Atuagagdliutit - 19.12.1968, Blaðsíða 28

En dramatisk slædetur
Lærerinde Grethe Sørensen oplevede i juleferien — på en tur fra K’ånåK
til Dundas — nogle af de strabadser, eskimoerne ofte må kæmpe imod, når
de på slæderejse bliver udsat for vejrets luner.
Af GRETHE SØRENSEN
Onsdag den 20. december kl. 12 star-
tede UssarKak Henson og jeg vores
slæderejse. De første fire timer kørte
vi på havisen, hvor der var meget
sne, men det gik godt fremad. Da vi
havde kørt en times tid op ad Poli-
tikens Bræ, holdt vi en tepause, og så
kørte vi ellers videre derfra til klok-
ken fem om eftermiddagen. Hele nat-
ten kørte vi. Der var meget fint vejr,
stjerneklart og måneskin, men der var
temmelig meget sne. Først klokken syv
næste morgen holdt vi tepause. Da vi
havde drukket teen, var vi simpelt
hen så udmattede, at vi faldt i søvn
på slæden. Men vi sov kun en times
tid og fortsatte stadig i høj sne. Hun-
dene fik sværere og sværere ved at
trække slæden, og oftere og oftere
måtte jeg op og trække lidt i hundenes
skagler, for at vise dem, at der var
liv bagved, og så gik det en tid igen.
UssarKak sad ikke mere på slæden. Han
måtte gå foran hundene og heppe dem
frem. Sneen var nu ca. en halv meter
dyb, og der begyndte at komme vand
nedenunder. Vi gik i 10 cm vand. Til
sidst kunne hundene ikke trække slæ-
den, så UssarKak fandt de blødere ting
på slæden fra, kom dem i to sælskind,
og bandt dem under slæden for at
løfte den lidt. Det gik også godt et par
timer, men så blev det igen for be-
sværligt. Sneen blev stadig dybere.
Ved seksten tiden gjorde vi igen
holdt og UssarKak bestemte, at vi måtte
efterlade slæden. Vi tog alle vore ejen-
dele og puttede dem i to sælskind.
Først prøvede OssarKak at binde syv
hunde for det ene sælskind og seks
hunde for det andet, men hundene
ville ikke trække på den måde, og
han måtte binde om, bandt de to sæl-
skind sammen og bandt alle hundene
for sælskindene. Jeg selv sad på det
bageste sælskind, men OssarKak måtte
gå foran.
Vejret blev dårligere og dårligere.
Der blev snetykning, og vi kørte i
blinde. Al og til måtte vi holde, og
OssarKak lyste med sin lommelygte for
at finde ud af, hvor vi var. Vi kørte
videre, en overgang langs en fjeldvæg
på højre side af os, og mens vi kørte
her, var der meget morild. Når sæl-
skindene gled hen over isen, lyste det
hele fosloragtigt bag dem, og ligeledes
når vi selv trak kamikkerne op af
sneen var vores fodspor fosforagtige.
Jeg var endnu ikke klar over, hvad det
var, og det gjorde mig temmelig be-
kymret. Jeg troede, der var helt hult
neden under os.
Vi kørte videre. Vejret blev stadig
dårligere. Vi kunne kun lige skimte
hundene, landskabet var væk. Ussar-
ksk forlod endnu engang slæderne og
gik ud for at orientere sig. Han blev
væk en halv times tid, måske tre
kvarter, og da han kom tilbage, var
jeg faldet i søvn. Jeg var meget træt
og udmattet og bad OssarKak, om vi
ikke bare kunne holde en pause, sove
en times tid eller to og se at blive lidt
kvikkere. OssarKak var sikkert også
træt på det tidspunkt, for han be-
sluttede at slå teltet op. Det havde vi
nemlig stadig med. Vi slog det op mod
en klippevæg og krøb derind og fik
tændt primusapparatet, noget sne blev
smeltet, og vi fik te og suppe. Klok-
ken var 23 torsdag aften. Efter målti-
det faldt vi i søvn og sov lige til næ-
ste morgen klokken otte.
Vi havde håbet på, at vejret klarede
noget op, men da OssarKak stak ho-
vedet ud næste morgen, viste det sig,
at det stadigvæk var snetykning. Der-
for blev vi i teltet til klokken 11 om
formiddagen, og OssarKak mente, at vi
blev nødt til at fortsætte. Jeg prøvede
at foreslå, at vi skulle vende om, da
jeg var bange for, at han ville fort-
sætte for min skyld, men OssarKak
ville videre.
