Atuagagdliutit

Árgangur
Tölublað

Atuagagdliutit - 26.02.1976, Blaðsíða 6

Atuagagdliutit - 26.02.1976, Blaðsíða 6
— Lad os kravle ud af de danske snegle-huse... Er „udsendt" et kvalitetsmærke eller en sygdom? spørger Elsebeth Carlsen, ManTtsoK, i dette brev til danske udsendte i Grønland — hun slutter med at opfordre andre udsendte til at gå ind i debatten Selv efter mange års ophold i Grønland når danskerne sjældent at lære mere end at sige „tak, i lige måde" på grønlandsk, når der ønskes „god påske" og den slags . . . Kavdlunåt ukiut ardlaligpagssuit nunavtfnTsimagaluardlutik kalåtdlisut OKautsit atausiåkånguit kistsa ilfkartarpait. Grønland — drømmene — even- tyrets og livets land. Som alle andre der rejser udenlandsk, sag- de også jeg farvel til arbejde, bo- lig, venner, og virkeliggjorde der- med mange års ønsker om at komme til at arbejde og leve i Grønland. Dagen oprandt, hvor jeg for første gang indåndede den grønlandske rene og skarpe luft, fyldt af spænding og stemplet på ryggen som „udsendt". Stemplet som udsendt — hvad vil det så sige? Jo — billigere og ofte bedre bolig end grønlænde- rens. Højere løn for samme ar- bejde. Fri rejse op og hjem. La- vere skat end i Danmark. Alt- sammen urimelige socialforskelle og en hån mod dette lands be- folkning. Argumentet for disse forskelle er oftest, at Grønland må betale for at få en slags eks- perter herop. Dette er for så vidt også rigtigt, men betalingen kun- ne jo ske med et slags flyttetil- skud. Ellers mener jeg, at der ikke bør være andre forskelle. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at jeg selv, hvis jeg var grønlænder, ville finde disse forhold helt uri- melige, og føle det som en hån. Jeg forventede at møde had, mis- tænksomhed og den såkaldte grønlandske kulde, men mødte istedet varme og venlighed. På grund af min arbejdsplads blev jeg fra starten ikke sat fast i en mindre gruppe af danske. Ja, det kan lyde hårdt, men meget hur- tigt fandt jeg ud af, at der findes to grupper af mennesker heroppe. Den danske og den grønlandske. Den grønlandske gruppe er igen delt i to grupper. Den, der har uddannelse og fast arbejde, og den gruppe, der mere eller min- dre bliver overladt til sig selv, støttet af socialtilskud. Den danske udsendte har oftest kontakt med den højere uddan- nede del af den grønlandske be- folkning. Derimod forekommer det mig, at man sjældent ser dan- skerne blande sig med hverdagens og den almindelige grønlænder, ham der fisker, jager og ellers tager, hvad der byder sig af ar- bejde. En del af os blander os i værts- huslivets miljø, men ofte ser jeg her en kategori af danskere, der strør om sig med penge, støjer, har en hoverende og grov opfør- sel, hvis altså han ikke slås eller selv får tæv. Kort sagt opfører sig dårligt. Så kan man spørge, hvad jeg vil med alt det her. Mange, der vidste noget har skrevet om Grøn- land, også mange, der ikke vidste noget. Mange har forsøgt at skabe debat i Danmark, rent politisk. Det, jeg i mit lille indslag her vil forsøge, er at rette en henvendelse til mine danske medudsendte her- oppe. Hvad nytter det, at vi dan- ske bliver ved med at mene, at der egentlig ikke burde være løn og boligforskelle mellem os og vore grønlandske kolleger, når vi dagligt støtter samme hoverende koloniholdning ved selv at arbejde under de samme betingelser. Vi er mange, der synes at dette er forkert, men det er ikke nok at synes noget. Desuden er det mit indtryk, at al for mange af os danskere heroppe, indtager en overlegen og nedvurderende hold- ning til dette land og dets befolk- ning. Vi bliver dermed selv bund- fald og skamplet, for intet menne- ske er bedre end et hvilket som helst andet menneske. Hvis jeg lytter til den holdning, vi danske ofte har både her i Grønland og i Danmark til for eksempel social- problemer og sprogkommunikati- onsproblemer, ja, så må hårene ligefrem rejse sig på mig. Der er alt for mange af os, der alt for hurtigt giver op overfor det grønlandske sprog. De under- visere af danske heroppe, der vir- kelig magter at klare sig på grøn- landsk, kan vist tælles på to hæn- der. Vi får ganske vist kursustil- bud. Altså kursus for lærere og aftenskolekurser, men mit ind- tryk fra det kursus, jeg selv går på, og andre kurser, der bliver givet andre steder her i Grøn- land, er, at vi alt for dårligt for- beredte os til disse timer, og fordi vi ikke investerer nok tid der- hjemme på forberedelsen, går disse timer trægt og uden særligt indhold. Jeg kunne godt tænke mig at komme med et lille hug til læ- rerne heroppe. „Synes I selv, det er i orden, at jeres elever selv kommer så dårligt forberedte til jeres timer"? Eller til arbejdsgi- veren eller den overordnede. „Sy- nes du, det er i orden, at den grønlandske arbejder ikke passer sit arbejde"? Jeg mener, at det er en vigtig del af vort arbejde som danske udsendte, at lære det grønlandske sprog så hurtigt som muligt. sulissartut kåtuvfiåne ilaussortauvit? tauva erKaimajuk AG tamatigut pisiarissåsagavko, G.A.S. AG-me nangmineK aviseKarpoK Jeg