Atuagagdliutit - 18.05.1978, Blaðsíða 28

Alfred Toft
GODTHÅB.NUUK
I GÅR OG I DAG-
ANGST OG BÆVEN
Præsterne hævdede, at grønlæn-
derne levede i evig angst og bæ-
ven for hekseri og trolddomskun-
ster, men var det ikke netop de
kristne, der frygtede døden, evin-
deligt talte om arvesynd, skær-
sild, gråd og tænders gnidsel?
TORNARSSUK
Og hvem var det, som forvandle-
de den lille rare Tornårssuk til
selve djævelen?
FANGSTDYR
I 1700-årene var der en sådan
mængde fangstdyr og fisk, at det
ikke var nogen større ulejlighed
— for de professionelle fangere,
vel at mærke — at forsyne kolo-
nisterne.
Men det gik naturligvis ud over
hele eskimokulturen, at den så-
ledes måtte prostituere sig.
Kirkens interesse i at bekæmpe
hedenskabet og alt dets væsen
faldt stort set i tråd hermed.
NY HERRNHUT
Her var herrnhutterne mere må-
deholdende, idet de forsøgte at
danne en stat i staten, baseret på
selvforsyning og raceadskillelse.
NYT FÆLLESSKAB
De havde også drabelige sam-
menstød med angåkut, men når
en fanger og hans husstand blev
erklæret for frelst, indgik de i et
nyt fællesskab i stedet for bare
at agere forsyningstjeneste for ko-
lonien.
NØJSOMHED
Eskimoerne var nøjsomme og
hensynsfulde overfor naturen. De
dræbte ikke flere dyr, end det
var nødvendigt for at opretholde
livet, og når de fangede f.eks. en
sæl, kom hele dyret til nytte.
„OVERFLOD"
At grønlænderne „solgte af deres
overflod", som Egede og mange
efter ham påstod, har altså intet
på sig. De europæiske begreber
„overflod" og „luksus" havde sim-
pelt hen ikke analoge udtryk i
grønlændernes „nulvækst" sam-
fund.
KØD
Men nu kom nye tider, hvor det
gjaldt om at forsyne et umætte-
ligt marked med sælspæk, rens-
dyrskind, hvalbarder osv. Disse
specialiteter krævede store ned-
slagtninger, og tilbage lå ådsler-
ne af de flåede dyr — et umåde-
ligt, stinkende spisekammer for
fattigfolk, ræve og ravne.
Og hør nu her:
MYTEN
For at opretholde myten om, at
danskerne var kommet for at
hjælpe grønlænderne og ikke om-
vendt, knæsatte man den påstand,
at grønlænderne hele tiden var i
fare for at dø af sult!
Der blev udarbejdet regler for,
hvorledes man skulle „redde"
dem ved uddeling af nødproviant,
dvs. danske fødemidler.
En følge af denne hykleriske
politik blev det, at fangerne ef-
terhånden ophørte med at hjælpe
de svage i samfundet — ja, de
blev næsten tvunget til det, for
deres ny samfundspligt var at af-
levere alt, hvad de ikke selv
umiddelbart behøvede, til hande-
len.*)
ELSK DIN NÆSTE
Danskerne kunne ikke andet end
elske grønlænderne — både de
rige, som leverede spæk, og de
fattige, som leverede argumenter.
*) Denne undertrykkelse gennem
indirekte beskatning har fundet
sted helt op til vore dage. F.eks.
sagde Knud Rasmussen fra rigs-
dagens talerstol den 12. februar
1925:
„... I det hele taget må man
ikke overse den umådelige skat,
der er lagt på de grønlandske
producenter, når de af deres
små midler gennem deres pro-
dukter og deres fangst skal be-
tale hele denne dyre admini-
stration, embedsmændene, han-
delen osv., noget, som Alaska-
eskimoerne er fuldstændig fri
for. Dette er et forhold, som
holder vore eskimoer nede."
EN KRIMINALSAG 1738
1738 havde en flok grønlændere,
som lå på fangst i nærheden af
kolonien Godthåb, på søen over-
faldet og dræbt en frygtet anga-
koK. Til denne udåd havde mis-
sionærerne utvivlsomt selv givet
anledning ved ubetænksom an-
vendelse af et gammeltestament-
ligt skriftsted.
