Atuagagdliutit

Årgang
Eksemplar

Atuagagdliutit - 16.10.1997, Side 16

Atuagagdliutit - 16.10.1997, Side 16
16 Nr. 80 • 1997 Aqqaluk Lynge brød sig ikke om lugten af gødning og stald, men den danske lærer mente, det var ligeså slemt i et grønlandsk hjem Selvom det aldrig har været meningen, at han skulle være fanger, så er han nu fanger alligevel. Og hvem er ikke det, som er opvokset i Grønland og kender til årstidernes fang- ster og indsamlingen af vinter- forråd til hunde og mennesker. Men han er ikke gammel nok til, at han som en selvfølge - som ældste søn - blev fanger. Tiderne havde allerede ændret sig, da han for 50 års siden så dagens lys i Aasiaat, og fiske- riet - og lidt senere rejefiske- riet - var det erhverv, man be- gyndte at se op til. Men mens han sidder og fortæller om sine første minder, skinner det alligevel igennem, at han som eneste dreng »angutitatuaq« havde en række pligter med familiens fangst. - Det var en del af opdragelsen, en del af livet i barndomsårene, siger han. Senere kom der flere drenge til, og andre overtog en del af arbejdet. Men fanger er Aqqaluk Lynge alligevel. På en rens- dyrjagt i begyndelsen af 1980’eme - i øvrigt hans før- ste - aftalte vi at skyde ét stort dyr hver. Vi havde kun en weekend, og der var langt at slæbe kødet og lang vej hjem med kutteren. Men han kunne ikke dy sig - når nu de lige- frem bad om det - og han ned- lagde tre kæmper, der var ved at plage livet af os, før vi var nede med alle fem dyr. Aqqa- luk var blevet rensdyrjæger, og det havde han det godt med. Livet i naturen har altid gjort ham glad, og stadig tager familien hver sommer på ammassat-fangst ved Aasiaat. Det er et højdepunkt, han nødig vil undvære, og han mindes her hvert år ammassat- fangsten, der i barndommen også skulle dække en væsent- lig del af hundefoderet næste vinter. Endelig en dreng Aqqaluk Lynge er født 12. oktober 1947 og havde altså fødselsdag i søndags. Hans forældre Benedikte og Hans Lynge havde allerede fået tre døtre, og faderen syntes, at det var på tide at få en dreng. Det lykkedes, og senere kom også Ole og Johannes. - Det var jo ikke så længe efter krigen, og det var stadig muligt at få varer fra USA, så min far havde til begivenhe- den bestilt en hel kasse æbler, som mange i byen fik glæde af, fortæller Aqqaluk. - Da jeg på min fødselsdag forleden talte med min søster, spurgte jeg hende, hvad hun huskede fra den dag, og hun svarede prompte: - Æbler. - Min far var radiotele- grafist af den gamle skole og desuden landsrådspolitiker. Det havde han ikke fra frem- mede, for min bedstefar, Fre- derik Lynge, der oprindeligt stammer fra Qoomoq i Nuup Kangerlua, var folketings- medlem. - Det var under opholdet på telegrafistskolen i Qeqertar- suaq, at min far mødte min mor. Af samme grund har vi tilbragt mange ferier i Qeqer- tarsuaq, og jeg er kommet til at holde meget af den by. - Enkelte af mine aner ræk- ker helt tilbage til Danmark, og i »gamle dage«, da vi star- tede Inuit Ataqatigiit, og debatten en gang imellem var lidt primitiv, skældte mod- standerne mig ud for, at jeg ikke skulle råbe for højt, når' jeg selv havde dansk blod i årerne. Blodet kom fra Anthon Mogensen (København 1910) fra min mors slægt. Mest fanger - Min far var som nævnt tele- grafist og landsrådspolitiker, men jeg husker ham egentlig mere som fanger. Sådan var det ofte dengang. Nok passede man sit arbejde ved siden af, men fangstsæsoneme skulle også passes. Når ternerne kom i begyndelsen af juni stod den på ægsamling, og ammassat- ten gav os hænderne fulde fra slutningen af juni til begyndel- sen af juli. I slutningen af juli og