Inden vi kørte, måtte vi efterlade
en del af vores ting. Teltet og kuffer-
ten og de ting vi overhovedet kunne
undvære efterlod vi i et stort depot op
ad fjeldvæggen, og så kørte vi videre
med kun et sælskind. Til at begynde
med sad jeg oven på sælskindet, men
efterhånden havde hundene besvær
med også at trække det, og så måtte
jeg af og gå i sneen bagved. Der blev
stadig højere og højere sne, og der blev
mere og mere vand under sneen. Det
var meget besværlig at gå, og alt mens
vi gik, kom der pludselig en voldsom
orkan, så vi måtte smide os ned og
gemme vores ansigter på sælskindet.
Det varede dog ikke mere end 15 til
20 minutter, inden den atter holdt op.
Da vi var trætte og overanstrengte,
holdt vi nu en pause på en time eller
to, hvor vi lå og hvilede os.
Inden vi kørte videre, måtte vi efter-
lade endnu et depot, og da mine bjør-
nekamikker efterhånden var blevet for
Jern- og metalaffald
er penge værd...
Vi er køber til alle arter jern- og metalaffald til
højeste dagspriser.
NORDISK JERN & METAL
Hvissingvej 116, Glostrup, Danmark. |
Hundested-
motoren
DEN MEST ENKLE OG LYD-
SVAGE MOTOR
A/S Hundested Motorfabrik
3390 Hundested . Telegramadresse: PROPELMOTOR
— og så kan •<
man smage den
gode tobak i Cecil . . !
- Cecilip tupartå pit sak
malugineKarsi-
. nauvoK . . ! .
— derfor er der
bedre træk i Cecil . .
— taimaingmat Cecil
mitdluaruminar-
neruvoK . . I
Cecil er altid
ensartet rullet . . !
Cecil åsslgiåmlk tamatigut
ImusimassarpoK . . !
En lille pause ... en hyggelig sludder . . .Ild på en Cecil:
altid perfekt rullet af fyldige, mættende blended-tobakker .
så er der tid til en Cecil
OKalOKatigéruj 6mek
Cecil kukutdlugo
sullungnaitslameK
tunge at gå med, nu da vi gik i vand,
fik jeg Usantaks andet par kamikker
på, og så gik vi videre med kun det,
vi kunne have på vores rygge. Ussar-
Kak havde sin egen taske med sprit-
apparatet og sin kniv og ellers, hvad
der var mest nødvendigt. Han havde
også noget af mit tøj og min taske. Jeg
selv havde kun mine ekstra kamikker
med. De var lette, men de føltes som
en tung byrde at gå med.
Sneen var ca. en meter høj. Vi gik
i sne næsten til livet. Under sneen var
der vel 30 cm vand. Hundene havde
meget svært ved at trække sig
selv. Til at begynde med gik de med
skaglerne hængende efter sig, men efter
et stykke tid måtte vi gøre holdt igen,
og UssarKak bandt alle skaglerne om
halsen på hundene. Han fik dem til at
gå på en række. Nogle gange gik han
foran, og andre gange gik han bag-
efter hundene. Men da de havde gået
et stykke tid, gjorde de simpelt hen
oprør. De satte sig ned og indledte
en hylekoncert, og så måtte UssarKak
foran og heppe dem igen. Da de var
kommet igang prøvede han at gå bag-
efter, for at komme ind i deres spor.
Jeg gik til allersidst og kom af og til
et godt stykke bagud, så UssarKak
måtte vente på mig, så jeg kunne
komme op på siden af ham igen. Det
blev stadig vanskeligere og vanske-
ligere at gå. Hver gang jeg havde
gået 15—20 skridt faldt jeg omkuld og
Kunne næsten ikke komme op igen,
men UssarKak blev ved med at sige,
at vi skulle videre. Jeg måtte prøve
at komme på benene igen, og slæbte
mig af sted. Det begyndte også at
knibe med vejrtrækningen. Jeg kunne
ikke trække vejret helt i bund. Jeg
prøvede at gå lige bag UssarKak, sådan
så når han tog sin fod op af sneen, så
satte jeg min ned i samme fodspor.
