Atuagagdliutit - 03.06.1993, Blaðsíða 10

10
ATUAGAGDLIUTIT/GRØNLANDSPOSTEN
NR. 61 1993
Job med omkostninger
Jess G. Berthelsen mener at kunne styrke SIK yderligere, derfor stiller han op til formandsvalget igen til oktober
Jess G. Berthelsen, SIK-misiulittaasoq: - Inunnik assigiinn-
gisitsisarneq nuannarinngisaannarsimavara. Ilaatigummi
aamma takuneq ajornartanngilaq ilinniartitsisut su Usar tut
meeraannik atugarissaartunik atugarissaanngitsunUlu im-
mikkoortitsisamerat. Tamannalu akerlerilluinnarpara.
Jess G. Berthelsen, formand for SIK: - Jeg har aldrig brudt
mig om at se forskelsbehandling. Ind imellem kan man
ovenikøbet se, at skolelærere forskelsbehandler børn affor-
skelUge kår. Det er jeg klart imod. (Ass./Foto: Knud Josef-
sen)
NUUK(LRH) - Jess Gustav
Berthelsen er opkaldt både
efter sin farfar og morfar.
Han blev født i Sisimiut 5.
maj 1958 og er den mellem-
ste af ti søskende. Jess’ far,
Hanne, er opkaldt efter en
pige, som hans mor var
utrolig glad for at passe, da
hun var yngre, var ekspedi-
ent og Jess’ mor, Thabita,
arbejdede til tider som ren-
gøringsassistent. Ellers pas-
sede hun deres ti børn. Og i
det Berthelsenske hjem, var
det ikke altid nemt at få øko-
nomien til at hænge sam-
men.
Efter at have taget uddan-
nelse som maskinarbejder
fra Århus Tekniske skole,
havde Jess G. Berthelsen,
forskellige jobs både i Nuuk
og i Sisimiut. I mellemtiden
fik han en datter, Naasunn-
guaq, som nu er 12 år og som
i Jess’ mund Ikke hedder an-
det end »Uumasuaraatiga« -
mit lille dyr.
Da Jess blev alene med sin
lille to-årige datter, flyttede
de til Sisimiut, hvor han fik
job i fritidsklubben Meeqqat
Inuusuttullu Sukisaarsaar-
tarfiat. Her fik man højere
løn, end andre steder, men
da der ikke var overenskom-
ster, var der heller ingen sik-
kerhedsnet.
-1 den forbindelse blev jeg
interesseret i, at de ansatte i
Meeqqat Inuussuttulu Su-
kisaarsaartarfiat fik en
overenskomst. Og det var
jeg så med til at få i stand. I
den forbindelse var jeg i
1983 i Nuuk, hvor overens-
komsten blev udformet.
Tillidsrepræsentant
- Jeg blev tillidsrepræsen-
tant, og på samme tid blev
den lokale lønmodtageror-
ganisation oprettet i Sisi-
miut. Her blev jeg også med-
lem af bestyrelsen og blev
også senere formand.
- Jeg har altid ment det
var nødvendigt, at man var
medlem af SIK både lokalt
og på landsbasis. I Danmark
er man tvunget til at være
medlem af en fagforening,
selvom det ikke er gennem
lov. Pressionen sker gen-
nem tillidsrepræsentanter-
ne. Og det er jeg enig i. Gen-
nem oplysning skal det gø-
res interessant for alle at bli-
ve medlemmer af en fagfore-
ning.
- Jeg er den mellemste af
ti søskende. Og når man er
så mange børn, så kan det til
tider være vanskeligt at
skaffe føde nok. Derfor har
det altid været min interes-
se at få ordentlige forhold
for arbejdere.
- Og så har jeg iøvrigt al-
drig brudt mig om at se for-
skelsbehandling. Ind imel-
lem kan man ovenikøbet se,
at skolelærere forskelsbe-
handler børn af gode kår og
børn af dårligere kår. Det er
jeg klart imod, og det er bag-
grunden for min interesse
for at skabe bedre kår for
arbejdere.
- Det er tanker jeg har
haft lige siden jeg var barn.
Jeg kunne allerede da jeg
var barn se, at børn af for-
skellige kår blev behandlet
forskelligt.
