Atuagagdliutit - 24.12.1972, Blaðsíða 18

Hvad stirrer du så langt efter,
AninguaK? Hvorhen svømmer
dine sortbrune øjne? Din uberør-
te hedningesjæl? Hvor nær er
den min hedningesjæl i denne nat,
stakkels lille AninguaK?
I det brede riflede guldbånd,
som midnatssolen indvirker i ha-
vets dybe blå, glider en solid hval-
fangerslup rundt om Blåfjeldets
stejle pynt. Der er netop brise
nok til, at sejlet kan fyldes, og
flaget kan foldes ud agter, det
danske flag med Christian den
Syvendes navnetræk under de
korslagte harpuner. Båden lugter
af spæk og tran og tjæret tov-
værk. Årene er taget ind, og
mændene hviler over tofterne.
Agter, ved styrerens side, har
kirurgen svøbt sig i sin bjørne-
skindspels. Ved hans fødder kry-
ber AninguaK sammen. Med øjne-
ne kan hun nå at se over bådens
ræling gennem tovværkets tjære-
de net ind mod Blåfjeldets sten-
mur, der tårner sig højere og
højere, til det ganske skjuler fjor-
den, hvor hun har hjemme.
Kirurgen er på embedsrejse
rundt om den store Disko ø. Han
kommer sidst fra den lille bo-
plads inderst under fjeldene i
fjordens dyb, en hedensk boplads,
hvor troldmænd endnu hekser,
og angekokker synger deres trom-
mesange inde i mørke jordhytter,
når tarmskindsruderne er lukket
til for lyset.
Derinde fandt den forældreløse
vildmandspige, som han tog med
sig i sin båd. Han vidste, hvad
slaveri, den forældreløse var dømt
til på sin boplads, og han ynkede
hende og tog hende med sig, bar
hende over strandens slibrige
klippesten ned i Storbåden. Og
nu i sommernatten under Diskos
vældige fjeldkyst, tager hans
stemning magten fra ham. Han
taler til hende, som om hun vel
kan forstå hans tanker. Men hvad
tanker kan de to have tilfældes.
Kirurgen, den lærde oplyste hed-
ning, som er kommet hid fra
fjernt land hinsides havet, han,
som forstår alt, og har magt over
alle ting — undtagen over flod og
ebbe. Og hun, den skindklædte
hedningepige, som villigt har
fulgt ham og lagt sig ved hans
fod? Knuget over Diskos vælde
gør han regnskab og med sig selv:
Hvad drev mig hid? Hvilket er
mit ansvar, og hvad bød skæbnen
mig udrette her?
Solen stiger opad. Guldbåndet
gennem havfladen smalnes. Sø-
fuglene kommer flyvende, og inde
under Blåfjeldet lyder lommens
skrig som angstråb om hjælp.
Båden glider fremad for frisken-
de morgenbrise, forbi strandede
isfjelde, som står vagt over det
yderste næs, hvor kysten drejer
ind mod alle hvalfangeres hoved-
stad, kirurgens hjemsted, God-
havn.
Inde i havnen under Apostel-
fjeldet med de tolv fritstående
basaltblokke ned langs fjeldets
side, øjnes en hvalfangers rejs-
ning over tagryggen af Godhavns
spækhus. Det betyder nyt fra
Verden. — Alle årer ud, Manne,
ro til!
Godhavns højeste embedsmand,
inspektøren, og hans assistent er
om bord i hvalfangerens kahyt.
Også købmanden og præsten fra
Egedesminde er kommet sejlende
over Diskobugten for at spørge
nyt og smage friske varer fra
Verden udenfor Grønland og Da-
visstrædet. Friske aviser fra den
samme store verden, siuges, og
atter diskuteres de samme nyhe-
der, som ingen bliver trætte af at
høre om. Det store søslag ved
Abukir, og den fortabte eventy-
rer, Buonaparti. Den engelske
hvalfangerskipper giver sin over-
legne kendelse om alle disse ting,
og der klinkes og drikkes, mens
aften og morgen går ud i ét.
Ude fra havet kommer flodbøl-
gen, letter de strandede isfjelde
af grunden og tørner dem mod
hverandre, og tågen kommer i
flodbølgens følge og svøber sit
hvide dække over isfjeldene, der
kæntrer og knuses, som om der
inde i tågen kæmpedes et søslag
med tusinde kanoners drøn.
Fra hvalfangerens kahyt går
hele det muntre selskab til kirur-
gens hus for at hilse ham velkom-
men tilbage.
Mange sjældne og mærkelige
ting var der at se i kirurgen
Christoph Eulners hus i Godhavn.
I rammer af drejede narhvalvs-
horn lå blanke instrumenter og
deriblandt en lancet, han havde
fået sendt fra England tillige med
en prøve af den væske, en en-
gelsk læge just i disse år havde
fundet til bekæmpelse af den øde-
læggende koppesygdom. Det,
hvorom så meget er skrevet, også
i de aviser, selskabet nylig har
læst.
Men næsten endnu mere vid-
underlig er de flækkede sten,
der lå i det øverste skab, forstene-
de planter, hvor hvert eneste
bladaftryk tydeligt kan ses, alle
samlet i fjeldene på Disko, og
om dem ved kirurgen de mærke-
ligste ting at fortælle.
At øen Disko en gang har været
som selve paradisets have, det
bringes der os bud om af disse
forstenede aftryk af palmer og
vældige bregnetræer, som den-
gang dækkede øens højland med
fortryllende skove — den samme
ø, som nu er dækket af evig is.
„Dog“, sluttede kirurgen sin
lange enetale, „dog har jeg aldrig
ønsket paradisets have tilbage,
højere elsker jeg Disko med evig-
hedens iskåbe over sig — den
skinnende ædelsten i havets dybe
blå!
