Atuagagdliutit - 12.12.1984, Page 27

sker skulle synge ved julegudstjene-
sterne. Det skete i stor hemmelig-
hedsfuldhed, for såvel melodi som
tekst skulle være en overraskelse
for folk på stedet. Men det kunne
naturligvis ikke undgås, at nogle af
de mest nysgerrige stjal sig et ærin-
de op til kirken, hvor de stod uden-
for og lyttede, medens der blev
øvet.
Børnenes forventninger øgedes
fra dag til dag. De almindelige mor-
gensange i skolen blev afløst af jule-
sange. Ethvert barn på stedet skulle
lære et skriftsted fra Biblen udenad
til fremsigelse ved børnegudstjene-
sten juleaften. Kateketen, den sted-
lige underviser og prædikant, ud-
valgte og fordelte disse skriftsteder.
Også børn under skolealderen fik
tildelt et skriftsted, som skulle læres
udenad. Forældrene og de større
søskende kunne hjælpe dem. På de
ganske spædes vegne skulle mode-
ren fremsige skriftstedet.
Den eneste form for julestads,
man kunne købe i den stedlige bu-
Forsiden
Juleforsiden i år er en oliepastel
af Astri Heilmann, der siden
1960 har boet i Nuuk og under-
viser på Seminariet og ved HF.
Astri Heilmann er medlem af
kunstnersammenslutningen
»Simerneq« og deltaget i forår-
sudstillingerne med oliemaleri,
akvarel, keramik, fedtsten, tryk
og batikarbejder.
Med dette smukke billede øn-
sker vi alle vore læsere en rigtig
glædelig jul.
Saqqaa
Juullip normoata saqqaa ukioq
manna qalipanneqarsimavoq
Astri Heilmannimit. Taanna
Nuummi najugaqarsimavoq
1960-ip kingorna atuartitsisuul-
lunilu Ilinniarfissuarnti HF-imi-
lu. Ilaasortaaffigaa eqqumiitsu-
liortut peqatigiiffiat »Simer-
neq« peqataasarsimavorlu u-
pernaakkut saqqumersitsinerni
uuliamik imilersarissanillu qali-
pakkanik marrianik, ukkusissa-
mut qiperukkanik kiisalu pap-
piaramut annoraaminermullu
naqitanik.
Qalipagaq taanna kusanar-
toq atuarutsinnut tamanut juul-
limi pilluaqqussutigaarput.
tik, var et ark med kræmmerhuse,
der skulle klippes ud og klistres
sammen. Måske kunne man også
redde sig nogle små dannebrogsflag
og julelys. Nogle få kunne være så
heldige at få fat i lidt glanspapir og
silkepapir fra bogtrykkeriet i Godt-
håb gennem familie eller bekendte.
Så blev der ellers lavet hjerter med
stor opfindsomhed og omhyggelig-
hed, og der blev udfærdiget de fine-
ste roser af silkepapir. Ikke den
mindste stump af disse sjældne ma-
terialer gik til spilde. De børn, der
havde tigget sig til en lille bitte
stump af papiret, tog det gerne med
i skolen for at prale lidt over for de
andre. Der blev i det hele taget ud-
foldet mange aktiviteter for at lave
småting til pynt i stuen. Det skete
også, at folk havde fået fat i nogle
farverige ugeblade i kolonien. Man
gemte dem til jul for at bruge dem til
tapet på de rå trævægge. Af almin-
deligt hvidt papir — og i sjældne til-
fælde af kulørt papir — blev der la-
vet papirslygter med julelysholder
på bunden. Dette krævede stor fin-
gerfærdighed, for papiret skulle jo
helst ikke ødelægges og gå til spilde.
Juletravlheden var hektisk det
meste af december måned. Mange i
familien havde måske længe trængt
til at få fornyet forskellige klæd-
ningsstykker og andre måske hele
garderoben. Julen var således en
udmærket lejlighed til at få syet nye
kamikker, bukser eller blot en ny
anorak. Hvad angik kvindernes
tøj, var der jo også en vis konkur-
rence med i spillet: Hvem kunne sy
de fineste broderier på kvindebuk-
serne eller på kamikkerne, og hvem
kunne fremstille den pæneste per-
lekrave! o.s.v, o.s.v. Ja, der blev i
sandhed syet meget, da der ikke
kunne købes færdige ting i butik-
ken. I mange aftener før jul kunne
kvinderne sidde på briksen med helt
strakte ben, bøjet over deres sytøj i
den dunkle belysning. Nogle fore-
trak at sidde hos hinanden for at
hygge sig sammen og snakke, me-
dens de arbejdede.
Der var tradition for, at travlhe-
den skulle kulminere i sidste øjeblik
før jul, for at man rigtig kunne
komme i stemning. Det skete en-
gang ved juleaften-gudstjenesten,
at folk sad i kirken og ventede på or-
ganisten. Før han var kommet,
kunne gudstjenesten ikke begynde.
