Atuagagdliutit - 14.09.1993, Blaðsíða 8

8
ATUAGAGDLI UTIT/GRØNLANDSPOSTEN
NR. 89 1993
mmmmmmmmsmmmmmmmmmmmmmmmmmmmfsssmmsssmiimimmim
Hanne Andersen-ip Australiami angajoqqaarsiani qatanngutisianilu japanimioq ilagalugit. Hanne Andersen sammen med sin australske familie og japanske søster. (Namm. assilisaq/
Privatfoto)
Blev voksen i Australien
Der var mange paraleller mellem indfødte i Australien og grønlændere, mener AFS-eren Hanne Andersen
NUUK(LRH) -11991/92 var
Hanne Andersen gennem
AFS et år i Australien, hvor
hun boede hos en familie
med fire udeboende børn.
Familien havde tidligere
haft en udvekslingsstudent
fra Malaysia boende og sam-
me år, som Hanne boede hos
dem, havde de en japansk pi-
ge boende.
- Da de fleste jeg talte med
om AFS havde været i USA
valgte jeg at tage til Austra-
lien. Men mine fcrældre var
ikke så glade for det.
- Vi syntes Australien var
for langt væk, siger mode-
ren Johanne Andersen.
- Vi havde talt om, at hun
Australiamiissimagaanni koala-mik assileqateqarnissaq
pissusissamissu uginnarpoq.
Det er noget af det naturligste - at blive fotograferet med en
koala - ihvertfald, når man har været i Australien. (Namm.
assilisaq/Privatfoto)
gerne ville prøve at bo i et
andet land, men det er altid
svært, når ens børn rejser.
Men det gik nu meget hur-
tigt, og hun nåede at holde
jul her inden hun tog afsted.
- Ja, og så nåede jeg at hol-
de jul deruden, inden jeg
skulle hjem igen. Men jeg
var glad for, at jeg skulle
hjem lige efter, for jeg savne-
de min familie i julen.
Den første tid gik meget
med at skrive breve - for far
og mor.
-1 starten var det hele så
spændende, at jeg næsten
ikke havde tid til at skrive
hjem, men jeg fik mange
breve. Mor var lidt pyldret,
men jeg forstår hende egent-
lig godt. Jeg boede langt væk
hos en fremmed familie.
Men jeg kunne berolige
dem. Jeg blev modtaget som
en af deres egne.
Familien
Hanne Andersen boede to
en halv time fra hovedsta-
den i Australien, Sydney.
Familien havde to sønner og
to døtre. Den ældste var 25
år og den yngste 14. De æld-
ste var flyttet hjemmefra og
den 14-årige boede på kost-
skole og var kun hjemme i
weekenderne.
Faderen havde eget firma
med reperation af dieselmo-
tore og moderen havde eget
værksted.
- Jeg havde fået at vide, at
der boede 10.000 mennesker
i byen, hvor jeg skulle bo.
Men det viste sig, at det var
i hele området, mange kilo-
meter væk på gårde og så-
dan noget. Det var virkelig
en død by. Meget værre end
her i Nuuk.
- Der er meget mere at be-
skæftige sig med herhjem-
me. Vi har ungdomsklubber
og andre ting. I Australien
havde vi kirkegang om søn-
dagen og en kirkeklub. Det
var ikke lige mig. Og jeg nåe-
de aldrig at komme i kirke,
mens jeg var der.
- Skolen var anderledes. I
musiktimerne skulle vi
komponere eget musik og al-
le kunne spille klaver. Jeg
skulle for eksempel også gå
med skoleuniform. Den var
så grim. Jeg skulle gå i ne-
derdel, hvad jeg aldrig havde
prøvet før. Nederdelen var
så kort, at den knap nok
dækkede bagdelen. Og så
flippede jeg så meget ud, at
min mor syede mig et par
shorts, griner Hanne.