Strandet på denne kyst, siger
I, jeg er! Nej, ikke strandet —
bjergtaget er jeg blevet af Diskos
lysende skønhed, og aldrig er jeg
sluppet ud af denne skønheds
favntag — altid fornyet, hver
gang solen atter dukker frem i
syd efter vinterens mørke!".
Medens kirurgen taler, fortæl-
ler inspektøren den engelske skip-
per hans historie om, hvorledes
kirurgen kom til Disko om bord
på en engelsk hvalfanger. Hann-
overaner var han, men aldrig
talte han om sit hjemland. Skip-
peren hører kun med halvt øre,
thi han er som de andre ganske
optaget af at se på den unge hed-
ningepige, som kirurgen har ført
til huse.
Det sidste ord får prætsen. Han
taler om, hvor nødvendigt det er,
at lade Malakias, den grønland-
ske kateket, undervise hende i
kristendom, så hun kan blive døbt
til julen.
Men kirurgen, Christoph Eulner,
smiler bittert: „Hvorfor døbe hen-
de? Kundskab om ting, vi selv
ikke forstår? Lad hende være
den, hun er, en af sit folk, en
vildmandspige, og I vil, og tænk
da en gang for alvor over, hvad
gavn har vi gjort dette folk. og
hvad ondt har vi bragt over det?
Hvad røver vi fra dem, og hvad
bringer vi dem lil gengæld? Hvad
gavn gør jeg den lille pige ved
at redde hende frå at blive træl-
kvinde på sin boplads? Om mig
selv ved jeg kun det, at alt, hvad
jeg vil gøre godt, bliver til for-
træd. Skulle jeg tro bedre om
jer andre? Lad mig da tage mit
ansvar!".
Fra den dag blev AninguaK som
tjenerinde i kirurgens hus. Han
lod hende følge med sig i jord-
hytterne og lærte hende at pleje
dem, som var syge. Han talte til
'hende i hendes eget sprog og blev
ikke træt af at forklare hende,
før hun forstod. Endog om plan-
terne, der havde vokset i paradi-
sets have, fortalte han hende. Det
forstod hun såre godt, thi i sam-
me tid lærte hun om paradisets
have og meget mere, som hun
skulle vide, før sin dåb, hos gamle
Malakias. Thi det var jo en given
sag, at den, som skulle pleje de
syge, måtte være kristent døbt.
Dog fattede hun aldrig så megen
kristendom, at det kunne vende
hendes hjerte fra hedningen —
kirurgen, hendes Herre.
Vinteren kom. Isdækket lagde
sig over Diskobugten, og sne faldt
i fjeldene. Hundene spændes for
slæderne, og kirurgen drager med
AninguaK, sin tjenerinde, på slæ-
derejse til hendes gamle boplads.
Gennem en snedækt kløft ser de
det sidste glimt af den synkende
sol. Mørketiden er inde, åndema-
nerne hyler og vrider sig i trom-
medans. Skræmt kører AninguaK
med sin herre hjem over i Nord-
lys til kristen julefest.
Men julen i Godhavn er mest
en brændevinsfest for koloniens
hvalfangermandskab. Selve kate-
keten, gamle Malakias, er util-
freds med den spiritusration, der
er tilmålt ham og prædiker på sit
gebrokne dansk over teksten: „Og
der fandtes ikke rum i herber-
get". Drik og dans og lystighed
afbrydes af salmesang, og Anin-
guaK (lille Ane) bliver døbt.
En stund midt i den lange mør-
ke vinternat er det års time, nyt-
årsnat. Århundredskiftet. Kirur-
gen sidder ensomt i sin stue.
Tranlampen lyser over hans ska-
bes narhvalssøjler og alle de sære
ting på hylderne derinde. Fra
mandskabshuset overfor hans bo-
lig lyder der skrig og skrål. Der
danses og drikkes. Assistenten løf-
ter sit glas og drikker mandska-
bet til på god hvalfangst, så
snart isen bryder op. AninguaK
er der ovre til dans.
Men kirurgen hører intet af
den vilde larm derude, gennem
de halvt optøede små glasruder
skinner strålende nordlys ind til
ham, og han holder højtid med
sig selv. Han tænker på det lysen-
de århundrede, der svinder bort
nu. Menneskerettens og oplysnin-
gens store århundrede, og han
hilser det, som nu skal komme.
Han, som har ladet sig bjergtage
her i Verdens yderste udkant. Her
hvor engang paradisets have stod.
Ved mindatstid kommer Anin-
guaK fra dansen. Han smiler mod
hende. „Skulle jeg vel lære dig
at fatte mine tanker, AninguaK?
Sådan som de vil lære dig at
tænke deres enfoldige tanker, som
døbte dig?
Nej, jeg er tilfreds med at se
dig smile og dreje på din perle-
krans og ikke tænke dybere tan-
ker, end du kan rumme under
din blanke hårtop!".
Den samme nytårsnat kom slæ-
debud kørende over isen sydfra,
fra Hunde Ejland med melding
om ond sygdom, som slog ihjel
for fode på øens lille boplads. Ved
at spørge ud bliver kirurgen klar
over, at det er kopper, som er
kommet til øen. Han spilder ingen
tid, lader sil hundespand fodre
og tager af sted, og fører med sig
det underfulde stof. han har fået
fra England.
Denne rejse tillader han ikke
TERMA RADAR
Specialuddannet personale
Salg og service
Stort reservedelslager
ARCTIC ELECTRONIC %
Box 619 . 3900 Godthåb . Telefon 21286 - 21486
18