Atuagagdliutit - 02.09.1981, Page 10

ilagit Kupernerat / Kirkesiden
Præsterollen
Hvilke forventninger har man til en præst?
Af Adam Nielsen
Da den navnkundige norsk-
dansk missionær Hans Egede
plantede Dannebrog i Grønland
for 260 år siden, havde han nok
ikke tænkt sig, at han skulle
sætte en reaktion i gang — en
reaktion, som ikke skulle kunne
bremses men som med uformind-
sket kraft skulle udvikles til op-
nåelse af et politisk hjemmesty-
ret Grønland i dag.
Uden at fordybe mig i de ud-
viklingsmæssige forhold, som
gennem årene har været ge-
nstand for kulturel, historisk,
menneskelig og ikke mindst poli-
tisk diskussion i pressen og
mand og mand imellem, skal jeg
i de følgende linier prøve at be-
skrive, hvilke forventninger jeg
har til en præst af1 i dag.
Præstens højre hånd
Det bliver imidlertid nødvendigt
lige at rette blikket tilbage til
min opvækst i et udsted, hvor
der ingen præst var. Det var i
1930-erne og begyndelsen af 40-
erne. Præstens højre hånd var
en kateket, en slags degn, som
forrettede gudstjenester, barne-
dåb og begravelser, — han var
desuden lærer for skolessøgende
børn. Religionsundervisningen,
der var det centrale, var baseret
på den lutherske tro. Præsten
kom til stedet een gang om året
for at foretage konfirmation og
altergang, samt desuden et par
gange til gudstjeneste/altergang
og for at udtage elevemner til
kateketuddannelse. Ifølge sagens
natur var præsten en autoritær
person, man skulle ære og agte.
Ved hans afrejse sang menighe-
den en salme for ham.
Præstens ankomst var altid
en stor begivenhed, om det var
sommer eller vinter. Menigheden
fik en saltvandsindsprøjtning.
Det føltes som en ubeskrivelig
lettelse for ens skalten og val-
ten. Der var ikke andre alterna-
tiver. Vi blev eensporet opdraget
og opvokset i denne gode tro.
Grønland var lukket for omver-
denen, — vi var for os selv. Der
var lykke.
Hun var ikke døbt
Når De aldrig nogensinde har le-
vet i Grønland, er det selvfølge-
lig meget svært at fatte denne
episode, jeg personlig har ople-
vet:
Under min uddannelse i Dan-
mark blev jeg forlovet .med en
sød dansk pige. Hun var ikke an-
derledes, om ikke mere velopdra-
gen, end mange af os andre. Hun
var ikke døbt, men havde fød-
selsattest — selvfølgelig. Jeg rej-
ste tilbage til Grønland til en by,
og med den største forventning
gik jeg så en dag til præsten.
Det var lige efter nytår 1955, 2
år efter at Grønland var indlem-
met som ligeberettige del af ri-
get Danmark. Han rynkede pan-
den, — nej det kunne ikke lade
sig gøre. Han ville ikke vie en
person, der ikke var døbt. På
den konto blev min forlovede
døbt.
I dag er forholdene helt ander-
ledes, for de er det samme som i
Danmark. Dog har Grønlands
natur ikke ændret sig, og afsides
liggende udsteder og bopladser,
der nu kaldes bygder, eksisterer
stadig. Selv bor jeg nu i en efter
grønlandske forhold stor by med
4000 indbyggere, og dér er en
fast præst en pensioneret præst,
som hjælper til i forskellige kir-
kelige handlinger.
For mig at se er præstens rol-
le i det grønlandske samfund så
vigtig, at den ikke kan undvæ-
res. Den er så integreret i hver-
dag og fest, at det måske ikke er
muligt af finde et alternativ til
den.
Præsten er for mig Jesus’ di-
scipel, der er udlært i at forkyn-
de evangeliet. Til dette formål
har han et udmærket redskab,
kirkebygningen — et Gude Hus.
I dette hus forenes menigheden
med Gud med præsten i cent-
rum.
Een vejs
kommunikation
Denne form for gudstjeneste —
et eenvejs kommunikationssy-
stem — har ikke forandret sig,
siden den lutherske kirke vandt
indpas i det grønlandske sam-
fund. Når jeg nu og da tænker
på evangeliete betydning og den
autoritære magt, der endnu en-
gang er lagt på præstens skuld-
re, så kan jeg ikke lade være
med at stille det spørgsmål til
mig selv, om det er den rigtige
form for udbredelse af evangeliet
til folket.
Det er nok ikke meget galt,
når jeg siger, at kirkens indfly-
delse blandt befolkningen — ikke
mindst blandt ungdommen — er
dalet ret kraftigt i løbet af de
sidste 30 år, altså en generation.
Der er selvfølgelig mange fakto-
rer, der spiller ind her. Udviklin-
gen indenfor uddannelsesmæssi-
ge, erhvervsmæssige og materi-
elle områder har sat sine spor.
Andre trossamfund skal ikke
nævnes her, for de har så godt
som ingen betydning i denne
sammenhæng.
