Atuagagdliutit - 30.07.1996, Blaðsíða 12

12
Nr. 58 • 1996
7^l^aap'a^'c/é/'a C/t
GRØNLANDSPOSTEN
Qeqertarsuatsiaani tikilluaqquneqarluarpugut. Modtagelsen af os i Qeqertasuatsiaat var overvældende.
Når nat er dag og dag er nat
Tekst og foto: Journalist Lone Madsen
En normal reaktion på en
morgen med sne, slud og
silende regn vil være:
- Åh nej og blot vende til-
bage til soveposen, lukke
øjnene og drømme om bedre
vejr. Men ikke denne morgen,
hvor vi havde planlagt at dra-
ge videre fra Nuuk. Nok var
vejret som ovenstående, men
nu havde vi søkvinder været
på land i ikke mindre end 12
dage, forsinket af bryllup,
begravelse og udskiftning i
gruppen og nu skreg armene
efter at få en pagaj i hænder-
ne. Kroppen og sjælen læng-
tes efter atter at komme på
gyngende grund, så vi plan-
lagde at tage afsted uanset
vejret.
Og da vi stod ved strand-
kanten overvåget af KNRs
snurrende kameraer og blev
ønsket god vind af venner og
bekendte - og ægtemænd, ja,
da var der såmænd kun støv-
regn tilbage.
Det var godt at komme på
havet igen. Vi stilede efter
den forladte bygd »lille Nar-
saq«. Den var nu alt andet end
forladt, for skolernes som-
merferie var begyndt, og byg-
den fungerede som feriekolo-
ni for skolebørn. Denne uge
ca. 30 stykker i alderen 6-10
år, der alle var meget interes-
seret i vores tur. En lille pige
spurgte ved vores afrejse,
hvor mange timer vi skulle
være afsted, og jeg tror hun
fik en fornemmelse af, hvor
stort hendes land er, da jeg
svarede, at når hun atter star-
tede i skole efter sommerferi-
en, så ville vi stadig være på
vej. Hun så i hvert tilfælde
meget eftertænksom ud.
I kendt farvand
Uiloq Slettemark er trådt ind i
ekspeditionen istedet for Rina
Broberg. Dog kun til Paa-
miut, hvor der står en anden
stafet klar til at tage med os til
Narsaq, hvor der sker endnu
en udskiftning den sidste bid
til Kap Farvel.
Uiloq er stille og roligt gle-
det ind i turen efter at have
vænnet sig til ny pagaj og til,
at kajakken ikke har ror. Og
Inngi og jeg har vænnet os til,
at vores rejse har fået karak-
ter af en idrætspræstation
med sukkervand i vanddun-
ken og konstant tilføjsel af
rigtig energier på de rigtige
tidspunkter. En kop kaffe
med en chokoladekiks til er
pludselig blevet så underlig
gammeldags og amatøragtig.
Jo. Det er sandelig en sports-
kvinde, vi har fået med på tur;
men det gik ikke som frygtet,
at hun ville padle os agterud:
Vi kan sagtens følge med. Vi
har ca. 500 kilometer i arme-
ne allerede, og det betyder
mere, end vi havde troet.
Det er blevet sommer.
Dagen efter at vi vågnede op
til slud og sne, kom somme-
ren til vores tur. En hel dag
uden neoprenhandsker, det er
sommertegn. Tillige er myg-
gene også kommet, og jeg har
indstillet mig på at se resten af
turen gennem et grønt net.
Pas på spækhuggere
Fra de forbisejlende joller
begynder vi også at få råd om,
hvordan vi skal klare os mod
spækhuggere.
- Den leger jo med byttet
først, siger Larsinnguaq be-
gejstret og forklarer os, at vi
bare skal have en spids gen-
stand, som vi kan stikke ned i
vandet. Så skal de nok for-
svinde. Vi føler os lidt tviv-
lende overfor, om en pind
med et søm virkelig skulle
kunne skræmme et flere me-
ter langt agressivt dyr væk,
men vi forsyner kajakken
med hver en. Og vi kan ikke
lide, at de i Færingehavn for-
tæller, at der slet ingen sæler
er, og at det nok er spækhug-
gerne, der har skræmt dem
væk.
Mødet med hvalerne be-
gynder at blive nervepirrende.
Det karakteristiske prust, ly-
den fra hvalerne, der før fik
blikket til at fare forvent-
ningsfuldt hen over vandet, er
blevet til noget skræmmende.
Kroppen fastlåses af skræk et
øjeblik, og nakken bliver helt
0 stiv. Det er næsten umuligt at
o dreje hovedet for at se, om
g prustet kommer fra en af de
jj> »søde hvaler« eller fra en
< uvenlig »Willy«.
