Atuagagdliutit - 26.02.1976, Side 6

— Lad os kravle
ud af de danske
snegle-huse...
Er „udsendt" et kvalitetsmærke eller en sygdom?
spørger Elsebeth Carlsen, ManTtsoK, i dette brev til
danske udsendte i Grønland — hun slutter med at
opfordre andre udsendte til at gå ind i debatten
Selv efter mange års ophold i Grønland når danskerne sjældent at lære mere end at sige „tak, i lige måde"
på grønlandsk, når der ønskes „god påske" og den slags . . .
Kavdlunåt ukiut ardlaligpagssuit nunavtfnTsimagaluardlutik kalåtdlisut OKautsit atausiåkånguit kistsa ilfkartarpait.
Grønland — drømmene — even-
tyrets og livets land. Som alle
andre der rejser udenlandsk, sag-
de også jeg farvel til arbejde, bo-
lig, venner, og virkeliggjorde der-
med mange års ønsker om at
komme til at arbejde og leve i
Grønland. Dagen oprandt, hvor
jeg for første gang indåndede den
grønlandske rene og skarpe luft,
fyldt af spænding og stemplet på
ryggen som „udsendt".
Stemplet som udsendt — hvad
vil det så sige? Jo — billigere og
ofte bedre bolig end grønlænde-
rens. Højere løn for samme ar-
bejde. Fri rejse op og hjem. La-
vere skat end i Danmark. Alt-
sammen urimelige socialforskelle
og en hån mod dette lands be-
folkning. Argumentet for disse
forskelle er oftest, at Grønland
må betale for at få en slags eks-
perter herop. Dette er for så vidt
også rigtigt, men betalingen kun-
ne jo ske med et slags flyttetil-
skud. Ellers mener jeg, at der ikke
bør være andre forskelle. Jeg er
ikke et øjeblik i tvivl om, at jeg
selv, hvis jeg var grønlænder,
ville finde disse forhold helt uri-
melige, og føle det som en hån.
Jeg forventede at møde had, mis-
tænksomhed og den såkaldte
grønlandske kulde, men mødte
istedet varme og venlighed. På
grund af min arbejdsplads blev
jeg fra starten ikke sat fast i en
mindre gruppe af danske. Ja, det
kan lyde hårdt, men meget hur-
tigt fandt jeg ud af, at der findes
to grupper af mennesker heroppe.
Den danske og den grønlandske.
Den grønlandske gruppe er igen
delt i to grupper. Den, der har
uddannelse og fast arbejde, og
den gruppe, der mere eller min-
dre bliver overladt til sig selv,
støttet af socialtilskud.
Den danske udsendte har oftest
kontakt med den højere uddan-
nede del af den grønlandske be-
folkning. Derimod forekommer
det mig, at man sjældent ser dan-
skerne blande sig med hverdagens
og den almindelige grønlænder,
ham der fisker, jager og ellers
tager, hvad der byder sig af ar-
bejde.
En del af os blander os i værts-
huslivets miljø, men ofte ser jeg
her en kategori af danskere, der
strør om sig med penge, støjer,
har en hoverende og grov opfør-
sel, hvis altså han ikke slås eller
selv får tæv. Kort sagt opfører
sig dårligt.
Så kan man spørge, hvad jeg
vil med alt det her. Mange, der
vidste noget har skrevet om Grøn-
land, også mange, der ikke vidste
noget. Mange har forsøgt at skabe
debat i Danmark, rent politisk.
Det, jeg i mit lille indslag her vil
forsøge, er at rette en henvendelse
til mine danske medudsendte her-
oppe. Hvad nytter det, at vi dan-
ske bliver ved med at mene, at
der egentlig ikke burde være løn
og boligforskelle mellem os og
vore grønlandske kolleger, når vi
dagligt støtter samme hoverende
koloniholdning ved selv at arbejde
under de samme betingelser. Vi
er mange, der synes at dette er
forkert, men det er ikke nok at
synes noget. Desuden er det mit
indtryk, at al for mange af os
danskere heroppe, indtager en
overlegen og nedvurderende hold-
ning til dette land og dets befolk-
ning. Vi bliver dermed selv bund-
fald og skamplet, for intet menne-
ske er bedre end et hvilket som
helst andet menneske. Hvis jeg
lytter til den holdning, vi danske
ofte har både her i Grønland og i
Danmark til for eksempel social-
problemer og sprogkommunikati-
onsproblemer, ja, så må hårene
ligefrem rejse sig på mig.
