Atuagagdliutit - 16.02.1972, Blaðsíða 8

En stor tryg hed
for en lille by
En utraditionel artikel om det nye og længe savnede sygehus i fabriks
byen NarssaK.
Kun to ting savnedes, da det nye
sygehus i NarssaK officielt blev
indviet lørdag den 26. februar:
Den storslåede udsigt over Skov-
fjorden og en elevator.
For den første mangel vil såvel
på et sygehus. Og dette under
har ikke mindre end tre: At den
gode håndværkerlugt efter en
uges brug endnu ikke var for-
trængt af mættede æter- og kar-
boldampe, synet af et kæmpe-
når der på indvielsesdagen mand
og mand imellem tiskedes om tab
af miljø og fremmedgørelse, kan
det kun dreje sig om en akut og
overfladisk romantiseren. For
personalet var det ofte forgæves
slid, for de indlagte en stadig
belastning, og kun os ambulante
med de bulne fingre kunne uden
bivirkninger nyde den storfami-
liære atmosfære, der vitterlig
fandtes. Dorthe ved besked. Hun
er 64 år og ligger på tosengs
stue. Hun siger: „Jeg er glad for
Tekst:
KNUD HALDING
Foto:
RONALD FÆRK
at være her (på det nye sygehus),
her er god plads. Og fred og ro“.
Dorthe risikerer ikke mere at få
en femårs purk med brækket ben
stoppet ned i fodenden.
Men de lange gange, de mange
døre, de store skabe. Nye ting på
nye pladser. Års rutine brat af-
løst af forsigtig tøven. Intet un-
der, at der på bunden af de for-
ventningsfulde smil kan findes et
gran af usikkerhed. Endnu.
Grænsen til den forreste ildlinie
er skarpt markeret, her begyn-
der det sorte gulv, den sterile
zone: Fødestue, skadestue, opera-
tionsstue. Dørskilte og omgivel-
Distriktslæge Ole Halberg i sit kontor. — nakorsaK angneK Ole Halberg
agdlagfingmine.
patienter som personale nok finde
en ikke ringe trøst i udsigten
over den gamle kolonihavn, hvor
byens voksende flåde af lystfar-
tøjer om sommeren ligger for ud-
haler. Om den anden mangel er
kun at håbe, at elevatorskaktens
blændgulv hurtigst muligt erstat-
tes med en elevatorstol, der kan
varetage den særdeles vigtige
transportfunktion mellem syge-
stuerne og vaskeri- og køkken-
regionerne i kælderen. Sparekni-
ven Skar, og overfor det lysegrøn-
ne håb ruger de økonomiske per-
spektiver, der nærmest må be-
tegnes som matsorte.
Det var dog de lyse farver, som
satte præg på indvielsesdagen.
Udenfor skærende hvide og me-
terhøje snedriver i blændende sol,
der dog blegnedes noget ved sy-
net af kitlen som ass. læge Erik
Busch bar, da han indenfor mod-
tog gæsterne og hængte tøjet på
plads. Han klarede opgaven med
indlevet proffessionalisme, men
det gjorde bøjlestangen ikke. Den
faldt ned.
Asslægen godt og vel passeret
mildnedes farveindtrykket, biød-
tes op i grønne og grå nuancer,
der understregede rummenes luf-
tighed. Og underet indtraf: Syge-
huschok’et udeblev.
Nu har de fleste undere som re-
gel en håndgribelig forklaring,
selv på et sygehus. Måske især
ser savner opblæst dramatik, er
kun redelige vidnesbyrd om livets
Personalet. — sulissut.
Autoreservedele
AUTOVÆRKTØJ
RESERVEDELE OG TILBEHØR
til alle gængse vogne, samt alt
i værktøj og værktøjsmaskiner.
Speciale: Reservedele til mili-
tærkøretøjer såsom Dodge,
GMC og Willy's Jeep.
Omgående og
fagmæssig ekspedition.
MIDTJYDSK
RESERVEDELSLAGER
Viborg, Danmark, tlf. 06-622333
teleg.adr. Scanspares
telex nr. 66201
Patienterne i nye, lyse lokaler, nåparsimassut inine nutåne Kaumassune.
langt bord på gangen, rigeligt
bestykket med flaéker og kræs, og
endelig tilstedeværelsen af mindst
tredive piger i stivede uniformer
og med forventningsfulde smil.
Og alligevel hviskede man ja, da
en af deltagerne i en tale sagde:
„Jeg er glad for at kunne være
tilstede her i dag — men jeg
håber ikke at komme her ofte":
Det tog en uge at flytte fra de
gamle til den nye bygning. En
uge, der var præget af militant
strategi, men som havde modsat
fortegn: At sikre liv og sundhed!
„Kun tre timer", betroede di-
striktslæge Ole Halberg, „var vi
uden beredskab til at modtage et
kritisk tilfælde. Men det var tre
lange timer".
Med ugens flytteanstrengelser
gjorde man et spring på mindst
50 år, hvad arbejdsforhold og be-
handlingsmuligheder angår. De
ældste medarbejdere, Nivi og Ser-
fine, kan berette om, hvorledes
distriktslæge Ort i midten af
halvtredserne måtte bære opera-
tionspatienterne i sine arme di-
rekte fra bordet og ud af bygnin-
gen for at få dem anbragt i deres
seng i en anden bygning en snes
meter borte. En båre var der ikke
plads til.
Siden blev der vel lappet lidt
hist og forbedret lidt her, men
vilkår. I teknikkens tidsalder, vel
at mærke. Således er det sorte
gulv gjort afledende for statisk
elektricitet for at eliminere faren
for gnistdannelse, og den store
operationslampe, der ved første
blik minder om hovedet af et fan-
tasiuhyre, viser sig at være et
helt vidunder med hensyn til sin
funktion.
For en ikke-fagmand forekom-
mer det nye sygehus i NarssaK
at være et godt stykke hånd-
værk. En selvfølgelighed, natur-
ligvis, når dets funktion tages i
betragtning, men alligevel impo-
nerende al den stund at det ude-
lukkende er opført af lokale me-
stre med lokal arbejdskraft. Kun
til de allermest specielle opgaver
har man fået bistand fra opsendte
eksperter, og de kan tælles på en
hånd.
De fleste mestre er til stede,
og rundt omkring i smågrupper
tales der penge. „Jeg har været
en god dreng", lyder det fra en,
„jeg har mindst betalt en tredie-
del af et her foretagende". De om-
kringstående følger op med be-
retninger om økonomiske øretæ-
ver, så man til sidst får det ind-
tryk, at sygehuset udelukkende
er opført ved privat godgørenhed.
Det er det ikke. Der kan doku-
menteres udgifter på omkring
4‘/2 miil. kr. Det er mange penge,
men måske ikke nok. Sparekni-
ven var den første kniv, der skar
på det sygehus. Elevatoren glider
hverken op eller ned, den gled
lige så stille ud. Sammen med
mange andre ting.
Men nu ligger bygningen der
altså. Ikke noget stort, impone-
rende, pompøst. En lang, lav byg-
ning, ganske køn, og veltilpasset
til omgivelserne, tillidsvækken-
de. En stor tryghed for en lille
by.
Det nye sygehus (i midten) og omgivelserne. — nåparsimavigtåK (åssilissap KerKane) erKånltutdlo.
8