Atuagagdliutit - 16.08.1979, Side 16

AG
Eneste grønlænder
blandt 50 indianere
Karla Jessen-Williamson har i et år studeret ved uni-
versitetet i Saskatoon, Canada, og deltaget i lærer-
uddannelsen for indianere. Det fortæller hun om til
AG
Der kan ske meget, når man rej-
ser til den anden side af Davis-
strædet for at uddanne sig for at
lære andre forhold at kende.
Karla Jessen, Manitsoq (Suk-
kertoppen) besluttede sidste år at
tage et års orlov fra Seminariet i
Nuuk, hvor hun manglede et år i
læreruddannelsen, for at studere i
Canada.
Hun har netop været på ferie i
Grønland, nu som Karla Jessen-
Williamson, gift med professor
R.G. Williamson, som underviser
i antropologi med de arktiske folk
som speciale.
Det har været et begivenheds-
rigt år, hvor Karla som eneste
grønlænder fulgte Indian Tea-
chers Education Program sam-
men med indianere på universite-
tet i Saskatoon.
Karla fortæller til AG: —
— Jeg havde engelsk som linie-
fag, og ville bruge et år til at prak-
tisere sproget. Jeg valgte Cana-
da, fordi det mere lignede mit e-
get land end f. eks. England. Øko-
nomisk kunne det lade sig gøre,
fordi jeg fik støtte både fra lands-
rådet og kommunen til rejse- og
leveomkostninger, samtidig med,
at jeg selv havde sparet op til op-
holdet.
Jeg valgte at gå på et specielt
institut på Saskatoon Universite-
tet, I.T.E.P. (Indian Teachers
Education Program), hvor der gik
Karla uvine åiparalugo sulIngivfeKarnertik nunavtlne ingerdlå påt, åma
Manttsume katitlneKarput.
Karla og hendes mand nyder sommerferien i Grønland. Ferien er også
bryllupsrejse. De blev gift i Manitsoq.
50 indianske lærerstuderende.
Jeg ønskede først og fremmest at
være i en etnisk minoritetsgruppe
for at få i indblik i, hvordan man
her klarer sig i et samfund, der er
domineret af hvide menneskers
kultur og sprog.
Mimik som udtryksform
Instituttet er kun fem år gam-
melt, og det blev oprettet efter
ønske fra høvdinge i North West
Territoriet, som ønskede at få ud-
dannet flere indianske lærere.
Skoleformen er canadisk, og selv
om sproget for alles vedkomme-
nde er engelsk, er der stor forskel
på at undervise indianske børn.
Kulturbaggrunden er en helt an-
den. F. eks. lærer vi en del om mi-
mik — for indianske børn kan sva-
re og udtrykke sig med et ansigts-
udtryk, som siger mere end ord.
Det er faktisk det samme med
grønlandske børn. Men på semi-
nariet i Nuuk lærte vi heller ikke
noget om den slags.
Læreruddannelsen i Canada va-
rer fire år. Man kan tage hele og
halve kurser, men skal bare have
16 ialt og heraf skal de fire være
akademiske. Undervisningsspro-
get er engelsk, for der er mange
forskellige indianske sprog, og
man forstår ikke hinandens sprog
indbyrdes. De fire hovedstammer
er Cree, Chipewayan, Saulteux og
Sioux-Dakota. Disse sprog er lige
så forskellige som f. eks. dansk og
hebræisk. Men deres sprog er ret
fattigt, fordi det kun er talesprog.
De lærer nemlig kun engelsk i
skolen.
— Hvordan blev du modtaget
som grønlænder blandt indianer-
ne?
— Faktisk troede de fleste, at
jeg var indianer — på grund af
mit udseende. De undrede sig blot
over, at min accent ikke var cana-
disk, men engelsk. Og så prøvede
de på at gætte, fra hvilken familie
jeg kom. Lidt sprogvanskelighe-
der var der også i starten — og
lidt hjemve. Det jeg savnede mest
var frisk fisk, og havet. Saska-
toon er en universitetsby, hvor
der er omkring 10.000 studerende
fra hele verden, professorerne er
også internationale. Byen har om-
kring 130.000 indbyggere, og kli-
maet er fastlandsklima. Meget
varmt om sommeren og meget
koldt om vinteren.
Negativ oplevelse
— Min største oplevelse var prak-
tiktiden i to forskellige reserva-
ter. Omkring juletid var jeg tre u-
ger i Big River, som ligger ca. 300
km fra byen. Det er den canadiske
stat, der har givet indbyggerne,
ca. 500 sjæle, jorden. Det er me-
get dårlig landbrugsjord og rent
jagtmæssigt er det også et dårligt
område. Der var meget drikkeri i
reservatet, og 90 procent af be-
folkningen levede af socialhjælp.
Lærerne her er ansat af »Indian
Affairs«, og de var ikke gode, de
lærere, Mange af dem havde in-
gen uddannelse og de var meget
negative overfor de børn, de skul-
le undervise. Alle lærerne boede
udenfor reservatet, og der var o-
verhovedet ingen kommunikation
mellem lærere og forældre. Men
skolen var, rent bygningsmæs-
sigt, meget moderne. Der var 200
børn i skolen, men kun to-tre
stykker fortsatte til 10. klasse.
Det var virkelig en meget nega-
tiv oplevelse.
Positiv oplevelse
Men så var jeg i tre uger i foråret i
reservatet Sturgon Lake.
Og det var en helt anden, posi-
tiv oplevelse.
Befolkningen her var meget ak-
tive, og de havde virkelig god
landbrugsjord, som de drev i fæl-
lesskab, som co-operativ. De var
fælles om maskiner og arbejde, ja,
de havde endda en butik i reserva-
tet. Det er meget usædvanligt.
Lærerne her var ansat af befolk-
ningen selv — af en slags »Reser-
vat-råd«, og de blev kun ansat for
eet år af gangen. Som noget speci-
elt var her oprettet en Senior
High School, en slags frivillig 12.
klasse, og man var også igang
med at lave voksenundervisning.
Man satsede på, at reservatets
Senior High School skulle have
samme niveau som andre steder i
Canada, så eleverne kunne fort-
sætte uddannelsen hvor som
helst i landet.
Her havde man også startet en
speciel læreruddannelse indenfor
reservatet, så man om nogle år
kan besætte lærerstillingerne
med lærere, der er født og opvok-
set i reservatet. Lærer- og foræl-
dresamarbejdet fungerede også
meget fint, og der var i det hele
taget meget få sociale problemer.
— Fortsætter du studierne i
Canada?
— Ja, jeg er snart færdig som
folkeskolelærer, men jeg vil fort-
sætte og blive uddannet som
gymnasielærer. Og jeg håber, at
der kan komme mere gang i ud-
vekslingen af grønlandske og ca-
nadiske studerende. Vi kan lære
meget af hinanden.
mh
16