Atuagagdliutit - 12.12.1984, Side 35

♦
*
*
*
*
*
+
♦
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
Eventyr på fodrejsen
En beretning om en alternativ ekspedition gennem
nogle af Sydgrønlands smukkeste steder sommeren
1984
Af Dorte Hertling
+
*
*
*
+
*
+
*
+
♦
*
*
*
*
+
*
*
*
*

Han danser rundt på kanten af
startbanen i Narssaraauq og råber,
we did it, we did it, med tydelig hil-
sen til sine stolte engelske forfædre.
Han er svensk, han har været min
rejsekammerat gennem fire uger,
hvor vi på vor selvbestaltede, alter-
native ekspedition har gennem-
vandret nogle af Sydgrønlands
smukkeste steder.
Det vi har gjort, det han mente,
var dette, vi har overvundet os selv,
vi har overvundet vore tunge, usmi-
dige kroppe og opdaget, at vi har
lunger, hjerter, ben- og mavemusk-
ler, der er i stand til at løfte os op
over klipper og sten, skønt vi har
ca. 15 kilo på ryggen. Vi er meget,
meget stolte og ikke til at skyde
igennem.
En del af pressen har med vanlig
sarkasme bedt én af sommerens
professionelle ekspeditioner om at
melde sig ind i Fumlegængernes
Klub. Rigtigt eller ej. Vi har været
selverkendte fumlegængere, men
da vi ikke har skullet lede efter an-
det end os selv — og fandt det, har
vi der kunnet føle os fritaget fra en-
hver form for kritik og derfor kun-
net koncentrere os om at være gæ-
ster i det land hvis skønhed endnu
engang overstiger alt, hvad vi har
set.
På vor alternative ekspedition
har vi lagt tilsammen 15 kilo, hvil-
ket fylder os meget med glæde. Vi
føler os smukke og stærke, og al-
verdens sundhedsog fastekure er
totalt unødvendige mod den kur vi
har været på.
Vi kom for at fiske, telte, vandre,
samle planter og være sammen, og
vi fik alt hvad vi kom for — og mere
til. Efter fire uger i fjeldet ligner vi
noget katten har slæbt ind på gulv-
tæppet af baggdøren. Ansigterne er
brune og vejrbidte, tænderne lyser
hvidt, og min rejsefælle har tillagt
sig et pragtfuldt sort fuldskæg, der
sammen med hans påklædning får
ham til at ligne en guldgraver, der er
kommet ned fra bjergene. Jeg selv
ligner en mellemting mellem en de-
sertør og en paryisan. Påklædnin-
gen er anderledes og ny. Store støv-
ler, kniv ved bæltet, fiskehat med
fluer i, rygsæk med sovepose og un-
derlag til at fuldende antrækket og
for at gøre det hele helt professio-
nelt et mærke fra Søndre Strøm-
fjord Roklub syet på ærmet. Mun-
deringerher fuldkommen, og jeg fø-
ler en ny og ukendt frihed ved at væ-
re klædt ud. I begyndelsen er det
lidt karneval, som at gemme sig i en
ny dragt, men efterhånden som
dragtens funktionelle betydning
går op for mig, bliver den en del af
min person og ved hjemkomsten
kan jeg med overbevisning sige, at
jeg aldrig har ejet noget fodtøj, som
jeg i den grad er blevet dus med,
som mine gode, varme, bløde og
stærke Spejder Sport støvler. De
har båret, løftet og støttet mig gen-
nem utrolige terræner og er skyld i,
at min forhenværende brækkede
ankel, der aldrig rigtig er blevet til
ankel igen, har overlevet.
Som mine læsere nu kan forstå,
har denne sommer bibragt mig en
følelse af uovervindelighed og styr-
ke, og en af grundene til at jeg prø-
ver at nedfælde nogle strøtanker
om turen er også denne, at jeg i min
nye frelsthed vil prøve at inspirere
andre til at gøre ligeså. — At vandre
ud i det store land og vandre så langt
og så meget, at lag på lag af bystøvet
skrælles af og ens sjæl og krop lang-
somt, men sikkert vender tilbage til
den tilstand, kvortil den er skabt.
Det er lørdag. — Vi er i Eqaluit.
Vort telt står på den anden side af
familien Abel Kristiansens fjeld.
