Atuagagdliutit - 21.07.1994, Qupperneq 8

8
Nr. 55 • 1994
GRØNLANDSPOSTEN
KAPITEL
Qajartaarpunga
Sum i tamaani angalaaruju-
innartaratta aasallaraa-
ngat, uagullu illumi ittoqan-
nginnermit kikkunnut ilaa-
niarujuinnartaratta, taa-
maalluta-aasiit Ilaqqaniis-
sinnarluta aamma Toqqut-
tamut pivugut, Inissalim-
mut ingerlasimalluta.
Iliarsuuniaraluarlunga
alliartorama ilaaru tiin napa-
jullunga, taamaniU misigini-
artalerpara timinni sumik
ineriartortoqalersoq, pileri-
sunnertut ittumik noqitas-
saanngilluinnartumik. Pin-
nguaannarneq qangali
naammagiunnaarlugu taa-
maatissimavara, mikigiler-
lugu, aammami allat taku-
neq ajugaannik takusale-
raanni pinnguaannarneq
ajornarsisarami, angineru-
sumik sunik alaatsinaaru-
junnarsinerusarami. Alla-
tulli ittumik pilerisunneqa-
leriartornera takusartak-
kannit taakkunannga pi-
suunngilaq, nunaqqatittali
akornnanni takusartakkan-
nit. Meeraqatikka mikine-
rilluunniit tamassa arlallit
qajaaraqarput, uangalumi
meeraajunnaareerpunga,
su lili tamassa qajaqanngila-
nga. Taakku qajartualeraa-
ngamik usornallaaraat. Aa-
na ataataqarsimaguma ta-
maqqununnga ilanngullu-
nga qajaqalereersimassaga-
luarlunga. Qqjartuartut isi-
giniaraluarlugit usoriner-
mit nikallorluinnararaanga.
Qaqutigorsuaq ilaasa qaja-
tik ooqattaartittarpaat,
amerlanertigulli isiginnaa-
ginnartarpunga.
ToqquttamSlersugut ta-
massa umiat ilaanni takku t-
tartut aamma taamaalluni
allanik tikiuttoqarpoq, tak-
ulerpakkalu ilaasut ilagi-
gaat angaakkut Qaartuak-
kut, siomaammat Sermi-
limmiittut. SunaaiTami asu-
li tamaannanngitsut, su-
naaffa eqqarsaateqartut.
Taakku qitornaqanngillat,
nalunngilaalu inuusuttun-
ngoriartulerama qajartaar-
tariaqartunga, sunaaflalu-
mi nu liilu Naammatteq ta-
matuminnga siunertaqarlu-
tik tamaannartut. Tamaa-
nga periaramik illoqasiup-
paatigut.
Aarimmi, sunaafTa qisun-
nik pissarsereersimariarami
qaanniulermanga nuan-
naarnarneranit qimanneq
ajornaqaaq, qilanaaralugu-
lu, aammalumi ilinniarfigi-
niarlugu qanoq sananeqar-
nissaanik. Taamani isikka
atorluarsimariarakkit ki-
ngorna iluaqutigivara, tas-
sami taamanikkut sananera
isiginnaarluariarakku ta-
matuma kingornatigut
nammineerlunga qaannior-
tarpunga. Qajaqamiartar-
punga sapinngisamik suk-
kasuumik, tas6a sukkanis-
saa pingaarnerutillugu, kin-
nguqjaannissaa pingaarne-
rutinnagu. Qaannat sukka-
suut kinngujanerusaraluar-
put, kisianni sungiussUluni
kinngujanarunnaartarpoq.
Taamaalluni tassami qa-
jassara inerpaa saggarnillu
puussarsiorlugu. Tassalu
aamma puussat naammat-
sipput, piareermatalu
ukuullutik qajassara amer-
paat: Qivi, Qimmiartik,
Qimmaajik, Naammatteq
anaanagalu.
Angisuujunngimmat si-
vitsunngitsoq inerpaat, pa-
nermallu qaannamut iker-
naarpunga, uanga nammi-
neq qajannut. Allagisimari-
arakku ikeqqaarama kin-
ngujanaqaaq, qanoq nikeri-
arfissaanngitsoq, aalassari-
araanni soorlumi kinnguin-
nassalluni. An gamma ilinni-
artippaanga paatiminik qja-
persimaannangajallunga
imalu qanitsigalunga, qano-
rileriaruma assamminik
qj apiinnarsinnaallunga.
Kinngussanganermit unin-
ngaaxmalersunga pivaanga:
»Kinngujagaluarlutit angu-
allemiarsaarniarit, kinngu-
jartoraluaruit arajutsinavi-
anngilakkit, erngerlutit qja-
pertariissagikkit, kinnguna-
vianngitsutit!«
Aalassariannginnama uf-
fali paatikka kiviiminiaralu-
arlugit peqqippaanga: »Taa-
ma nangiaannariaruit su-
ngiukkiartornavianngikkit.
