Atuagagdliutit - 08.03.1993, Blaðsíða 4

4
ATUAGAGDLI UTIT/GRØNLANDSPOSTEN
NR. 28 1993
asmsmmmimtmiii
GRØNLANDS UØNSKEDE BØRN
LANDSDOMMER HANS CHR. RAFFNSØE
efterlyste forleden i AG en debat i Grønland
omkring den grønlandske retsplejelov fra
1951 og kriminallov fra 1953. Og landsdom-
meren har ret: Vi må have skabt en bred
folkelig debat omkring disse afgørende spil-
leregler i det grønlandske samfund - dels for
vor egen skyld og dels for at dæmme op mod
den afsporede debat, som kører i Danmark
omkring disse vigtige grønlandske forhold.
Der stikker vel blandt folk en dyb uvilje
mod at tage fat på et emne, som har med
politi og retsvæsen at gøre: »Vi skal ikke
blandes ind i noget«. Det er måske en for-
ståelig, men ikke særlig sund holdning. Re-
sultatet bliver, at en udsendelse som »Grøn-
lændere i Herstedvester«, som KNR-TV vi-
ste tirsdag den 2. marts, får lov at stå uimod-
sagt. Og det har Grønland ikke fortjent.
DER ER FOLK I DANMARK, som føler sig
kaldet til at løse Grønlands problemer - også
14 år efter hjemmestyrets indførelse. En af
disse velmenende danskere er Tine Bryld,
som har fundet sin sag at brænde for: De 16
grønlændere i Herstedvester. Det er en
overskuelig og klokkeklar sag, for det er jo så
forfærdeligt med disse mennesker, der bliver
deporteret fra deres smukke land med de
drivende isfjelde og bliver stuvet sammen
som menneskeligt affald i en ravnekrog af
Danmark. Ikke sandt?
Meget kan man sige om Tine Bryld, men
hun er utrolig effektiv til at markedsføre sine
særinteresser. Selv det grønlandske forlag
Atuakkiorfik, der er kendt for at kunne sylte
manuskripter til grønlandske romaner i 10 år,
kunne pludselig i efteråret i en susende fart
få oversat og udgivet Brylds bøger om Her-
stedvester og en af fængslets mest kendte
indsatte, den 7-dobbelte morder Abel fra
Narsaq.
I Danmark har hun endnu lettere spil.
Danskernes kendskab til forudsætningerne
for anbringelser af enkelte grønlændere i
Herstedvester er selvfølgelig uhyre begræn-
sede, og man kan stadig score et par hurtige
points ved at slå på danskerne dårlige samvit-
tighed overfor de gamle kolonier mod nord.
I UDSENDELSEN »GRØNLÆNDERE i
Herstedvester« fik fem af de 16 indsatte fra
Grønland lov til med deres egne ord at for-
tælle om deres skæbne. Det må have skuret
grimt i ørene på de dansker TV-seere, som
udsendelsen var produceret til. Ikke mindst
når de indsatte i starten af udsendelsen bliver
omtalt som »Grønlands uønskede børn«. Det
er stærk kost til aftenskaffen.
Er Jens Laurits Petersen, Knud Eliassen,
Abel Lennert, Niels Fontain og Jakob Lin-
denhann uskyldige ofre for et hævntørstigt
og følelseskoldt system? Er det ikke brud på
menneskerettigheder at lade bygdens bager
forsvare den anklagede? Er det ikke umen-
neskeligt at dømme folk til indespærring på
ubestemt tid? Er det ikke forkasteligt at de-
portere folk, der ikke passer ind i gængse
rammer, til et andet land 4.000 kilometer
væk og afskære deres kontakt med familie,
sprog, ja hele deres kulturelle baggrund? Er
det ikke umenneskeligt, at de indsatte aldrig
får besøg og kun får lov at ringe hjem fem
minutter hver måned? Er det ikke forkaste-
ligt, at grønlændere i Herstedvester ikke får
deres sæl-suaasat til tiden?
Spørgsmålene er mange, og svarene fik lov
at blæse i vinden.
ET AF KENDETEGNENE for udsendelsen
»Grønlændere i Herstedvester« var de ube-
svarede spørgsmål og betoningen af den
dansk/grønlandske konflikt. Vi så i udsendel-
sen hærdebrede danske fængselsbetjente sat
overfor staklerne fra Grønland. Vi så til gen-
gæld ikke de tre grønlandske anstaltsbetjen-
te, som i Herstedvester arbejder med de
grønlandske indsatte. Vi så heller ikke den
grønlandske socialrådgiver, som er ansat til
udelukkende at hjælpe de 16 grønlændere.
