Atuagagdliutit - 16.02.1978, Blaðsíða 14

Alfred Toft
GODTHÅB.NUUK
I GÅR OG I DAG-
Portræt af Hans Egede
(Fortsat)
Hans Povelsøn Egede (1686—1758)
var en middelhøj, mager mand
med en velbygget skikkelse. An-
sigtet langt med et alvorligt,
asketisk udtryk. Øjnene blå, stær-
ke og forskende under den stejle
pande. Knoglet selvherskernæse.
Stramme mundvige.
Således beskrives han i littera-
turen. Hertil kan føjes: fantasi-
fuld, ærgerrig og velbegavet, en
ægte ætling af de gamle vikin-
ger.
Fantasifuld? Ja, netop denne
egenskab var bestemmende for
hans skæbne.
Da han undfangede tanken om
at kristne Grønland — det var i
1707 — turde han ikke fortælle
det til sin kone. I al hemmelighed
skrev han næste forår til en ven
i Bergen om sagen, og næste år
igen sendte han sit forslag til bi-
skoppen udi Trundheim, der
imidlertid ikke var nogen diskre-
tionens mand.
Sagen kom præstens svigermor
for øre, som:
„... som med bevegeligste Ord
og Motiver søgte at drage mig
fra mit Forsæt, forestillende,
hvilken Farlighed jeg kastede
mig og mine udi, hvor ufor-
svarlig jeg giorde derudi for
Gud, og hvad Bedrøvelse jeg
satte dem, mine Venner, udi,
naar de maatte sørgelig for-
nemme vores Ulykke og For-
dærvelse.
Hvor bestyrtet min kiere Hu-
stru blev nu over saadan Ti-
dende, er let at tænke.
Jeg maa tilstaae, at jeg saavel
af hendes Bøn og Graad, som
Venners fornuftige og velmeen-
te Forestillelse, blev gandske
overvunden, og angrede min
Daarlighed, med Løfte, at blive
i det Kald, som Gud havde sat
mig udi."
Men nu var det for sent at træk-
ke sig tilbage.
De fleste billeder af ham er
stive, idealiserede, og hårpragten
naturligvis en paryk efter tidens
mode.
Han var præst og kom fra Nor-
ge, hvor han var afholdt af sine
sognebørn, men strid med nabo-
præsten om retten til nogle tien-
deydelser, og hans personlige
skatterestancer, der idelig løb op,
gjorde tilværelsen uudholdelig
derhjemme.
Der var altså nok, der skub-
bede, men også noget, der trak:
et dansk „missionskollegium" var
oprettet i 1714, og der var tale om
at genoptage den afbrudte forbin-
delse med Grønland, der „siden
Arilds tid“ havde været den dan-
ske konges ejendom, men nu i et
par århundreder overladt til sig
selv.
Man så, hvilke gode forretnin-
ger hollænderne gjorde deroppe,
og spekulerede på, om de gamle
nordboer mon stadig fandtes, og
om de i så fald stadig var kato-
likker eller måske faldet tilbage i
hedenskab.
Hans Egede tilbød at rejse til
Grønland som missionær:
„Hidindtil er udi Grønland fan-
get mangen stor Hvalfisch, men
hvorledis man schulde fange
Mennischer i det vitt fraliggen-
de barbarische Land, derom har
faae Folch bekymret sig",
sagde han. Og som bekendt er det
Guds vilje, at alverdens menne-
sker skal omvende sig:
„Vi beder jo daglig: Helligt vor-
de dit Nafvn, tilkomme dit Rige,
Skie din Villie: Hvorfor hielper
vi da iche till, saa meget os
mueligt er, at och saadant maae
schie?“.
Endelig minder han (rent paren-
tetisk) om:
„de adskillige Slags Mineralier
og Berg Vercher, som det land
har Ofverflødighed af", og
„hvorfra dend Engelske Forbit-
zer skal have hiemført 300
Tønder Guld Ertz".
Ved troen på sin sag, og den
opmuntring han senere fandt hos
sin hustru Giertrud Rask, lykke-
des det ham at opnå understøt-
telse til sit forehavende hos den
enevældige dansk-norske konge,
Frederik IV.
Hans Egede fik af missionskol-
legiet udnævnelse til missionær
med 300 rigsdaler i årlig løn og
blev således den første „udsend-
te" dansker i Grønland.
Eftertiden har ofte bedømt Ege-
de hårdt, f.eks. mente H. J. Rink,
at:
„den bekendte Hans Egede gik
til Grønland i den formening at
finde de gamle nordiske kolo-
nier, folk af hans egen stamme,
som han kunne vinde for mo-
derlandet igen.
Da han nu heri så sig skuffet,
og hans energiske ånd ikke til-
lod ham at opgive et foretagen-
de, ved hvilket han hjemme
havde vakt opsigt og udsat sig
for spot, gjaldt det om at gribe
det halmstrå, som den eskimo-
iske befolkning, han traf på,
ydede for hans forbliven i lan-
det ..."
Men selv om Rink har ret, skal
Egede ikke nødvendigvis lastes
for sin forbliven i landet.
Mathis Jochimsen var en gam-
mel (51 var dengang en høj alder)
nordmand, som havde den, hel-
digvis sjældne, vane altid at stik-
ke sin næse i andre folks private
affærer. Det kostede ham en sig-
telse for spionage og et kortere
fængselsophold.
Men han kom fri igen og duk-
kede i 1732 op i Godthåb, hvorfra
han havde til hensigt at ride over
indlandsisen på tæmmede rens-
dyr.
