
vi Lepri. „Jeg spiste for hele tre paoli".
Igen skeler vor digter til pengepun-
gen!
Dagen var trist og kold, ingen hav-
de tænkt på noget julearrangement,
enhver sad hjemme hos sig selv. Ka-
minen hos Andersen ville ikke brænde,
og hans tanker fløj ganske naturligt
til Norden. „Nu er, hvisker de, jule-
træet tændt med hundrede brogede lys,
børnene jubler i sød lyksalighed. Nu
sidder de hjemme om bordet, synger
en sang og drikker en skål for ven-
nerne, som er borte". I skumringen
havde han drevet ensom om i gaderne,
købt en klase druer for tre bajok, brød
for én og ost for fem. „Det er min en-
somme julenadver", betror han sin
dagbog, og i „Mit livs eventyr" føjer
han til: „Ikke blot var jeg legemlig
syg, det lå i mig, det lå også i luften.
Jorden rystede. Tiberen løb op i ga-
derne, man sejlede der med både, fe-
ber rykkede mange mennesker bort. I
få dage mistede således fyrsten af
Borghese sin hustru og sine tre søn-
ner. Det var slud og blæst, det var
ikke hyggeligt". Det tør man jo nok
sige, og sammenligningen med julen
i Rom i 1833 satte ikke netop humøret
i vejret. Klokken halvti kravlede den
ensomme dansker i seng!
Julen i Berlin 1845 var en trist, ja
næsten tragisk jul for H. C. Andersen,
der opholdt sig omkring tre uger i den
tyske hovedstad. Han fortæller, at „Ti-
den syntes lige som at flyve hurtigere
ved hver dag, der gik, men jeg over-
anstrengtes. Jeg var til sidst legemlig
svag og åndelig træt. Og dog midt i
denne sus og tummel, i alt dette over-
mål af godhed og interesse for at gøre
mig mit ophold her behageligt, stod en
aften tom, ubesat. En aften, hvor jeg
pludselig følte ensomheden i sin tryk-
kende skikkelse. Det var juleaften!
Netop den aften, jeg med barnets sind
så i festglans, hvor det hører til, at jeg
må se juletræet — glæde mig over
børnenes glæde — se de ældre blive
børn igen. Netop denne aften, hvor en-
hver troede, at jeg forlængst havde ta-
get indbydelse, hvor jeg helst ville
være, sad jeg ganske alene i min stue
i hotellet og tænkte på hjemmet i Kø-
benhavn.
Jenny Lind var i Berlin. Meyerbeer
havde, som han tidligere udtalte til
mig, sat igennem, at hun var optrådt
her. Hyldet og beundret lød overalt
hendes ros, ikke blot kunstnerinden,
men kvindens, begge i een forenet
vakte en begejstring, en entusiasme, så
teatret formeligt bestormedes, når hun
sang. I alle byer, på alle steder, hvor
jeg kom, taltes om hende, dog denne
tale behøvedes ikke, hun var dybt i
min tanke, og det havde længe været
min dejligste fantasi at tænke mig ju-
leaften tilbragt hos hende. Jeg var for-
visset om, at var jeg på den tid i Ber-
lin, skulle jeg denne festaften være
i hendes selskab. Det var mig en så-
dan fiks overbevisning, at jeg afslog
alle indbydelser af vennerne i Berlin,
og da så aftenen kom — var jeg ikke
indbudt af Jenny Lind og sad ganske
ensom i hotellet, følte mig så forladt,
åbnede vinduet, så op i stjernehimme-
len. Den var mit juletræ, jeg var så
blød i sindet. Andre ville måske kal-
det det sentimentalt. De kender nav-
net, jeg kender stemningen.
Morgenen derpå var jeg ærgerlig,
barnagtig ærgerlig over min spildte
juleaften, og jeg sagde Jenny Lind,
hvor trist jeg havde tilbragt den. „Jeg
troede, De var hos prinser og prinses-
ser", sagde hun. Da fortalte jeg hende,
at jeg havde afslået alle indbydelser
for at være hos henne, og det havde
jeg glædet mig til i lang, lang tid, ja
derfor var jeg netop kommet til Ber-
lin. „Kind", sagde hun smilende, strøg
sin hånd hen over min pande, lo ad
mig og sagde: „Det faldt mig aldrig
ind, jeg var desuden buden ud, men
nu må vi gøre juleaften om, nu skal
jeg lade træet tænde for barnet. Nyt-
årsaften står træet hos mig". Og netop
årets sidste aften stod for mig alene
hos hende et lille træ med lys og stads.
