Atuagagdliutit - 03.07.1991, Síða 11
NR. 74 1991
ATUAGAGDLIUTIT/GRØNLANDSPOSTEN
11
NARSARSUAQ(LRH) - 6.
juli klokken 19.00 1941
ankom de første ameri-
kanere til Bluie West
One, i dag kaldet Narsar-
suaq. Erhardt Christian-
sen fortæller udfra dag-
bøger fra dengang:
- Allerede i 1940, umiddel-
bart efter, at amerikanerne
havde overtaget forsvaret af
Grønland, sendte man en
ekspedition afsted hetil.
Ekspeditioen skulle finde
egnede landingsbaser i lan-
det, og det var den daværen-
de handelschef i Qaqortoq,
der anbefalede stedet her.
- Grunden til at de over-
hovedet ville anlægge lan-
dingsbaner her i landet var,
at tyskerne havde herre-
dømmetover Atlanten. Den-
gang kunne flyene ikke flyve
fra USA til Europa. De var
nødt til at mellemlande her i
Grønland, Island og i Skot-
land, før de nåede Europa.
De havde simpelthen ikke
brændstof nok til at flyve
længere.
- I begyndelsen sejlede
man flyene over atlanterha-
vet, men man regnede med,
at ikke engang 10 procent af
de fly de sendte med skib
kom til England. Resten gik
ned undervejs. Derfor reg-
nede man det som en succes,
når mere end 10 procent
kunne flyve igennem til
England.
De første
- Den 6. juli ankom det før-
ste entreprenørhold, som
skulle anlægge banen og
bygge beboelser. Her var ab-
solut intet. Men de kom ikke
igang med det samme, for de
havde ikke de rigtige materi-
aler. De troede, at de bare
kunne køre op og skubbe no-
get sand til side. Og de kend-
te ikke til de arktiske for-
hold og slet ikke noget til
vindforholdene her på sted-
et.
-1 første omgang boede de
ombord på skibet og arbej-
dede der. Derefter begyndte
de at sætte teltlejr op og boe-
de der. 14 dage efter, at de
var færdige med det, lå telt-
lejren ude i fjorden, og så
kunne de begynde forfra.
Vinden kom jo med en fart
på op over de 100 knob, og
det gør den hvert år. Det var
spildt arbejde.
- Ligesom de anlagde en
alternativ landingsbane på
tværs, nede ved havet. Det
gjorde de for at kunne lande
under alle vindforhold. Men
her på stedet blæser det kun
fra to retninger. Enten ude-
fra eller indefra, aldrig no-
gensinde andre steder fra.
Så det var også spildt arbej-
de at lave den.
Dagligdag
- Nu synes jeg det mest
spændende, det er at læse
om dagliglivet. At få lidt ind-
blik i, hvad de gik og lavede.
Der boede fast omkring
1.500 mennesker her, og der
var i de 5-600 bygninger der
var her, plads til at der kun-
ne være 5.000.1 dag bor der
-omkring 150, så det er gået
lidt tilbage, må man sige.
- Men jeg synes det er ri-
meligt pudsigt at læse om de
gnidninger, der var mellem
de civile arbejdere, der skul-
le anlægge basen og solda-
terne, som skulle hjælpe til.
Og på grund af løn- og ar-
bejdsforskelle var der abso-
lut gnidninger der.
- Soldaterne havde min-
dre i løn og arbejdede længe-
re, samtidig med at de havde
dårlige boligforhold. Der var
ikke meget demokrati der.
Faktisk endte det på et tids-
Blide West One
Om amerikanernes tid i Bluie West One fortalt af Erhardt Christiansen,
maskinarbejder på elværket i Narsarsuaq
m
.vt'-'V. -V
Narsarsuaq amerikamioqarallarmat orpeqanngitsoq ullumi orpinitsitersimavoq.
I amerikanernes tid var der ikke træer i Narsarsuaq - det er der i dag.
Erhardt Christiansen: Narsarsuaq amerikamiut mittarfigi-
gallarmassuk, Nluie West One, allagaatit atuarlugit assut
pissanganarput. Isumaqatigiiginnartarsimanngillat, all aat
ilaat imminortarsim allu tik.
Erhardt Christiansen: Det er spændende at læse om hverda-
gen på Bluie West One, Narsarsuaq. Mange gnidniger var
der og nogle kunne ikke klare det og begik selvmord.
punkt i noget, der ligner
strejke. Soldaterne begynd-
te at arbejde så langsomt, at
de faktisk slet ikke fik lavet
noget.