Qaatsiarajuagut anguallat-
taassaatit. Kinngugaluaruit
makiteqqittariissagikkit!«
Qaanniormanga nuanna-
rinermit oqaasiilu naalanni-
arsaarlugit anguallanniar-
saartalerpunga. Eeqqimi,
taamaaliorniarlunga kiisa
angu al lalaar talerpung, si-
vitsunngitsorlu sungiullu-
gu, allanit kinngujanerusu-
mik qaanniorsimariarma-
nga. Sunaaffami ajornan-
nginniaraluaq! Sungiusseri-
arama isumaliortalerpunga:
Ikeqqaarama manna qano-
rikajeqisoq, ajomarpalun-
neranit!
Angamma ilinniartereer-
manga uannut sungiusaler-
punga, kiisalumi sivitsun-
ngitsorluunniit sumi ta-
maani qajartuaqisalerlu-
nga. Taamaaligama Naam-
mattip qaararsiutitaartip-
paanga (tuilik). Pisaareria-
rakku sissami ikkakkaajim-
mi misilinniartalerpunga,
naqqa paatinnik toorsin-
naallugu. Aallaqqaam mut
pissanganaraluaqaaq qano-
riliornissara naloriarakku,
isiginnaartarsimagaluarlu-
nga Kiisa uerniartalerpu-
nga paatiga aalatiutigalugu,
saperunnaariartuinnarlu-
ngalu taamaanniarlunga
kiisa imaanut innartalerpu-
nga. Kinngunissara eqqar-
saatigisaraluarlugu suli sa-
piuppunga, taamaallungali
eqqaarias savara ataataga
qaannakkoortoq toqunne-
qarsimasoq, isumaliorpu-
ngalu taama eqqaasaqartar-
nerma ataatsikkut annilaa-
ngatillungalu saperunnaar-
sikkiartornerugaanga.
Taamaalunga suli kin-
ngunissannik eqqarsarna-
nga qanoriseriarnerama
kinnguvunga - ajornarnia-
qaa! Kinngungaj attarninni
makeriariartarnera issuari-
arakku taava ilikkarsimava-
ra - suna ajornartussaq! Qa-
ngaammalli makereerpu-
nga. Soorlulimi tassa qaaq-
qusiinnartoq. Taannaqa
kinngusaqattaartuatsian-
ngorpunga, talimali qasu-
jartornerat aatsaat maluge-
riarakku taamaatillunga.
S oo runa tamatuma ki-
ngorna qqjartorneq sungiu-
Efter at have sagt sidste
ord gik han fra mig. Dagen
efter viste han sig ikke, men
dagen efter igen var han dér
allerede. Da sagde han: »Nu
er det dag og jeg kom til dig,
men jeg går herfra, og når
dagen står op imorgen, kom-
mer jeg ikke, først på tredie-
dagen kommer jeg il dig
igen.«
Så gik han fra mig.
Når sommeren kom, fartede
vi fra det ene sted til det an-
det, og da min mor og jeg
ikke havde en husfader, tog
vi med hvem som helst, der
ville have os med, så skete
det engang, at vi kom til
Toqqutaq ved Inissalik.
Som faderløs var jeg en
slags kastebold, men siden
jeg begyndte at gå ture, hav-
de jeg en anelse om noget,
der voksede i min krop, no-
get i retning af iver, som jeg
ikke kunne slå en streg over.
For længst var jeg holdt op
med almindelig leg, det var
ikke nok for mig, for når
man var begyndt at se noget,
som andre ikke havde kend-
skab til, kunne man ikke ba-
teqaara, taama makittaria-
lerama anorlemiaraluartor-
luunniit uloriagiunnaarlu-
gu. Aamma puisit naalitama
ilaanni nusuttaraluarpaa-
nga, piumagalugit nuanna-
riinnartarpakka. Aamma
ataasiarlunga qilalukkamut
sivisuumik avataritikkalu-
arpunga, kisianni kinngun-
ngilanga, iluanaarlunga taa-
mani sikoqarluanngitsuk-
kut ingerlariarama.
GEORG QUPPERSIMAAN
Tulliani sisamnngornermi
AG-mi nangissaaq
V J
re lege tiden væk. Man skul-
le bruge øjnene til større og
vigtigere ting. Men den våg-
nende lyst og iver i min
krop, skyldtes ikke alene de
ting, som jeg hidtil har set,
men også af de hændelser,
som jeg har set mellem mine
pladsfæller. Flere af mine
barnekammerater havde al-
lerede små kajakker. Jeg
selv havde endnu ingen ka-
jak, skønt jeg var over bar-
nestadiet. Når de i deres ka-
jakker, begyndte at ro, blev
jeg misunderlig. For hvis jeg
havde haft en far, så ville jeg
også have fået en kajak. Min
misundelse voksede til mis-
mod. Meget sjældent fik jeg
lov til at prøve deres kajak-
ker. I de fleste tilfælde var
jeg bare tilskuer.
Mens vi opholdt os i Toq-
qutaq, kom der flere kone-
både, deriblandt min onkel
Qaartuaq fra Sermilik. Det
viste sig, at de kom med et
bestemt formål. De var
barnløse og han vidste, at
jeg måtte have en kajak nu,
da jeg var på vej ind i ung-
dommen. Det var derfor de
kom hertil. De flyttede ind i
det hus, vi boede i.