Det hjalp lidt, da det næsten blev en
hel sport at klamre mig til ham, men
alligevel kom jeg gang på gang bag-
efter, og når det først var sket, var
det næsten umuligt at komme op til
ham igen. Da jeg laldt flere gange, og
da det faktisk var umuligt for mig at
komme op igen, bad jeg ham, om vi
ikke kunne holde en lille pause, så
jeg kunne få vejret igen. Det varede
lidt inden han gav sig, men så be-
stemte han sig til det, for nu havde
han fået øje på noget, han mente var
MoriussaK-fjeldet. Vi gik derhen og
ikke til minutter efter begyndte en
mægtig orkan. Det viste sig, at det var
en fase tre, der var begyndt. Vi lå op
ad en klippevæg, presset ind til den.
Det begyndte at blive meget koldt. Jeg
frøs meget. En enkelt gang rejste jeg
mig op for at trampe lidt i jorden,
men orkanen smed mig ned på jorden
igen, og så var jeg nød til at blive
liggende.
UssarKak var imidlertid faldet i søvn,
men jeg kunne se, at sneen dækkede
ham mere og mere, og så begyndte jeg
at røre lidt på mig. Jeg spurgte ham,
om vi ikke kunne lave et hul og krybe
ned i, for det var for koldt at ligge der,
og jeg blev bange for at ligge stille.
UssarKak rejste sig, gik hen for at
bygge et eller andet, men snart kom
han tilbage og sagde, at det kunne
han ikke. Lidt efter gik han igen og
gjorde endnu et forsøg. Han hentede
mig, og nu havde han fået lavet en
slags hul. Han puttede mig ned i hullet
med hovedet forrest og kom selv bag-
efter, men jeg havde ikke ligget der
længe, da jeg følte, jeg ikke kunne få
luft. Der var også varmt. Der gik pa-
nik i mig. Jeg ville ud. Jeg spurgte
igen UssarKak, om vi ikke kunne lave
et hul, der var lidt større, så vi kunne
få spritapparatet igang og få noget
vand, for vi tørstede meget på turen.
Jeg mener UssarKak selv fik bygget
en hule, der var noget større. Vi kom
derind, og det lykkedes at smelte no-
get vand.
Uden om min kroulitaKhætte var
der dannet en hel iskappe, og denne
måtte UssarKak befri mig for, inden
jeg kunne få noget at drikke. Der gik
ikke lang tid efter, vi havde drukket
vandet, så dannede iskappen sig igen.
Den var til at begynde med et par
cm tyk — det ligesom lunede ansigtet
noget, men jeg var stadig tørstig, og
for at komme igennem iskappen prø-
vede jeg at få hul med fingrene, og jeg
måtte smide sneen i hullet for at få
lidt ned gennem halsen.
Det var også nu, jeg mistede mine
vanter. Jeg havde lagt dem på kanten
af hulen, mens jeg selv skulle uden for
et øjeblik, og da jeg kom tilbage var
de væk. Jeg trak hænderne op i ær-
merne, og der dannede sig to isklum-
per ved åbningerne her. Det har gjort
sit til at hænderne var varme hele ti-
den. Jeg prøvede på at befri mig for
iskappen foran ansigtet. Jeg bankede
derfor de to isklumper ved kroulitaK-
ærmerne mod ansigtet, og forsøgte at
bore nogle fingre ud gennem isklum-
perne, men det havde nær kostet mig
fingrene bagefter. Jeg fik dem ud og
fik hul ind til munden og fik en lille
smule sne.
Her ankom vi altså lørdag klokken
11 om formiddagen. Det var netop
før fasen begyndte, og den varede til
søndag eftermiddag klokken 16. Kort
tid efter den var stilnet af, fortalte
UssarKak, at han ville gå til MoriussaK
og hente hjælp, og jeg kunne blive.
Jeg gjorde vrøvl, da jeg ikke var me-
get for at ligge herude alene, men gik
med til det, da jeg indså, at jeg ikke
kunne fortsætte. Jeg kunne end ikke
støtte på fødderne mere. Ikke så snart
jeg havde sagt ja, var han væk.
Jeg havde spurgt ham, om jeg ikke
kunne beholde en hund hos mig, for
dog at have lidt liv, og det gav Ussar-
Kak lov til, men som sagt var han lige
pludselig væk, og jeg så ikke noget
til denne ene hund, så jeg troede, jeg
var helt alene. Jeg prøvede at kalde
på UssarKak, da der var mange ting,
jeg ville have ham til at hjælpe mig
med, bl. a. at få denne iskappe fra an-
sigtet, men jeg hørte ikke mere til
ham.
