Atuagagdliutit - 01.04.1976, Side 20

atuartartut agdlagait . læserne skriver . atuartartut agdlagait . læserne skriver . atuartartut agdlagait . læserne skriver . atuartar
Åbent brev til landsrådet
Som udsendt siden 1967 føler jeg
trang til at udtale følgende:
I de 8 år, jeg har været i Grøn-
land, har jeg utallige gange hørt
i radioen eller læst i AG, at de
udsendte skulle sendes hjem og
erstattes af grønlændere, eller at
de skulle sættes ned i løn; at de
udsendte for eksempel var for
dårlige lærere i den grønlandske
folkeskole; at de udsendte var for
dovne og uinteresserede til at lære
grønlandsk; at de udsendte kun
tænkte på penge; at de udsendte
fik for høj løn i forhold til deres
grønlandske kolleger, at de ud-
sendte osv. osv.
Jeg har snart tilbragt 6 år i byg-
der, hvor jeg har lagt store kræf-
ter og meget arbejde, uden at få
betaling for det hele. Jeg har lært
det grønlandske sprog, så jeg kan
tale både med forældre og elever
på deres eget sprog. Jeg har 5
grønlandske plejebørn, som jeg
har givet et hjem. Jeg kan ikke
aflevere mine grønlandske erfa-
ringer til en ny lærer, hvorfor jeg
I den senere tid har der i pres-
sen været adskillige kritiske ind-
læg om turisme i Grønland. Kri-
tikken går i hovedtræk ud på, at
turismen er årsag til stigende bil-
letpriser og overbooking på de i
forvejen hårdt belastede helikop-
terruter med det resultat, at de
fastboende i Grønland, såvel øko-
nomisk som praktisk, afskæres fra
at benytte de interne flytrafik-
muligheder.
I det følgende vil jeg prøve at
forklare, at den begyndende tu-
risme i Grønland ikke bør på-
lægges skylden for de stigende
flypriser.
Turisme deles traditionelt op i
3 forskellige grupper, nemlig
hotelturisme, besøgsturisme og
vandreturisme. Vandreturismen
foregår så at sige udelukkende i
områder, hvor den ikke belaster
helikoptertrafikken, nemlig i Nar-
ssarssuaK-området og en lille
smule i Sisimiut-området. Besøgs-
turisternes antal er stort og sta-
dig stigende. Mange kommer gen-
nem Grønlænderforeningens ar-
rangementer og oftest er der tale
om venner og slægtninge til fast-
bosiddende i Grønland. Denne
kategori rejsende lægger stort be-
slag på helikoptere, men bør ikke
betragtes som egentlige turister.
Tilbage er hotelturismen, som
hidtil i det væsentligste har væ-
ret koncentreret i Ilulissat. I 1975
kom der ca. 250 turister til Iluli-
ssat i sommerperioden, til trods
for at der oprindelig var booket
ialt 500 turister. De 250 sprang
fra på grund af ringe udsigter til
at komme fra KangérdlugssuaK,
og de sidste 250 kan man anstæn-
digvis ikke beskylde for at be-
laste et trafiksystem, som skal
betjene årligt 50-70.000 rejsende
(der tages forbehold for dette tal).
Når man arbejder med turisme,
er der en række faktorer, der er
af afgørende betydning. Dels skal
der være rimelig sikre transport-
muligheder, dels skal der være
hotelkapacitet, og endelig skal der
være mulighed for at tilbyde tu-
risterne diverse former for sight-
seeing og andre oplevelser. Situa-
tionen er den, at der i Disko-
har overvejet at blive nogle år
endnu. Jeg respekterer grønlæn-
derne som omgængelige menne-
sker med egen kultur og forsøger
at indordne mig i samfundet som
den, der er gæst i landet. Jeg ken-
der mit ansvar i mit arbejde med
at udfylde en tom plads som læ-
rer, og som sådan udnytte al min
viden og erfaring til børnenes
bedste.
Jeg kender flere danske lærere,
som har overgået mig i kvalifika-
tioner til den grønlandske skole,
men som er rejst hjem til Dan-
mark, fordi de ikke ville være
med mere. Det har været til skade
for den grønlandske skole.
