Atuagagdliutit - 19.12.1968, Blaðsíða 16

Marcus Lauesen har
skrevet denne legende,
der er præget af ægte og
dybfølt inderlighed. Han
giver en skildring af Je-
sus, der som yngling sø-
ger ensomheden på van-
dringer i naturen, hvor
planternes og dyrenes ve
og vel ligger ham på
sinde.
En dag dræber Jesus
en slange, der truer en
rede med lærkeunger, og
som tak stiger lærkemo-
deren lodret til vejrs og
fylder himmelrummet
med sine jublende toner
— „så nu ved vi, hvorfor
millioner af lærker siden
har takket Gud med de-
res sang“.
lænken
en legende af
Marcus Lauesen
I de egne, hvor Jesus af Nazareth
mest færdedes den korte tid, han var
på jorden, fortælles mange ting, som
ikke er kommet med i de bøger, der
beretter om hans liv. Men om alt
skulle med, ville det fylde mere, end
noget menneske kunne overkomme at
læse, så rig på livets overflod var al
hans tid.
Vi ved jo, at hans liv og gerning
mest vedkom menneskene, for hvis
skyld han levede og døde; men også
planter og dyr blev strejfet af hans
sinds varme, så de i tiderne derefter
har været med til at lovprise ham. De
fleste af os har glemt sammenhængen,
men når vi bliver gjort opmærksomme
herpå, kan vi skimte den igen.
Ethvert menneske, der kan glæde sig
ved skønne toner, holder af lærkens
sang. Denne lille grå fugl, der kan stå
stille i luften og fylde rummet med
sine triller, har en historie og et bud-
skab, der gælder mere end øjeblikkets
glæde. Her skal fortælles hvorfor.
Jesus havde allerede som dreng stor
lyst til at søge ensomheden, og kunne
han ikke få den nær ved hjemmet,
søgte han bort, ofte meget langt bort.
Det var jo sådan, at alt liv kom ham
så smertelig ved; og der skete omkring
ham så meget ondt og trist, at det til
tider ikke var til at bære.
Han så mennesker være onde mod
hinanden, nogle fordi de gik ud derpå,
men de fleste, fordi de bar sig kejtet
ad. Alt for sjældent, syntes han, gjorde
mennesker det gode, de kunne. Nogle
lej en bil
tU opholdet 1 Danmark. (i
Nye modeller, flere < størrelser. Billigste pri- ser bl. a. fordelagtige uge- og månedsprlser. Skiv efter komplet pris- liste eller ring tU 12 05 75. ||
i
?-i i"?jj
| PUGGAARDSGADE 21, KOBENHAVN V.
løj af angst og fejghed, nogle stjal for
vindings og begærs skyld. Han ville
nødigt dømme, men prøvede hver gang
at finde en undskyldning og blev for-
stemt, når han ikke fandt den.
Og så var det, han måtte bort. Ingen
af dem, han omgikkes til daglig, for-
stod ham; de mente, at enhver kunne
have nok i sine egne sorger.
Sådan var det engang i forårstiden,
— han kan vel have været femten,
sejsten år, at alt for store bekymringer
tvang ham ud på vandring i ensomhe-
den. Han hviskede stille til sin mor, at
de ikke skulle vente ham til arbejdet
den dag, og da Maria ville give ham
noget brød med, tog han imod det som
tegn på, at han blev længe væk.
Gennem Nazareth gik han hurtigt, så
folk troede, han var sendt i et ærinde
for Josef; men så snart han kom uden
for byen, sagtnede han gangen. Han
havde jo ikke noget bestemt mål; det,
han skulle finde, måtte komme inde
fra hans eget hjerte, når det var faldet
til ro.
Da han var gået et stykke tid, så
han nogle æseldrivere komme forude;
han brød sig ikke om at møde nogen,
og derfor forlod han vejen og drejede
ind over markerne. Nogle drenge, han
kendte, gik og vogtede får; han slen-
trede hen til dem og talte lidt med dem
om fårene, som snart skulle klippes, og
om lammene, der tumlede kåde om-
kring i morgensolen.
Een af drengene spurgte, hvor han
skulle hen, — vel ikke helt til ver-
dens ende? —
— Måske, smilte han, — vil I dele
mit brød, jeg får ikke brug for det.
