Atuagagdliutit - 04.08.1982, Blaðsíða 31

fegijt- Kirkeside
pen schlesiske kirke
i Tjekkoslovakiet
eschen er en by på størrelse med
anders. Den er delt mellem Polen
Tjekkosolvakiet. Statsgrænsen
0 Ser en lille flod tværs gennem by-
fn' På begge sider af grænsen findes
Wherske menigheder. De på den pol-
e side er en del, en væsentlig del, af
5n lutherske kirke i Polen - med bi-
°P og kirkeledelse i Warszawa. Det
[ 10 menigheder (hver med flere fili-
er) med ialt ca. 40.000 medlemmer,
ytenighederne på den tjekkiske side
> j^ner deres egen selvstændige kirke
uen schlesiske evangeliske kirke af
, en augsburgske bekendelse i Tjek-
°slovakiet« med biskop og kirkele-
else i tjekkisk Teschen (Cesky Te-
rn), Denne kirke har ca. 48.000 med-
emmer fordelt på 19 menigheder (en-
e te af dem er beliggende i den til-
grænsende del af Måhren i og om-
ring områdets største by Ostrava).
Landsdelen Teschen-Schlesien er
størrelse med Lolland. På refor-
ationens tid var den et hertugdøm-
e under den bohmiske konge.
deformation
10a den lutherske reformations virk-
Uger nåede til Teschen-Schlesien,
,ar Kasimir d. 2 af Piasternes hus
ferfug. Han forblev katolik, men
orholdt sig passiv - lagde altså ikke
udringer i vejen for den reformato-
ske bevægelse. Allerede i 1524 blev
®r grundlagt fire evangeliske ( = lu-
urske) menigheder i Teschen-
Schlesien.
Under Kasimits efterfølger, som
ar meget velvilligt stemt overfor re-
orniationen, men som formelt for-
°ldt sig neutral, bredte Luthers lære
■g> og i 1545 var fiertallet af befolk-
mngen evangelisk.
Alle samfundsklasser var repræ-
enteret i menighederne, og størstede-
cn af de katolske præster konvertere-
Det er værd at bemærke, at det he-
u skete frivilligt - uden øvrighedens
8 fyrsternes tvang og uden kamp og
odsudgydelse, som vi kender det
andre steder fra.
Modreformation
Det gik godt indtil 1610. Da satte
modreformationen ind - tilskyndet af
kejseren i Wien (Teschen-Schlesien
hørte, ligesom Bohmen og Måhren
og så mange andre lande i Mellem-
og Østeuropa, til det østrig-ungarske
monarki). Fyrsterne i Teschen for-
søgte at holde igen, men alligevel blev
undertrykkelsen mere og mere syste-
matisk og udviklede sig i 1650erne til
åben forfølgelse. Alle lutherske kir-
ker (49) såvel som skoler blev lukket,
præster og lærere blev fordrevet; det
var forbudt at holde gudstjenester i
private huse; bibler og salmebøger
blev konfiskeret. Alle skulle vende til-
bage til den katolske kirke; mange
gjorde det (ofte på skrømt) andre
flygtede til Polen, Slovakiet og Un-
garn; men der var endnu flere, som
holdt stand i deres hjemstavn - de
samledes til hemmelige gudstjenester
i bjerge og i skove. Sådan gik de næ-
ste 55 år!
Begyndende liberalisering
I 1709 blev der givet tilladelse til at
bygge seks evangeliske kirker i
Teschen-Schlesien, og dermed indled-
tes en vis liberaliseringsproces, men
først i 1781 gennemførtes religionsfri-
hed for lutheranere og reformerte, og
ikke før 1861 blev disse konfessioner
helt ligestillet med katolikkerne. 1 år-
tierne efter 1781 blev der bygget lu-
therske kirker i Teschen-Schlesien
som aldrig før, og kirken blev i en-
hver hensende vel organiseret. Den
fik et vist lokalt selvstyre; men den
højeste myndighed var dog »Overkir-
kerådet« i Wien.
