Atuagagdliutit - 08.10.1996, Blaðsíða 12

12
Nr. 78.- 1996
ajpajpc/é/'a £/£
GRØNLANDSPOSTEN
De umælende børn
og unge svigtes
Ved at lade stå til bliver børnene svigtet, mener
den ny formand for Foreningen af Grønlandske
Døgninstitutioner, Hans Wiechmann
NUUK(LRH) - Efter 22 års
Hans Wiechmann: - Amerlanertigut meeqqat
paaqqutarinerlunneqartut siusinnerusukkut
iliuuseqarfigineqarsimasariaqaraluarput.
Hans Wiechmann: - / mange tilfælde burde der gribes ind
noget tidligere overfor børn, som lider af omsorgssvigt.
arbejde i grønlandske døgnin-
stitutioner undrer forstander
for Røde Kors Børnehjem i
Nuuk, Hans Wiechmann sig
stadig over, at der ikke bliver
grebet ind på et meget tidlige-
re tidspunkt over for familier,
hvor børns velfærd er truet.
- Vi har i dag et system, et
værktøj, et lovgrundlag, som
klart beskriver, hvilke ind-
greb man kan foretage sig
over for forhold, som ikke
kan accepteres. Disse indgreb
kan ske med eller uden foræl-
drenes samtykke, siger Hans
Wiechmann, som netop er
blevet formand for en ny for-
ening, der skal være med til at
udbrede forståelsen for arbej-
det med børn, unge og handi-
cappede. »Foreningen af
Grønlandske Døgninstitutio-
ner« omtales et andet sted på
siden.
- Jeg undrer mig stadig
over, hvorfor der ikke i man-
ge flere tilfælde bliver grebet
NUUK(LRH) - På et møde
blandt alle forstanderne fra
landets 18 hjemmestyredrev-
ne døgninstitutioner blev det
besluttet at stifte en ny fore-
ning: »Foreningen af Grøn-
landske Døgninstitutioner«.
Mange af de ting, der fore-
går på døgninstitutionerne i
Grønland og mange af de til-
tag, der bliver foretaget inden
for området kommer i dag
som ideer fra døgninstitutio-
nerne selv.
- Meget er op til os selv. Vi
er i en situation, hvor vi selv
fremkommer med forslag til
forandringer og ideer til for-
bedringer. Vi bliver i dag
spurgt, hvad vi vil have, og
får ikke presset ting ned over
hovedet, uden at vi har været
indblandet først, fortæller den
første formand for »Forenin-
gen af Grønlandske Døgn-
insitutioner«, Hans Wiech-
mann.
Nye tiltag
Tidligere var døgninstitutio-
nerne opdraget til at vente og
modtage. Den nye situation er
til stor tilfredsstillelse for
døgninstitutionerne. Tilbage
var blot at danne et forum,
hvor ideer og tiltag kan disku-
teres og fremlægges. Og dette
er nu sket ved dannelsen af
den nye forening.
- Vi bliver brugernes tale-
rør, fordi vi vil tale ud fra de
behov brugerne har, siger
ind over for uacceptable for-
hold på et meget tidligere
tidspunkt. Ofte bliver situati-
onen sat på spidsen, før soci-
alforvaltningerne griber til
handling.
Ser tiden an Æ
- Der findes mange socialfor-
valtninger, som har kendskab
til familier, der lever dårligt.
De ved, at børnene har det
skidt og er udsat for en eller
anden form for omsorgssvigt.
Socialforvaltningerne ved, at
børnene ikke får det, de har
krav på.
- Den første indgriben er
som oftest mild. Det vil sige,
man tager på besøg i hjemmet
og får en samtale med foræl-
drene. Hvis forældrene så
ikke vil samarbejde, ser soci-
alforvaltningen oftest tiden
an. Og det undrer mig virke-
lig, at forældrene i denne fase
ikke bliver »truet« med, at
børnene bliver fjernet.
- Det drejer sig om, at bør-
Hans Wiechmann til AG.
Også inden for børneom-
sorgsområdet er der behov for
kreativitet. Den nye forening
vil være et godt forum for
udveksling af nye ideer og
tanker.
