Atuagagdliutit - 27.04.1978, Qupperneq 16

Alfred Toft
GODTHÅB.NUUK
I GÅR OG I DAG-
(Fortsat)
Medens de 'trak saven og svang
hammeren, fløjtede de ikke på
munter håndværkervis. De skrå-
lede heller ikke sjofle sømands-
viser, som dem, man plejede at
høre i Godthåb.
PIETISTER
De Måhriske Brødre kaldte de
sig, og de tilhørte en pietistisk
vækkelsesbevægelse i Måhren i
Tyskland.
NEU-HERRNHUT
Den 16. juli var huset færdigt og
fik navnet Neu-Herrnhut.
Ikke så snart var de flyttet ind,
før de gik i lag med endnu et hus,
en ny tørvemurshytte.
Her skulle de grønlændere bo,
som de mente, snart ville indfin-
de sig for at blive undervist. Der
indfandt sig dog ingen.
PÅ GRØNLÆNDERVIS
De tjente i øvrigt til føden ved
ajt tage arbejde i kolonien som
bygningshåndværkere. Samtidig
tog den ene, Christian David, un-
dervisning i grønlandsk (og dansk)
hos familien Egede, medens de to
andre, fætrene Matthæus og Chri-
stian Stach drog på jagt og fi-
skeri på grønlændervis (dog ikke
i kajak, men en gammel robåd)
eller sad hjemme og vævede og
spandt.
Uden for huset indrettede de en
liden urtehave.
Hans Egede nævner dem ikke
med ét ord i sin dagbog ...
Vi er nået til det skæbnesvangre
år 13 efter koloniseringen.
Hans Egede nærmer sig de 50.
Han er i den „overgangsalder",
som ifølge alkymisternes filosofi
Den er rund
den er rigtig.
Den er lækker
den er Lifli9
Anthon Berg’s »blomme i madeira«
med den fineste chokolade og marcipan
hedder LIFLI’
Fås nu også i æsker med 10 stk.
- til dessert eller
i beredskab til uventede gæster.
angmalortoK
ilumdrtoK
mamavigsoK
— tåssa Lifli’
LEVERANDØR TIL DET
KONGELIGE DANSKE HOF

>£TA
karakteriseres af begyndende le-
gemligt og åndeligt forfald.
Filosofien har ret i dette til-
fælde.
Præsten skriver rent ud i sin
dagbog den 6. april 1734:
„... Med saa stor Lyst og Be-
giærlighed jeg tilforne foer til
Grønland, saa stor var nu min
Lyst og Attraa til at komme
derfra igien."
Året før (den 22. juni) havde han
genoptaget barnedåben efter to
års afbrydelse, fire af naboernes
børn blev døbt. Så kom pesten:
Guds dom over hele gerningen!
Kongen havde sendt ham tre
konkurrerende missionærer på
halsen. Den ortodokse Egede følte
sig ikke alene desavoueret, men
indviklede sig i hidsige og vidt-
løftige teologiske diskussioner med
lægprædikanten Christian David.
Og heller ikke handelen gik ef-
ter præstens hoved: Tredje pin-
sedag kom skibet den lange vej
over Langerak (Atlanten), ganske
vist med forsikringer om maje-
stætens vedvarende iver for des-
seinets fortsættelse, men ...
SEVERIN
... Men ihvor naadig Kongens
Intention end havde været for
Verkets Befordrelse og Vedlige-
holdelse, saa fornam jeg dog,
at den ikke havde havd den
Fremgang, som man vel øn-
skede;
thi ingen af alle Negotianterne
udi Kidbenhavn vilde entrepre-
nere den Grønlandske Handel
og Besejling, skiønt Kongel.
Majestet allernaadigst har vil-
let assistere dem med sin Oc-
troye og andet mere, uden vel-
fornemme Mand Monsr. Jacob
Severin, som af berømmelig In-
tention for Guds Æres Udbre-
delse paa visse Aar, med Kon-
gelig allernaadigste Assistence,
til en Forsøg, sig det haver paa-
taget ..."
Egede følte, at hans fiasko var to-
tal. Nu ville han hjem.
Han skrev hjem og søgte per-
mission til at forlade Grønland.
„Tilladelsen kom året efter, men
Giertrud Rask var da så svag, at
han ikke vovede at udsætte hende
for den lange og besværlige rejse.
»Hans Egedes
grønlandske
testamente «
Deres begærlighed strækker
sig ikke videre end til nødtørf-
tige ting.
De kender ikke pragt og hov-
mod, hader og undertrykker
ikke hinanden, ligesom de hel-
ler ikke tiltager sig nogen magt
og herredømme over hinanden.
Kort sagt, de er tilfreds med
deres stand og vilkår og plages
ikke af unyttige bekymringer.
Er det ikke en stor lyksalig-
hed?