- Vi drøftede disse ting
hjemme, og selv om vi var så
mange børn, så havde vi en
god opvækst, og i vores fa-
milie blev det sat højt at sid-
de hjemme om aftenen med
en kop te eller kaffe. Og på
sådanne aftener kunne man
ikke undgå at komme ind på
disse emner.
Første kamp
Jess var ikke så gammel, da
han var ude i sin første
kamp mod uretfærdighed.
En historie han godt mener
han kan fortælle nu, hvor
der er gået mere end fem år
efter hændelsen.
- Da jeg var 13-14 år blev
min ven og jeg næsten små
partisanere.
- Vi fik en ny vej i Sisi-
miut, »Aqqusinersuaq«. Da
den blev færdig blev den
spærret med en bom, så kun
de, der havde lavet vejen
kunne benytte den.
- Det var min ven og jeg
meget fortørnede over. Vi
mente ikke det kunne være
meningen. Og rygterne var
også dengang, at hvis man
betalte, kunne det lade sig
gøre at låne nøglen til bom-
men, så man kunne køre på
vejen.
- Det var på den tid, hvor
det var meget udbredt
blandt unge at lave bomber.
- Min ven og jeg fyldte en
stor tændstikæske med
krudt og forsøgte at spræn-
ge bommen i stykker. Det
lykkedes ikke. Men vi gav ik-
ke op. Når det ikke kunne
lade sig gøre med krudt måt-
te vi prøve med sten. Og det
lykkedes til sidst at få den
brækket over. Den blev svej-
set sammen igen, og vi øde-
lagde den igen, men de blev
ved med at svejse den sam-
men, så til sidst prøvede vi
at lave en vej uden om bom-
men med sten og sand. Efter
en uge blev der sat en kæm-
pesten op, og så opgav vi.
- Så vidt jeg ved blev det
aldrig opdaget, at det var
mig og min ven, der gjorde
det. Og først et par år senere
blev vejen åbnet for alle.
Hård start
Jess blev valgt ind i bestyrel-
sen for SIK i 1989 og blev
formand i 1990.
- Det var en hård start i
1990, da jeg blev valgt som
formand. Det var i en tid,
hvor SIK var meget kritise-
ret, og der var megen uro i
lokalafdelingerne. Så der
var noget at tage fat i.
- Senere, mener jeg selv,
er der faldet ro over SIK. Jeg
tror selv, at det har noget at
gøre med, at de enkelte fag-
områder har haft mere ind-
flydelse på overenskomster-
ne end tidligere. Og vores er-
klærede mål er at få flere af
den slags lokalklubber med
egne fagområder. På den
måde regner vi med at kun-
ne få flere medlemmer i
SIK.
- Jeg mener dog ikke, at vi
skal organisere os, som i
Danmark. Vi er et stort
land, med få mennesker.
Hvis vi har små særorgani-
sationer rundt om i landet,
uden egne kontor, og som
man kun kan nå ved at rejse
frem og tilbage, så kan det
ikke gå For eksempel PIP,
de siger de er 325, men om-
kring halvdelen er i Nuuk,
resten på kysten, og de har
ingen lokalafdelinger. Jeg
mener, at hvor man sam-
men kunne være stærke, så
bliver man svagere, når man
spredes for meget.
Klubber
- Men jeg synes det er på sin
plads at danne klubber, med
de enkelte fagområder, og så
samle alle under én organsi-
ation. Og jeg mener godt
man kunne tage alle fag-
grupper, også de som har
højere uddannelse sammen
med ufaglærte. Men det er
nok ikke helt opnåeligt, så
ok, lad de højere uddannede
have deres egen organisa-
tion.
- Fiskere og fangere kan
så også have deres egen or-
ganisation. Og selvom jeg ik-
ke burde blande mig i deres
forhold, så mener jeg at
KAIK og KNAPK burde slå
sig sammen, og det samme
mener jeg, at de, med de hø-
jere uddannelser burde gø-
re. Det er for nemt for ar-
bejdsgivere at køre om hjør-
ner med små grupper, end
med store grupper.
