Atuagagdliutit - 20.01.1982, Side 30

Nunaqarfimmi Ullorsiutit
Nunaqarfiit annaannissaat
kingusippallaalerpoq
Nunaqarfimmiut najukkaminniiginnaassangunik
suna piumasarineraat taakkununnga
maannakkorpiaq apeqqutiginngikkaanni, taava
nunaqarfiit annaannissaannut
kingusippallaalereersimas saaq
Ajoraluartumik Qassimiuniit aal-
lartussanngulerpugut, assigiin-
ngitsunillu peqquteqarlunga ul-
lorsiutikka unitsittariaqalerpak-
ka. Ilaatigut amigaateqarneran-
nut pissutaavoq Nuummi aaqqis-
suisoqarfiup ilanngutassiarisar-
takkakka sivisuatsiaamik unin-
ngatissimammagit, taamaalillu-
tillu oqaluttuassaagaluit ilaat ki-
ngusinaarsimapput, Santa-Luci-
artullu kingusinaarnermit påske-
lerpat aatsaat ilanngunneqassan-
ngippata pitsaaneruvoq maan-
nakkut uniinnaruma.
Ukiup affaa misigisarsimasan-
nit tamanit allaanerulluinnarsi-
masoq naaqqajaalerpoq. Nuan-
nersimaqaaq pissanganarlunilu, i-
likkagaqarsimaqaagullu. Uisima-
gisimasaraluatsitulli oqaatsinik i-
likkagaqartigisimanngilagut. I-
likkarniarnissamut ukiup affaa si-
vikippallaarpoq, uagullu ulapissi-
mavallaarpugut illoqarfimmi
inooqatigisatsinnut atassuteqaa-
terput taamaattuartinniarlugu.
Iluarsaatassat amerlangaarmata
nunaqarfimmiutorluinnaq inuu-
lernissamut piffissaqarsimanngi-
lagut.
Taamaattorli nunaqarfimmi
najugaqarneq qanoq ittorpiaaner-
soq paasisimavarput. Amerlaner-
paat maani allaanerulluinnarput.
Amerlasuutigut inuuneq artor-
narlunilu ilungersunartoqaqaaq
aammali ilaasigut oqillunilu nu-
annerluni.
Ullorsiutit kingullersaanni eq-
qartorniarpara nunaqarfiit ullu-
mikkut ajornartorsiutaasa anner-
saat. Annilaarnartuupput — pi-
ngaartumik eqqarsaatigigaanni
tassani pineqartoq tassaasoq Ka-
laallit Nunaanni nunaqarfiit kom-
muneminnit — tassanilu pineqar-
poq Qaqortup kommunea — paa-
sineqarluarnerpaat ilaat.
Ajornartorsiutaasoq
tassa nutserneq
Meeqqaat nuuttarput illoqarfinni
atuariartorlutik. Nunaqarfinnimi
atuarfiit naammaginarluartumik
atuartitsisinnaassuseqanngillat.
Meeqqat 12-13-inik ukioqaliinnar-
lutik angerlarsimaffimmiinniit
aallartarput illoqarfimmilu pis-
sutsinit sukkasuumik sunnigaa-
sarlutik taamalu angajoqqaamin-
nit nunaqarfimminnillu takornar-
tanngorsartarlutik.
Inuusuttut nuuttarput sulias-
sani ilinniagaqarfigisimasaminni
suliffissaqannginnamik, aamma-
lu ulluinnarni pisartut allanni-
laarnisaannut periarfissaqarneq
aj ormat — soorlu assersuutigalu-
gu sunngiffimmi saariagassaqan-
ngilaq, massali illoqarfiit tamak-
kuninnga qalaaraluartut.
Utoqqalaanerusut nuuttarput
qitornatik periarfissarinneruler-
sikkumallugit. »Periarfissat ua-
gut pisinnaasimanngisavut taak-
kua pissavaat« oqararaat allar-
tarlutillu angerlarsimaffitik,
inuutissarsiutitik sungiusimasa-
tillu qimallugit.
Utoqqaanerusut ajunngitsunik
Fra bygdedagbogen:
Sidste uge.
Nu har vi desværre kun ganske
kort tid tilbage her i Qassimiut,
og det er af forskellige grunde
mest praktisk at stoppe rækken
af dagbogsblade nu. Når der
mangler en del afsnit, så skyldes
det, at redaktionen i Nuuk afbrød
serien i en længere periode, så epi-
soderne blev meget forsinkede, og
for ikke at bringe beretninger om
Lucia-optog til påske, er det
bedst at standse her.
Et halvt år, der har været helt,
helt anderledes, er ved at være
forbi. Det har været en dejlig tid,
en spændende tid, og vi har lært
en masse. Men vi har ikke lært så
meget sprog, som vi havde ven-
tet. Dertil er et halvt år for kort
tid, og vi har haft alt for travlt til
at holde »navlestrengen« til vort
eget bysamfund ved lige. Der er
så meget, der skal ordnes, at man
ikke helt kan hengive sig til byg-
detilværelsen.
Til gengæld har vi lært meget
om netop det at bo i en bygd. De
fleste ting er helt anderledes her.
På mange måder er livet hårdt og
krævende og på andre blidt og
venligt.
Her i det sidste dagbogsblad
vil jeg omtale bygdernes alvorlig-
ste problem i dag. Det er barske
kendsgerninger — og vel at mær-
ke om en af de bygder i Grønland,
som nyder størst forståelse hos
atugaqarput. Nuuttanngillat,
utoqqalinertik tikillugu, taava
aamma taakkuttaaq nuuttarput.