Indfødte
- Vi boede på en industrivej i
udkanten af byen, og overes
naboer var indfødte, som
kaldes aboriginals. Jeg hav-
de værelse lige ud til dem, og
jeg lagde mærke til, at de
skabte sig. Det kan være lige
som her. Det var utrolig sør-
geligt. Når de fik penge skul-
le de straks drikkes op, selv-
om de havde tre små børn,
hvor den ældste var syv år
og mderen var gravid.
- Det fik mig til at tænke
på folk her i landet. Det er så
utrolig sørgeligt, at fok kan
være så afhængige af spiri-
tus, at hver gang de får løn,
så skal de bare drikkes op.
Der må være en forklaring.
- Det er selvfølgelig ikke
alle her eller i Australien,
der har det sådan, men jeg
kan ikke forstå, at man kan
gøre det, specielt når man
bliver fuldstændig ligeglade
med sine børn. Men det har
måske noget med udviklin-
gen at gøre - den er måske
gået for stærkt.
- Det er kun en procent af
den australske befolkning,
der er aboriginals. Da de hvi-
de kom dertil dræbte de de
sorte. De hvide soldater, der
passede straffefangerne
sparkede hovedne af spæd-
børn, har jeg læst.
- Min familie så ned på vo-
re naboer. Det var bare sorte
folk, der skabte sig.
Japansk søster
I Australien bode Hanne i
samme værelse som den ja-
panske pige, der også var ud-
vekslingsstudent. Sammen
fortalte de vidt og bredt om
de lande de kom fra Hanne
måtte virkelig forklare sig,
fordi meget få vidste, hvad
Grønland var for noget og
havde de en fornemmelse af
det, så var de meget lidt vi-
dende om, hvordan der var
her. Spørgsmål om isbjørne
og igdlooer var til utrolig
morskab for Hanne.
- Det var en fordel for mig,
at jeg boede sammen med en
fra Japan, for jeg lærte ikke
alene om Australien, men
også utrolig meget om Ja-
pan. Det var spændende.
Jeg vidste ikke spor om Ja-
pan, før jeg tog afsted.
- Jeg vidste godt, at de var
utrolig høflige, men jeg
tænkte ikke over, at man ik-
ke drillede hinanden. Det
gjorde min bror og jeg me-
get. Og det endte da også
galt. Vi misforsod hinanden
og en dag fortalte hun mig,
at det var underligt, at jeg
altid skulle drille. Så en dag
måtte vi have hvert vores
værelse.
- Min søster fra Japan
havde spillet klaver siden
hun var fire år, og hun var
utrolig dygtig. Jeg har fået
det indtryk, at alle japanere
kan spille klaver. Hun kun-
ne spille stykker af Shopin,
siger Hanne med beundring
i stemmen.
Moden
- Jeg er blevet mere moden
efter at have været i Austra-
lien. Jeg synes det er svært
at forklare hvordan.
- Jeg kunne mærke det
med det samme i hendes
breve, skyder moderen ind. -
Hendes tankegang var ble-
vet anderledes, mere vok-
sen, og så tænkte hun lidt
mere over tingene og livet.
Men hun driller stadig sin
bror, og hun har stadig ikke
fundet ud af at rydde op og
lave mad, griner Johanne.
- Det har jeg slet ikke tid
til, forsvarer Hanne sig.
- Jeg føler jeg er blevet
mere selvstændig og så har
jeg fået så utrolig mange im-
pulser fra andre lande ved
mit ophold i Australien. Jeg
mødte mange unge menne-
sker fra hele verden.
- Og så lægger man mær-
ke til sit eget land, når man
er væk. Bare naturen og ud-
sigten. Det har altid været
naturligt for mig at have
det. Men når man ager af-
sted lægger man virkelig
mærke til, hvor flot og
smukt her er. Mor sendte
mig en CD med Rasmus Ly-
berth, hvor han synger om
natur, og jeg begyndte at tu-
de, bare jeg hørte hans san-
ge. Jeg tudede og tudede og
fik hjemve.
- Når man er væk hjem-
mefra, så lærer man også at
sætte pris på sin familie.
Den familie man bare tager
for givet bliver meget værd
for en, når man er væk
hjemmefra.