Vi er på vej til Qeqertarsu-
atsiaat, som ligger en lille uge
syd for Nuuk. Qeqertarsuatsi-
aat blev i sin tid anlagt for at
lukke »hullet« mellem Nuuk
og Paamiut. Den funktion har
den også på vores tur. Der er
en lille uge mellem Nuuk og
Qeqertarsuatsiaat og igen en
lille uge mellem Qeqertarsu-
atsiaat og Paamiut. Så det er
fint med en bygd, hvor vi kan
komme forbi en butik, en
telefon og måske et brusebad.
Hotel Sermilik
En sen nattetime ankommer
vi til Hotel Sermilik, som eje-
ren Morthen Heinrich har
døbt sin lille fangsthytte. Ser-
milik betyder en fjord med
isfjelde, og hytten ligger også
med en malerisk udsigt til
indlandsisen. Isfjelde er der
bare ikke. Måske senere? Ho-
tel Sermilik ligger på en lille-
bitte klippeø i en lille fjord.
Ved højvande er der ikke
plads til meget mere end hyt-
ten, og når vi skal hente vand,
tale i VHF eller se på vejret,
så må vi padle til fastlandet i
kajak.
Men vi falder for hytten
med det samme. Den er ikke
stor; men hyggelig og rydde-
lig, og der er alt, hvad der skal
være. Jeg er først indendøre
og står på trappen og råber
begejstret til de andre om hyt-
tens fortræffeligheder: - Der
er gaskomfur, stearinlys,
gamle ugeblade, gryde og
pande. Og et vægur der går.
Det er ikke det værste sted at
blæse inde, konstaterer vi, og
det gør vi. En lang dag venter
vi på, at nordenvinden skal
lægge sig. Imens får vi besøg
af hyttens ejer, der kommer
forbi for at male hytten. Inngi
får et job som skiltemaler og
laver et nyt facadenavn til
»hotellet«.
Tåge, tåge, tåge
Vi kommer afsted ved mid-
natstid, netop som tågen kom-
mer rullende over landet. Så
vi pejler os gennem natten
med kompasset som tro vejvi-
ser. Tågen ligger tæt som
ærtesuppe, og det går meget
langsomt. Også fordi vi i tide
og utide holder pause og
diskuterer, om vi blot skal
sætte en kurs stik syd eller om
vi skal følge kysten.
Dagen før lettede tågen ved
fem-tiden om morgenen, men
ikke denne nat. Vi padler søv-
ninge afsted. Ikke trætte i
arme og krop, men gabende
søvnige, fordi vi på dette tids-
punkt plejer at sove. Først ved
nitiden om morgenen er vi
fremme, og da vi er på land,
sidder vi og glor på proviant-
posen. Hvad er det for et mål-
tid, der hører sig til nu. Mor-
genmad eller aftensmad eller
blot en kop kaffe og en kiks?
Vi sover til langt hen på
eftermiddagen, og det er atter
sen aften, da vi er klar til
afgang, indstillet på endnu en
lang nat, men nu lidt mere
aklimatiseret. Tågen er tilba-
ge; men denne gang kan vi
trods alt se 300 - 400 meter,
og det gør alt meget nemme-
re. I løbet af natten skal vi
passere et af de steder, der på
vores kort er markeret med
kraftige røde streger, et stejlt-
forbjerg, der kræver godt vejr
for en sikker passage. Vandet
er stille, luften rører sig ikke,
førend vi runder pynten, og
en nordlig vind bygger bøl-
gerne op, der vokser og vok-
ser og når akkurat at blive så
store, at man ikke har lyst til,
at de skal vokse mere, og så
kan vi dreje om en pynt og
komme i læ - og ånde lettet
op.
Det er blevet tidlig morgen.
Skal vi fortsætte til Qeqer-
tarsuatsiaat, eller skal vi gå på
land og få et par timer på øjet
først? Vi er enige om at gå på
land og få en morgenlur. Hen
på eftermiddagen padler vi
ind til Qeqertarsuatsiaat, og
folk strømmer mod havnen i
sådan et tempo og omfang, at
vi uvilkårligt kigger os tilba-
ge: Er kongeskibet lige bag os
eller hvad er grunden til dette
store fremmøde? Det ER os.
På havnen står voksne og
børn og vifter med flag, og
børnene synger en sang om
kajakroning. Vi får overrakt
blomster og forkvinden for
bygdens kvindeforening hol-
der tale: Velkommen til Qe-
qertarsuatsiaat.
Qajaq ’96 ingerlanermini nutaamik ilaqalerpoq. Tassaavoq Uiloq Slettemark. Uani Inngilu
assilisissimapput.
Undervejs har Qajaq '96 fået ny besætning. Den ny er Uiloq Slettemark, der her ses sammen
med Inngi.