I stedet for nu at søge med lem-
pe at rette misforståelsen og ret-
lede grønlændernes begreber, „gik
de med underfundighed", idet de
lokkede de i gerningen implice-
rede til kolonien og i forbindelse
med herrnhutterne lod dem straf-
fe med tamp og bagefter slutte
i jern en tid.
Dette fejlgreb kunne let være
blevet skæbnesvangert.
Da Niels Egede et års tid efter
på et handelstogt traf de pågæl-
dende grønlændere på øen Uma-
na« ved Sukkertoppen, fortalte
de ham, at de havde haft i sinde
ved lejlighed at tage blodig hævn
ved at overfalde kolonien, når
kun præsterne og deres familier
var hjemme — men imidlertid
var Niels Egede kommen dertil
som købmand og „som vi kende
dig, vilde vi ikke giøre Eders
Folk Ondt",
Ene med ca. 50 vrede mænd på
et fjeld, hvor de havde ført ham
op, søgte han nu — idet han drog
sin kniv og opfordrede dem til at
komme an, dersom de turde — at
forklare og undskylde præsternes
handlemåde, uagtet grønlænderne
hævdede, at „de havde selv først
styrket os og sagt, at Hekse-Me-
stre skulle døe“, og uagtet han
ved sig selv erkendte, at der var
gjort dem uret.
Det lykkedes ham ganske vist
at berolige dem og, skønt deres
forbitrelse endnu engang brød løs
senere på aftenen, endog at tale
dem varmt til hjerte.
Men den behandling, der var
overgået dem, holdt dem længe
tilbage fra kristendommen.
Som Hans Egedes dagbog fortalte,
var der ikke andre end storkøb-
manden Jacob Severin, der havde
mod til at overtage grønlands-
værket. I anledning af overdra-
gelsen blev der foretage en syns-
forretning af husene i Godthåb.
N.
T
■N- +
Foruden kolonihuset, som alle-
rede er beskrevet (AG nr. 12),
fandtes følgende (se ovenstående
skitse):
BRÆNDSELSHUSET
I den venstre ende af gården et
norsk tømmerhus, 12X33/4X4:,/4
alen med suug tag (bræddetag).
Huset var delt i to rum, det ene
til en stor vægt, det andet til
tørv og brænde.
BRYGGERSET
Parallelt med kolonihuset et bin-
dingsværkshus 30X3X1072 alen.
Mure og tag af tørv, indvendig
træværk. Tidligere folkehus, nu
bryggers, provianthus og smedje.
BAGERIET
I gårdens østre ende et hus af
sten og tørv med lidt træværk
indvendig. Benyttet til bageri, se-
nere til bødkerværksted.
FÆHUSET
Uden for dette gårdkompleks
fandtes et hus 27X274X8 alen af
tørv og sten med lidt træværk
indvendig. Det blev brugt som
stald.
SPÆKHUSET
Ved Kolonihavnenfandtes også et
spækhus, 11X472X1072 alen med
suug tag. Sider og gavle beklædt
med brædder.
Ved Skibshavnen stod et spæk-
hus, 25X12 alen. Mure og tag af
tørv. Indvendigt brædder.
Alle disse huse var kongens ejen-
dom.
Ved Nordlit lå herrnhutternes
anlæg, som de selv ejede: Et træ-
hus, indrettet til tre personer, og
et par tørvemurshytter.
I Godthåb lå også nogle huse
tilhørende grønlændere. De var
dels beboede, dels tomme. Hvor
mange ved vi ikke, formentlig
kun et par stykker.
tugto titartagaK kussanartoK una Rinkip atuagkiånipoK „Danish Green-
land“ime. kalåtdlimit erKumitsuliortumit titartagaK.
Denne smukke rensdyrtegning stammer fra H.J. Rinks bog „Danish Green-
land". Udført af en grønlandsk kunstner.
KOLONIHUSET
Vi har mulighed for at kigge ind
i kolonihuset, idet Niels Egede
har givet os en tegning af, hvor-
dan det var indrettet omkring
1740.