Der er alt for mange af os, der
alt for hurtigt giver op overfor
det grønlandske sprog. De under-
visere af danske heroppe, der vir-
kelig magter at klare sig på grøn-
landsk, kan vist tælles på to hæn-
der. Vi får ganske vist kursustil-
bud. Altså kursus for lærere og
aftenskolekurser, men mit ind-
tryk fra det kursus, jeg selv går
på, og andre kurser, der bliver
givet andre steder her i Grøn-
land, er, at vi alt for dårligt for-
beredte os til disse timer, og fordi
vi ikke investerer nok tid der-
hjemme på forberedelsen, går
disse timer trægt og uden særligt
indhold.
Jeg kunne godt tænke mig at
komme med et lille hug til læ-
rerne heroppe. „Synes I selv, det
er i orden, at jeres elever selv
kommer så dårligt forberedte til
jeres timer"? Eller til arbejdsgi-
veren eller den overordnede. „Sy-
nes du, det er i orden, at den
grønlandske arbejder ikke passer
sit arbejde"? Jeg mener, at det er
en vigtig del af vort arbejde som
danske udsendte, at lære det
grønlandske sprog så hurtigt som
muligt.
sulissartut
kåtuvfiåne
ilaussortauvit?
tauva erKaimajuk AG
tamatigut
pisiarissåsagavko,
G.A.S. AG-me nangmineK
aviseKarpoK
Jeg skal være den første til at
indrømme, at sproget virker over-
vældende og fremmed. Men også
jeg er sikker på, at sproget kan
læres, hvis man investerer den
tid, det nu individuelt kræver.
Der falder mange bemærkninger
omkring netop dette spørgsmål fra
dansk side som for eksempel:
Dette sprog er umuligt at lære. —
Hvis vi skulle lære grønlandsk
inden vi kom herop, skulle vi
have løn for det. — Ingen vil
bruge tid på at lære dette sprog.
Det kan jo kun bruges i Grøn-
land. Alle disse bemærkninger og
lignende bruges ofte af os danske
som en slags undskyldning for,
at vi giver op overfor sproget.
Jeg vil gerne spørge: Hvorfor
kræves der ikke en slags sprog-
prøve af os udsendte, inden vi
kommer herop? Argumentet imod,
lyder ofte, at der så ikke er nok,
der vil rejse herop. Jeg har længe
lagt mærke til argumenter for og
imod. Ganske vist forekommer
disse bemærkninger ganske uskyl-
dige, men jeg mener, at de i vir-
keligheden indeholder netop den
holdning, der har fået mig til
skrivemaskinen. Hvis man mener,
at det grønlandske sprog ikke er
værd at spilde tid på, fordi det
kun kan bruges i Grønland, ja,
så vil jeg gerne spørge: Hvor pok-
ker skulle sproget ellers bruges,
og hvorfor lærer vi de grønland-
ske børn dansk, i stedet for at
lære dem et internationalt sprog?
Vi har jo gjort dansk til det an-
det vigtigste sprog og i en alt for
lang årrække endog til det vig-
tigste, medens vi gør de interna-
tionale sprog til valgfrie sprog.
Var det ikke en ide at gøre det
internationale sprog til landets
andet vigtigste sprog, i stedet for
dansk, og så gøre et af de nordis-
ke sprog til valgfrie sprog.