O, I lykkelige mennesker!
Hvad bedre kan man i udvor-
tes og timelige ting ønske jer
end det, I allerede har og ejer.
Har I ingen rigdom? I tryk-
kes heller ikke af fattigdom.
Har I ingen overflødighed?
I lider heller ikke mangel og
nød.
Er der ingen pragt og her-
lighed at se hos jer? Der er
heller ikke foragtelse at finde.
Er der ingen herrestand?
Der er heller ikke nogen slave-
stand.
Hvad er sødere end frihed?
Og hvad er lyksaligere end
nøjsomhed?
Men Eder fattes endnu et,
jeg mener Guds og hans søns
Jesu Christi saliggørende kund-
skab, hvori alene det evige liv
og salighed består.
I december 1735 døde hun. Denne
sorg, og den skørbug, han nu led
under, tog de sidste rester af hans
kraft."
HUNGERSNØD
Den sidste vinter var i øvrigt sær-
lig slem, idet Godthåb truedes af
hungersnød.
Men endelig kom da skibet med
forsyninger og foråret med sol-
skin ...
Hvor mange gange havde Hans
Egede ikke oplevet, at hans dyre-
købte erfaringer, indhøstede på
stedet, var blevet underkendt af
embedsmændene i København.
Kancellister og hofsnoge, som al-
drig havde set Grønland, dirige-
rede det hele fra deres skrive-
borde, medens præsten sloges med
vejrmøller.
Han var træt af det kolde kli-
ma, de genstridige grønlændere
og de trannede togtefartøjer.
Måske var det ikke en dårlig
idé at tilbyde sin ekspertise i Kø-
benhavn? Set på afstand var pro-
blemerne måske mere overskue-
lige? I Danmark sad de folk, der
havde indflydelse. Det var dér,
beslutningerne blev truffet.
DØREN
Hos Egede var der ikke langt fra
tanke til handling (mærkeligt for-
resten, at denne rastløse mand
skulle få sit virke i et land, hvor
tiden syntes at stå stille). Han
diskuterede sagen med de tre Jo-
chimsens i de lange vinteraftener
i kolonihuset. — Her var døren,
hvorigennem han kunne slippe ud
af Grønland.
Hv*0 NOUGAT M|D MØDDI
HOLLY BAR
Alle holder af Holly Bar
den er med hele hasselnødder
Holly Bar tamanit kajungerineKartoK
ilivitsunik KåKortarialik
TotKT
Permissionsansøgningen blev
således ikke nogen falliterklæring,
men et nyt fremskridt for sagen.
Præsten følte sig forpligtet af Gud
til at fortsætte værkets fremgang
med råd og dåd, men
„... Men som sligt ikke kunde
skee med nogen Eftertryk eller
forhaabende Nytte, med mindre
jeg selv loed mig indfinde (i
København), og gav al den Op-
lysning og Forslag hertil, som
jeg vidste, og af mig kunde for-
langes;
resolverede derfore, i den Her-
res Jesu Navn, med hj emgaa-
ende Skibe aller-underdanigst
at give min Mening tilkiende,
og at begiære allernaadigst
Permission, fra Grønland igien
at maatte hjemkomme, i Tanke
og Forhaabning, ved Hiemkom-
sten mere at skulle kunde con-
tribuere til Verkets Nytte, end
om jeg i Grønland skulde for-
blive.“
Således vendte alt sig til det bed-
ste, og de mørke skyer trak bort.
SIDSTE UDFLUGT
Hans sidste udflugt gik til Nepi-
satsundet, hvor grønlænderne var
forsamlede i anledning af stenbi-
derfangsten.
Rygtet om den forestående
hjemrejse bredte sig hastigt. Syd
fra kom der en gang 12, en anden
gang 20 konebåde for at tage af-
sked. Sidst i april kom fem store
konebåde nord fra og slog lejr
ved kolonien.
SIDSTE PRÆDIKEN
Den 29. juni holdt Egede sin af-
skedsprædiken over Esajas 49.4:
„Jeg sagde: Min møje er spildt,
på tomhed og vind sled jeg mig
op — dog er min ret hos Her-
ren, min løn er hos min Gud."
SIDSTE DÅB
Den sidste, Hans Egede holdt over
dåben, var en lille dreng, som var
blevet undervist i to år — han
fik navnet Hans.
FARVEL
Endelig den 9. august gik Egede
med sønnen Niels og de to døtre
om bord i det ventende skib. En
tid forinden havde de taget kær-
lig afsked med Poul, der Var rejst
til Nordgrønland.
Og hermed slutter første del af
Alfred Tofts godthåbshistorie.
Anden del omfatter en omtale
af eskimoiske sagn og gammel
byggeskik, en indledning samt den
fortsatte historie fra Hans Egedes
hjemrejse til krigen med England
1807.
16