Atuagagdliutit - 30.10.1997, Side 12

12
Nr. 84 ■ 1997

GRØNLANDSPOSTEN
En omtale af et kulturhistorisk værk
Henrik Wilhjelm: »De store opdragere«
Af Christian Berthelsen
Bogen »De store opdragere«
er en beretning om de grøn-
landske kateketers uddannel-
se i 1800-tallet og om de
mennesker, der påtog sig den
vigtige opgave at være lærere
for de vordende kateketer.
Henrik Wilhjelm har skabt
dette monumentale værk ved
at studere et omfattende kil-
demateriale med videnskabe-
lig grundighed og stort enga-
gement. De mange noter bag i
bogen er nyttige for dem, der
ønsker at fordybe sig i emnet.
Efter hvad forfatteren oplyser
i indledningen, er nærværen-
de bog kun det første bind i en
trilogi. Det andet bind kom-
mer til at handle om en af de
kendte lærere på seminraiet i
Godthåb, Samuel Klei-
schmidt, og det tredie bind
om de elever, der har gået på
seminarierne. Det kan vi alle-
rede begynde at glæde os til.
Lige siden missionens tid-
ligste år benyttede de danske
missionærer sig af den praksis
at oplære unge indfødte grøn-
lændere, med tiden også børn
af blandede ægteskaber, til
medhjælpere i missionsarbej-
det. En af disse såkaldte nati-
onalkateketer, Frederik Ber-
thelsen (Naparutaq), blev som
den første grønlænder ordine-
ret til præst i 1816 af den ene-
ste danske missionær, der var
blevet tilbage i Grønland un-
der den dansk-engelske krig.
Mange års bestræbelser på
at få uddannelsen af de vor-
dende kateketer centraliseret
kunne endelig bære frugt ved
oprettelsen af to seminarier,
nemlig i 1845 Godthåb Semi-
narium, Ilinniarfissuaq, og i
1846 Jakobshavn Seminari-
um, Ajoqersuivissuaq. Ilinni-
arfissuaq eksisterer fortsat og
har i dag betegnelsen Grøn-
lands Seminarium, mens Ajo-
qersuivissuaq måtte opgives i
1875, da kræfterne ikke slog
til to uddannelsesinstitutioner
på det niveau.
I forbindelse med oprettel-
sen af seminarierne blev der
fra missionens ledelse i Dan-
mark opsendt »Foreløbig
Instrux for Seminarieforstan-
derne i Grønland«. Ifølge
instruksen var formålet at
»danne unge Mennesker til at
kunne virke med Held som
Katecheter i Grønland«.
Antallet af elever var fastsat
til otte og varigheden af ud-
dannelsen til seks år, herun-
der naturligvis i modersmålet.
Desuden skulle eleverne så
vidt muligt gøres bekendte
med det danske sprog. For-
standeren skulle påse, at ele-
verne i deres fritid flittigt øve-
de sig i Grønlandske erhverv.
Det lå naturligvis i sagens
natur, uden at det var nævnt
direkte i instruksen, at uddan-
nelsen skulle ske i harmoni
med de grønlandske traditio-
ner, socialt og kulturelt. Dette
har forstanderne altid været
meget vågne for. Samtidig
har man lagt vægt på, at, ele-
verne vænnes til renlighed og
god levevis. Det har været
magtpåliggende for opdrager-
ne at drage omsorg for, at ele-
verne ikke ijemede sig fra
deres grønlandske identitet.
Inden for rammerne af den
ovenfor omtalte kortfattede
instruks havde forstanderne
frie hænder til at tilrettelægge
undervisningen. Der har ikke
været nogen undervisnings-
plan fælles for de to seminari-
er. Forskelligt syn på vægt-
ning af de enkelte fag gjorde
sig da også gældende, måske
især til at begynde med. På
Ilinniarfissuaq betragtede
man for meget europæisk på-
virkning som et onde, hvorfor
man ikke var indstillet på at
bruge så meget tid ud af dette
fag og brugte det indlærte
som redskab til oversættelse
af lærebøger og bibeltekster.