Et andet kendetegn var de angreb, som
uimodsagt blev rettet mod det grønlands
retssystem. Forsvarsadvokaten Thorkild
Høyer fik lov at sige, at det grønlandske rets-
system, der hviler på lægmandsprincippet,
ikke fungerer, og at de ikke-jurisk uddanne-
de bisiddere, domsmænd og kredsdommere
ofte kommer til kort overfor politiets ankla-
ger. Resultatet er ifølge Thorkild Høyer en
række »justitsmord«, og det blev i udsendel-
sen kædet sammen med de indsatte grøn-
lændere i Herstedvester. Ikke et ord om det
grønlandske retssystem som værende gan-
ske enestående i hele verden, fordi det sæt-
ter de involverede personers sprog og kultu-
relle tilhørsforhold til lokalsamfundet højere
end juriske embedseksamner.
Et tredie kendetegn var nedtoningen af de
forbrydelser, som de fem indsatte havde be-
gået. Speakeren henviste til overtrædelser af
den grønlandske kriminallovs paragraf dit og
pragraf dat. Det er sort snak for et dansk øre,
og resultatet er fornemmelsen af en gruppe
forurettede mennesker, - og ikke af en grup-
pe mennesker med nogle af Grønlands mest
forfærdelige forbrydelser på samvittigheden.
Det er smart lavet, og manipulationen vir-
ker.
LAD OS FOR EN STUND se på disse skæb-
ner, skyldet op på den sjællandske kyst. Jens
Laurits Petersen har ikke haft nogen nem
barndom, og hans forhold til moderen frem-
står som meget uafklaret. Han kommer hur-
tigt ud i noget snavs, og den ene dom følger
den anden i kredsretten. Han stifter hurtigt
bekendtskab med Anstalten for Domfældte,
hvis åbne system han systematisk misbruger
til springture, hvor han begår ny kriminalitet.
På et tidspunkt giver anstalten op: - Vi kan
ikke magte ham. Jens Laurits passer ikke til
det åbne system. Vi har ikke de nødvendige
sanktionsmuligheder, og han må i en periode
indsættes i en lukket afdeling.
Svaret kommer promte: - Jens Laurits’ for-
brydelser berettiger ikke til en anbringelse i
Herstedvester.
Under endnu en springtur fra anstalten
myrder han tre af sine kammerater i en lejlig-
hed i Blok P i Nuuk. Så er han berettiget til
Herstedvester.
Ti år efter denne grufulde begivenhed for-
tæller Jens Laurits nu i TV-2, at han ikke selv
var skyld i de tre drab. Han har haft en hård
barndom, han var fuld på gemingstidspunk-
tet, han kom tilfældigvis i slagsmål på trap-
pen op til lejligheden i Blok P, han fik blod på
tøjet, og de tre kammerater drillede og slog
ham, så de selv var ude om at blive myrdet.
Der var ingen anger i hans beretning.
Hvad Jens Laurits ikke fortalte, var de
mange forbrydelser og domme i årene oø til
drabene, eller hans timelange og systemati-
ske voldtægt at en pige, som også opholdt sig
i lejligheden, mens ligene af kammeraterne
flød i køkkenet. Han fortalte heller ikke om
sine springture fra Herstedvester eller om
den drag prygl, han fik af grønlændere i Chri-
stiania, da han sidste gang søgte tilflugt i
fristaden, men nøgen og forslået blev overgi-
vet til politiet af sine landsmænd, som vendte
ham ryggen.
DE FIRE ANDRE SAGER er af samme skuf-
fe. Abel Lennert, der er dømt for at have
myrdet sin mindreårige kæreste i Sisimiut,
glemte at fortælle, at han tidligere har begået
et lignede drab. Knud Eliassen, der er dømt
for et alvorligt knivstikkeri i Ilulissat, glemte
at fortælle, at han mange gange tidligere er
straffet, også for alvorlige knivoverfald. Jakob
Lindenhann, som er dømt for at have voldta-
get et par småpiger, glemte at fortælle, at
opholdet i Herstedvester er kulminationen
på en stibe seksualforbrydelser mod børn.
Anderledes var det med Niels Fontain, som
har siddet 17 år i Herstedvester, dømt for at
have skubbet tre mennesker i Maniitsoq i
vandet, hvor de druknede. Han virkede fuld-
stændig ødelagt at opholdet i Herstedvester,
men at bruge en gammel artikel fra ugebladet
»Ude & Hjemme« som bevis for hans gode
hensigter, virkede ikke troværdigt i TV-2’s
udsendelse. (Disse fem indsatte trådte frem
på skærmen med navns nævnelse, hvorfor vi
også har valgt at skrive deres navne).
