Atuagagdliutit - 24.12.1972, Page 7

Nissen
flytter
med..
Han er gammel, ikke stpr, men
stærk. En barsk gamling af simp-
le vaner, ikke uden humor, be-
skeden og hjælpsom, hvor han re-
spekteres, men gnaven og måske
endda noget farlig, hvis man over-
ser ham.
Hans vadmelsdragt, bukserne og
trøjen af ubleget uld, er grå, men
huen er rød. Det er den, man ser,
når han ellers netop forsvinder
for øjnene af én. Ingen anden går
i den slags tøj mere, og selv er
han også umoderne. Han er æld-
gammel; 4000 år eller deromkring,
han husker det ikke; alting er så
længe siden for en nisse. Han er
måske noget plaget af gigt efter
sine lange, kolde nætter i stalde
og lader, men endnu et solidt
karlfolk.
Man har set billeder af nisse-
koner, endda nissepiger med bare
lår. Det er en nissegenetisk ab-
surditet; nisser er ikke kvindfolk,
her er intet familieliv, nej.
Nisse har han været længe, ju-
lenisse ikke så længe, godt og vel
hundrede år. På det sidste ser
man mange, utroligt mange, jule-
nisser i december. De har fået
slette kår og må bøde på dem ved
løst arbejde i stormagasinet, hol-
de prisskilte, sælge slips og til
børnene hviske anbefalinger af
legetøj, der alt for snart går i
stykker. Nissen er blevet topsæl-
ger, men rollen ser ikke ud til at
passe ham. Hvorfor skal han
trække julesalget, hvorfor er han
julenisse, ja, hvorfor nisse i det
hele taget? Kirkeklokkerne rin-
ger julen ind, men ingen har set
nissen knæle for jesusbarnet. Han
hører nok ikke til på den side.
Nissens historie fortaber sig i
hendenolds mørke, og som med
alt andet fra disse dunkle tider
vover vi ikke at vide noget alt
for bestemt. Til gengæld kan det
dæmoniske i vore fjerne forfæd-
res vintermørke få strenge i os
til at vibrere lidt.
Selv om nissen tidligere var en
Gårdbo, en figur, der levede usyn-
ligt eller sjældent sås i en families
hus, en husvætte, der rådede over
hjemmels lykke og skæbne og
derfor var til stede hele året, kom
han dog især til at høre midvinte-
ren til. Han kom til at høre til
den jul, som er ældgammel og
bundhedensk og så rugende mørk,
at en pordbo næppe tør tro, det
nogen sinde mere bliver lyst i lan-
det.
Gårdboer) vor måske den vætte,
der boede i ethvert hus med en
arne. Han var måske den forfa-
der, som død og begravet i højen
på marken eller mere beskedent
under en sten dog sørgede for, at
alting fortsatte efter livets love.
Noget i hans karakter kunne tyde
på det; hjælpsom så længe alt gik
efter hans hoved, ellers vrissen
som en anden overset aftægts-
mand. Han var en af magterne,
han var fra den anden side.
Nogle ser i ham en husgud, en
rest af forfædredyrkelse, og sy-
nes, han er mere præget af sin
forbindelse med de ting, vi ikke
kan se, det underjordiske, den
store natur; de ser i ham en trold,
ikke uden slægtskab med den Puk,
Tekst og tegninger:
IB SPANG OLSEN
der huserer i skovene. For andre
er han fanden selv. Det er kun os,
der har svært ved at se en enhed
i så forskellige oprindelser; han
har vel kunnet være det hele for
den, der begreb den korte afstand
til det mørke, hvor der ikke kan
gives forklaringer.
Han kan have skiftet udseende
og sind med tiden; nu er han jo
gammel. Det gik ham måske, som
det er gået lysere guder end ham:
Da der kom nye til, og deres magt
skulle fæstnes, måtte de gamle
skifte fortegn og blive til dj ævle.
Fra nyere tid ved man, at nissen
ikke er uden slægtskab med den
onde selv. Nissen er det samme
som Niels, og hedder fanden ikke
også Gammel-Niels?
Vist er julen en kristen fest, vi
fejrer jo Jesu fødsel til jul. Men
der var også jul, før kristendom-
men kom. Det er endnu ikke sik-
kert, om den nogensinde blev me-
re kristen end hedensk. Nogle vil
mene, at ordet jul betyder hjul,
det drejende solhjul, solhverv, at
solen vender og kommer tilbage.