En overgang var dansk under-
visningssprog - af nød, fordi
forstanderen ikke kunne til-
strækkeligt grønlandsk. Det
kan også nævnes som noget
usædvanligt, at en danskspro-
get elev frekventerede semi-
nariet i to år. I modsætning til
Ilinniarfissuaq var man på
Ajoqersuivissuaq meget posi-
tivt indstillet på eventuel
videre uddannelse i Danmark
for de dygtigste seminarieud-
dannede kateketer. - Ind-
læring af fangst lagde man
meget vægt på, især på Ilinni-
arfissuaq. At kunne drive
fangst fra kajak var virkelig
en nødvendighed for datidens
kateketer, som var meget dår-
ligt lønnede.
Spørgsmålet om ordinering
af grønlandske kateketer til
præster var med mellemrum
genstand for meningsudvek-
slinger i Grønland på sermi-
narieme og i Danmark i Det
danske Missionsselskab og i
kultusministeriet, hvorunder
kirken sorterede. Missionssel-
skabets indstilling gik ud på,
at de dygtigste seminarieud-
dannede kateketer efter nogle
års virke skulle gives mulig-
hed for supplerende uddan-
nelse på serminarieme i Dan-
mark med henblik på ordine-
ring til præster. Forslaget om
eventuel overbygning på se-
minarierne mødte modstand
blandt andet med den begrun-
delase, at seminarierne mang-
lede lærermæssig kapacitet.
Hvad angik Danmarksop-
hold, var der fortsat stor be-
tænkelighed (undtaget på
Ajoqersuivissuaq) med hen-
syn til for meget europæisk
påvirkning. Blandt de frem-
førte synspunkter i forbindel-
se med eventuel ordinering af
grønlandske kateketer var, at
den grønlandske præst i så
fald skulle ansættes på grøn-
landske vilkår uden embeds-
bolig, blot med udstyrsløn (til
rejser). Fortalerne for dan-
marksophold fastholdt imid-
lertid deres standpunkt og
henviste blandt andet til vær-
dien af almenuddannelse, der
kunne give den vordende
præst »den fornødne Myndig-
hed i Menigheden«. - Ordine-
ring af grønlandske kateketer
til præster blev aktuel i slut-
ningen af 1800-tallet på grund
af svigtende tilgang af danske
missionærer. I alt fem blev
ordineret.
Hvem er så de mennesker,
der har gjort sig fortjent til at
blive kaldt »De store opdra-
gere«? Det var seminariefor-
standerne, der mange gange
udførte deres arbejde under
meget vanskelige vilkår. Det
var de skiftende missionærer,
der virkede som lærere. Og
det var de skiftende seminari-
euddannede kateketer, der
virkede som medhjælpere.
Det var symptomatisk for
kolonitidens indstilling til de
indfødte kateketer, at de øko-
nomisk var meget dårligt stil-
lede, og at de hele tiden hav-
de underordnet status. Ras-
mus Berthelsen, der var lærer
på Ilinniarfissuaq over 50 år,
havde betegnelsen og status
som hjælpelærer i alle de år. -
Biografierne af de store op-
dragere er en interessant læs-
ning. Og lad mig nævne, at
enkelte, der havde et livslangt
virke i Grønland, er blevet
omtalt særlig udførligt. Det
gælder for eksempel følgen-
de: Vittus Steenholdt, der
under sit virke som kateket i
Egedesminde og senere som
lærer på Ajoqersuivissuaq,
har arbejdet intenst med det
grønlandske sprog, og havde
mange andre gode kvaliteter;
den ovenfor nævnte hjælpe-
lærer, overkateket og salme-
digter Rasmus Berthelsen, der
kom til at præge tiden på en
række områder, og som havde
mennskelige problemer at
kæmpe med; Samuel Klei-
schmidt, der efter at være
kommet i konflik med sine
hemnhutiske brødre, overgik
til Ilinniarfissuaq som lærer,
og som skabte en ny grøn-
landske retskrivning; grundt-
vigianeren N. E. Balle, for-
stander på Ilinniarfissuaq i
knap 30 år, som var særdeles
principfast i sin opfattelse af
den kristne moral og i formu-
leringer af bibelske begreber
på grønlandsk, og som var
nævnt i forbindelse med
eventuelt bispeembede i
Grønland.
Afsnittet med titlen »Kata-
strofevinteren 1900-1901«,
der handler om de kaotiske
forhold i Godthåb efter N. E.
Balles og Rasmus Berthel-
sens død i 1900 og i 1901,
danner en dramatisk afslut-
ning på skildringen. - Moder-
niseringen af kateketuddan-
nelsen ved C. W. Schultz-
Lorentzens ansættelse som
forstander på Ilinniarfissuaq
omtales ganske kort aller sidst
i bogen.