Det blev fortalt bagefter, at han
havde måttet vente på, at hans nye
kamikker blev syet færdige. Men
han kom altså — med lidt forsinkel-
se.
Juletræ skulle man naturligvis
helst have i hjemmene. Der kom in-
gen juletræer fra Danmark den-
gang, så man måtte lave dem selv.
Dertil brugte man grene af enebær-
buske. Eftersom enebærbusken er
en krybende busk, der vokser flere
steder i fjordene, måtte man have
fat i den, inden sneen dækkede jor-
den. De stive grene blev gjort fast til
en træstok af passende størrelse, så
de strittede ud fra »træets« stam-
me. Det færdige produkt kom vir-
kelig til at se godt ud. Jeg husker, at
min far plejede at være meget om-
hyggelig med at lave vores træ; intet
blev overladt til tilfældigheder.
Julen begyndte for de flestes ved-
kommende juleaftensdag, meget
tidligt om morgenen. Nogle havde
slet ikke været i seng. Juletræet blev
tændt, der blev sunget julesalmer
og udvekslet smågaver, hvis der var
råd til det.
Man gjorde dengang meget ud af
et barns første jul, i glæde over at
det levede. Der var jo meget stor
børnedødelighed. Hjem med spæd-
børn kappedes om at være først
med indbydelser til kaffemik tidlig
juleaftensmorgen. Jeg husker, at
min mor engang gjorde en smule
vrøvl over en sådan invitation. Der
kom én fra et af husene i bygden og
inviterede mine forældre til kaffe
ved 2-tiden om morgenen!
Højdepunkterne selve juleaf-
tensdag var to gudstjenester, bør-
negudstjenesten lige over middag
og selve juleaften-gudstjenesten
sent på eftermiddagen.
Under børnegudstjenesten sang
et børnekor julesalmer, og de
skriftsteder, man havde lært uden-
ad, blev fremsagt. Denne børne-
gudstjeneste var en lige så stor fest
for de voksne, for nogle mødre
skulle jo også fremsige skriftstedet
på de helt smås vegne. Man var sær-
ligt opmærksom på de børn, som
skulle optræde selvstændigt for
første gang. Dette gav anledning til
lidt festivitas efter gudstjenesten i
form af kaffemik.
Ved gudstjenesten senere på ef-
termiddagen var kirken atter fyldt
til randen af folk i deres fineste
stads. Der var vekslen mellem me-
nighedens sang, korsang og kateke-
tens oplæsning af juleevangeliet.
Kangeqboerne havde endnu om-
kring 1920 nogle traditioner i be-
hold fraherrnhut-tiden. F.eks. blev
der sunget salmer fra dengang. Og
netop fra juleaften-gudstjenesten
husker jeg tydeligt en meget festlig
og for os børn meget spændende
skik, som stammede fra brødreme-
nigheden, nemlig uddelingen af ju-
lelys til børnene. Det foregik på den
måde, at et par ældre mænd gik ud
af kirken henimod slutningen af
gudstjenesten. Fra nu af var hele
opmærksomheden rettet mod ind-
gangsdøren. Så blev døren åbnet,
og ind kom de ældre mænd, hver
bærende en bakke med en hel masse
tændte julelys — et lyshav uden li-
ge! Mændene gik mellem bænke-
rækkerne og delte julelysene ud, og
der blev sunge en salme. Det var en
meget festlig og gribende skik. In-
gen tænkte på, at det var yderst
brandfarligt.
Juleaften var ikke nogen »luk-
ket« familiefest som i Danmark. På
et lille sted som Kangeq hørte man
sammen i sorg og i glæde. Juleaften
var en fest, hvor man gik ud og ind
hos hinanden. Børnene opholdt sig
for det meste ude i det fri med deres
papirslygter, som for nogles ved-
kommende endte i lys lue på grund
af blæsten, eller fordi en kammerat
i kådhed var kommet til at skubbe
til den.
Der var ingen særlige traditioner
knyttet til julens mad. Man spiste
det bedste, man havde — af sæl,
fuglevildt og tørret fisk — og glem-
te de daglige besværligheder for en
stund.
Man havde endnu en oplevelse til
gode. Selve julenat vandrede en
flok mennesker fra hus til hus og
sang julesalmer udenfor. Man
tændte levende lys i vinduerne, når
man hørte flokken nærme sig, eller
når man blev vækket af deres sang.
Efter den første salme fremsagde en
af mændene juleevangeliets bud-
skab til hyrderne om Jesu fødsel, og
efter endnu en salme gik de ind og
ønskede glædelig jul.
Selv en lille annonce
læses i
GRØNLANDSPOSTEN
De så jo også denne.
©prB- TARNOV^VkI
COriKMCIN
- 1 år har jeg taget en erhvervspraktikant med!
AIUAGilGDLIUTIT
NR. 50 1984 27