- Jeg er overbevist om, at
det kan lade sig gøre, at have
flere faggrupper i en organi-
sation. Der skal blot flere lo-
kalafdelinger/klubber med
specielle faginteresser til.
Det vil i hvertfald være bed-
re end at være spredt rundt
i små fagforeninger.
Datter
Jess privaltliv drejer sig i
dag om hans datter.
- Jeg har boet alene med
hende siden hun var to år.
Og hun er ikke altid tilfreds
med vores liv. Specielt var
hun i starten ked af det, når
jeg skulle ud at rejse, og hun
spørger mig tit, hvornår jeg
trækker mig fra SIK.
- Hvad svarer du så?
- Når mit arbejde er lavet
færdigt.
- Men hun er ved at væn-
ne sig til vores liv - desværre
kan man sige. Men sådan er
vores vilkår, og hun er me-
get tålmodig.
- For mit eget vedkom-
mende er hun altid i mine
tanker, når jeg er væk fra
hende. Tanken om, at hun
skal efterlades hos familie,
når jeg er ude at rejse, er
ikke altid rar. Når der bliver
for meget rejseri tager jeg
hende nogle gange med.
- Men du har også aftenar-
bejde?
- Ja, det er desværre rig-
tigt. Og jeg er meget op-
mærksom på det, så jeg for-
søger at bruge meget tid på
hende i weekends og, når jeg
ikke har for travlt.
Ikke meget fritid
Jess har ikke meget fritid.
Aftnerne bliver som regel
brugt foran fjernsynet, hvor
han slapper fuldstændig af.
Og det er sjældent at han
har tid til andet. Tidligere
var han meget sportsorien-
teret, men det har han slet
ikke tid til i dag.
- De sidste to år har jeg
ikke kunnet holde ferie.
- Kan det betale sig, at ha-
ve sådan et job?
Svaret kommer prompte.
- Nej, slet ikke.
- Og nu bliver mit og be-
styrelsens arbejde vurderet
til generalforsamlingen til
oktober, hvor jeg stiller op
som kandidat til formands-
posten igen. Hvis man ikke
er tilfreds med vores arbejde
bliver vi skiftet ud.
- Du tøvede ikke et se-
kund, da du sagde, at det ik-
ke kan betale sig at have det
job. Hvorfor stiller du så op
igen?
- Jeg kan ikke bare tænke
på mig selv. Jeg sætter roen
omkring SIK højere, og jeg
tror jeg kan arbejde for at
organisationen bliver stær-
kere, så man ikke kan kom-
me igennem med ting, uden
at SIK er involveret.
- Det bliver med menne-
skelige omkostninger, som
du må betale?
- Ja. Jeg er alene, og der er
8.700 medlemmer.
- Men du har en datter.
Dybt suk.
- Ja... Det er prisen.
- Har du haft for travlt til
at finde en kæreste?
- Det ved jeg ikke, siger
Jess med et genert grin.
PRESSEMEDDELELSE
Formandsskift i Atorfillit Kattuffiat
Atorfillit Kattuffiat har fået ny formand, idet nuværende for-
mand Søren Lynge har bebudet sin tilbagetrækning som for-
mand for foreningen pr. 1. juni 1993.
Atorfillit Kattuffiats bestyrelse har på møde den 12. maj 1993
konstitueret sig på ny efter gældende vedtægter, og følgende
blev valgt af en enig bestyrelse:
Formand for AK indtil landsmøde 1994 Bjørn Jokumsen.
Næstformand for AK og redaktør for Atorfilik Kirsten Sol-
berg.
Kasserer Jan Munch.
Den øvrige bestyrelse består af:
Formand for Hjemmestyregruppen Johan Rosbach
Formand for Faglærergruppen Palle Høy
Formand for KNI-gruppen Benedikte Jensen
Formand for Pensionistgruppen Jens Simonsen
Formand for Kommunegruppen er stadig Kirsten Solberg
Eftersom Søren Lynge træder ud af bestyrelsen, og Bjørn Jo-
kumsen hidtil har været styregruppeformand for NunaTek-
gruppen, skal der vælges en ny repræsentant til styregruppen
fra NunaTek-gruppen.
Med venlig hilsen
Bestyrelsen for Atorfillit Kattuffiat