Foreningen skal repræsen-
tere medlemmernes interesser
over for de offentlige myn-
digheder, den skal udbygge
kontakten og fremme samar-
bejdet mellem institutionerne
og samarbejde med andre for-
eninger til hjælp for børn,
unge og handicappede, lige-
som den skal udbrede for-
ståelse for arbejdet med børn,
unge og handicappede samt
stimulere støtte til forskning
omkring grønlandske døgnin-
nenes velfærd er truet. Man
svigter børnene ved at lade stå
til.
- Der sker først noget, når
der har været dramatiske
omstændigheder i sagen, som
|pr eksempel, hvis en fader
slår en lærer ned.
- Det sociale arbejde skulle
helst være forebyggende. Det
er udgangspunktet. Men ofte
ender det med drastiske for-
anstaltninger med fjernelse af
børnene fra hjemmet, fordi
man har ladet tiden gå uden at
gøre noget. Man er simpelt-
hen for afventende, siger
Hans Wiechmann.
Umælende børn
- I den anden ende er der et
lige så stort paradoks, når der
ikke sker en opfølgning på
den fjernelse af børn, der
eksempelvis har været i en
familie. Det er et klart mål, at
børn skal hjem til deres foræl-
dre, så hurtigt som muligt
efter en anbringelse uden for
stitutioner.
Medlemmer
Næstformand i den nye fore-
ning blev Vittus Holm, for-
stander på Gertrud Rask Min-
de i Sisimiut.
Karl Sommerstedt Rasmus-
sen fra Ivaaraq i Qaqortoq
blev kasserer.
Sekretær blev Gitte Juul fra
Sungiusarfik Ikinngut i llulis-
sat.
Menigt medlem blev Stig
Jiirgensen fra Prinsesse Mar-
grethes Børnehjem i Tasiilaq.
Som suppleanter blev Bodil
Vestergård Jensen fra Elisi-
bannguup Atuarfia i Maniit-
soq og Hanne Pensdal fra
Majoriaq i Nuuk valgt.
hjemmet.
- Børnene kommer hjem til
de samme umulige forhold.
AG:- Hvorfor er hjælpen
til børnene ikke bedre?
- Vi er et lille samfund.
Tingene bliver meget subjek-
tive. Og så spiller den »indre
svinehund« måske også en
rolle. Nogle mener for eksem-
pel, at alle muslimer er dum-
me. Socialforvaltningerne bli-
ver måske trætte af nogle
bestemte familier. De tænker,
at der er blevet brugt penge
nok på dem, og at de så må
sejle i deres egen sø. »Det
hjælper jo alligevel ikke«.
- Men det kommer til at gå
ud over de umælende børn og
unge. Kommunerne ved, de
går for lud og koldt vand. På
børnehjemmene stifter vi
bekendtskab med dem, når de
kommer og vil sove hos os,
fordi der ikke er nogen hjem-
me.
Mange opgaver
- Der findes mange ressourcer
inden for det sociale område.
De bliver bare brugt forkert,
mener Hans Wiechmann.
- Nogle kommuner har for
eksempel miljøarbejdere
ansat, som går ud og laver
opsøgende arbejde. Det er
godt. Men der er ikke ressour-
cer til at følge op på det arbej-
de de udfører.
- Sagsbehandlerne i kom-
munerne har ganske enkelt alt
for mange opgaver, de skal
udføre. De skal yde offentlig
hjælp, de skal »supervisere«
og de skal have kontakt til kli-
enterne. Det er en næsten
uoverkommelig opgave, de
har fået pålagt. På den måde
bliver det kvantitet frem for
kvalitet, mener Hans Wie-
chmann.
- Samtidig oplever vi des-
værre en meget stor udskift-
ning blandt sagsbehandlerne.
Der er ingen kontinuitet i
arbejdet, når én sag i løbet af
et år bliver behandlet af fire
forskellige sagsbehandlere.
Åbenhed og oplysning
Generelt skal der dog en hold-
ningsændring til i hele sam-
fundet, mener Hans Wie-
chmann. Man bør lære at tale
sammen hjemme ved mid-
dagsbordet.
- Vi skal have åbenhed
omkring problemerne i sam-
fundet. Vi skal have en hold-
ning til dem, og vi skal snak-
ke om dem.
- Vi forbinder det at tale om
problemer i familier med
noget smertefuldt. Og så har
vi en misforstået respekt
omkring familiens integritet.