Ovennævnte generaliserende
negliseringer af de udsendte har
taget sit højdepunkt i landsråds-
medlem OdåK Olsens usobre
fremstilling af de udsendtes an-
sættelsesforhold og hans ønske om
at forringe disse.
Hvordan i alverden kan en mand,
som er valgt af folket til et højt
råd, få sig selv til at foreslå, at
bugten findes et hotel med en
kapacitet til ca. 500 turister pr.
sommersæson, men denne for-
holdsvis beskedne kapacitet kan
ikke udnyttes fuldt ud, fordi der
ikke er helikopterkapacitet hertil.
På baggrund af de foreliggende
resultater for 1975 og de fore-
gående år har jeg derfor bedt
Grønlandsflys direktion om til-
sagn om en vis garanti for, at tu-
risterne kan komme frem til Iluli-
ssat i 1976, men har fået det svar,
at man ikke i 1976 og næppe før
i 1980, hvor STOL-flyene er ind-
ført, kan forvente en bedre af-
vikling af trafikken Tværtimod
forventer man, at forholdene vil
blive forværrede. Dette er senest
bekræftet .af Grønlandsflys direk-
tør, som i en artikel „Om at blæ-
se og have mel i munden" i Ser-
mitsiaK den 27. februar 1976 skri-
ver, at Grønlandsfly kun vil kun-
ne magte ca. 60 pct. af trafikbe-
hovet til og fra KangérdlugssuaK
i sommermånederne 1976.
Den ene af forudsætningerne
for turisme er som sagt sight-
seeing og tilbud på oplevelser.
Som trafikmulighederne er i dag,
er der i Disko-bugtområdet ikke
økonomisk grundlag for at inve-
stere i fartøjer med P-certifikat
(P = passagerer). Derfor kan tu-
rister kun i meget ringe udstræk-
ning blive bragt rundt i bugten.
Der er heller ikke grundlag for
at opføre flere hoteller eller pen-
sionater eller i det hele taget at
satse på en turisme, som kan give
beskæftigelse til en hel del men-
nesker. Situationen ser altså sort
ud, set fra turisterhvervets side.
Set fra turisternes side ser det
imidlertid endnu værre ud. En
turist skal i dag gennemsnitlig be-
tale ca. 4.000 kr. for en uges ferie-
rejse til Ilulissat. Heri er inklu-
deret rejse og hotelophold. Som
forholdene er, skal han tilbringe
ca. 3 døgn af sin korte og dyre
ferie med at vente i Kangerdlug-
ssuaK. Selv for ikke kyndige turde
det være klart, at sådanne forhold
ikke lokker turister til Grønland,
og det kan da være, at man over-
hovedet ikke får noget turistpro-
blem de næste 4-5 år, men så
de udsendte skulle rejse fra et
miljø med frie bevægelsesmulig-
heder, høj levestandard og god
kontakt til sine omgivelser, for at
udføre en krævende gerning i et
samfund med begrænsede mulig-
heder af enhver art, og hvor man
næsten dagligt får at vide, at man
er uønsket, og for det skulle man
kun tilbydes en stærk underbetalt
løn i forhold til hjemlandet, og så
skulle man oven i købet umyndig-
gøres i form af tilbageholdt løn,
som staten således skulle spare op
for os?
Jeg forlanger at få min løn ud-
betalt på sædvanlig måde, som
alle andre lønmodtagere, og ikke
engang, når jeg er død. På bag-
grund af blandt andet ovenstå-
ende føler jeg nu, at tiden er inde
til at stille et direkte spørgsmål
til landets politikere:
Er vi ønsket i landet, eller er vi
ikke ? ? ?
Ifølge OdåK Olsen skulle jeg
have stærkt overskredet det antal
år, man ønsker, de udsendte at
blive i Grønland.
stopper man altså også et begyn-
dende erhverv, som har eller bur-
de have alle betingelser for at
kunne klare sig, idet Grønland i
turistmæssig henseende har me-
get at byde på.