- En anden ting, der kun-
ne skabe gnidninger var, når
de soldater, som kom igen-
nem og fløj videre næste dag
havde tømt butikken fuld-
stændig for spiritus. Så kun-
ne der jo somme tider gå en
måned, før de fik nye forsy-
ninger. Det var heller ikke
særligt populært.
- Samtidig blev de solda-
ter, der var udstationeret i
Bluie West One ikke betrag-
tet som rigtige soldater. De
var jo ikke i krig, så de var
ikke helte. De var rednings-
uddannede.
Qanga amerikamiut nuannattariiata maanna sullivittut
toqqorsivittullu atorneqartut iigai allanngortitaasimanngil-
lat.
Væggene, som de så ud, da amerikanerne havde klub, i det
der i dag bruges som værksted og lagerplads.
- Indenfor Forsvaret var
der også interne problemer,
for der var mange afdelin-
ger. Kystbevogtningen og
Flåden var her. De havde in-
gen Luftvåben, men både
hæren og flåden havde et
luftvåben. De kunne så kon-
kurrere indbyrdes. Nogle
skulle bestemme over det
ene og nogen over det andet.
Og der var så mange ting,
der greb ind i hinanden, så
tingene gik langsomt, fordi
der var så mange instanser
man skulle igennem. Også
selvom de måske havde kon-
tor lige ved siden af hinan-
den. Hvis to mennesker ikke
kunne enes så forsinkede de
hinandens arbejde.
Fritid
- Der var ikke meget fritids-
aktiviteter her dengang. De
arbejdede jo nærmest i
døgndrift. Om sommeren,
hvor der var lyst, så landede
dejo hele tiden og tog afsted.
Det må have været en
enorm larm somme tider.
Men de spillede baseball ba-
rak mod barak, ellers har
der ikke været alverden.
- Lige bortset fra, at der
engang imellem var nogle
mennesker her for at optræ-
de. For eksempel var Marle-
ne Ditrich her for at optræ-
de. Jeg ved at de i Ivigtuut
påstår, at hun har været
der, men det er desværre ik-
ke rigtigt. Hun nægtede at
tage længere end hertil, hun
turde vist ikke flyve længe-
re. Damen gav tilgengæld fi-
re shows her i klubben.
- Som regel var soldaterne
her i et års tid ad gangen,
uden at komme hjem og med
meget dårlige kommunika-
tionsforhold. de vidste ikke
rigtigt, hvad der skete i om-
verdenen. De vidste ikke om
de tabte eller vandt krigen.
De hørte kun rygter fra pilo-
terne som landede her.
- Der var nogle enkelte,
som ikke kunne klare pres-
set og begik selvmord. Det
skriver de også om i dagbø-
gerne. Mange af dem var jo
ganske unge mennesker på
19-20 år. Og de havde aldrig
været væk fra USA før, og
de kom såp hertil in the mid-
dle of nowhere, og de anede
ikke om de var købt eller
solgt.
- En anden ting, der også
må have betydet meget for
dem psykisk, var da troppe-
transportskibet Dorchester
blev torpederet syd for
Grønland i 1943. Der gik der
jo lige pludselig længere tid,
inden de kunne komme
hjem. alle der skulle afløse
dem var døde. Det var noget
med 600 der døde dengang.
Hospitalet
- Hospitalet blev påbegyndt i
1943. Det gjorde de forment-
lig i fobrindelse med at de
også byggede i Europa. De
byggede flere steder i Eng-
land og på Island. Det var
simpelthen beregnet til
dem, som kunne tåle at
komme så langt væk. De vid-
ste at det ville komme til at
gå hårdt for sig, og mange
ville blive sårede.
- Allerede dagen efter den
6. juni 1944, hvor de gik i
land, D-dagen, kom de første
sårede hertil.
- De allerværst sårede
blev fløjet eller sejlet over
kanalen til det nærmeste
hospital i England. Det næ-
ste hold blev sendt til Skot-
land. De der kunne tåle lidt
mere kom til Island og dem
der kunne tåle endnu mere
kom hertil.
- Man regner med, at der
var plads til omkring 250 så-
rede. Og samtidig med at de
sårede begyndte at komme
hertil, kom der også sygeple-
jersker. De skulle hæve mo-
ralen. Jeg ved ikke, hvordan
de skulle bære sig ad med
det. De boede ude i hospi-
talsområdet. I passet derude
stod der så en vagtpost, som
skulle passe på, at soldater-
ne ikke forgreb sig på syge-
plejerskerne.
- Det er formodentlig det,
der har givet liv til mange
rygter om, at der skete hem-
melige ting og sager derude.
For soldaterne kunne sim-
pelthen ikke komme derud.
Men vagtposten var der ude-
lukkende for at holde alle
mændene væk fra de få
kvinder der var.