begyndelsen af august var det ørredfangsten, der skulle passes, og sådan gik det slag i slag med de muligheder, som naturen gav os. - Vi havde en fordel frem for så mange andre. Min far købte en lille motorbåd, som bragte os hvorhen, vi ville. Den blev betalt med torsk, som der den- gang var mange af. - Selvom jeg i en del år var den eneste dreng i famililen, har jeg aldrig været »nukatsi- taq« - en forkælet og forher- liget eneste-søn. Jeg har haft pligter og arbejdede hårdt med alle disse gøremål, ikke bare med sommerfangsten, men også - når sneen faldt omkring med fødselsdag - med hunde- slædekørsel, fodring og idelig afhentning af kul og vand. På et tidspunkt blev det så meget, at min gudmoder fra Akunnaaq spurgte min far, om det var rigtigt, at et barn skul- le arbejde så meget. Men han satte hende på plads og bad hende om at lade være med at blande sig. - Arbejde er ingen skam, sagde han, og så tog vi afsted med hundene for at røg- te vintergam for sæl og fiske efter uvaq til mennesker og hunde. Et led i opdragelsen - Har det aldrig været på tale, at du skulle være fanger? - Nej, det har det ikke. Jeg var vant til at se, at min far nok var fanger, men passede sit arbejde ved siden af. Og samtidig var en ny tid be- gyndt. En fætter skaffede sig en rejekutter - »Aaveq« - og Geisler-klanen var også kom- met godt i gang med rejefiske- riet. Det fik vor motorbåd til at synes lille, og vi så op til den- ne nye form for fangst. Des- uden var mit fangerliv i barn- dommen blot en del af opdra- gelsen, noget man havde godt af at lære. - Hvad interesserede dig i skolen ? - Sløjd! Jeg elskede det fag. Arbejdet med træ, og hånd- værket. Jeg har stadig en stol med flettet sæde, som jeg lavede i syvende klasse. Det var et dejligt fag, og jeg kan godt længes efter det. - Var du ligefrem interesse- ret i en håndværksuddannelse? - Nej, det er ikke sådan, det skal forstås. Jeg var skam dyg- tig nok og fik oven i købet to flidspræmier. Mine forældre lagde ikke rigtigt mærke til, hvordan det gik mig i skolen, og når jeg kom hjem med en flidspræmie, blev de da glade og spurgte: - Nå, klarer du dig godt i skolen? Ja, det gjorde jeg faktisk. Kim Larsen-ip Aqqaluk tikeraaraa, tassanilu taallat katersuk- Kim Larsen på besøg hos Aqqaluk, hvor han får overrakt kat siulliit tunniunneqarput. Taamani Kim »qaannamik dennes første digtsamling. Det var dengang, Kim vendte kinngusaarpoq«. kajakken. - Det var da også grunden til, at jeg som 12-årig i syven- de klasse - i sommeren 1961 - sammen med nogle få kam- merater blev plukket ud og sendt til Danmark på et års skoleophold. Vi tilhørte det første forsøgshold, og succes- sen med os førte til, at grøn- landske skolebørn i stort tal blev sendt til Danmark i et år. Fra vores hold husker jeg Jens Jørgen Hansen, der nu er præst, Stine Siegstad, Ku- nuunnguaq Fleischer, Kristian Markussen og vores kommu- naldirektør her fra byen Nauja Petersen. Stor omvæltning - Det var en forfærdelig omvæltning at komme til Danmark. Ikke bare var det helt utrolig formynderisk, og det skal jeg komme ind på om lidt, men man må kunne fore- stille sig, hvilket kultursam- menstød, det var, at rejse fra sit grønlandske hjem for at bo et år i et helt fremmed land blandt mennesker med en kul- tur, der var mere end frem- medartet. Ingen motorbåd, ingen vand at se, ingen slæde- hunde, men noget med køer og ildelugtende stalde. - Først kom vi i en internat- lejr, hvor vi fra Grønland skul- le lære hinanden at kende. Det var et kursuscenter, der sam- tidig var landbrug, og vi syn- tes, der stank noget så frygte- ligt. Det var jo uvant for os, men Thyge