Atuagagdliutit

Árgangur
Tölublað

Atuagagdliutit - 08.03.1993, Blaðsíða 4

Atuagagdliutit - 08.03.1993, Blaðsíða 4
4 ATUAGAGDLI UTIT/GRØNLANDSPOSTEN NR. 28 1993 asmsmmmimtmiii GRØNLANDS UØNSKEDE BØRN LANDSDOMMER HANS CHR. RAFFNSØE efterlyste forleden i AG en debat i Grønland omkring den grønlandske retsplejelov fra 1951 og kriminallov fra 1953. Og landsdom- meren har ret: Vi må have skabt en bred folkelig debat omkring disse afgørende spil- leregler i det grønlandske samfund - dels for vor egen skyld og dels for at dæmme op mod den afsporede debat, som kører i Danmark omkring disse vigtige grønlandske forhold. Der stikker vel blandt folk en dyb uvilje mod at tage fat på et emne, som har med politi og retsvæsen at gøre: »Vi skal ikke blandes ind i noget«. Det er måske en for- ståelig, men ikke særlig sund holdning. Re- sultatet bliver, at en udsendelse som »Grøn- lændere i Herstedvester«, som KNR-TV vi- ste tirsdag den 2. marts, får lov at stå uimod- sagt. Og det har Grønland ikke fortjent. DER ER FOLK I DANMARK, som føler sig kaldet til at løse Grønlands problemer - også 14 år efter hjemmestyrets indførelse. En af disse velmenende danskere er Tine Bryld, som har fundet sin sag at brænde for: De 16 grønlændere i Herstedvester. Det er en overskuelig og klokkeklar sag, for det er jo så forfærdeligt med disse mennesker, der bliver deporteret fra deres smukke land med de drivende isfjelde og bliver stuvet sammen som menneskeligt affald i en ravnekrog af Danmark. Ikke sandt? Meget kan man sige om Tine Bryld, men hun er utrolig effektiv til at markedsføre sine særinteresser. Selv det grønlandske forlag Atuakkiorfik, der er kendt for at kunne sylte manuskripter til grønlandske romaner i 10 år, kunne pludselig i efteråret i en susende fart få oversat og udgivet Brylds bøger om Her- stedvester og en af fængslets mest kendte indsatte, den 7-dobbelte morder Abel fra Narsaq. I Danmark har hun endnu lettere spil. Danskernes kendskab til forudsætningerne for anbringelser af enkelte grønlændere i Herstedvester er selvfølgelig uhyre begræn- sede, og man kan stadig score et par hurtige points ved at slå på danskerne dårlige samvit- tighed overfor de gamle kolonier mod nord. I UDSENDELSEN »GRØNLÆNDERE i Herstedvester« fik fem af de 16 indsatte fra Grønland lov til med deres egne ord at for- tælle om deres skæbne. Det må have skuret grimt i ørene på de dansker TV-seere, som udsendelsen var produceret til. Ikke mindst når de indsatte i starten af udsendelsen bliver omtalt som »Grønlands uønskede børn«. Det er stærk kost til aftenskaffen. Er Jens Laurits Petersen, Knud Eliassen, Abel Lennert, Niels Fontain og Jakob Lin- denhann uskyldige ofre for et hævntørstigt og følelseskoldt system? Er det ikke brud på menneskerettigheder at lade bygdens bager forsvare den anklagede? Er det ikke umen- neskeligt at dømme folk til indespærring på ubestemt tid? Er det ikke forkasteligt at de- portere folk, der ikke passer ind i gængse rammer, til et andet land 4.000 kilometer væk og afskære deres kontakt med familie, sprog, ja hele deres kulturelle baggrund? Er det ikke umenneskeligt, at de indsatte aldrig får besøg og kun får lov at ringe hjem fem minutter hver måned? Er det ikke forkaste- ligt, at grønlændere i Herstedvester ikke får deres sæl-suaasat til tiden? Spørgsmålene er mange, og svarene fik lov at blæse i vinden. ET AF KENDETEGNENE for udsendelsen »Grønlændere i Herstedvester« var de ube- svarede spørgsmål og betoningen af den dansk/grønlandske konflikt. Vi så i udsendel- sen hærdebrede danske fængselsbetjente sat overfor staklerne fra Grønland. Vi så til gen- gæld ikke de tre grønlandske anstaltsbetjen- te, som i Herstedvester arbejder med de grønlandske indsatte. Vi så heller ikke den grønlandske socialrådgiver, som er ansat til udelukkende at hjælpe de 16 grønlændere. Et andet kendetegn var de angreb, som uimodsagt blev rettet mod det grønlands