Drengene var fattige og ikke for
godt vant, de ville gerne have hans
brød, og de lovede til gengæld at skære
en stok med fløjte til ham, til han kom
tilbage.
Så var han blevet af med sit brød,
og det var han glad for; han ville ikke
komme til at sulte; og drengene ville
ikke stille spørgsmål; det var godt at
vide. Det var som om det lille møde
havde gjort ham lidt mere let om hjer-
tet. Intet kunne gøre ham så glad som
det at få lov til at hjælpe andre, enten
det så var med stort eller småt. Og
han vidste, at de fattige drenges rige
husbond var gerrig nok til at lade dem
sulte.
I markens karrige græsbund var for-
årsblomsteme ved at skyde frem, og
han tænkte, at han måske på hjem-
vejen ville binde en lille krans til sin
mor.
Så var hans tanker altså på vej bort
fra det tunge, som havde jaget ham på
vandring. Her var han alene under den
høje blegblå forårshimmel, alene —
nej ikke alene; han var i det bedste
selskab, for i hvert åndedræt kunne
han føle sin himmelske faders mildhed
og styrke. Han ville lægge sig ned og
bare stirre op i lyset, og han gjorde
det, strakte sig velbehageligt og lod
sollyset blænde øjnene, så han til sidst
kun så gyldne strålebundter, i hvis
spil englevinger og palmeblade dan-
sede.
Men kun nogle få øjeblikke varede
denne lyksalighed. Just alt det skønne
fik ham til at tænke på, hvor ulykke-
nunaKarfingme avingarusimassume
Jense ånatorKamine najugaKardlune
agdliartorpoK. méraunerme nalåne
jutdlisiortarnine inersimalerame nuå-
nersutut erKaissarsimavai.
ånangmilo piuaitsup agdliartorner-
mine OKaorKigsåruterpagssue jutdli-
mutaoK tungassut méraugatdlarame
erKaimaniandgsårdlugitdlo maling-
niandgsårtarsimassane inersimaler-
dlune igdlOKarfingme inulerame ajo-
raluartumik Kimåkiartuårsimavai.
Jense måna inuvoK sulissartuvdlune
imigagssamik ajornartorsiuteKartor-
pagssuit ilåt.
taima ukiorpåluit jutdlisiortarsima-
vok aulakualårtuåinangajagdlune u-
matånilo jutdlip tipaitsungnartua iser-
figssarsineK ajortarsimavoK imigag-
ssap avssinera pissutigalugo.
nuliata Kavseriardlunime tauva uvi-
ne OKaorKigsåriartaraluarpå mérKatik
pitsaussumik perusagunik angajoncå-
nik torersunik taimalo atåtamik au-
lajaitsumik issigissaKarnigssåt KanoK
pingårtigissoK. tamåkule anånap mér-
Kaminik asangnigtup oKaoririgsårutai
Jensimut iluaKutauneK ajorput, issor-
nartorsiutåinartutdlo tigussarpai ka-
mautiginartardlugitdlo. taimailigånga
milo angerdlarsimavfiat nuånerung-
naivigtarpoK, mérånguilo nåkinangå-
lertardlutik.
ukiutdlo ingerdlanerine Jense pit-
saunerulingilaK ilame ajorsiartortutut
OKautigissariaKardlune. nuliångualo
anersåruluteKartarpoK Kinutitdlunilo
Gute Kinuvigiuartarpå tamatigutdlo
uvine ånauterKuvdlugo Kinune nagga-
sertardlugo: kisiåne uvanga piumassa-
ra pinane ivdlit piumassat pile.
taimåitumik Jensip nulia ukiut
ingerdlanerine uviminik atugardliute-
Karaluardlune umåmine neriuteicar-
tuarpoK pivfigssaK nagdlerpat Gutip
ikiorumåråne.