Nielsen, der stod for projektet, skældte os ud og sagde, at det da ikke lugtede værre end hjemme hos os selv. - Men det var en stor om- væltning. Jeg græd hver dag i en måned og fremkaldte en del medlidenhed hos min ple- jemor, der på lollandsk sagde, at de ’ vå' søjn - det var synd! - Det var det også, og så var jeg endda heldigere end de andre, for jeg havde netop det år min bedstemor i Danmark, og min faster boede der fast. Dem havde jeg mulighed for at se, selvom grønlandsmini- steriet skulle give tilladelse til det og kun nødtvungent gjorde det. Da min far var nødt til at tilbringe julen i Danmark, og vi kunne være sammen alle- sammen, skulle grønlandsmi- nisteriet også give tilladelse. Det virkede helt grotesk. Nabo uden at vide det - Og endnu mere grotesk var det, at vi grønlandske elever blev holdt ekstremt adskilt. I april - otte måneder efter, at jeg var kommet til Danmark - mødte jeg tilfældet Jens Jør- gen Hansen ved en fodbold- turnering, og da viste det sig, at han kun boede fire kilome- ter fra mig. Vi optog naturlig- vis kontakt med hinanden, og det var ikke noget, der passede grønlandsministeriet. Når vi talte grønlandsk sammen, sag- de min plejemor, at hun havde fået instrukser fra ministeriet om, at vi ikke måtte tale grøn- landsk. Så vi tilbragte en del tid uden døre. - Hvad betyder det for 12- 13 års børn at blive trukket bort fra de hjemlige omgivel- ser til et fremmed land? - Det er en forfærdelig ople- velse, og nogle havde vanske- ligt ved at klare det. En miste- de simpelthen sit sprog og var fremmed for Grønland, da hun kom hjem. - Vi oplevede vel alle endnu et kulturchok, da vi kom hjem igen. Her blev det i øvrigt kol- legielivet i Nuuk, der afløste landsmandslivet i Danmark. Heldigvis kunne vi flytte ind i et helt nyt kollegie, så vi slap for de gamle sovesale til for- del for komfortable fire- mands stuer. Ole Brandt kæmpede bravt - Realskolen blev en lærerig tid med udvikling og hold- ningsdannelser. Vi lærte, hvad fællesskab og ansvar var. Men samtidig var miljøet på real- skolen meget konkurrencebe- tonet. - Enhver er sin egen lykkes smed, sagde rektor Stærmose. Dengang dyrkede man eliten, og der blev stillet meget store krav til eleverne. - Jeg kan huske, at jeg var blandt de fem bedste på real- skolen og var i øvrigt på det første hold, der skulle gen- nemføre den på tre år. Jeg husker også, at Ole Brandt var en fantastisk inspirerende lærer. Hans grønlandskunder- visning, som i øvrigt sluttede i anden real, fordi alt derefter skulle foregå på dansk, gjorde mig til digter. Det var ham, der fik os til at interessere os for litteratur, og han satte os i gang med at skrive digte. - Ole Brandt udlovede en præmie på fem kroner til den, der kunne skrive det bedste digt, og jeg tjente penge på mit første. Det handlede om Tittukasik, en lille hjertelig mand, der havde sin gang på kollegiet. Det var i 1964. - Ole Brandt kæmpede en brav kamp for det grønlandske sprog i en tid, hvor man talte om, at det var dansk, der ville vinde slaget om Grønlands førstesprog. -1 kollegiesalen på realsko- len hørte jeg det første politi- ske foredrag. Det var Knud Hertling, der allerede var på banen dengang.

x

Atuagagdliutit

Direkte link

Hvis du vil linke til denne avis/magasin, skal du bruge disse links:

Link til denne avis/magasin: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Link til dette eksemplar:

Link til denne side:

Link til denne artikel:

Venligst ikke link direkte til billeder eller PDfs på Timarit.is, da sådanne webadresser kan ændres uden advarsel. Brug venligst de angivne webadresser for at linke til sitet.