Kirken delt
Ved 1. verdenskrigs slutning brød det
østrig-ungarske monarki sammen, og
dette medførte stor forvirring mange
steder, bl.a. i Teschen-Schlesien. De
to nye stater Polen og Tjekkoslovaki-
et var lige ivrige efter at komme i be-
siddelse af de rige kulforekomster
omkring byen Ostrava, men i 1920 -
t-jer er grundstensnedlæggelse til en ny kirke, og menigheden højtideligholder
enne begivenhed meden friluftsgudstjeneste.
to år efter krigens afslutning gik rege-
ringen i Prag dog af med sejren, og
grænsen blev lagt, hvor den ligger i
dag - midt igennem den lutherske kir-
kes område: Derved opstod Den
Schlesiske Kirke i Tjekkoslovakiet.
Kirken blev organiseret og konsolide-
ret i mellemkrigsårene for så på det
nærmeste at blive tilintetgjort under
2. verdenskrig, da Hitlers tropper
rykkede frem. Gudstjenester på polsk
og tjekkisk blev forbudt, alle præster
afsat og erstattet af tyske - nu skulle
alt være tysk. 50% af præsterne blev
sendt i koncentrationslejr, hvor flere
af dem døde; de øvrige gik »under
jorden«.
Året 1945 med den røde armés frem-
rykning bragte i en vis forstand fri-
hed for menighederne - nu kunne
man i hvert fald atter holde gudstje-
neste på modersmålet, og Teschen-
Schlesieme strømmede til deres kir-
ker. Men 1945 førte også til kommu-
nisternes magtovertagelse i Prag i
1948. I hele den udpræget stalinisti-
ske periode - ja indtil 1956 - var alle
kirker i Tjekkoslovakiet genstand for
undertrykkende forholdsregler, og
deres arbejdsmuligheder blev stærkt
begrænsede; der var i mange tilfælde
tale om direkte forfølgelse. I 1968
(under Dubcék) ændredes situationen
totalt, man åndede frit, og i menighe-
derne udfoldedes aktiviteter, som
indtil da havde været forbudt eller
vanskeliggjort. Det varede som be-
kendt ikke længe, før den såkaldte
»normalisering« satte ind bl.a. med
strengere kontrol og skærpede re-
striktioner for kirkerne til følge.
Dette præger desværre situationen
i Tjekkoslovakiet endnu i dag. Den
schlesiske kirke får det også at føle;
men den har dog - ligesom de andre
kirker - mulighed for at leve og virke,
trods begrænsninger og chikane.
Kirken lever
Den schlesiske kirke består som
nævnt af 19 menigheder - af meget
forskellig størrelse (fra 300 til 10.000
medlemmer). I hver af de 19 kirker
holdes hver søn- og helligdag to
gudstjenester - en polsk og en tjek-
kisk. Desuden holdes regelmæssigt
gudstjenester i forskellige lokaler i 18
»filialer«. Menighederne betjenes af
22 præster. Flertallet af dem er af
polsk nationalitet, men de behersker
naturligvis det tjekkiske sprog og er
tjekkiske statsborgere.
Kirkens medlemmer fordeler sig
omtrent ligeligt på de to nationalite-
ter. Præsterne mødes hver mandag
formiddag og gennemgår i fælles-
skab næste søndags tekst exegetisk og
homiletisk. Ved et månedligt præste-
konvent beskæftiger man sig med te-
ologiske praktisk-kirkelige emner og
jævnlig også med forholdet til staten
og dens politik.