Det klogeste, en hotelejer i
Grønland i dag kan gøre, er for-
mentlig, hvis han da ikke vil
prøve at overleve ved udelukken-
de at sælge øl til den lokale be-
folkning, at dreje nøglen om og
lade erhvervsstøtten bære smer-
ten. Selv synes jeg, at denne løs-
ning er den dårligst tænkelige,
når man ved, at de politiske myn-
digheder i Grønland alle bakker
turismen op. Således har landsrå-
det ansat en turistkonsulent, hvis
opgave det er at hjælpe turister-
hvervet igang, og adskillige grøn-
landske kommunalbestyrelser har
vist initiativ til dannelse af lo-
kale turistforeninger o. s. v.
Jeg synes derfor ikke, at man
skal lade sig stoppe af Grønlands-
flys manglende kapacitet, men
forsøge at løse problemerne, ind-
til landingsbaner rundt omkring i
Grønland vil skabe ordnede for-
hold på trafikområdet. Jeg har
selv indledt et samarbejde med
Dansk Luftfartservice om beflyv-
ning af turister på bestemte ru-
ter i Grønland, fortrinsvis Iluli-
ssat og Nuuk. Dansk Luftfarts-
services direktør, Ditlev Valbjørn,
var i sin tid med til at starte be-
flyvningen i Grønland med cata-
linaerne, og tanken var at søge
oprettet et grønlandsk flyve-sel-
skab med ret til udvidet taxa-
flyvning. Man agtede at benytte
moderne fastvingede fly af Dor-
nier og Twinotter-typen, som beg-
ge kan lande på vandet. Flyvnin-
gerne vil kunne udføres for ca.
halvdelen af det, Grønlandsfly
skal have for at beflyve samme
ruter. Fordelene er således indly-
sende: Dels kan man give turis-
men vind i sejlene ved at tilbyde
rejser til lavere pris end nu, dels
kan man gøre det uden at bfelaste
Grønlandsfly.
Der blev indgivet ansøgning til
Luftfartsdirektoratet om tilladelse
til denne form for beflyvning,
men direktoratet svarede den 16.
For OdåK Olsen har vel ikke
glemt at se på fordelen ved en
hvis kontinuitet i for eksempel
skolen: Større Grønlandserfaring
= større forståelse for elevernes
baggrund, og dermed et mindre
antal frustrerede og skoletrætte
elever. Desuden sparer staten flyt-
teudgifter, hver gang en lærer
forlænger sit ophold. Men alt det-
te er der jo råbt op om adskillige
gange, ellers kunne man bede Ole
Oxholm om at gentage sin ud-
sendelse „Ugen der gik" om „kna-
ster".
Hvornår hører vi for øvrigt po-
sitive bemærkninger om de læ-
rere, som har lært en del af det
grønlandske sprog og dermed har
dygtiggjort sig til den grønlandske
skole. Vi er trods alt nogle styk-
ker, minus dem der er rejst?
Og må vi så endnu engang bede
om et klart og utvetydigt svar på,
om vi er ønskede eller ikke!
Finn Pedersen
K’eKertarssuatsiait
marts 1976, at man efter drøftelse
med Grønlandsministeriet og
Grønlandsfly ikke kunne give til-
ladelse til taxaflyvning, idet dette
ville indebære parallel trafik med
eksisterende koncessionerede ru-
ter, hvilket bl. a. vil decimere
(indskrænke) grundlaget for
Grønlandsflys trafik.
Det tør vel nok siges, at dette
svar er mildest talt en overraskel-
se.
Først siger Grønlandsflys direk-
tør, at man ikke kan magte at
transportere mere end 60 pct. af
de rejsende, dernæst siger
Luftfartsdirektoratet, at taxaflyv-
ning vil medføre en urimelig be-
grænsning af Grønlandsflys tra-
fikunderlag. Det er så selvmodsi-
gende, at den eneste konklusion
er, at Grønlandsfly med ministe-
riets hjælp søger at holde alle an-
dre borte fra trafikområdet i
Grønland, selvom Grønlandsfly
ikke selv kan magte situationen.
Jeg fristes til at sige til direktør
Høy: „Man kan ikke blæse og
have mel i munden", for det er
jo det Grønlandsfly i denne si-
tuation gør. Uanset dette — een
ting er sikker, Grønland har tabt
igen, turisterhvervet fik ikke sin
chance nu og den grønlandske be-
folkning er stadig „stavnsbundet"
— og det medvirker Grønlands-
ministeriet til!!!