Jeg var ikke begejstret for at ligge
alene. Jeg var udmattet og træt, men
kæmpede for ikke at falde i søvn. Jeg
begyndte at fryse i denne store hule og
tænkte, at den første hule, han havde
gravet måske var bedre nu, jeg var
alene, hvorfor jeg forsøgte at kravle
over til den mindre hule. Jeg kom
også derover og havde ligget der lidt,
da jeg fik ondt over lænden, kunne
ikke ligge stille og tænkte, at der
alligevel ikke var plads nok. Derfor
besluttede jeg at gå tilbage til den an-
den hule igen også for at bevæge mig
lidt, men da jeg kom uden for hulen
vidste jeg lige pludselig ikke, hvor jeg
var. Jeg ved ikke, hvor jeg kravlede
hen, men kom nok hen til fjeldet —
jeg kunne jo ikke se meget for den
iskappe. Jeg satte mig op ad fjeldet og
ventede på, at UssarKak skulle komme
tilbage. Jeg var klar over, det ville
tage mange timer, men trods det kæm-
pede jeg for ikke at falde i søvn. Mens
jeg var her, syntes jeg helt bestemt,
at en isbjørn kom luntende. Dengang
tænkte jeg blot, at det var bedst, hvis
den ville slå mig hurtigt, inden den
satte tænderne i mig. Lidt efter blev
der helt stille igen.
Jeg mente ikke, der var gået mere
end to, tre timer — jeg har bagefter
fået at vide, at der var gået ca. 10 ti-
mer — da jeg hørte stemmer. Nogen
råbte på mig. Jeg var ikke i tvivl om,
at UssarKak var kommet tilbage, så
jeg råbte, om han havde en slæde
med. Jeg fik det svar, at det havde
han, og derefter mærkede jeg to
mænd, der tog mig hver sin arm og
nærmest slæbte mig hen til en slæde,
for jeg kunne overhovedet ikke støtte
på fødderne. Jeg blev bundet til slæ-
den og vi kørte.
Der gik vel to — tre timer, inden
vi nåede MoriussaK. Jeg troede hele
tiden, det var UssarKak, der gik ved
siden af slæden og dirigerede hundene.
Efter ankomsten blev jeg bragt til en
fangsthytte, hvor der var meget koldt.
Tøjet blev stprættet af mig, og jeg
blev plejet der en times tid, indtil jeg
kom ind i deres rigtigs hus. Der var
rigtig pyntet til jul. Hyggeligt var der.
UssarKak lå derinde. Han var allerede
lagt i seng. Der lå vi så i tolv timer.
Jeg kom til MoriussaK klokken seks
mandag morgen og klokken 24 samme
dag, ankom en helikopter for at hente
os.
Om eftermiddagen startede der to
slæder mod Dundas for at give besked
om, at der skulle komme en helikopter.
På vejen havde de mødt speditøren
fra Dundas. Han kom på snescooter for
at høre, om vi var ankommet. Han
kørte hurtigt tilbage og fik fat i en
helikopter.
På vej til Dundas (basen) gik der ild
i et batteri i helikopteren. Der var en
halv meters høje flammer og piloten
måtte sparke batteriet ud i sneen.
Helikopteren fløj kun en halv til en
meter over sneen hele vejen, og lan-
dingslyset var tændt hele tiden. Det
gik imidlertid ud en fire fem gange,
så helikopteren måtte flyve i blinde.
Det var en ret dramatisk tur til basen.
UssarKak og jeg blev nu kørt til
sygehuset på Thulebasen.
Efter jeg er kommet tilbage, har jeg
hørt, at mens jeg lå ude i hulen, havde
UssarKak efterladt alle sine hunde. Jeg
var slet ikke klar over, de var der.
Jeg har intet hørt til dem, og dog det
har nok været dem, jeg har hørt
pusle, dengang jeg troede, det var en
isbjørn.
Jeg mente samtidig, at mens jeg var
ved hulen, var jeg vågen hele tiden,
men jeg må alligevel være faldet i
søvn og var bevidstløs, da slæderne
kom. Derfor er tiden gået så hurtigt.
Jeg var sikker på, det var Ussar-
Kak, der kom tilbage for at hente mig,
men det viste sig, at han var faldet om
af udmattelse, da han kom til Moriu-
ssaK. Han blev fundet af sin fader,
der netop var gået ud i et andet
ærinde. Det var altså to andre mænd,
der hentede mig.
På turen har UssarKak gjort et ko-
lossalt stort stykke arbejde, og jeg har
været til meget besvær for ham. Hvis
jeg ikke havde været med, var det
gået betydelig nemmere for ham, og
han var sikkert nået meget før til Mo-
riussaK.
28