Tegningen er vendt på hovedet
for at få den til at passe med om-
stående skitse. Som det ses, har
Nise (N.E.’s grønlandske navn)
flyttet lidt om på verdenshjørner-
ne, det skyldes, at han ikke har
taget hensyn til kompassets mis-
visning. Husets facade vender i
virkeligheden mod SSV.
På Hans Egedes tid (1734) var
kirkestuen det største rum med
4 vinduer, 10 kirkebænke og en
stor bilæggerovn.
Nu var inddelingen ændret til
følgende:
NIELS EGEDES TEGNING
1. Mandskabets stue
2. Assistentens stue
3. Præstens stue
4 og 5. Den anden præst og
kateketens stue
6. Købmandens stue
7 og 8. Køkkener
Husets nordlige halvdel var altså
den „fine" ende.
Senere, da der kun var een
præst i kolonien, flyttede køb-
manden ind i nr. 4 og 5, idet
væggen mellem disse blev revet
ned, og nr. 6 blev indrettet til
kirkestue (hvori kateketen sam-
tidig måtte tage ophold).
DE HJEMMEHØRENDE
Den 5. juli 1740 boede der ifølge
missionær Martin Ohnsorg i alt
9 døbte grønlændere i kolonien:
Povel, Kingab, Hans Annariak
(Isak), Tairsak (Morten), Tugmak,
Toulo, Kivgak og Kiviok.
STILHED
I de sidste år før Hans Egedes
hjemrejse og de første år efter
var der påfaldende stille og roligt
i kolonien Godthåb.
Stilhed efter stormen.
Det var lykkedes præsten og
hans jomsvikinger at ødelægge
befolkningen i distriktet totalt.
Men hver morgen og aften gik
Povel hen og klemtede med kirke-
klokken, og på kongens fødsels-
dag fyrede en handelsbetjent ka-
nonerne af, så jorden rystede.
Civilisationen holdt stand.

SEVERIN
Jacob Severin var Danmarks svar
på de borgerlige hollandske køb-
mænd.
Som privat næringsdrivende
drømte han ikke om at beskatte
grønlænderne, men forsøgte at
drive forretning på almindelig
købmandsmæssig måde.
I sine unge dage havde han
læst til præst og var derfor ikke
så betænkelig ved at overtage
missionen samtidig med hande-
len.
Til støtte for missionsarbejdet
i Grønland modtog han blandt
et årligt statstilskud på 2.000 rdl.,
senere forhøjet til 5.000.
HVALFANGST
For hollænderne var handelen
med de indfødte en nebengeschåft
til hvalfangsten, og Severin for-
søgte gennem alle årene at skaffe
midler til udrustning af en hval-
fangerflåde. Men investeringen
var uoverkommelig.
SNIGHANDEL
Et andet sted, hvor Severin for-
søgte at sætte ind, var i bekæm-
pelsen af snighandelen.
Omkring halvdelen af de vær-
dier, de danske skibe hjemførte,
stammede fra den såkaldte snig-
handel, dvs. en illegal handel, der
kun kom de embedsmænd og sø-
folk til gode, der drev den.
Det var især de kostbare varer,
som edderdun og hvalbarder, der
omsattes på denne måde.
TERRITORIALGRÆNSER
Også over for fremmede natio-
ners „snighandel" kunne der træf-
fes foransaltninger. Det skete i
form af territorialgrænser, en for-
løber for de i vore dage gældende
fiskerigrænser.
MEDARBEJDERE
Severin havde endnu et kort på
hånden, nemlig sine dygtige folk.
Fra sin herregård Dronning-
lund, der lå i nærheden af havnen
Grønlands Lykke ved Hals, re-
krutterede han sine medarbejde-
re.
Det var stræbsomme jydske
bønderkarle og velrenommerede
tømrere og bødkere.
De indgiftede sig på hans op-
fordring med den grønlandske be-
folkning og blev stamfædre til en
ny, sund og levedygtig blandings-
race, som det hedder i annalerne.
OLSEN, DORF
Der er blandt andre tale om
mænd som den gæve Anders Ol-
sen, der anlagde Fiskenæsset,
Sukkertoppen og Julianehåb, den
navnkundige købmand ved Ege-
desminde Johannes Pedersen
Dorf, for slet ikke at tale om Pe-
der Olsen Walløe.
(fortsættes)
28