Atuagagdliutit - 12.12.1984, Síða 36

portion sans for barok humor. —
Er der nogen der kender den discip-
lin, der hedder at klæde sig af og på
i et tomandstelt, når man med til-
børlig hensyntagen til blufærdighe-
den skal prøve at skjule, at ens un-
dertøj ikke er så lækkert, som man
føler det bør være, når man rejser
med en elsket person. Det kan kun
give 2,0 for den kunstneriske præ-
station.
1 silende regn fiskede vi, i silende
regn plukkede jeg svampe i min hat
og samlede uld fra græs og buske.
Uld, som i dag ved min dygtige
mors hjælp, er blevet forvandlet til
det dejligste garn. Julegaven til rej-
sekammeraten er sikret. Jeg strik-
ker mine grønlandske sokker med
ømhed og nyder fornemmelsen af
det bløde lanolinholdige garns gli-
den gennem fingrene, — men før alt
dette blev til virkelighed gled hund-
rede af indtryk over vore øjnes net-
hinder. Sejlads i is ved Narsaq, nyt
for os begge. 25 graders varme i Qu-
inguadalen og nætter i splendid iso-
lation mellem nordboruiner, hvor
vi følte, at de gamle kæmper luske-
de rundt i nattemørket.Gyset fra
fortiden var overvældende og
stærkt. Ravnens skrig understrege-
de vor alenehed, skønt det jo var en
tosomhed, og soveposerne blev
rykket nærmere, og vi lå åndløst og
lyttede til lydene udefra. Utroligt så
tynd en teltvæg er og utroligt hvil-
ken tryghedsfølelse, den alligevel
kan give. Teltet blev et hjem, et til-
flugtssted, og vi betragtede det med
dyb veneration, når det efter to da-
ges massiv slagregn ikke havde ta-
get en dråbe vand ind. Et lille hjem,
nemt at overskue, nemt at holde i
orden og medvirkende til, at den
tingfixering, som vi vel alle føler
med hensyn til vore hjem, blev ind-
skrænket til at hænge en ny frisk
blomsterkrans i telttagets krog, når
dagens glæder og møje var overstå-
et.
Hvornår har en enkelt mad smagt
så godt, som den føde vi kogte på
vor lille spritbrænder. Svensk blå-
bærsuppe, rygende varm efter en
kold dag. Saligheden var stor, og
velværet, der bredte sig i kroppen
og gjorde os døsige og tunge, var ny
og utrolig. Latteren rullede under
taget. Champagnen og den gode vin
var afløst af det endnu bedre grøn-
landske vand. Vi drak i litervis hver
dag og var enige om, at det måtte
være fyldt med stærke, sunde ting,
som vore kroppe manglede, for vi
fik det som sagt bedre dag for dag.
Vi sang, når vi gik, vi sang, når vi
stod op — men én dag under på-
virkning af den tunge regn ramlede
vi ud i et furiøst skænderi på skan-
dinavisk.
Grunden er glemt, men den stro-
nomiske vrede ikke. Med fiske-
stang i hånd vandrede den maskuli-
ne del af ekspeditionen bort fra tel-
tet mod højre, og med pose i hånd
den-feminine del mod venstre. Fisk
blev fanget, uld blev samlet, mens
regnen silede ned, og efter et par ti-
mers bortnærværelse vandrede vi
fra hvert sit hold tilbage til valplad-
sen og faldt med latter i hinandens
arme. Ufreden var glemt, vi havde
også overvundet os selv og vist vore
følelser — luften var på ny god og
ren.
Sådan gav Grønland os alt, hvad
vi havde brug for, og derfor sidder
vi nu tilbage i vore respektive stor-
byer og tænker med dyb kærlighed
og længsel og med megen vemod på
vore oplevelser. Årets alternative
ekspedition, fumlegængernes og
sandhedssøgernes ekspedition, vo-
res ferie.
Et fantastisk dyr
[ Dyret løb nedad det våde fuglefjeld,
og da jeg skød,
sprang det højt op og vendte om i luften.
Af Lars Ingemann
Hele fuglefjeldet kogte. Myriader
af fugle dykkede nedad fjeldsiderne
som på kommando og med deres
skrig overdøvede alt. Og langt om
længe blev jeg klar over årsagen til
den stor uro. Det var en falk, der
var på jagt og den satte sig mageligt
på en lille afsats. Nu var vi så nær
ved fuglefjeldet, at jeg måtte sagtne
farten, og da kiggede op igen var
falken væk og fuglene fløjet påny.