Da han havde skaffet sig
noget træ, begyndte han
ganske rigtigt at lave en ka-
jak til mig, og jeg blev så
glad, at jeg ikke veg fra hans
side. Jeg skulle jo også lære,
hvordan man byggede en ka-
jak til mig, og jeg blev så
glad, at jeg ikke veg fra hans
side. Jeg skulle jo også lære,
hvordan man byggede en ka-
jak. Senere hen gav det bo-
nus, for senere hen byggede
jeg selv mine kajakker. Jeg
byggede dem med fart og ha-
stighed for øje, nemlig så
smalle som muligt, skønt
smalle kajakker havde stør-
re tilbøjelighed til at kæntre.
Når man vænnede sig til sin
kqjak, tænkte man ikke på,
at den kune vende bunden i
vejret.
Min kajak blev bygget
færdig, og han skaffede også
sælskind til den. Følgende
kvinder syede betrækket på:
Qivi, Qimmiarteq, Qimmaa-
jik, Naammatseq og min
mor.
Det var en lille kajak. Det
tog ikke lang tid at betrække
den. Da den blev tør, kravle-
de jeg for første gang i den,
min egen kajak. Den føltes
fremmed, derfor kunne jeg
ikke rigtig holde balancen.
Jeg prøvede at sidde helt
stille, men det var som om
jeg hele tiden skulle kæntre.
Min onkel lærte mig, mens
han hele tiden havde sin åre
fast i min kajak, og så nær
ved mig, at han med det
samme kunne tage mig, hvis
der skulle ske noget. Jeg rør-
te mig ikke, så sagde han:
»Prøv om du kan bevæge din
kajakåre, selvom du er ban-
ge. Hvis du begynder at hæl-
de til en af siderne, skal jeg
med det samme hjælpe dig,
så du ikke vender bunden i
vejret.«
Jeg løftede min åre en lille
smule, men heller ikke mere
og sad igen stille, og han ud-
brød: »Hvis du er sådan ban-
ge, kan du aldrig lære at væ-
re i kajak. Bevæg din åre lige
i havoverfladen. Hvis du
kæntrer, skal jeg nok hjælpe
dig op igen.«
Jeg dumrian, han havde
bygget min kajak, og jeg var
meget glad for den og altså
måtte jeg adlyde ham, derfor
prøvede jeg at bevæge min
åre sådan som han sagde.
Det lykkedes, jeg bevægede
min åre gennem vandet og
det varede ikke længe, så
lærte jeg det nogenlunde.
Han havde bygget min kajak
smallere end de andres. Men
det var ikke så vanskeligt.
Da jeg vænnede mig til det,
mindedes jeg, hvordan jeg
dog havde været første gang
jeg var i den, det er jo ikke så
vanskeligt endda.
Efter min onkel havde
lært mig begyndelsesregler-
ne, øvede jeg mig selv, og det
endte med at jeg roede i ka-
jak hvor som helst. Da jeg
kom så langt, syede Naam-
matseq en kqjakpels til mig.
Den tog jeg på og ville prve
den på det lave vand ved
stranden, hvor jeg kunne nå
bunden med min kajakåre.
Ganske vist havde jeg set
andre gøre det, men det vi-
ste sig at være en vanskelig
opgave, når man selv var i
det. Samtidig med at jeg be-
vægede min åre på havover-
fladen hældede jeg både til
den ene og den anden side.
Det gik langsomt, men til
sidst var jeg så øvet, at jeg
kunne lægge min krop op
havoverfladen. Jeg tænkte
flere gange at kæntre, men
jeg syntes stadigvæk, at jeg
ikke var dygtig nok. I denne
tid tænkte jeg på min far
mange gange, som var ble-
vet myrdet, mens han var i
kajak. Jeg tror, at denne
erindring eller mindelse på
eengang gjorde mig babge og
gav mig mod og fik mig til at
øve mig mere.
Så hændte det, at jeg
kæntrede uden at fille det -
og det var alligevel ikke så
svært at komme op igen. Jeg
gjorde de bevægelser, som
jeg havde gjort under mine
øvelser - så jeg hurtigt oppe
på ret køl igen - jeg havde
lært, hvordan man skulle
komme op igen. Det var ikke
mere umuligt. Jeg fik blod
på tanden. Jeg kæntrede og
kæntrede i een uendelighed.
Først da blev jeg klar over at
mine armmuskler blev træt-
te, holdt jeg igen op.
Siden har jeg lært min ka-
jak at kende til fuldkom-
menhed, og storm generede
mig ikke, da jeg havde lært,
at komme på ret køl igen.
Det skete også flere gange,
at mine harpunerede sæler
kæntrede mig, men det gjor-
de mig ikke noget. Det skete
også engang, at min harpu-
nerede narhval trak mig af
sted som en fangeblære,
men jeg klarede det uden at
kæntre. Der var heldigvis ik-
ke så mange isskodser.
GEORG QUPPERSIMAAN
fortsætter næste torsdag
i AG.
_________________/
Jeg får en kajak