retssystem. Forsvarsadvokaten Thorkild Høyer fik lov at sige, at det grønlandske rets- system, der hviler på lægmandsprincippet, ikke fungerer, og at de ikke-jurisk uddanne- de bisiddere, domsmænd og kredsdommere ofte kommer til kort overfor politiets ankla- ger. Resultatet er ifølge Thorkild Høyer en række »justitsmord«, og det blev i udsendel- sen kædet sammen med de indsatte grøn- lændere i Herstedvester. Ikke et ord om det grønlandske retssystem som værende gan- ske enestående i hele verden, fordi det sæt- ter de involverede personers sprog og kultu- relle tilhørsforhold til lokalsamfundet højere end juriske embedseksamner. Et tredie kendetegn var nedtoningen af de forbrydelser, som de fem indsatte havde be- gået. Speakeren henviste til overtrædelser af den grønlandske kriminallovs paragraf dit og pragraf dat. Det er sort snak for et dansk øre, og resultatet er fornemmelsen af en gruppe forurettede mennesker, - og ikke af en grup- pe mennesker med nogle af Grønlands mest forfærdelige forbrydelser på samvittigheden. Det er smart lavet, og manipulationen vir- ker. LAD OS FOR EN STUND se på disse skæb- ner, skyldet op på den sjællandske kyst. Jens Laurits Petersen har ikke haft nogen nem barndom, og hans forhold til moderen frem- står som meget uafklaret. Han kommer hur- tigt ud i noget snavs, og den ene dom følger den anden i kredsretten. Han stifter hurtigt bekendtskab med Anstalten for Domfældte, hvis åbne system han systematisk misbruger til springture, hvor han begår ny kriminalitet. På et tidspunkt giver anstalten op: - Vi kan ikke magte ham. Jens Laurits passer ikke til det åbne system. Vi har ikke de nødvendige sanktionsmuligheder, og han må i en periode indsættes i en lukket afdeling. Svaret kommer promte: - Jens Laurits’ for- brydelser berettiger ikke til en anbringelse i Herstedvester. Under endnu en springtur fra anstalten myrder han tre af sine kammerater i en lejlig- hed i Blok P i Nuuk. Så er han berettiget til Herstedvester. Ti år efter denne grufulde begivenhed for- tæller Jens Laurits nu i TV-2, at han ikke selv var skyld i de tre drab. Han har haft en hård barndom, han var fuld på gemingstidspunk- tet, han kom tilfældigvis i slagsmål på trap- pen op til lejligheden i Blok P, han fik blod på tøjet, og de tre kammerater drillede og slog ham, så de selv var ude om at blive myrdet. Der var ingen anger i hans beretning. Hvad Jens Laurits ikke fortalte, var de mange forbrydelser og domme i årene oø til drabene, eller hans timelange og systemati- ske voldtægt at en pige, som også opholdt sig i lejligheden, mens ligene af kammeraterne flød i køkkenet. Han fortalte heller ikke om sine springture fra Herstedvester eller om den drag prygl, han fik af grønlændere i Chri- stiania, da han sidste gang søgte tilflugt i fristaden, men nøgen og forslået blev overgi- vet til politiet af sine landsmænd, som vendte ham ryggen. DE FIRE ANDRE SAGER er af samme skuf- fe. Abel Lennert, der er dømt for at have myrdet sin mindreårige kæreste i Sisimiut, glemte at fortælle, at han tidligere har begået et lignede drab. Knud Eliassen, der er dømt for et alvorligt knivstikkeri i Ilulissat, glemte at fortælle, at han mange gange tidligere er straffet, også for alvorlige knivoverfald. Jakob Lindenhann, som er dømt for at have voldta- get et par småpiger, glemte at fortælle, at opholdet i Herstedvester er kulminationen på en stibe seksualforbrydelser mod børn. Anderledes var det med Niels Fontain, som har siddet 17 år i Herstedvester, dømt for at have skubbet tre mennesker i Maniitsoq i vandet, hvor de druknede. Han virkede fuld- stændig ødelagt at opholdet i Herstedvester, men at bruge en gammel artikel fra ugebladet »Ude & Hjemme« som bevis for hans gode hensigter, virkede ikke troværdigt i TV-2’s udsendelse. (Disse fem indsatte trådte frem på skærmen med navns nævnelse, hvorfor vi også har valgt at skrive deres navne). Tankevækkende er altså ikke alene