Den traversering blev der nu
ikke noget af. Før rensdyr kan
tæmmes, må de indfanges, og dy-
rene ved Godthåb løb deres vej,
så snart de fik færten af gamle
Jochimsen. Han forsøgte sig her-
efter som mineraljæger, men det
gav heller intet resultat, hvorfor
han forfaldt til sin gamle vane og
begyndte at udspionere Hans
Egede:
„... Præsten var gandske svag
af Kulde og Brøst-Syge da vi
først kom, som hånd har faaet
paa Reyser i Vinter, thi da der
ey war Handels Tiid, saa war
hånd ude at lære og høre de
Wilde læse; hånds Søn giør og
det samme paa andre Stæder,
saa at Præsten og hans Søn
forrettet Guds Tieneste med at
lære de Wilde, prædike for og
underwiise dem paa sine Tiider,
og er ude paa Handels Togt paa
sine Tiider.
Præstens Kone war og meget
svag af Brøst-Syge, da vi kom
til Landet, fordi hun tillige med
hendes 2de Døttere haf de maat-
tet giøre Opvartning hiemme,
imidlertid hendes Mand og Søn
samt de andre kunde være ude
Hans Egedep igdlukuane Imerigsune erKåissutigssaK una nåparneKarpoK
nunagssfneranit ukiut 200-ngorneråne.
På Hans Egedes hustomt på „Håbens Øe“ rejstes denne mindevarde i
200 året for hans bosættelse. Indskrivelsen lyder: Hans Egedes første
boplads.
paa Farten; og endskiønt det
kunde wære sterlc Winter-Tiid,
saa har hun dog ikke sparet sig
selv for at see til i Pakhuuset.
Jeg har giort min yderste Fliid
i at udgrandske, af hvad Aar-
sager Prgisten og hånds Kone
og Børn saa bestandig holder
wed det Grønlandske Wæsen
og lider saa megen travallie
Aar efter andet, og har desfor-
uden tilsat deres beste Midler,
de havde i Norge, for at drive
dette Wærk til Fuldkommen-
hed.
Jeg sluttede sandelig hos mig
selv, at Præsten maatte have
nogen hemmelige intrigue her
under, at wilde dermed giøre
sig meriteret enten for at winde
een Bispe-Stoel eller et af de
feedeste Kald i Danmark eller
Norge, men ingen af Delene
merker jeg hånd inclinerer for,
uden taler altiid om, at hånd
ønsker at leve og døe her, for
at føre de Wilde til Guds Kund-
skab.
For det 2-det har ieg mistænkt
ham for, at hånd havde nogen
werdslig hemmelig Practique
herunder for at indwinde sig
Rigdom, enten wed at sende een
Hob Wahre hiem med de herfra
gaaende Skibe, at forhandles for
hånds eegen profit, eller og, at
handle med Hollænderne, som
her farer, og saaledes winde sig
Rigdom; men af Matroserne
(uden hvilkes Hielp saadant
Underslæb ey kunde skee, thi
Præsten og hans Søn kunde ey
giøre saadant alleene) har ieg
ey kundet fornemme ringeste
Tegn til saadant.
Om noget saadant war passeret,
da havde Matroserne ey tied
dermed, og har ieg da for re-
sten ey fundet andet, end Præ-
sten som en gudelig Mand sø-
ger at forfremme Guds Ære og
Kongens Beste, om hånd end
skulde døe derover — saadan
een Mand er Guld wærd."
Sådan en mand er guld værd!
Til belysning af Hans Egedes
karakter nævner hans samtidige,
herrnhutermissionæren Chr. Da-
vid, nogle træk:
„Han er en koleriker og sang-
viniker, og man kan godt omgås
ham.
Alle mennesker, også hednin-
gerne, elsker ham og har re-
spekt for ham.
Han har vanskeligt ved at finde
sig til rette i en sag, men vil
ikke være hykler, buser lige ud.
Stammer meget i sine prædike-
ner og kan kun lidt grønlandsk.
Han har en god, naturlig kone,
som holder af os og stundom
kalder os sine sønner."
(Giertrud Rask var 13 år ældre
end sin mand).
Men hvordan var Hans Egede
i grønlændernes øjne?
Han havde sat alt ind på at
blive Grønlands apostel, nu sad
han i Grønland, professionel
præst, udsendt af Gud og kon-
gen.
Hans Egede var ingen spøge-
fugl, men tog sig selv og sin ger-
ning højtideligt. Forlangte også,
at andre skulle gøre det. — For
at ingen skulle være i tvivl om,
hvem og hvad han var, bar han
altid sin præstekjole som en slags
uniform. Selv i den værste kulde.
To ting måtte først og fremmest
tilkæmpes: handelsmonopolet og
religionsmonopolet. På handelssi-
den var hollænderne den erklæ-
rede fjende, medens angåkut og
senere også herrnhutterne repræ-
senterede kirkens modstandere.
Alle blev bekæmpet med de til
rådighed stående midler.
Medens hollænderne og herrn-
hutterne måtte bekæmpes ad di-
plomatisk vej, kunne der gås me-
re radikalt til værks mod eskimo-
kulturen.
Hans Egede forstod at omgive
sig med nulliteter, Han havde en
livvagt af store ubehøvlede ma-
troser, der fulgte ham overalt. De
fornuftige blandt grønlænderne
holdt sig på afstand af ham. Når
han endelig mødte en af de ind-
fødtes intellektuelle, en angåkoK,
var det ikke på lige fod og i en
fordragelig atmosfære, men på
den måde, at Egede skældte den
anden ud, forsøgte at latterliggøre
ham eller bad livvagten om at gi-
ve ham en dragt prygl.
(fortsættes)
14