Jenny Lind, hendes ledsagerinde og jeg
var hele kredsen. Vi tre børn fra Nor-
den var samlede Sylvester-aften. Jeg
var barnet, for hvem juletræet tænd-
tes".
Flere af sine juleaftener i de føl-
gende år tilbragte H. C. Andersen på
danske herregårde, hvor den finger-
nemme digter altid var en kærkom-
men gæst og var efterspurgt som le-
verandør af udklipninger og klistrin-
ger af juletræspynt og af silhouetklip,
hvoraf mange findes på museet i
Odense.
Og så i 1869 oplevede digteren i Niza
sin sidste store juleaften. Han skrev
herom til Dorothea Melchior: „Jule-
aften skulle vi have juletræ. Alle be-
taler et" par frank, som vindes i lotteri.
Mig har man bedt om at give til dette
et par af mine håndskrifter. Det er
at slippe for godt køb". Senere i bre-
vet skriver Andersen:
„Vi er her på hotellet henved hun-
drede personer af alle folkeslag. Klok-
ken otte juleaften trådte vi ind i den
store sal, hvor et prægtigt grantræ be-
sat med brogede lys og nipserier var
opstillet. Alle nationers flag vajede i
træet og det danske var ikke glemt.
Det stod imidlertid så omgivet af lys,
at jeg som et barn sad og var angst
for, at det skulle brænde, og det havde
bedrøvet mig, men det brændte ikke
og holdt sig, som jeg håber og tror,
vort danske flag skal holde sig".
Nu begyndte lotteriet, og jeg fik til
damernes fornøjelse, syntes det, en
kurv fyldt med bonbons (det har nu
nok ikke bekommet digterens tænder
særlig godt, han havde tit tandpine) ..
Midt under festligheden rejste en æl-
dre herre sig og sagde: „Her er imel-
lem os en mand, som vi alle, til hvil-
ken som helst nation vi end hører,
kan takke for mangen glad time. Vi
i
FHCKONTAKT
UDKOMMER HVER MÅNED
MED DE SIDSTE NYHEDER
INDENFOR:
Hi-Fi-STEREO
MUSIKLYDBÅND
BÅNDOPTAGERE
& TILBEHØR
TILSENDES GRATIS
F.H.C. Electronics
Landgreven 7, Kbh. K.
Døgntelefon: (01)149851 _
gamle må takke ham, og børnene
især,,.
Og nu trådte en lille pige hen til
mig og rakte mig en stor laurbærkrans
med flagrende bånd, de-danske farver.
Også ude fra byen kom hilsener til
mig. Jeg fik fra en russisk dame en
smuk, religiøs bog og et særdeles
smukt drejet penneskaft med pen. En
amerikanerinde sende mig en mageløs
dejlig rose, stor som en pæon i et
pragtfuldt glas, som jeg desværre ikke
har plads til i min kuffert. — De ser
altså, at julen blev glædeligere end
jeg troede det"!
I 1873 rejste H. C. Andersen på en
slags kurrejse til Schweiz med vennen
Nikolaj Bøgh. Da han vendte hjem,
flyttede han ind til frøknerne Ballin i
Nyhavn 18, hvor han før havde boet.
Som sædvanligt fik han til julen masser
af gaver og navnlig mange blomster.
Fortrinsvis udbad han sig blomstrende
potteplanter — ikke alene for skønhe-
dens skyld men også, fordi hans øko-
nomiske sans sagde ham, at blomster-
ne kunne afskæres og bruges til bu-
ketter! Sådan noget bar vi andre vist
aldrig blot kunne drømme om.
Den evigt trofaste Dorothea Mel-
chior havde arrangeret et smukt jule-
bord i Andersens forreste stue. „Straks
da fru Melchior" — stod der i dag-
bogen — „åbnede døren ind til stuen,
blev jeg så overrasket og bevæget, at
jeg brast i gråd". — Det var nu ikke
noget nyt, at Andersen brast i gråd,
det gjorde han tit, og det havde i dette
tilfælde intet at gøre med hans vidt-
fremskredne sygdom.