det, vi så i TV-udsendelsen, men også det, vi ikke så. Vi så heller ikke Abel Mikaelsen, som nytårsnat 1991 myrdede syv af sine kamme- rater i Narsaq, og som også er anbragt i den grønlandske fløj af Herstedvester. Tine Bryld har skrevet en bog om Abel, og det ville nok have været muligt at få ham til at stille op for åben skærm. Hans forbrydelse står dog stadig klart i erindringen i Danmark, og han ville givetvis ødelægge udsendelsens illusion om de uskyldige grønlændere i Dan- mark. Udsendelsens mål var tilsyneladende ikke at fortælle, at Herstedvester er det ultimati- ve sted for grønlandske lovovertrædere, som forinden har været gennem utallige domme, foranstaltninger og ophold i anstalten for domfældte. Målet var altså ikke at fortælle om det grønlandske retssystem, som har lagt et fintmasket sikkerhedsnet under folk, som bryder love og normer, så kun ganske enkel- te mennesker falder igennem. Ikke et ord om at vi med den liberale lov kan redde de mange på de fås bekostning. DE 16 INDSATTE I HERSTEDVESTER er ikke folk, som Grønland har sendt til Dan- mark, fordi vi er et hævngerrigt og følelses- koldt samfund, som lader vore uønskede børn i stikken. De 16 sidder i Herstedvester, fordi deres forbrydelser er så forfærdentlige, at det grønlandske samfundet i dag ikke har andre muligheder for at forsvare sig mod dem. Det er en afvejning af samfundets inter- esser contra den enkeltes rettigheder. Sam- fundet skal have mulighed for at beskytte sig mod folk med en stærk afvigende adfærd. Ellers går retsfølelsen fløjten og afløses af selvtægt og afmagt. Jamen, kan vi da bare ikke bygge en lukket anstalt i Grønland for disse mennesker? Jo, det kan vi godt. Og det skal vi også. Ingen tvivl om det. Folk i retssystemet med lands- dommer Hans Chr. Raffnsøe i spidsen og folk i det politiske system med landsstyremed- lemmet for sociale anliggende Henriette Rasmussen i spidsen ryster ikke på hånden, når de giver deres fulde støtte til en overfø- relse af de indsatte i Herstedvester til Grøn- land. Det forunderlige er altså, at diskussionen ikke er en debat for eller imod en lukket anstalt i Grønland. Debatten er i stedet for eller imod erkendelsen af den økonomiske og politiske virkelighed, som omgiver os. En lukket anstalt, bygget i forbindelse med Dronning Ingrids Hospitals psykiatriske af- deling, vil koste 60 millioner kroner at opføre og 20 millioner kroner at drive om året. Har vi disse penge i dag, og er vi i givet fald parat til at bruge dem til dette meget specifikke formål? DET VIL VÆRE NAIVT AT TRO, at ham der staten kvit og frit kommer med en pose penge og bygger en lukket anstalt til 60 mil- lioner kroner. Får vi den lukkede anstalt her og nu, vil pengene blive hentet fra andre konti. Sådan fungerer den realpolitiske vir- kelighed nu engang. SKAL VI SÅ VENTE på bedre tider og imens lade de indsatte rådne op i Herstedvester? Nej, vi skal i Grønland have en bred folkelig debat om prioriteringerne af de ressourcer, som vi nu engang har til rådighed. Hvordan skal vi bruge vore fælles penge? Ingen er i tvivl om, at det er en belastning at blive sendt til Herstedvester. Situationen er imidlertid ikke enestående i et Grønland med et ungt hjemmestyre. Hvert år må mange hundrede grønlandske patienter, ofte med svære og livstruende sygdomme, sendes til Rigshospi- talet i København. Hvert år er mange psy- kisk handicappede henvist til en tilværelse på »Andersvænge« i Vordingborg eller Ny- købing Sjælland. Hvert år frister mange skæbner en kummerlig tilværelse på Kofoed Skole eller i Christiania. Hvert år er mange unge under uddannelse henvist til at læse på danske uddannelsessteder. Disse mennesker, som ikke har slået en flue ihjel, bliver også »deporteret«, selv om ingen ville drømme om at bruge udtrykket, som til gengæld har en vældig slagkraft, når det gælder de indsatte i Herstedvester.

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.