Atuagagdliutit - 24.12.1972, Síða 33

lem sig bar de en uhyre kurv, op
af hvilken der stak hovedet af et
vildsvin.
— Uf! nu er der igen en stor-
borger der skal mæskes! tænkte
jeg.
— Glædelig jul! sagde bønder-
drengene og lettede på huerne.
Jeg sagde ingenting, thi mit hu-
mør var dårligt. Jeg kunne ikke
forklare mig hvorfor. Men ved at
kaste et plik ned af mig opdage-
de jeg, at jeg ingen bukser havde
på. Jeg gik i bar skjorte og med
knævarmere rundt i sneen.
— Så er det sgu ikke så under-
ligt! tænkte jeg.
Der lød skridt bag ved mig.
Det var en lang mandsperson,
som snart kom mig op på siden.
— Glædelig fest! sagde han.
— Pas Dem selv! sagde jeg og
ville til at skælde ud; men han
var allerede forbi og gik videre
med ryggen mod mig.
Og jeg kom til at le, thi hans
ben var meget lange og forsynede
med skotskternede benklæder. Og
dertil var han hjulbenet, som ho-
vedet på en knibtang. Hans skø-
defrakke nåede ham ikke længere
end til midt på bagen, og ud af
den ene baglomme ragede der en
vældig pibespids. Han havde et
stort, blåstribet uldtørklæde om
halsen. Enderne af tørklædet hang
frem under frakken foran, og i
rundingen mellem de hjulede ben
så jeg to blågrå kvaster dingle
som lodderne på et bornholmsk
stueur; og pibespidsen syntes mig
viseren.
Pludselig faldt det mig ind, at
det i grunden var knusende ufor-
skammet af denne latterlige per-
son at tiltale mig; og jeg skyndte
mig efter ham. Men han kilede
også på, så afstanden mellem os
forblev lige stor.
— Halløj kammerat! råbte jeg.
Men manden forstod mig ikke.
— Hvad er klokken? råbte jeg
igen.
Og nu blev jeg vidne til et fæ-
nomen, der for resten slet ikke
vakte nogen forundring hos mig:
Pibespidsen bevægede sig lang-
somt hen over hans bagdel og
standsede først da den stod lod-
ret mellem knapperne på skøde-
frakken. Derpå hørte jeg tolv
dumpe lyde.
— Allerede så mange! tænkte
jeg — så er det vist bedst, at du
ser at komme hjemad!
Og jeg gik hjemad. Det arbej-
dede endnu inde i min hjerne,
det jeg ikke kunne huske. Jeg gik
med hovedet bøjet og så ned på
mine nøgne fødder, der trådte i
den hvide sne.
— Underligt, at du ikke fryser!
Af Gustav Wied • Illustration: Des Asmussen
tænkte jeg — Det må være tø-
vejr.
Jeg indhentede en gammel kæl-
ling, der rokkede afsted med en
vældig kyse over ansigtet.
— Glædelig fest! mimrede hun,
idet jeg gik forbi.
— Gamle skohorn! mumlede
jeg og satte fart på. Men hun
greb mig i skjorten og holdt sig
fast.
— Madam, sagde jeg oprørt —
De krænker min blufærdighed!
— Jeg er en fattig kone ...
— Ser De ikke, at jeg er om-
trent blottet for beklædning?
— En lille skilling?
— Morlille, sagde jeg med pa-
tos — tror hun jeg går med små-
mønt i knævarmerne?
Og jeg forsøgte at rive mig løs;
men hun havde haget sig ordent-
lig fast med sine krogede fingre.
— Slip mig!
— En gammel kone ...
— Hvor gammel?
— Halvfjerdsindstyve! grinede
hun.
— Halv ... gentog jeg, og der
fo’r en gysen igennem mig —
halvfjerdsindstyve, den første ja-
nuar?
— Ja ...
— Klokken ... Klokken tolv
præcis?
— Ja, ja! nikkede hun ivrig; og
kysen gled bort, og jeg så et
mandfolkeansigt med en pen i
munden og en stor kroget næse.
Jeg skreg himmelhøjt og rev
mig løs. Men mandfolket fik igen
fat i mig; og vi sloges.
—Jeg skal lære dig! skreg han
og dunkede mig i hovedet med
sine knokkelfingre — Jeg skal
lære dig!
Men jeg greb ham om livet og
spændte ben for ham. Og vi tum-
lede begge i grøften. Jeg underst.
Og jeg mærkede, hvorledes den
kolde sne lagde sig omkring min
krop. Jeg slog fra mig; men han
trykkede mit ansigt ned i sneen,
så jeg var ved at kvæles. Da sam-
lede jeg mine sidste kræfter og
skreg hæst og fortvivlet:
— Isaksen, Isaksen, De skal nok
få Deres penge!
Da forsvandt han. Og jeg rejste
mig over ende og gned mine øjne
og tørrede det våde af mit ansigt.
Og foran min seng stod juristen
med et tomt vandglas i hånden.
— Den er nok højbenet! sagde
han.
— Er det dig? spurgte jeg.
— Gu’ er det mig, ja’... Hva’
fanden, har du knævarmerne på
i sengen? Nu kan jeg da se, at du
er glad for dem!
— Vi drak nok ... drak nok ...
noget i aftes?
— Det gjorde vi nok!... Og du
vandt i L’hombre!
— Gjorde jeg? spurgte jeg lys-
vågen — Hvor meget?
— Halvfjerds ...
— Kroner-
— Næh, næ: Øre, gamle dreng,
øre! sagde juristen, vendte hove-
det bort og gik ud af soveværel-
set.
Jeg blev siddende oprejst i min
seng og tænkte, at livet var me-
get, meget trist at leve, menne-
skene forstod mig ikke ...
Men lidt efter åbnedes sove-
kammerdøren på klem, et par øj-
ne blinkede polisk ind gennem
sprækken, og en dyb bas dekla-
merede:
Op, gamle dreng, alt solen
skinned længe ...
Isaksen, Isaksen, her har
De Deres penge!
og så kom en aflang, trivelig
konvolut flyvende hen i sengen
til mig.
Da jeg havde overbevist mig
om, hvad der var i den, tænkte
jeg på træet i aftes og nynnede
stille:
Glade jul, dejlige jul,
jurister gøre godt i skjul!
33