Menighedernes aktivitet er ikke be-
grænset til gudstjeneste; der finder
ofte møder og sammenkomster sted i
tilslutning dertil. De fleste steder hol-
des bibeltimer, og næsten alle menig-
heder har et sangkor, som mødes
hver eller hveranden uge. I de store
menigheder har man musikensembler
og et enkelt sted et imponerende blæ-
seorkester. Der arrangeres særlige
»evangelisationsuger« et par gange
om året. Kirkegangen på almindelige
søndage varierer meget fra sted til
sted - gennemsnittet er ca. 15% og på
landet 100% - efter to års forberedel-
se. Mange steder holdes børneguds-
tjenester hver søndag, og enkelte ste-
der giver præsten religionsundervis-
ning i skolen. På det punkt øves der
imidlertid et urimeligt pres fra myn-
dighedernes - først og fremmest sko-
leledernes - side på børn og forældre.
Ellers ville der være religionsunder-
visning i mange flere skoler. Der her-
sker ikke mangel på bibler og salme-
bøger, og man er forsynet med det
nødtørftigste undervisningsmateriale
og med en del oplysende og opbygge-
lig litteratur. Der udgives et kirkeblad
hver fjortende dag samt en årbog i
nogenlunde rimelige oplag; men det
burde kunne gøres mere i denne hen-
seende.
Det er ingen let opgave at være kir-
ke i den tjekkiske del af Teschen-
Schlesien i dag. Der findes ganske
vist landsbymenigheder, hvor traditi-
onen endnu er med til at bære kirke-
livet. Samtidig er dette område et af
Europas vigtigste kulmine- og indu-
striområder - til stadighed i rivende
udvikling. Hele byer og bydele, som i
bogstaveligste forstand bliver under-
minerede, nedrives, efterhånden som
minerne tømmes for kul, og nye byer
eller kvarterer skyder op som padde-
hatte. Det er umuligt for kirken helt
at følge med i denne udvikling. Den
har ikke kræfter nok og får ikke tilla-
delse til at oprette menighedscentre i
de nye byer og kvarterer. Storbyens
sækulariserende indflydelse gør sig
også gældende. I samtaler med præ-
ster og andre hører man ofte den be-
mærkning: »Hvad der foruroliger os
med henblik på fremtiden er ikke så
meget de kommunistiske myndighe-
ders pres og ateistiske propaganda,
men den lunkenhed og ligegyldighed,
som præger en del af vort kirkefolk«.
Alligevel er de overbeviste om, at
kirken vil overleve - der er stadig
mange, som holder sig til deres kirke,
mere eller mindre åbenlyst og aktivt.
Deres forfædre i modreformationens
dage holdt stand, og de selv (de ældre
af dem) overlevede 2. verdenskrigs
rædsler. Derfor mener de: Så skal vi -
med Guds hjælp - nok komme igen-
nem det, vi nu er ude i.
Vore trosfæller i den schlesiske kir-
ke sætter en ære i at opretholde deres
kirke - også økonomisk gennem deres
frivillige bidrag. Det hænder dog, at
de får brug for hjælp udefra, og da
ønsker de, at hjælpen gives gennem
Det lutherske Verdensforbund
(L.V.F) - ikke så gerne på bilateral
basis. Netop nu har den schlesiske
kirke ansøgt L.V.F. om hjælp til gen-
nemgribende restaurering af en kirke,
som er ved at synke i grus på grund
af undermineringen, og til opførelse
af en præstebolig med tidssvarende
menighedslokaler - det er en stor ting,
at der gives tilladelse til sligt!
I det hele taget er det sådan, at når
kirker i Østeuropa (lutherske og an-
dre) har brug for hjælp fra udlandet,
foretrækker de - de fleste af dem - at
hjælpen bliver givet gennem interna-
tionale kirkeorganisationer som Kir-
kernes Verdensråd og Det lutherske
Verdensforbund. Den del af PINSE-
KOLLEKTEN, som går østpå, sen-
des netop gennem Kirkernes Verdens-
råd og Det lutherske Verdensforbund
- altså ad de kanaler, som modtager-
ne ønsker.
ATUAGAGDUUTIX
35