»Det må folk selv ligge og
rode med«, er ofte holdnin-
gen. Men sådan burde det
ikke være. Vi skal turde tale
og handle.
- Hvis vi har en overbo,
som holder stor fest med
druk, og vi ved, at familien
har fire børn, så skal vi hen-
vende os til socialforvaltnin-
gen, hvis der pludselig bliver
ro, og man fornemmer, at
forældrene er taget i byen og
har efterladt de grædende
børn alene hjemme.
- Det kan godt være man
ikke kender love og regler på
området, men det er også nok
med en god portion sund for-
nuft, mener Hans Wie-
chmann, som dog er sikker
på, at normale mennesker vil
reagere, hvis de er vidne til
børn, der lider overlast.
- Nogle henvender sig di-
rekte til overboen, mens an-
dre ringer anonymt til social-
kontoret, siger Hans Wiech-
mann.
- Og så er det heldigvis ble-
vet mere og mere udbredt, at
man i det offentlige system
ser på en familie, som en hel-
hed. Tonerne har ændret sig,
så man ikke udelukkende
tager hensyn til forældre eller
børn som isolerede tilfælde,
men som en helhed, siger
Hans Wiechmann.
Atornerluineq
kommunit
akiulerpaat
NUNATSINNIT - Nunat-
sinni kommunit ikiaroor-
nartumik imigassamillu a-
tomerluinerit akiorniarlugit
piareerput. Taamak oqar-
< poq KANUKOKA-p siulit-
taasua Edvard Møller, Inat-
sisartut ataatsimiinnerat
aallarnerlugu naalakkersui-
sut siulittaasuata oqaasii
aallaavigalugit.
- 1991 aamma 1992-imili
kommunit suleqatigiillutik
pinaveersaarti tsi nermut
siunnersortinik ilinniartitsi-
voq, qitiusumik malittari-
sassat najoqqutaralugit
kommunini sulisussat,
Edvard Møller oqarpoq. -
Ajoraluartumik kingusin-
nerusukkut namminersor-
nerullutik oqartussat ani-
ngaasalersueqataajunnaar-
put, ajuusaarnartumillu
kommunit arlallit suliniutit-
sialannik taamaatitsiinnar-
tariaqarput.
- Maannali suleqatigiillu-
ta ataatsimoorlutalu pina-
veersaartitsinermi suliassat
erseqqissumik isumaqati-
giissusioqqissinnaavagut.
KANUKOKA piareersi-
mavoq, Edvard Møller nag-
gasiivoq. - Ataatsimoorluta
innuttaasut atornerluiner-
mik qaangiinissamut na-
joqqutassaannik tuneriarti-
gik!
Kommunerne er
klar i kampen
mod misbruget
HELE LANDET - De
grønlandske kommuner
erklærer sig rede til at gå i
krig mod hash og alkohol-
misbrug. Det siger forman-
den for KANUKOKA,
Edvard Møller, idet han
tager udgangspunkt i lands-
styreformandens åbnings-
tale i Landstinget.
- Allerede i 1991 og 1992
uddannede kommunerne i
fællesskab et antal forebyg-
gelseskonsulenter, der ud-
fra centrale retningslinier
skulle arbejde lokalt i kom-
munerne, siger Edvard
Møller. - Senere trak hjem-
mestyret sig desværre ud af
finansieringen, og en række
kommuner måtte beklage-
ligvis opgive det gode initi-
ativ.
- Men nu kan vi igen sæt-
tes os sammen og i fælles-
skab finde frem til klare
aftaler for det forebyggen-
de arbejde. KANUKOKA
er klar, slutter Edvard Møl-
ler. - Lad os sammen give
borgerne værktøjer til at
løse misbruget!
Røde Kors Børnehjem-imi
forstanderi, Hans
Wiechmann
peqatigiiffittaami »Kalaallit
Nunaanni ulloq unnuarlu
paaqqinnittarfiit
peqatigiiffiat«-ni siulittaa-
sunngorpoq.
Forstander på Røde Kors
Børnehjemmet, Hans
Wiechmann, blev valgt som
| den første formand for den
5 nystiftede forening:
~j »Foreningen af Grønlandske
< Døgninstitutioner«.
De svages talerør
En ny forening for landets døgninstitutioner har set
dagens lys