Atuagagdliutit - 30.11.1993, Blaðsíða 10

*o
Nr. 111 • 1993
GRØNLANDSPOSTEN
Canadap avannaani eqqar-
tuussiveqarfimmi sulisut
ilinniarsimasuusarput. Eq-
qartuussisut, unnerluussi-
sut illersuisullu tamarmik
inatsisilerituutut ilinniarsi-
mapput. Kalaallit Nunaan-
nili eqqartu ussinermi ilinni-
arsimasuunngitsut atorne-
qartarput. Nunat immikko-
ortuini eqqartuussisut, un-
nerluussisut eqqartuussas-
samullu ikiuuttussaallutik
najuuttartut tamarmik ti-
guinnangaapput. Ilinniarsi-
masut tiguinnakkallu. Ka-
laallit eqqartu ussiveqarne-
rata iluarsartuuteqqinnis-
saa pillugu oqallinnermi
ilinniarsimasut tiguinnak-
kallu oqallisigineqartarneri
ajornartorsiutit isummerfi-
gisariaqartut ilagaat.
I Nordcanada har man et
»professionelt« retsvæsen.
Dommere, anklagere og for-
svarere er alle jurister. I
Grønland er det amatør-
princippet, der råder i rets-
plejen. Kredsdommere, an-
klagere og bisiddere er læg-
folk. Professionelle kontra
amatører. Det er een af de
problemstillinger, man er
nødt til at forholde sig til,
når man diskuterer refor-
mer af det grønlandske rets-
væsen.
Amatører kontra professionelle i retsplejen
Af: Finn Breinholt Larsen
Det er formiddag i Kashe-
chewan, en fattig indianer-
landsby i det nordlige Onta-
rio. En gruppe cree-indiane-
re står og venter uden for
skolen. Pludselig høres ly-
den af en flyvemaskine. En
af de tilstedeværende siger:
»Nå, der kommer min sagfø-
rer.« Alle ler. Få minutter
efter er den lille flyvemaski-
ne landet, og medlemmerne
af den flyvende ret træder
ud: Anklageren, forsvare-
ren, retssekretæren, retsbe-
tjenten og dommeren selv.
Det er retsdag i Kasheche-
wan. Det er ikke tit, retten
kommer på disse kanter, så
der er ikke mindre end 40
sager, der skal behandles.
Retsmødet starter kl.
10.15 i gymnastiksalen, der
er tæt pakket med tilhørere.
Den første halvdel af sager-
ne handler alle om overtræ-
delse af forbudet mod at
drikke sig fuld. Retten arbej-
der hurtigt. Der tales ude-
lukkende engelsk. Da nr. 24
i rækken af anklagede kom-
mer for, protesterer han
over, at der ikke bliver tol-
ket til cree. Der er mange af
tilhørerne, der ikke forstår
engelsk. Dommeren siger, at
alle anklagede, der kræver
det, vil få tolkebistand, men
rettens tidsplan er meget
stram, så hvis alt skulle
oversættes af hensyn til til-
hørerne, ville man ikke kun-
ne nå igennem retslisten.
Efter en kort pause, hvor
dommeren har lejlighed til
at snakke med stammerå-
det, begynder retsmødet
igen. Retten tager nu fat på
behandling af en række sa-
ger, der alle handler om ind-
brudstyveri. Efter at ankla-
gerne er læst op, spørger
dommeren, om de 14 tiltalte
har haft lejlighed til at tale
med deres forsvarer. Det
har de ikke, og retten holder
et kvarters pause, hvor den
medbragte forsvarer holder
møde med sine klienter.
Herefter starter behand-
lingen af Johnny Koosees’
sag. Koosees er 21 år og er
dømt to gange tidligere for
småforbrydelser. Denne
gang er han anklaget for fire
indbrud, hvor han har stjå-
let for i alt 2.800 canadiske
dollars. 18 måneders fæng-
sel kommer dommen til at
lyde på. Da dommen er af-
sagt, meddeler dommeren,
at de resterende 13 sager er
udsat, til retten kommer til-
bage om 6 uger. Klokken er
11.58.