Her skal vi blive en uges tid og gøre
afstikkere ind til andre fåreholdere,
men først skal vi fiske og samle
blomster. Samtidig med at dette er
en mild indførelse i naturlivets glæ-
der, kan vi trøste os med, at når reg-
nen og stormen truer med at vælte
vort gode telt, så kan vi vandre de
tre kvarter over fjeldet til Abels
gård, hvor vi bliver modtaget med
åbne og kærlige arme. — Denne
lørdag har mor Hanne bestemt, at
hendes bygæster skal vaskes. Vi
bliver udstyret med håndklæde og
sæbe og går med hende ned over tu-
net til et firmandstelt, der er rejst
ved siden af en god gammel Morsø
grukeddel, som damper af kogende
vand.
Inde i teltet står en stor balje,
hvor jeg med alle mine kilo lige ne-
top kan få mit korpus under vand. I
en gulvspand bæres vandet nu ind
og hældes i baljen. Jeg klæder mig
af, bruger flittigt sæben og lader
min rejsekammerat om at holde
håndklædet. Han står diskret med
ryggen til og lader som om det er
den naturligste ting i verden at få sit
lørdagsbad i et telt.
Uden for teltdøren er domkirken
mejslet op i is gået på grund. Græs-
set er saftiggrønt, så grønt at enhver
vegetar må få mundvand. Overalt
stråler ranunklerne. Tusind små so-
le der for et kort øjeblik er blevet
fæstnet på marken. Gimmerlam-
mene bræger i deres indhegning, så
små, så utrolig søde. Hanne vil
komme med sin patteflaske, når de
andre opgaver er løst. Her er fred
og en skønhed, og det varme vands
klukken omkring min krop fylder
mig med salighed. Jeg rejser mig fra
badet, tager imod håndklædet og
ler. Min ekspeditionsfælle med det
godtklingende navn Dag overtager
mit badevand. Vi skal spare på
brændet. Proceduren gentager sig,
jeg holder håndklædet. Dronnin-
gen af Saba, Cleopatra, disse dejli-
ge damer der badede i æselmælk og
vin, jeg tror ikke nogen af dem har
prøvet,hvad det vil sige, at bade i
vand fra Eqaluit. Jeg er ren og duf-
ter godt igen, da jeg træder ud i so-
len og bliver mødt af en strålende
Abel, der byder på aftensmad. Vel-
været er fuldendt.
Bænket omkring familiebordet i
Hanne og Abels køkken og omgivet
af familiemedlemmer i alle størrel-
ser spiser vi alt hvad der er godt fra
mor Hannes grønlandske køkken,
men også mange gode ting fra det
danske, alt det som Abel med hu-
moristisk foragt kalder »danske-
mad«. Vi foretrækker det grøn-
landske, alt nyt skal prøves og ma-
den glider ned med hjemmestyreøl,
Aalborg snaps og masser af the.
Efter aftensmaden bliver vi fulgt
over fjældet til vor teltplads. 1 hån-
den bærer Abel en plasikpose, hvis
indhold indtil videre fortaber sig i
mørke.Vel fremme røber han hvad
det er. Gentlemen findes gudskelov
alle steder. Han har taget en herlig
flaske moselvin med over fjeldet.
Det skal være hans gave til Dag,
første gang fiskelykken rammer
ham. Det tager ikke mange minut-
ter, så er den første smukke ørred
på land, og Dag får overrakt flaske
og proptrækker, hvorefter jeg i sø-
en bygger en lille kølekælder af sto-
re sten til flaskens omhyggelige af-
køling. Vi renser fisken, tænder
bål, og efter at have rullet det gode
dyr ind i vild timian og derefter sta-
niol, sænker vi den i gløderne. Til
trods for mætheden, hvilket mål-
tid. Ferien er for alvor begyndt, og
vi tænker med undren på de uger,
der ligger foran os og på alt det, vi
skal gennemleve. Kan vi klare det?
Kan vi gå så langt, som vi ønsker?
Kan vi sove alle de mange nætter i
teltet med en granitknold urider
hovedet og en under ryggen og alli-
gevel være udhvilede og optimisti-
ske, når vi står op? Hvordan vil det
gå, når vi sidder indregnede på an-
den dag og prøver på vort fælles
skandinaviske at nå hinanden og
for alt i verden ikke komme op at
skændes? Svarene ligger idag lige
for os. Det gik: Det gik godt, fordi
vi begge er i besiddelse af en god
AIUAGAGtDIJUTIT
NR. 50 1984 35