Atuagagdliutit - 12.12.1990, Blaðsíða 4

AF LEO TOLSTOJ
TEGNING THORMOD KIDDE
« p *
O o

Adjei/itch - den gamle skomager
Op mod jul er der tradi-
tion for mange smukke
ting - også for at vise næ-
stekærlighed og godhed
mod andre. Men ægte
godhed - sådan som den
Adjevitch havde - behø-
ver ikke nogen højtidelig
anledning for at komme
til udtryk.
Der var engang en gam-
mel, fattig skomager, som
boede i en kælder. I hans
stue var der kun et eneste
vindue, og det sad så højt op-
pe, at skomageren kun kun-
ne se fødderne af de menne-
sker, som gik forbi. Hans ko-
ne og hans eneste barn var
begge døde, og han måtte ar-
bejde hårdt for at tjene til
huslejen, maden og lidt
brændsel. Hele dagen havde
han travlt med at lappe sko,
men om aftenen holdt han
af at sætte sig hen foran sin
lille kakkelovn og læse i den
eneste bog, han ejede. Den
bog var hans kones bibel, og
i den læste han om dengang,
da Jesus gik omkring og tal-
te til folk i Galilæa. En aften
sagde han til sig selv:
- Hvis blot jeg dog kunne
få ham at se, så ville det væ-
re let for at gøre det rette.
Samme aften, da den
gamle mand var gået i seng,
hørte han sit navn blive
kaldt af en mild stemme,
som fortsatte:
- I morgen kommer jeg
ned til dig, Adjevitch.
Skomageren sprang op af
sengen og svarede:
- Herre, hvornår kommer
du?
Men der var ikke en lyd at
høre den lille stue, alt var
stille, så skomageren troede,
at han havde drømt.
Den næste morgen, da
han vågnede, tænkte han
igen på stemmen og sagde til
sig selv:
- Hvor ville det dog være
vidunderligt om Herren vil-
le komme ned til mig. Men
det var naturligvis blot en
drøm.
Han stod op og lavede den
stærke, mørke te, som rus-
serne holder så meget af.
Netop som han var færdig
med sin morgenmad, hørte
han en vældig trampen ude
på fortovet. Han kiggede ud
ad vinduet og så fødderne af
den gamle mand, som skov-
lede sne.
Adjevitch forstod, at den
gamle måtte være gennem-
frossen, derfor gik han ud i
døren og bad ham komme
indenfor og varme sig. Bag-
efter gav Adjevitch ham no-
get te og noget groft brød.
Den gamle mand takkede og
strakte sine hænder frem
imod ilden, og lidt efter gik
han igen, og Adjevitch satte
sig til at lappe sko. Han ar-
bejdede flittigt lige til mid-
dagsstunden. Så hørte han
et barn græde og så ud ad
vinduet.
Han så fødderne af en
kvinde, som gik forbi, og lige
bag ved hende sås fødderne
af et lille barn. Den lilles sko
var hullede, og han frøs, så
han græd.
Adjevitch gik ud i døren
og bad kvinden komme ind
og varme sig. Hun fortalte
ham, at hendes mand var
soldat, og at han var blevet
forflyttet til en anden by. Og
da hun ikke havde nogen
penge, kunne hun ikke køre
med toget, så nu måtte hun
og barnet gå hele den lange
vej.
Adjevitch lagde mærke til,
hvor tyndt påklædt hun var.
Han tænkte:
- Marie ville sikkert synes,
at hun skulle have sjalet.
Han gik hen til den kiste,
hvor han opbevarede sine få
ejendele og tog sin kones sjal
frem og gav det til kvinden.
Han tog også et par fine,
små, røde sko frem. De var
færdige, på nær et par en-
kelte ting, og de var akkurat
i den rigtige størrelse til den
lille dreng.
Adjevitch tænkte på sin
egen søn, som var blevet syg
og var død, lige inden de nye
sko var færdige. Han var lidt
ked af at skille sig af med
dem, men han kunne jo se,
at dette barn her trængte til
dem, derfor satte Adjevitch
sig på sin bænk og gjorde
dem på et øjeblik færdige til
den lille dreng.
Barnet blev henrykt over
den smukke, muntre farve
på de nye sko. Han hoppede
rundt og jublede:
- Jeg bliver helt varm om
fødderne af de røde sko.
Adjevitch bød kvinden no-
get af sin stærke te og sit
grove brød, og hun takkede
ham for alt, hvad han havde
gjort for hende.
Så snart hun var gået, sat-
te Adjevitch sig igen til sit
arbejde. Han lappede mange
par sko, og til sidst blev det
så mørkt, at han ikke kunne
se at arbejde længere. Så la-
vede han sig igen noget te og
belavede sig på at spise til
aften. I det samme hørte
han lyden af fødder, som
skyndte sig forbi, og han
hørte også ophidsede, vrede
stemmer.
Han gik ud i døren og så
en dreng komme løbende, og
bagefter ham kom æbleko-
nen, som havde sin bod hen-
ne på hjørnet. Hun var fryg-
telig vred og råbte:
- Jeg tager dig med hen på
politistationen, gør jeg.
Drengen svarede:
- Så må du bare fange mig
først.
Adjevitch bød dem begge
to indenfor. De slog sig ned
ved ilden, og han delte sin te
og sit sidst stykke brød med
dem. Så sagde drengen:
- Det var heller ikke rig-
tigt af mig at stjæle æblet fra
dig, men jeg var så sulten.
Jeg skal nok betale dig, så
snart jeg kan tjene nogle
penge.
- Og æblekonen svarede:
- Du behøver ikke at beta-
le for det. Jeg burde selv ha-
ve givet det dig, da du bad
mig om det, men jeg vidste
ikke, at du var sulten.
Nu talte Adjevitch lidt
med drengen, og denne love-
de, at han aldrig mere ville
stjæle æbler.
Da æblekonen og drengen
var gået, slog Adjevitch sig
ned foran kakkelovnen og
gav sig på ny til at læse om
dengang, da Jesus gik om-
kring og talte med folk i Ga-
lilæa. Og igen tænkte han:
- Hvis blot han også ville
tale med mig, så ville det væ-
re lettere for mig at gøre det
rette.
Da sås pludselig et lys-
skær i den lille stue, og Adje-
vitch hørte en stemme sige:
- Jeg har jo været hos dig
i dag, Adjevitch.
Adjevitch sprang op og
svarede:
- Herre, hvornår har du
været her? Jeg har været så
optaget af mit ringe arbejde,
at jeg ikke har lagt mærke til
dig.
- Jeg var hos dig i morges
med den gamle mand, som
skovlede sne. Jeg var hos dig
i middagsstunden med mo-
deren og barnet. Jeg var hos
dig her til aften med æbleko-
nen og drengen. Jeg var sul-
ten, og du delte det lidet, du
havde, med mig. Jeg frøs, og
du varmede mig med klæ-
der, som var lunede af din
kærlighed. Det, du gjorde
for disse andre, Adjevitch,
det gjorde du også for mig.