Julen 1874 blev den sidste juleaften,
H. C. Andersen oplevede. Den forløb
stilfærdigt som de senest forudgå-
gående. Efter middag hos Melchiors,
hvis omhu og støtte til den gamle
mand vedvarede, til han i deres hjem
udåndede det følgende år, kørte H. C.
Andersen hjem til Nyhavn ledsaget af
etatsråd Melchior. I hans stue brændte
lampe og fire lys. Frøknerne Ballin
FOTO
og
KINO
De køber med største økonomiske
fordel Deres fotoudstyr hos os! Vi
giver fra 20—50 °/o rabat på foto-
udstyr. — Rekvirer i egen interesse
vort store illustrerede katalog og
prisliste, — eller lad os give Dem
et konkret tilbud. Fotoarbejde: farve
og sort/hvid -5- 20 %. — Gratis
forsendelsesmateriale!
CHR. RICHARDT A/S
SKIVE
FØRENDE FOTO-SPECIAL-
FORRETNING!
havde dækket julebord, hvorpå bl. a.
var flere smågaver fra fru Melchior.
— I løbet af dagen havde digteren
modtaget flere visitter — den for-
nemste var kronprinsen, senere kong
Frederik den Ottende. Først ved halv-
ettiden gik den gamle herre til ro.
Højdepunktet denne jul var utvivl-
somt det brev, som H. C. Andersen fik
fra storfyrstinde — senere kejserinde
— Dagmar, der skrev: „Tillad mig nu
til denne julefest at udtale i disse lin-
jer, hvad der ligger mig på hjerte". Så
følger nogle linjer om digterens syg-
dom og ønsker om helbredelse, hvor-
efter står: „At julefesten vil være
Dem livsalig, om De end tilbringer den
på sygelejet, det ved jeg fuldt vel, men
dog bringer jeg Dem vor gamle hilsen:
En glædelig jul! Til disse ønsker føjer
jeg nu min inderligste tak for alt det
skønne, dybe, sande, som kun De har
forstået at lægge i et lille eventyr, og
det ikke mindst i deres sidste julegave
til os. Deres taknemmenige Dagmar“.
Inden næste jul var den gamle dig-
ter sovet stille ind på „Rolighed" hos
etatsråd Melchior og dennes opof-
rende hustru Dorothea, de to trofaste
venner, der havde mildnet tilværelsen
for den gamle, syge mand og hygget
om ham på hans sidste juleaftener, der
nok kunne føles ensomme, men glemt
var H. C. Andersen ikke. Og det bliver
han aldrig, selv om han ikke gav os
julens eventyr!
Ernst Philipson.
(Eftertryk forbudt).
Crystal King de luxe 200
driftssikker Atlas-kvalitet
Helt nykonstrueret keleskab med ele-
gante, slanke, skumisolerede vægge. 3-
stjernot frostboks rummer f. eks. 23 dyb-
frostpakker. 3-T frostvælger med trinløs
indstilling fra -4- 6° til -4- 18° - vægge
og bund kan endda komme under -4- 25°
— uden at frostgraderne påvirker tempera-
turen i kølerummet. Bredde 55 cm, dybde
54 cm, højde 117 cm.
Crystal King de luxe 200
Atlas-itortoK ingerdlaserigsoK
nigdtatårtitsivik nutåvingmik san&K,
kussanartunik amilimårtunik, xapungmik
uvsigsautilingnik Tgalik. xerititausiviata
pingasunik uvdloriaussartaadlip imarisl-
nauvai portugkat Kerititat (dybfrostit) 23-t.
Kerinermut naierxersaut pingasunik inig-
ssivfigssalik akingmivfexångitsumik -4- 6°-
init -4- 18°-inut nalerxersartagax, tgai
narxalo -4- 25° atautdlugit nigdlfssuse-
xarslnåuput — nigdlatårtltsivingme nig-
dllssusermut suniutexaratik. sillssusex 55
cm, itIssuseK 54 cm, portåssusex 117 cm.
SE FORSKELLEN
ER BEDRE!
& LEVERANDØR TIL DET KGL. DANSKE HOF
arlstatf
FORFRISKE NOS • STIMULE RENOE TILSAT KININ
: LxL

CARLSBERG
GRAPE
FRU IT
TONIC
imerusuerdlunilo
inumarigsiatdlagkumassunut
35