Præstens rolle som forkynder
af evangeliet er dermed blevet
noget vanskeliggjort. Efterhån-
den som uddannelsen og almen
oplysning forbedres og den vest-
lige kulturs indflydelse vokser
på godt og ondt, dukker der fle-
re og flere problemer op i udvi-
klingens kølvand. Den forvent-
ning, man har til en præst, er ik-
ke længere den samme som bare
for en generation siden. Vi må
derfor forvente, at der bliver åb-
net mulighed for at benytte kir-
ken (oqaluffik) ikke alene til al-
mindelige kirkelige handlinger,
men også til vækkelsesmøder,
hvor menigheden får adgang til
at stille spørgsmål og komme til
orde.
»Papir-præster«
Og her kommer så også præste-
rollen til at ændre sig. Præsten
må så at sige ned fra prædike-
stolen og være med til at få
gjort menighedslivet mere de-
mokratisk. På dette punkt må
man i kirken nødvendigvis følge
den folkelige udvikling, hvis man
stadig vil have folket i tale og
være en »folkekirke«. Præsten
må være med til at lette og for-
midle denne overgang og ikke
modarbejde den.
Jeg synes i det hele taget, at
store og vigtige opgaver venter
på kirkens medarbejdere, både
præsterne og kateketerne. Tidli-
gere hørte vi mest sære beretnin-
ger fra bibelens lande og moral-
ske formaninger. Og det har nok
været på sin plads den gang,
men det er ikke tilstrækkeligt i
dag. Jo, det er vigtigt, at der er
mennesker, som kan fortælle
børnene de bibelske historier.
Nutiden har også ført med sig,
at disse ikke har nogen fremtræ-
dende plads i skolen og mange
børn kender dem ikke. Vi træn-
ger til mennesker, der kan for-
tælle. Det er jo en gammel grøn-
landsk tradition og den må ge-
rne få en meget fremtrædende
plads i den kirkelige undervis-
ning.
Men de moralske formaninger
fra prædikestolen er nok nær-
mest nytteløse. Netop fordi ti-
den nu er en anden, hjælper det
ikke meget at sige til nogen: Så-
dan skal du gøre. Man har meg-
et brug for at overveje den mo-
ralske baggrund for livet. Man
kan tænke over, at man har et
ansvar. Med sine handlinger kan
man ødelægge andres liv og også
sit eget. Jeg tror, at mennesker i
dag har meget brug for hjælp til
at tænke over deres liv og også
brug for nogen, de kan snakke
med derom.
Sommertider snakker vi i
Grønland om »papir-præster«,
fordi præsterne har fået så meg-
et kontorarbejde med at føre kir-
kebøger — ja, nogle præster er
virkelig nødt til at bruge det me-
ste af deres tid til det, selvom
det ikke er det, de er uddannet
til. Det er vigtigt, at præsterne
kommer meget ud iblandt men-
nesker, — og det synes jeg også
er tilfældet i dag, mere en tidli-
gere, hvor præsterne var meget
ophøjede i forhold til almindelige
mennesker. Men det er også vig"
tigt, at præsterne kan vejlede
mennesker, — og for at kunne
det, må de læse meget og tænke
meget.
Var den så slem?
Det er der jo ellers næsten ingen
mennesker i dag, der har tid el-
ler kræfter til. Men der er da el-
lers mere at tænke over end no-
gensinde tidligere. Et spørgsmål
som mange netop i disse år over-
vejer — ikke mindst de unge,
er: Var den gamle grønlandske
religion så slem, som missionæ-
rerne sagde? Eller var nu de sæ-
re bibelske historier bedre end de
gamle grønlandske myter? Man-
ge kan i dag være tilbøjelige ti'
at være lige så ensidige i forhol-
det til den kristne kirke som
danskerne i sin tid var overfor
grønlandsk tro og skik. Så siger
man: Kirken er bare et levn fra
kolonitiden — ud med den. Men
det er jo ikke rigtigt — ligesom
det ikke var rigtigt at kassere
alt det gamle grønlandske. Jeg
synes, at det er en af de vigtig-
ste opgaver for vore præster at
tænke igennem i disse år. Og
hvem skal få det gjort, hvis de
ikke gør det? — »Papir-præster"
behøver ikke blot at være et
skældsord — for præster skal
læse og skrive meget — men jeg
synes nu ikke, at det kun skal
være i kirkebøger!
Mon ikke jeg her har nævnt
forventninger nok — og måske
også dermed præsterolien vil
blive ændret. Men grunden er
den samme: Vi har i den grøn-
landske menighed brug for den
saltvandsindsprøjning, han kan
komme med. Evangeliet skal ik-
ke laves om, — men det skal ba-
re udbredes til folket på nye må-
der. Jeg vil ikke forkaste den
gamle gudstjeneste, men den
kan ikke stå alene, som den er
nu.
Måske var det slet ikke det,
jeg skulle have skrevet om "
men om hvordan vi sådan i al-
mindelighed forestiller os en
præst skal være: at han skal væ-
re alvidende, god, uden moralske
svagheder, næsten Gud i lomme-
format. Og sådan tænkte man
vist tidligere, men nu lever vore
præster ikke længere så ophøjet
og fjernt fra os alle, at vi kan
forledes til at have sådanne for-
ventninger til vore præster. Der-
for syntes jeg, at det var rigtige-
re at skrive om de forventningen
man med rimelighed kan have tn
præsten som en almindelig grøn-
lænder.
Adam Nielsen
Sisimiut, 3/4-81
En annonce i
GRØNLANDSPOSTEN
læses af ca. 20.000
i Grønland og Danmark
10
Atuagagdliutit