Tankevækkende er altså ikke alene det, vi
så i TV-udsendelsen, men også det, vi ikke
så. Vi så heller ikke Abel Mikaelsen, som
nytårsnat 1991 myrdede syv af sine kamme-
rater i Narsaq, og som også er anbragt i den
grønlandske fløj af Herstedvester. Tine
Bryld har skrevet en bog om Abel, og det
ville nok have været muligt at få ham til at
stille op for åben skærm. Hans forbrydelse
står dog stadig klart i erindringen i Danmark,
og han ville givetvis ødelægge udsendelsens
illusion om de uskyldige grønlændere i Dan-
mark.
Udsendelsens mål var tilsyneladende ikke
at fortælle, at Herstedvester er det ultimati-
ve sted for grønlandske lovovertrædere, som
forinden har været gennem utallige domme,
foranstaltninger og ophold i anstalten for
domfældte. Målet var altså ikke at fortælle
om det grønlandske retssystem, som har lagt
et fintmasket sikkerhedsnet under folk, som
bryder love og normer, så kun ganske enkel-
te mennesker falder igennem. Ikke et ord om
at vi med den liberale lov kan redde de mange
på de fås bekostning.
DE 16 INDSATTE I HERSTEDVESTER er
ikke folk, som Grønland har sendt til Dan-
mark, fordi vi er et hævngerrigt og følelses-
koldt samfund, som lader vore uønskede
børn i stikken. De 16 sidder i Herstedvester,
fordi deres forbrydelser er så forfærdentlige,
at det grønlandske samfundet i dag ikke har
andre muligheder for at forsvare sig mod
dem. Det er en afvejning af samfundets inter-
esser contra den enkeltes rettigheder. Sam-
fundet skal have mulighed for at beskytte sig
mod folk med en stærk afvigende adfærd.
Ellers går retsfølelsen fløjten og afløses af
selvtægt og afmagt.
Jamen, kan vi da bare ikke bygge en lukket
anstalt i Grønland for disse mennesker? Jo,
det kan vi godt. Og det skal vi også. Ingen
tvivl om det. Folk i retssystemet med lands-
dommer Hans Chr. Raffnsøe i spidsen og folk
i det politiske system med landsstyremed-
lemmet for sociale anliggende Henriette
Rasmussen i spidsen ryster ikke på hånden,
når de giver deres fulde støtte til en overfø-
relse af de indsatte i Herstedvester til Grøn-
land.
Det forunderlige er altså, at diskussionen
ikke er en debat for eller imod en lukket
anstalt i Grønland. Debatten er i stedet for
eller imod erkendelsen af den økonomiske
og politiske virkelighed, som omgiver os. En
lukket anstalt, bygget i forbindelse med
Dronning Ingrids Hospitals psykiatriske af-
deling, vil koste 60 millioner kroner at opføre
og 20 millioner kroner at drive om året. Har
vi disse penge i dag, og er vi i givet fald parat
til at bruge dem til dette meget specifikke
formål?
DET VIL VÆRE NAIVT AT TRO, at ham
der staten kvit og frit kommer med en pose
penge og bygger en lukket anstalt til 60 mil-
lioner kroner. Får vi den lukkede anstalt her
og nu, vil pengene blive hentet fra andre
konti. Sådan fungerer den realpolitiske vir-
kelighed nu engang.
SKAL VI SÅ VENTE på bedre tider og imens
lade de indsatte rådne op i Herstedvester?
Nej, vi skal i Grønland have en bred folkelig
debat om prioriteringerne af de ressourcer,
som vi nu engang har til rådighed. Hvordan
skal vi bruge vore fælles penge? Ingen er i
tvivl om, at det er en belastning at blive sendt
til Herstedvester. Situationen er imidlertid
ikke enestående i et Grønland med et ungt
hjemmestyre. Hvert år må mange hundrede
grønlandske patienter, ofte med svære og
livstruende sygdomme, sendes til Rigshospi-
talet i København. Hvert år er mange psy-
kisk handicappede henvist til en tilværelse
på »Andersvænge« i Vordingborg eller Ny-
købing Sjælland. Hvert år frister mange
skæbner en kummerlig tilværelse på Kofoed
Skole eller i Christiania. Hvert år er mange
unge under uddannelse henvist til at læse på
danske uddannelsessteder.
Disse mennesker, som ikke har slået en
flue ihjel, bliver også »deporteret«, selv om
ingen ville drømme om at bruge udtrykket,
som til gengæld har en vældig slagkraft, når
det gælder de indsatte i Herstedvester.