Atuagagdliutit - 12.12.1984, Blaðsíða 14

Ordination med manér
Gudstjeneste tre dage i træk fra morgen til aften, prægede den første ordination af
bespisning af samtlige grønlændere i Sisimiut, en grønlandsk præst for 169 år siden,
massebryllup, altergang, dåb og dåbsbekræftelser
Af H. Ostermann
Under krigen med England 1807-14
saa det ud til at skulle gaa helt galt
med den grønlandske mission. En
efter en af missionærerne forlod
landet og søgte hjem til Danmark
for enhver pris og paa enhver op-
tænkelig maade — undertiden meg-
et hasarderet, som da missionær
Niels Giessing Wolf i 1811 selv tret-
tende gik som passager med den lille
i landet stationerede galease »Sæl-
hunden«, hvis eneste navigatør var
en assistent Kragh, som i sin ung-
dom havde været sømand, til Euro-
pa.
»Jeg vovede det, ved den Gud jeg
dyrker! ikke« — skriver han —
»om jeg ikke paa den ene Side fandt
det at være ligesaa nødvendigt for
min Helbred, som jeg paa den an-
den Side anseer det for en absolut
Pligt mod mine Umyndige at sørge
for mit Livs Redning.«
To aar tidligere havde han maat-
tet hjemsende sin hustru og to
smaabørn, som efter skibsforlis
kom iland i Bergen og derfra bog-
stavelig talt havde maattet tigge sig
igennem overland til København,
hvilket manden først nylig havde
erfaret. — Aaret efter vovede missi-
onærerne Jessen og Fleischer den
samme tur og kom ogsaa godt fra
det, men kun efter en meget haard
rejse og under store besværlighe-
der, afsavn og strabadser paa det
lille overfyldte fartøj — især for
Fleischers vedkommende, da han
havde en syg kone at passe og man-
ge børn; hustruen nedkom for tid-
lig, straks efter at de omsider langt
hen paa efteraaret var kommen
iland i Norge.
Følte hungerens kvaler
Men nu var Sydgrønland helt uden
missionærer, og 1813 forlod den
ene af Nordgrønlands to præster li-
geledes landet med nedbrudt hel-
bred og som en dødsmærket mand.
Til missionærernes undskyld-
ning tjener, at forholdene i landet
var rent fortvivlede. Under hele
krigsperioden kom der kun ganske
faa skibe, enkelte aar sietingen.
Forsyningerne slap op, proviantra-
tionerne nedsattes efterhaanden til
et rent minimum, fersk proviant
kunde saagodtsom ikke faaes, da
der manglede ammunition, em-
bedsrejser kunde ikke foretages,
fordi der intet var at betale besæt-
ningen med — og desuden var
Grønlænderne trevne og uvillige;
1811 kom præsterne fra Frederik-
shaab og Julianehaab op til God-
thåb med galeasen, som Wolf skriv-
er: »for ved en Reise til det første
det bedste Land at redde sig fra
Hungersnød« — Fleischers havde
ved Julianehaab »i afvigte Vinter
følt alle Hungerens Kvaler« — men
da der dog nu var udsigt til nogen
forsyning, lod de sig overtale til at
blive endnu et aar; men i de sidste
aaringer af krigen »var Landet blot-
tet for alt, som udfordres til Livets
anstændige Ophold, Klæder, Lin-
net, Lagener, Sengeklæder &ca.
&ca.«, som den eneste tilbageblev-
ne missionær vidner.
Under disse fortvivlede forhold
vidste Missionskollegiet i Køben-
havn tilsidst ingen anden udvej end
at give præsterne carte blanche med
hensyn til, om de vilde blive eller
gaa. Som omtalt valgte saa godt
som alle det sidste alternativ, over-
gav efter kollegiets anordning mis-
sionen og menighederne til de ind-
fødte kateketformænd og forlod
landet.
Missionens undergang
At dette let kunde være blevet
skæbnesvangert, er en selvfølge.
Overladt til sig selv maatte de unge
kristne menigheder, enkelt steder
mindre, staa fare for ikke blot at
gaa tilbage til hedenskabet. Missio-
nærernes adfærd vakte da ogsaa
pinlig opsigt overalt. Inspektør
Myhlenphort i Godthaab siger li-
gefrem, at den »gav Sensation i Be-
folkningen«, og under 6. juni 1813
skrev han til missionskollegiet, at
han er »af den uforgribelige Forme-
ning, at Missionen vil nærme sig til
sin totale Undergang, hvis det skul-
de vare længe, inden Missionærer-
ne udkomer til Landet igien.«
Senere fortsætter Friderich Ber-
thelsen, har ingen af de andre Cate-
cheter ringeste Autoritet iblandt
Grønlænderne, som dog er saa nød-
vendigt, naar Missionen skal have
nogen Fremgang i Landet.« Han
har selv, siger han, efter sit løfte til
de hjemdragende missionærer og
kollegiets ønske, holdt saa megen
opsigt med kateketerne og menig-
hederne i det hele taget, som hans
embedsforretninger har tilladt.
Men de lange Afstande i Syd-
grønland har gjort, at det ikke har
kunnet gøres den grad, han selv ger-
ne havde ønsket »og som høyligen
er fornødent naar de tilbørlige Or-
den skal kunne vedligeholdes.« En-
delig udtaler han følgende: »Mig og
nunavtine Kanga arfangniarneK. — Hvalfangst i Grønland i gamle dage.
14 NR. 50 1984
ATUAGAGDIJUTIT