Gutilo ugpertumut pakatsisitsingi-
séinarpoK.
jutdlimut aitaguagutoK Jense anivoK
ikingutine ornigdlugit, unuardlo ta-
måt tåkutingingmat, uvdlåkut nulia
påsiniåisavdlune anivoK umatimigut
nanertisimaKalune.
anivdlunilo nåpipå nåparsimaving-
me sulissut ilåt, sunauvfa oKariartor-
tOK. Jense uvdlågssaK nåparsima-
vingmut encuneKarsimavoK Kiunga-
jangnikoK, måssåkutdlo pitsauneru-
lersimavoK uvdlutdlo ardlagdlit Kå-
ligt det var for hans medmennesker, at
de ikke kunne lære at bruge alt det
gode og skønne til at trodse og ud-
rydde det onde, der virkede i dem.
Hvor kunne menneskene gå hen og
glemme, at skaberen engang havde
gjort alt såre godt.
Langsomt rejste han sig, og nu syn-
tes han, han var blevet øm af at ligge
på den hårde jord; han prøvede at be-
brejde sig selv, at han var utaknemlig
og urimelig; og et øjeblik lod han sig
friste af tanken om, at han ikke skulle
tage sig andres liv så nær. Men det
varede ikke længe, for noget i ham
vidste, at han skulle være til for an-
dres skyld.
Da, netop som han var ved at stræk-
ke sig for at gå videre, hørte han i
nærheden en fugl skrige; endnu er
han blændet af lyset, han går bare i
retning af lyden og prøver at vænne
sine øjne til at se.
Fuglen bliver ved med at skrige, af-
ngiugpata aitsåt angerdlarsinaussoK
nakorsap OKautigisimavå.
Jensivdlo nuliata påsivå itoKarnatik
jutdlisiortugssångordlutik mérångua-
nilo erKailerdlugit nunusinaujung-
naerdlune KissasinarpoK.
jutdlimilo Jensikut igdluåne imi-
gagssamik tujormissoKångilaK, tai-
måitordle itussoK KanoK itugaluarå-
ngame igdlume kingunertussaicaoK.
Jensilo åma igdlumingne amigautau-
vok angnertumik.
Jensile måna nåparsimavingme u-
ningavoK inérKamilo kisimitdlune, so-
runalume erKarsauteicaKaoK.
sujugdlermik erKarsautigilerpai mé-
raunermine ånatorKamine jutdlisior-
tarsimanitik nuånersut, enugsisimår-
nartutdlo, ingminutdlo oKarfigaoK å-
natorKap oKaoncigsårutigissartagar-
pagssue malingniartuarsimassuguvkit
måssåkutut misigissaKåsångikaluarpu-
nga.
tauvalo erKarsautigilerpai nuliane
mérånguanilo kisimitdlutik jutdlisior-
tut, tåssalo nangminiugaluarpoK ig-
dlume maligagssiuissugssaK tunårta-
gagssardlo, kisiåne akissugssauvfine
angnertoKissoK tamåna sumiginarsi-
mavå, sordlume aitsåt iluamik takule-
rå kukunine KanoK agtigissoK.
naugdlo OKalOKatigsså tugpatdler-
sautigssarsivfigssålo? ilumut ima så-
ngitsiginerpa imigagssamutdlunit nå-
lagkersorsinaunane? erKortumigdlo
ingminut akisagune misiarsinåungi-
laK ingminutdlo OKarfigissariaKardlu-
ne imigagssap inugsiautigånga. Jense
tåssåunginerdlune aulakulerångame
ingminut ima OKarfigissartoK: uvanga
tåssauvunga kivfåungitsoK naKisima-
neKångitsordlo?
Jense encarsautimigut någdliuteKa-
KaoK, sordlutaoK Jensip nulia uvine
pivdlugo någdliuteKartaKissoK.
kisiåne pendgsimiuarneK sumut i-
luaKutauva kukunerit iliniarfiginiå-
ngikåine?