Man fejrede — og fejrer stadig —
lysets genkomst. Men bagved og
under dette mener den kloge,
gamle forsker Troels Lund at se
en ældgammel fest for Mørket,
for de døde, for det mørke der
gemmer dem og truer os alle.
Netop ved juletid har de døde
deres møde; ved juletid mindes
de og modtager små ofre på gra-
vene, eller hvor man mener, de
dødsguden Odin selv. Det var nis-
sens slægt, der kom. Først noget
efter midnat vovede man sig ud
for at møde den nye sol, i senere
tider for at mødes i kirken til
Kristmesse. Det minder det angel-
saksiske navn på julen om; der
lægger man jo også mest vægt på
julemorgenen. Det tyske navn
Weihnachten tyder på, at man der
som her ved jul forstod julenat.
Tider skifter og sæder mildnes;
nu er nissen ikke andet end hyg-
ge i barneværelset og symbol på
julehandelens forløjethed. I jule-
plyndringen af befolkningen ar-
bejder han sammen med en an-
den sær figur, der kappes med
ham om børnenes gunst. Det er ju-
lemanden, og det kan selv for
voksne være svært at holde de to
gubber ude fra hinanden. Man
skelner dem dog på størrelsen, og
så er julemanden meget bedre
kendt ude i verden som Weih-
nachtsmann og Sante Claus, der
er flyttet med til Amerika.
Meget initiativ var der jo al-
drig i nissen; han er en nordisk
hjemmeføding. Så er der mere
go i Sante Claus; amerikanerne
med deres respekt for transport
har været betaget af hans togt
over det arktiske, verdens første
nordpolsrute. Sante Claus ligner
nisse ni meget, på skægget og no-
get af tøjet, selv om han jo ikke
kan nøjes med træsko i sneen;
men de er ikke i familie. Nissen
er trold og Sante Claus helgen.
Og dog vil nogen hævde, at nis-
sen er mere i familie julemanden,
end julemanden er i familie med
Santa Claus. For hvad er det ju-
lemanden gør julenat? Sejler han
ikke gennem luften hen over is-
ødet, over Jotunheim, de dødes
rige, trukket af otte ben? Skulle
han måske bag sit hyggelige vat-
skæg være den skinbarlige Odin
Lyst øl
brygget af Tuborg
holder til. Denne dødefest er ud-
bredt overalt fra gammel tid. En
nyere form er den katolske Alle-
sjælesdag. Det er måske dette,
man ser en lille rest af i den stør-
re opmærksomhed overfor nissen
i julen. Det er ikke halvtreds år
siden, man sidst satte mad frem
til nissen julenat. Det var selv-
følgelig et fad grød, denne årtu-
sind gamle spise, som først vor
generation har forladt som hoved-
næringsmiddel. Situationen vil
endnu længe leve på julekort,
hvor nissen sidder med sin ske
ved fadet og med katten ved si-
den. Vi kan sagtens tegne ham;
alle ved, hvordan han ser ud, om-
end kun få tør påstå selv at have
set ham. Jeg synes, skægget er
blevet længere og benene kortere,
siden jeg så ham sidst.
Den julenat, de døde huserede,
skulle alle levende holde sig inde.
Den, der blev under åben himmel,
kunne blive taget med af Asgårds-
rejen, det susende tog af døde,
som for hen over landet, anført af
på sin ottebenede hest? På gamle
tyske afbilninger kunne han næ-
sten se sådan ud; sort i hovedet
og med ris i hånden kommer han
for at straffe børnene; man siger,
at han sommetider tager dem med
sig. Han er den sorte mand, man
kyser børnene med; de forstår in-
genting og frygter den uskyldige
skorstensfejer. Weihnachtsmann’-
en kan se ud til allehånde, også
til at få den idé at kane gennem
luften. Det tror man ikke rigtigt
om den satte St. Nicholas, og hvad
kender Santa Claus i det hele ta-
get til sne?
Dog, det er en anden historie
og måske ikke engang helt sand.
Det sande er, at nissen altså til
jul er en fuldt synlig realitet for
børn og barnlige sjæle samt alle
andre, der går, for at købe noget
til jul, og det vil han være længe
endnu, lige til han en dag siger
sin stilling i butikken op og går
sin vej alene derhen, hvor han er
kommet fra.
7