Kort tid efter stiger med-
lemmerne af den flyvende
ret - kænguru-retten som de
lokale kalder den - atter ind
i flyvemaskinen. Tidsplanen
skal overholdes.
Ovenstående beskrivelse
af, hvordan det canadiske
retsvæsen arbejder blandt
de indfødte befolknings-
grupper i de nordlige områ-
der, kan få det til at løbe
koldt ned ad ryggen på en-
hver her i landet. Der er
næppe nogen, der ønsker sig
den form for retspleje ind-
ført. Men det canadiske ek-
sempel er alligevel godt at
have for øje i debatten om
det grønlandske retsvæsen.
I Nordcanada har man et
»professionelt« retsvæsen.
Dommere, anklagere og for-
svarere er alle jurister. I
Grønland er det amatør-
princippet, der råder i rets-
plejen. Kredsdommere, an-
klagere og bisiddere er læg-
folk.
Professionelle kontra
amatører. Det er een af de
problemstillinger, man er
nødt til at forholde sig til,
når man diskuterer refor-
mer af det grønlandske rets-
væsen. I den foregående ar-
tikel var jeg inde på, at hen-
synet til menneskerettighe-
derne kan gøre det nødven-
digt at bruge professionelle
forsvarsadvokater i langt
større udstrækning, end til-
fældet er i dag. Ved at løse t
problem skaber man imid-
lertid let nogle andre.
Da kolonitiden sluttede i
Grønland, var der et stort
ønske hos de grønlandske
politikere om at få et moder-
ne justitsvæsen med et rig-
tigt politi og rigtige domsto-
le. Men pengene var stadig
knappe i slutningen af
40’erne, så man måtte vælge
mellem professionelle politi-
folk og professionelle dom-
mere. Hans Hedtofts store
grønlandskommission valg-
te det professionelle politi.
Hermed var skridtet samti-
dig taget til opbygning af det
nuværende kredsretsystem.
Havde man i stedet valgt
at indføre professionelle
dommere, kunne resultatet
meget vel være blevet som i
Canada. Antallet af retssa-
ger var så lille, at en dom-
mer nødvendigvis måtte
dække adskillige kommu-
ner. Der ville have været ta-
le om en rejsende ret med en
dansk dommer.
I stedet fik stort set hver
kommune sin egen kredsret.
Størstedelen af rettens per-
sonale inklusive dommerne
var grønlændere. Kreds-
dommerne blev udvalgt
blandt respekterede borgere
i lokalsamfundet. Domme-
ren var ikke nogen fjern og
utilnærmelige person. Han
blev tit opsøgt af folk og
spurgt til råds. Sådan er det
stadig. Mange henvender sig
til kredsdommeme med ju-
ridiske og personlige spørgs-
mål.
Ved opbygningen af rets-
systemet er der på forskellig
måde taget hensyn til, at det
er lægfolk, der skal admini-
strere det. En sammenlig-
ning af den grønlandske
retsplejelov og kriminallov
med den danske retsplejelov
og straffelov viser tydeligt,
at de grønlandske regler er
meget enklere. De skal kun-
ne bruges af folk, der ikke er
jurister.
Grønlands landsret er
samtidig en slags støtte og
sikkerhedsnet for kreds-
retterne. Dels kan sager an-
kes til landsretten, hvor de
så vil blive behandlet af en
juridisk uddannet dommer.
Dels kan en kredsdommer
bede landsretten om at tage
sig af en sag, som han eller
hun synes er for indviklet.
Endelig laver landsretten
kurser for kredsdommerne.
Kredsdommere udnæv-
nes for fire år ad gangen.
Det er landsdommeren, der
foretager udnævnelsen, og
han kan undlade at genud-
nævne en person, der ikke
har klaret jobbet tilfredsstil-
lende. Landsdommeren selv
er kongelig udnævnt, og der
stilles de samme krav til at
blive landsdommer i Grøn-
land, som der stilles til at
blive byretsdommer i Dan-
mark.
Man har altså på forskel-
lig måde bestræbt sig på, at
brugen af lægfolk ikke går
ud over retssikkerheden. Al-
ligevel hævdes det, at rets-
sikkerheden ikke er høj nok
i det grønlandske retsvæsen
idag.