I øvrigt er det ret så interessant
at prøve at regne på, hvad det
egentlig koster det offentlige, det
vil sige skatteyderne i Grønland
og Danmark, at opretholde det
nuværende transportsystem. Der
betales direkte tilskud til Grøn-
landsfly og KGH’s underskud på
transportområdet. Der betales
dyre billetpriser til det offentliges
ansattes tjeneste- og ferierejser.
Der betales løn under ventetiden
i KangérdlugssuaK. Alt i alt ko-
ster dette løseligt anslået det of-
fentlige 120 mio. kr. om året, det
vil sige godt 10 pct. af det sam-
lede grønlandsbudget. Dette må
simpelthen kunne forbedres!
Jeg selv er af den overbevis-
ning, at det nuværende system
bør forlades hurtigst muligt, og at
såvel beflyvning som sejlads bør
samles under een hat i Grønland,
nemlig ved dannelse af et grøn-
landsk trafikselskab. Først da kan
der blive tale om en koordination,
som vi alle ved mangler i dag.
Venlig hilsen.
Knud Rasmussen.
Grønlandsposten ønsker at
bringe et stort antal læserbre-
ve hver uge. Derfor beder vi
om, at indsendernes skriver
meget kort. Hvis læserbrevene
er mere end 200 ord, er redak-
tionen i regelen nødt til at for-
korte dem. Vi offentliggør ikke
anonyme indlæg, men hvis
særlige grunde taler for det,
kan vi bringe et læserbrev
under mærke istedet for navn.
Send dit indlæg til: Grøn-
landsposten, postbox 39, 3900
Godthåb.
Kristendommen
har været
manges redning
I AG nr. 7 var der et indlæg „En
bedre oplysning er helt nødven-
dig" skrevet af Josva Simonsen.
I forbindelse med en voksende
brutalitet og hensynsløshed
blandt børn og unge blev kristen-
domsundervisningen i folkeskolen
påpeget. Josva Simonsen skrev, at
børnene tit kan få den opfattelse,
at det er et betydningsløst fag.
(Videre opfordrede Josva Simon-
sen landsrådets medlemmer til at
besøge de ydre bygder for at op-
lyse beboerne).
Børnenes adfærd har nær til-
knytning til spiritusmisbruget i
Grønland. I de hjem, hvor spiri-
misbruget er stort, glemmes bør-
nenes opdragelse. I AG nr. 5 op-
lyses det, at „95 procent af de
indsatte på Anstalten for Dom-
fældte er dømt til lægelig ledet
spiritusafvænning". (Kriminel 4).
Når man læser aviserne i Grøn-
land, finder man hurtigt ud af, at
så at sige alle kriminelle handlin-
ger sker i forbindelse med drik-
keri. Statistikken viser, at et fåtal
af de børn, som har fået en grun-
dig kristendomsundervisning (f.
eks. i søndagsskole eller lignende)
findes i vore fængsler i dag.
Kristendomsundervisning er ik-
ke et betydningsløst fag som en
hobby, men et fag om selve livet,
dets tilblivelse og mening. Et
hjem, som har fået øjnene op for
kristendommen, har aldrig spiri-
tusproblemer. Det er ikke denne
kategori, som ligger samfundet til
byrde.
Alkoholisme er en alvorlig syg-
dom. Når det gælder afvænning,
har vi desværre meget små resul-
tater at henvise til. Selv på be-
handlingsinstitutioner og med
moderne ekspertise viser det sig
at være så at sige umuligt at hel-
brede denne lidelse. Eksperterne
siger ofte: „Een gang alkoholiker,
altid alkoholiker".
Kristendommen har betydet
redning for mange familier. Den
kraft, som findes i kristendom-
men, har hjulpet mange alkoho-
likere til at komme fri af deres
problem, og statistikkerne er gode
på dette område.
Sidst og ikke mindst: Kristen-
dommen er det eneste, som kan
hjælpe mod hensynsløshed og
brutalitet, sådan at et samfund
kan fungere normalt.
Venlig hilsen
Bjorn Aune
Turismens undergang?
20