Alla tut ajornartumik taamaali-
ortarput, imminnut ikiorsinnaa-
junnaaramik. Ukiuuneranimi aq-
qusinipalaannguani ulorianartuni
navialeratarsinnaapput imaluun-
niit gigtilersinnaallutik assigiin-
ngitsorpassuarnilluunniit nap-
paateqalersinnaallutik illupalaan-
nguani qiianaqalutillu ilaatigut
suerlutillu qiianartuni najugaqa-
ramik.
Oqaatsit ilungersunartut, alla-
garisartakkannut naggasiunniak-
kakka ajoraluartumik naappal-
laarput. Eqqortussarli pillugu
oqaatigineqassaaq — ilami erseq-
qissarneqassaaq — Qaqortup
kommunea nunaqarfimmini pi-
ngasuusuni innuttaasut atugaat
periarfissallu pitsaanerulersinni-
arlugit ilungersortuartuummat.
Illoqarfinni nunaqarfinnilu naju-
gaqartut tunngaviatigut assi-
giimmik pineqarnissaat isumaqa-
taaffigineqarpoq. Tamannali suli
piviusunngoqqajanngilaq. Apeq-
qutaavorlu kingusinaariinngin-
nersoq.
sin kommune — i dette tilfælde
altså Qaqortoq.
Problemet er forflytning:
Børnene flytter for at gå i skole
i byerne. Bygdeskolerne kan nem-
lig ikke tilbyde en skolegang, der
bare er tilnærmelsesvis tilstræk-
kelig. Børnene flytter hjemmefra
som 12-13 årige og påvirkes lyn-
hurtigt af bymiljøet og fremmed-
gøres overfor familien og bygden.
De unge flytter, fordi der ikke
er arbejde indenfor det erhvervs-
område, de uddanner sig i, men
også fordi de ikke har mulighed
for at variere hverdagen — der er
f. eks. ingen fritidsfaciliteter,
mens byerne set herudefra er
overlæsset med dem.
De midaldrende flytter, fordi
de gerne vil gøre det så godt for
deres børn som muligt. »De skal
have bedre muligheder, end vi
selv har haft«, siger de og rejser
fra hjem, erhverv og miljø.
De ældre har det godt. De æld-
re bliver boende, indtil de bliver
gamle. Så flytter de også.
Så bliver de nemlig nødt til det,
fordi de ikke kan klare sig selv.
De risikerer at slå sig ihjel blot
ved at færdes rundt på de farlige
stier om vinteren eller de bliver
ødelagt af gigt og dårligdom i al-
mindelighed på grund af kulde og
træk i ofte alt for elendige huse.
Det er — desværre alt for kort
— de alvorsord, jeg ønsker at af-
runde denne lille serie med. Det
Kiammi aamma ilisimavaa nu'
naqarfimmiut nunaqarfiit piuju'
arnissaat soqutigineraat? Ap®1'
neqarsimappat? Imaluunniit lir
nuttaasut ilaat aalaj angersirn3'
sut najukkanut aalajangersima'
sunut avinngarusimasuniittunu1
pitussimaniarneqarnerpat piffi’1
taakkua kulturikkut pissutsinut
illoqarfiit qaangereersimasaafl'
nut, pinngitsaaliisummik inutt3"
lerlugit takutitsisarfittut pigiu3'
rumanermit?
Nunaqarfimmiut aperineqarst
manerlutik nunaqarfinniiginnasQ'
gunik piumasat suut piumasat1'
neraat?
Uanga isumaga malillugu nU'
naqarfinnut politikeqartoqarsin-
naanngilaq apeqqutit taamaattut
akitereersimanngikkaanni. Ta3'
maaliorneq satsillunilusooq ingen
laneruvoq.
Akissutisisimagaanni aatsaat
qanoq iliornissaq eqqorluartumik
ilisimaneqalissaaq. Erngiinnarlu-
innarlu taamaaliortoqartariaqaS"
saaq. Taamaanngippat nunarfin"
nut politiki imaqassanngilaq.
Jens Branden
skal retfærdigvis siges — ja-
fremhæves — at Qaqortoq kom-
mune gør rigtig meget for at
hæve levestandarden og service-
tilbuddene i sine tre bygder. Man
går ind for principiel ligestilling
med byerne i alle samfundsfor-
hold. Men der er lang vej. Og
spørgsmålet er, om det måske al-
lerede er for sent.
Hvor ved man i grunden fra, at
bygdebefolkningerne er interesse-
ret i at bevare bygderne? Har
man spurgt dem? Eller vil man
blot stavnsbinde en bestemt be-
folkningsgruppe til afsiddes lig-
gende steder i forsøget på at be-
vare disse steder som en slags
tvangsbefolkede frilandsmuseer
for en kulturtilstand, der allerede
er passeret i byerne?
Har man nogensinde spurgt
bygdebefolkningerne, på hvilke
betingelser de ønsker at blive i
bygderne.
Efter min mening kan man
overhovedet ikke arbejde med
bygdepolitik uden at have fået
svar på dette sidste spørgsmål-
Det vil være at famle sig frem i
blinde.
Når man på den anden side har
fået svar, så ved man helt nøjag-
tigt, hvad der skal gøres. Og det
må man så gøre lige med det sam-
me. Ellers mener man ikke noget
med sin bygdepolitik.
Venlig hilsen
Jens Bronden.
Skab arbejde Skab glæde
Køb ESKIMO produktion
Det er for sent at redde bygderne
Det er for sent at redde bygderne, hvis man ikke nu
med det samme spørger bygdebefolkningerne, hvad
der skal gores, for at de bliver boende
30
Atuagagdliutit