Der er ingen tvivl om, at
kredsretterne har sværere
ved at løse deres opgave til-
fredsstillende i dag, end da
de så dagens lys for godt 40
år siden. Kriminaliteten er
mangedoblet, og især er an-
tallet af grove forbrydelser
(drab, voldtægt, incest, grov
vold) steget voldsomt. Jo
grovere forbrydelser, jo me-
re står der på spil for den
anklagede. Eventuelle fejl
begået af retten kan koste
den anklagede dyrt.
Det værste er selvfølgelig,
hvis en uskyldig bliver
dømt. Men det er slemt nok,
hvis en skyldig person bliver
dømt, uden at forhold, der
eventuelt kan tale til den til-
taltes fordel, er blevet or-
dentligt belyst. Samtidig er
det nok en følge af vel-
standsudviklingen, at be-
folkningen i almindelighed
stiller større krav til retssik-
ker- heden. Alt i alt stilles
der derfor større krav til den
»varer«, som kredsretterne
leverer i 1993, end den, de
leverede i 1953.
Det er endnu tydeligere i
de civile sager. I 50’erne var
der meget få civile sager. Så-
dan er det ikke mere. Sam-
fundet er blevet mere ind-
viklet, og det har især be-
tydet flere og mere indvikle-
de retssager om økonomiske
forhold. I forvejen kræver de
civile sager mere juridisk
indsigt, end kriminalsager-
ne. Derfor melder kredsret-
terne ofte pas overfor disse
sager og sender dem videre
til landsretten.
Der er ingen grund til at
bebrejde kredsdommerne
noget. De gør, hvad de kan,
men deres arbejdsbetingel-
ser er ikke misundelse svær-
dige.
Større brug af professio-
nelle advokater i retterne
løser ikke i sig selv proble-
met med retssikkerheden. I
kriminalsager fører det må-
ske til, at anklagemyndighe-
den også sender en jurist.
Diskussionen vil blive mere
teknisk-juridisk - og den vil i
øvrigt komme til at foregå
på dansk. Det vil ikke gøre
kredsdommerens arbejde
let- tere. Og mange alminde-
lige mennesker vil nok føle,
at de ikke rigtig forstår,
hvad der foregår i retten, og-
så selv om der bliver tolket.
Hvis der er politisk vilje til
at bevare lægdommersyste-
met, vil et vigtigt skridt væ-
re at lave egentlige uddan-
nelser for kredsretsdomme-
re, retssekretærer og bisid-
dere. Der er måske noget at
lære hos Navajo-indianerne,
der har det mest udbyggede
retssystem blandt de oprin-
delige befolkninger i USA.
Navajoernes rets- system
bygger som det grønlaindske
i stor udstrækning på læg-
folk. Ledige dommerstillin-
ger opslås, og de mest egne-
de ansøgere udvælges.
Der følger herefter en toå-
rig prøveperiode, hvor dom-
merkandidaterne gennem-
går et antal kurser samtidig
med, at de arbejder i retten.
De, der klarer såvel kurser
som det praktiske arbejde
tilfredsstillende, udnævnes
til dommere. Udnævnelsen
er permanent, men hvert år
laves der en vurdering af
den enkelte dommers arbej-
de, og han tilbydes efterud-
dannelse i emner, hvor hans
viden er utilstrækkelig.
Tilsvarende optager Na-
vajoernes advokatforening
både jurister og lægfolk,
men for at arbejde som for-
svarer i retten skal man ha-
ve bestået foreningens prø-
ve, og lægfolkene skal enten
have gennemgået et kursus
eller have stået i lære hos en
advokat.
Ud over uddannelse ville
det være nyttigt, hvis bisid-
derne havde mulighed for at
spørge en jurist tU råds, når
de forbereder deres sager.
Til slut skal det nævnes,
at man i Canada arbejder
med en reform af retsvæs-
net i Nordvestterritorierne.
Inuit og indianere er trætte
af kænguru-retter. De vil
have deres eget retssystem.