Mig forekommer det helt stu-
pidt, at dansk skal have så bred
en plads i sprogundervisningen
heroppe, da dansk jo ikke er sær-
ligt internationalt, og da det jo
også ser stærkt ud til at Grøn-
land i fremtiden vil være mere
internationalt åbent end udpræ-
get dansk. Det er simpelthen en
forfærdelig ting at fremmedgøre
et lands befolkning overfor dets
eget sprog, idet jeg mener at sprog
og kultur hænger uigenkaldeligt
sammen. Sådan som vi fra dansk
side kører dette sprogproblem,
synes jeg det afspejler en blind-
hed overfor dette lands mange-
artede og fremmede traditioner.
Mange danske heroppe synes
at befinde sig i et andet land end
Grønland. Var det ikke en ide at
komme ud fra højhusene og være
med i den verden, der ligger uden
for os selv, for den vrimler nem-
lig med grønlandske rigdomme.
Her tænkes ikke på den hårde
valuta, men de mangeartede tra-
ditioner og farver, der gør livet
værd at leve her. Måske ville vi
finde ud af, at vi rent menneske-
ligt har megef at lære af hver-
dagens grønlænder. Lad os kom-
me ud af de danske sneglehuse,
og leve sammen med grønlænde-
ren som menneske og ikke altid i
rollen som underviser, eller ham
der er vant til at vide mere end
alle andre.
Det er lige som om mange af os
glemmer, at vi er gæster i et
fremmed land, med en fremmed
kultur. Det er på tide, synes jeg,
at vi udsendte sætter lyset på os
selv, og ser på, hvordan vi opfø-
rer os overfor dette land og dets
befolkning. Vi skal passe på ikke
at falde til den pat, der hedder
at være „UDSENDT", at isolere
os i bedrevidenhed. — Jeg føler,
vi har meget at lære af grønlæn-
deren. Ofte har jeg følt mig lille
i forhold til ham rent menneske-
ligt.
Jeg er blevet fattig rent penge-
mæssigt ved at flytte herop, hvor
utroligt det end lyder, men er så
til gengæld blevet rig på oplevel-
ser og fremmede tankeveje, hvil-
ket ikke kan opvejes i penge. I
mange tilfælde synes jeg, vi dan-
ske opfører os som bedrevidende
og forvendte luksusdyr, der isole- :
rer os i et beskyttet overklasse-
miljø, hvor vi lever videre i et
minidanmark i Grønland, og i vir- |
keligehden ikke lever med på det-
te lands betingelser.
Er vi kommet til Grønland for (
at leve i et slags Danmark, eller
kom vi til Grønland for at leve i
Grønland? Skulle vi ikke se at få
øjnene op for, hvad det er, vi
byder en fremmed befolkning,
dets land og kultur? >
Kære medudsendte, jeg håber
vi kan få en debat igang omkring
nogle af de spørgsmål, jeg her har 1
rejst. Hilsen Elsebeth

089
GRON SÆT
067
BLÅ SÆT
Skriv antal i ru-
brikken under
den/de storrelser
du onsker til-
sendt / kigsauti-
gissavit amer-
dlåssusé angi-
ssusilo atåtigut
agdlagkit
Ja tak. send mig pr efterkrav (portofrit ved ordrer over kr. 350.00.)
qujanaq akiligagssångordlugit nagsinga (350.00 kr. sivnerdlugit
pisiguma nagsiunera akeqåsångilaq).
Finsk termoskisæt til born - ens til piger og drenge
Er med hængselbuks. - Vindtang i benene
Storrelse / angissusé 4 ar 6 ar 8 ar 10 ar 12 år 14 ar 16 år
Antal / amerdlåssusé
Pris / akia Pr sæt 328.00 348.00 368.00
Finsk termoskisæt til born. Benklæderne med elastik i tajlen og
Storrelse / angissusé 4 år 6 år 8 år 10 år 12 år 14 år 16 år
Antal / amerdlåssusé
Pris / akia Pr. sæt 308.00 328.00 348.00
Husk dit navn og adresse / erqaimajuk atit nunaqartitdlo
Navn / ateq
Adresse / najugaq
lings
Kis og Ole
Lings
Postbox 41
3921 Narssaq
6