Jense pendgsiminerup ikiorfigssai-
leKineruvdlo pianik anersåmerdlug-
poK ingminutdlo aperalune kiavme
ikiusavånga kinalo ikiuisinauva?
taimailinerpiåtigutdle sordlo OKarfi-
gineKartoK:
Gutimut Kinugit!
tauva agssane pårdlagpai ukiorpå-
luitdlo Kinuvigisimångisane ima ki-
nuvigilerdlugo:
atåtaK Gute Kilangmitutit isumåkér-
figinga ajortuliarisimassåka pivdlugit.
mægtigt, fortvivlet. Han kommer nær-
mere, kan han høre. Fuglen flytter sig
altså ikke. Og nu ser han det, — et
lille stykke fra ham hopper, flyver en
lærke og slår ned mod jorden. Han
springer til; for første gang i sit liv ser
han en slange, et lille sort slimet dyr;
synet fylder ham med væmmelse, og
næsten uden at vide, hvad han gør,
springer han til, sætter foden på slan-
gens hoved drejer et par gange rundt
på hælen og mærker at dyrets hoved
er knust. Så først ser han den lille tue
med fire æg, og det risler med jubel
igennem ham.
Og da han befriet går videre, ser
han det som et under: — lærkemode-
ren stiger lodret mod himlen og fylder
rummet med sine toner. — Og nu ved
vi, hvorfor millioner af lærker siden
har takket Gud med deres sang og
gerne vil minde os om, at også vi har
meget at takke for; mest skal vi gøre
det med hjertets sang.
piumaguvitdlo inuneK tuniusimassat
ajungitsumik atorsinaorKuvdlugo iki-
unga.
Kinut naitsoK taimåitordle Jensip
erKarsauterpagssuisa OKalugtuarinig-
ssånit kimigtunerungårtoK.
Gutivdlo Jensip Kinutå tusarpå u-
matålo enugsinermik tunivdlugo.
jutdle Kångitsiarå Jense perKigsiv-
dlune angerdlarpoK timikuinaK pina-
ne tarnikutaordle.
tamatumalo kingorna Jense imera-
jugkungnaivigpoK igdlumilo ituler-
dlune nuånårtunartoK. ukiutdlo inger-
dlanerine Jensikormiut jutdlisiorta-
lerput nuånårdlutik umatimikutdlo
erKigsisimavdlutik.
taimailivdlune Jensip nuliata Kinu-
tå Gutip tusarpå nangminerdlo avKU-
tine nalunartut atordlugit Jense inu-
ngortipå nutåK.
mérKatdlo uminga atuårtuse encai-
maniagagssarse unaule ilivse peroruv-
se taimalo angajorKåtut akissugssau-
lerdluse tåssaussariaKaravse angajor-
Kåt Kitornamingnut maligagssauvdlu-
artut mérKamingnutdlo nuånårtitsi-
ssut. tauva mérKase perorunik ilivsi-
nut nuånårutaulerumårput.
kisalo KanortOK påsiniarsiuk nuå-
nårneK piviussoK imigagssap tuniuti-
ngisåinarå, nuånårnerdlo piviussoK
aitsåt anguneKarsinauvoK silaxåssu-
seK Gutip tuniusså avdlanit akomago
inunikut.
Kanortordlo tamavta umativtigut
nuånårdluta jutdlime ima tugsiarisa:
1. jutdlime tunissutaussoK
tåssa Jisuse
tamanut asåssutaussoK
encigsissutigssaussoK.
2. jutdlime tunissutit
tåssa angnerssåt
tårme KaumassulersoK
umatinut seKineK.
3. Gutip asangningnerata
tåssa erssernera
emitua asasså
ivdlit måna pigilerpat.
4. jutdlip Kaumassungua
tåssa Jisuse
mana umativnut
KaumassulerpoK.
5. jutdle pivdluarfigårput
Jisusip inåvia
tunissutisiarissavta
tåssa angnerssåt.
6. Jisuse pigisavavkit
tåssa asagavkit
KaKugo Gutip sånut
tasioringa.
jutdlime pivdluaritse!
Salomon Mathæussen,
KangeK.
Grønlandske frimærker
købes til højeste dagspriser — send hvad De har (frimærkerne må gerne
sidde på breve) vi afregner omgående.
Grønlands Frimærkehandel — Box 49 — 3900 Godthåb.
Kalåtdlit-nunåne frimærkitj
pisiariumaneKarput uvdlormut akit angnerpårtånik akilerdlugit — pi-
gissaKaruvit nagsiutikit (frimærkit agdlagkane nipingåinarsinåuput) er-
ngerdluta akigssait nautsorssordlugit isumangnåisavavut.
Grønlands Frimærkehandel — Box 49 — 3900 Godthåb.
Jensip jutdlime misigissa
16