skal være den første til at indrømme, at sproget virker over- vældende og fremmed. Men også jeg er sikker på, at sproget kan læres, hvis man investerer den tid, det nu individuelt kræver. Der falder mange bemærkninger omkring netop dette spørgsmål fra dansk side som for eksempel: Dette sprog er umuligt at lære. — Hvis vi skulle lære grønlandsk inden vi kom herop, skulle vi have løn for det. — Ingen vil bruge tid på at lære dette sprog. Det kan jo kun bruges i Grøn- land. Alle disse bemærkninger og lignende bruges ofte af os danske som en slags undskyldning for, at vi giver op overfor sproget. Jeg vil gerne spørge: Hvorfor kræves der ikke en slags sprog- prøve af os udsendte, inden vi kommer herop? Argumentet imod, lyder ofte, at der så ikke er nok, der vil rejse herop. Jeg har længe lagt mærke til argumenter for og imod. Ganske vist forekommer disse bemærkninger ganske uskyl- dige, men jeg mener, at de i vir- keligheden indeholder netop den holdning, der har fået mig til skrivemaskinen. Hvis man mener, at det grønlandske sprog ikke er værd at spilde tid på, fordi det kun kan bruges i Grønland, ja, så vil jeg gerne spørge: Hvor pok- ker skulle sproget ellers bruges, og hvorfor lærer vi de grønland- ske børn dansk, i stedet for at lære dem et internationalt sprog? Vi har jo gjort dansk til det an- det vigtigste sprog og i en alt for lang årrække endog til det vig- tigste, medens vi gør de interna- tionale sprog til valgfrie sprog. Var det ikke en ide at gøre det internationale sprog til landets andet vigtigste sprog, i stedet for dansk, og så gøre et af de nordis- ke sprog til valgfrie sprog. Mig forekommer det helt stu- pidt, at dansk skal have så bred en plads i sprogundervisningen heroppe, da dansk jo ikke er sær- ligt internationalt, og da det jo også ser stærkt ud til at Grøn- land i fremtiden vil være mere internationalt åbent end udpræ- get dansk. Det er simpelthen en forfærdelig ting at fremmedgøre et lands befolkning overfor dets eget sprog, idet jeg mener at sprog og kultur hænger uigenkaldeligt sammen. Sådan som vi fra dansk side kører dette sprogproblem, synes jeg det afspejler en blind- hed overfor dette lands mange- artede og fremmede traditioner. Mange danske heroppe synes at befinde sig i et andet land end Grønland. Var det ikke en ide at komme ud fra højhusene og være med i den verden, der ligger uden for os selv, for den vrimler nem- lig med grønlandske rigdomme. Her tænkes ikke på den hårde valuta, men de mangeartede tra- ditioner og farver, der gør livet værd at leve her. Måske ville vi finde ud af, at vi rent menneske- ligt har megef at lære af hver- dagens grønlænder. Lad os kom- me ud af de danske sneglehuse, og leve sammen med grønlænde- ren som menneske og ikke altid i rollen som underviser, eller ham der er vant til at vide mere end alle andre. Det er lige som om mange af os glemmer, at vi er gæster i et fremmed land, med en fremmed kultur. Det er på tide, synes jeg, at vi udsendte sætter lyset på os selv, og ser på, hvordan vi opfø- rer os overfor dette land og dets befolkning. Vi skal passe på ikke at falde til den pat, der hedder at være „UDSENDT", at isolere os i bedrevidenhed. — Jeg føler, vi har meget at lære af grønlæn- deren. Ofte har jeg følt mig lille i forhold til ham rent menneske- ligt. Jeg er blevet fattig rent penge- mæssigt ved at flytte herop, hvor utroligt det end lyder, men er så til gengæld blevet rig på oplevel- ser og fremmede tankeveje, hvil- ket ikke kan opvejes i penge. I mange tilfælde synes jeg, vi dan- ske opfører os som bedrevidende og forvendte luksusdyr, der isole- : rer os i et beskyttet overklasse- miljø, hvor vi lever videre i et minidanmark i Grønland, og i vir- | keligehden ikke lever med på det- te lands betingelser. Er vi kommet til Grønland for ( at leve i et slags Danmark, eller kom vi til Grønland for at leve i Grønland? Skulle vi ikke se at få øjnene op for, hvad det er, vi byder en fremmed befolkning, dets land og kultur? > Kære medudsendte, jeg håber vi kan få en debat igang omkring nogle af de spørgsmål, jeg her har 1 rejst. Hilsen Elsebeth 089 GRON SÆT 067 BLÅ SÆT Skriv antal i ru- brikken under den/de storrelser du onsker til- sendt / kigsauti- gissavit amer- dlåssusé angi- ssusilo atåtigut agdlagkit Ja tak. send mig pr efterkrav (portofrit ved ordrer over kr. 350.00.) qujanaq akiligagssångordlugit nagsinga (350.00 kr. sivnerdlugit pisiguma nagsiunera akeqåsångilaq). Finsk termoskisæt til born - ens til piger og drenge Er med hængselbuks. - Vindtang i benene Storrelse / angissusé 4 ar 6 ar 8 ar 10 ar 12 år 14 ar 16 år Antal / amerdlåssusé Pris / akia Pr sæt 328.00 348.00 368.00 Finsk termoskisæt til born. Benklæderne med elastik i tajlen og Storrelse / angissusé 4 år 6 år 8 år 10 år 12 år 14 år 16 år Antal / amerdlåssusé Pris / akia Pr. sæt 308.00 328.00 348.00 Husk dit navn og adresse / erqaimajuk atit nunaqartitdlo Navn / ateq Adresse / najugaq lings Kis og Ole Lings Postbox 41 3921 Narssaq 6

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.