Jeg kiggede intenst på det tomme
fuglefjeld, og nu kunne jeg se no-
get. Det var et dyr, et mærkeligt
dyr, jeg aldrig før havde set. Det be-
fandt sig ca 100 meter oppe og skele
ud til os i båden med sine store øjne.
Skrækkeligt syn
Dyret var med halen omtrent halv-
anden meter langt. Det var slank og
36 NR. 50 1984
pelsen havde følgende farver: Mør-
kebrun, mørkegul og sort. Men det
var de onde øjne, som gjorde mest
indtryk på mig. Jeg rystede lige-
frem, for det var et skrækkeligt syn.
For mig var det ikke til at fatte, at et
dyr kunne løbe nedad et fuglefjeld,
der var våd efter en regnbyge.
Det lille uhyrlige dyr gik meget
sikkert på en regnglat fremspring i
fjeldet og satte sig med front mod
os. Så begyndte det at stirre på os
med et sælsomt udtryk i sine store
øjne. Jeg blev urolig, og jeg kunne
se på min makker, at han heller hav-
de det alt for godt.
Så sagde jeg:
»Jakob, vi bliver nødt til at skyde
på dyret«.
Dyret kiggede stadig på os, og jeg
rystede sådan, at jeg ikke kunne få
det på kornet. Men dyret var i nær-
heden af en stendynge og for at
hindre, at det smuttede derind, fik
jeg den lyse ide at affyre et advar-
selsskud. Jeg var temmelig god til at
skyde dengang, jeg var jo så at sige
flasket op med at håndtere et skyde-
våben.
Stadig rystende trykkede jeg af. I
det samme sprang dyret højt op,
vendte sig meget elegant i luften og
landede et godt stykke oppe. Dér
stod jeg, fuldstændig mundlam og
stirrede frem for mig uden at kunne
tro mine egne øjne.
Det smuttede ind
Så snart det landede, løb det opad
så hurtig som en jagende falk. Det
løb i zig-zag og var meget mere van-
skelig at få på kornet end en et
springende marsvin.
Nogle sekunder efter var det lige
ved at smutte ind i stendyngen. Så
skød jeg mod en stor sten foran dy-
ret og håbede på, at det ville reagere
som et flygtende rensdyr og skifte
retning.
Men det gjorde dyret aldeles ik-
ke.
Det sprang langt til siden, og in-
den jeg fik tid til at trykke af igen,
smuttede det ind mellem stenene.
Det hele gik så hurtigt, at min
makker ikke havde mulighed til at
bruge sin riffel. Vi kiggede bare på
hinanden og rystede på hovedet...
Så sagde jeg til Jakob:
»Det er så fint vejr. Lad os lægge
til ved stranden og kravle op i fjel-
det efter dyret.« Han var ikke imod
det, og snart begav vi os opad. Men
fjeldet var glat og farligt at gå på, og
jeg sagde:
»Jeg tror ikke, vi har en chance at
nedlægge et så fantastisk dyr. Vi
kunne slet ikke hamle op med det.«
Min makker gav mig ret i og mum-
lede:
»Ja, lad os bare vende om. Det er
nok det klogeste.«
Andre havde set det
Da vi kom hjem fortalte vi om det
lille mærkelige og fantastiske dyr.
På bødkerværkstedet sagde for-
manden:
— 1 er ikke de første, der så det.
Sidste år ( 1964) var vi ved samme
fuglefjeld Taateraarsuit syd for Si-
simiut og vi så et dyr, mage til jeres.
Men også Mads Rønning fra Ilil-
leq havde på en rensjagt i 1944 ob-
serveret et sådant lille dyr inde i lan-
det. Dyret havde åbenbart skræmt
fuglene i Taateraarsuit. De har
nemlig forladt fjeldet og ikke er
vendt tilbage.
Så vidt Lars Ingemann.
Hvad slags dyr kan det lille uhyre
mon have været? Hvis det ikke
drejer sig om et for videnskaben
ukendt dyr hvad det er meget
usandsynligt — så kan der være tale
om en jærv. 1 bogen om Grønlands
Fauna fortælles det, den sidste
jærv, der besøgte Grønland kom
over Smith Sund i 1937 og huserede
i Thules distrikt i de følgende 10-11
år. Dyret er med hale omkring en
meter langt og farverne er mørke-
brun og mørkegul, og jærven er
kendt som et dyr, udstyret med fan-
tastiske fysiske egenskaber.
ATUAGAGDLIUTIT