Hvorvidt dette vigtige bi-
drag til Grønlands kulturhi-
storie ikke også bør foreligge
på grønlandsk, er i høj grad en
overvejelse værd. Det er bare
ærgerligt, at den grønlandske
udgave i så fald vil komme
haltende bagefter. Nu er der
mulighed for at undersøge,
om der kan laves en grøn-
landsk udgave af bind 2 og
bind 3, som så i det mindste
kan komme på dansk og på
grønlandsk samtidig.
Henrik Wilhjelm
Portræt af en bygd
Af Otto Sandgreen
Bogen »Kullorsuaq - Por-
træt af en bygd i harmoni
og vækst - 1996«, er udgi-
vet af Eskimo Management
ApS ved Westergaard Mik-
kelsen.
Bogens grønlandske del
er på 73 sider, og når man
lukker bogen, vender den
om og på hovedet, har man
det danske del, som har
præcis samme størrelse.
Bogen er blevet til ved
hjælp af mange mennesker,
hvis navne er beskrevet på
side 2. De er temmelig
mange, selv om alle ikke er
med.
Der er to forord i bogen,
og det første er skrevet af
Hans Danielsen, formand
for bygdesundhedsnævnet,
og han har kaldt sit forord
for »Kullorsuaq 2000«.
Den anden er skrevet af
læge Ove Rosing Olsen, og
han har kaldt sit forord
»Peqqik 2000 - Upemavik -
Indsats i Kullorsuaq«.
Formålet med bogens
form og udgivelse er at give
befolkningen i Kullorsuaq
bedre mulighed for at få
overblik over, hvad det er,
der sker, så de bliver i
stand til at styre den fremti-
dige udvikling af deres
bygd.
Det ville være underligt,
hvis sådan et formål ikke
gav eftertanke hos de man-
ge bygder langs hele Grøn-
lands kyst. Og fonnålserk-
læringen for bogen kunne
have været nok til en
anmeldelse. Jeg vil dog
komme med et par be-
mærkninger til de forskelli-
ge afsnit, fordi de kan bru-
ges som motivation til
andre bygder i landet.
Et af de første store afsnit
har overskriften »Kullorsu-
aq i dag« - og det er ikke
nødvendigt her at uddybe
indholdet. Det handler
nemlig om nævnte bygd.
Men hen imod slutningen
kan der findes en stor og
klar overskrift: »Mission«.
Det kan du selv læse dig
frem til.
Det næste store afsnit
hedder »Interviews«. Inter-
viewene handler om:l)
Børn, 2) Unge, 3) Kvinder,
4) Familier, 5) De gamle, 6)
Kultur, 7) Sport... med fle-
re.
Hvad blev der spurgt
om? Ja, et af spørgsmålene
til børnene var: Hvad er I
mest glade ved at bo i Kul-
lorsuaq? Svar: At spille
fodbold, lave gymnastik,
lege udendørs, dyrke sport
og lege i bømeklubben.
Et anden spørgsmål, der
blev stillet til børnene var:
Hvad mener I, der skal til,
for at 1 får en god og lys
fremtid i Kullorsuaq?
Svaret var: At der kom-
mer træer, at vi får lege-
pladser, at der bygges et nyt
kajakanlæg, at der bliver
bygget mange, mange store
og små nye huse, snehytter,
at der plantes blomster
udenfor, at vi får meget
sodavand og mange franske
kartofler og vinduer og
bananer, at vi bliver mange
mennesker som i andre lan-
de, at der bliver en kæmpe-
stor butik, og at vi får en
skiløjpe og en kælkebakke.
Som jeg allerede har
været inde på, blev de unge
også udspurgt, og et af
spørgsmålene lød således:
Hvad er »De dårlige ting« i
Kullorsuaq? Svar: Proble-
mer med at ingen vil være
renovationsarbejdere, at
hasardspil bliver mere og
mere almindeligt, at husene
ikke bliver vedligeholdt
eller malet, at der er hjem-
mebrygning, at unge, der er
blevet gift, ikke kan være
med i klubben, og at man
stadig ser dårligt klædte
mennesker.
En virkelig interessant
bog med gode inspirations-
muligheder, og som måske
kan motivere andre bygder
til at udgive en lignende
bog. Køb den endelig.
ASS./ FOTO-ARKIV: KNUD JOSEFSEN