Atuagagdliutit - 12.03.1998, Blaðsíða 17

Nr. 20 • 1998
17
/^£aaø'a&'</é/cL £/£
GRØNLANDSPOSTEN
Kitsia Berthelsen saamerlerni nr. 7-tut issiasoq 1947-mi Peqatigiinnianut tallimanngor-
nermi 13. marts 90-iliilluni nalliuttorsiortussamut ilaasortanngorpoq. Asseq 1950-ikkunni
imaluunniit 1960-ikkunni assilineqarsimavoq.
11947 blev Kitsia Berthelsen, som sidder som nummer syv på venstre langside, medlem af
Peqatigiinniat, som fylder 90 år på fredag den 13. marts. Billedet er fra 50’eme eller
60 ’erne.
- Jeg husker en dag, hvor
jeg stod og hamrede søm ind i
huset. Hanseeraq havde lært
mig, hvordan jeg skulle gøre,
så det var noget, der holdt. Og
der skulle jo slås hårdt til den.
Så gled hammeren og lige
ned på min tommelfinger.
Der gik ikke lang tid, så var
neglen lige til at tage af. Jeg
hylede op og så op på Han-
seeraq for at få medlidenhed.
Og så sagde han til mig.
»Først nu ligner du en tøm-
rer«, siger Kitsia og kan
næsten ikke holde op med at
grine.
- Men at få sit eget var vir-
kelig en drøm, der gik i opfyl-
delse. Ikke fordi det hjælper
mig i dag, hvor jeg ofte bliver
afvist på kommunen, hvis jeg
søger hjælp til noget som
helst. Det er ikke sjældent, jeg
får svaret: »det kan ikke lade
sig gøre, fordi du bor i dit eget
hus«. Men jeg har nu tænkt
mig at blive boende her resten
af mit liv.
TB
I slutningen af 1950 blev
Hanseeraq syg og fik i 1951
konstateret TB.
- Han blev sendt til Dan-
mark for at blive opereret og
kom først hjem i løbet af som-
meren 1953. Vi havde fået
fire af vore otte børn dengang,
så der var meget at se til. Det
var kun den ældste, der var
begyndt i skole.
- Jeg var nødt til at tage for-
skellige rengøringsjobs for at
få det hele til at køre rundt.
Hanseeraq fik 400 kroner om
måneden, men han skulle jo
også have lidt til sig selv, så
jeg sendte de 200 kroner ned
til ham. Og da vi ikke kunne
klare os for resten, måtte jeg
arbejde. Det gjorde jeg som
regel om aftenen, hvor jeg
vaksede gulve på skolen, hos
Landshøvdingen og på Tryk-
keriet. Og så hjalp lægen mig
med et job, hvor jeg vaskede
tøj for dem et par gange om
ugen. Men jeg fik også hjælp
fra familien selvfølgelig.
- Da Hanseeraq kom hjem
måtte han ikke arbejde et
halvt år efter, så jeg fortsatte
mine jobs, som jeg udvidede
med at sælge påbegyndte
perlekæder til nationaldrag-
ter. Det laver jeg stadig.
- Det var også i denne tid, at
jeg begyndte at interessere
mig meget for menigheds-
arbejdet. Jeg blev medlem af
Peqatigiinniat i 1947, og det
hjalp mig meget gennem den
tid, hvor jeg var alene med
børnene. Medlemmerne hjalp
hinanden. Og det var virkelig
en stor hjælp, da jeg midt i det
hele fik bronkitis og ikke kun-
ne klare noget selv.
Menighedsarbejde
- En dag i 1979 kom præsten,
Jens Nielsen hen til mig og
spurgte mig, om jeg ikke ville
stille op til menighedsrådet.
Der var kun en dag tilbage,
før stillerne skulle godkendes.
Jeg værgede mig. Jeg synes
ikke jeg kunne være værd at
stemme på. Men han overtalte
mig.
- Jeg kom ned på hans kon-
tor og fik udleveret en blan-
ket, hvor jeg skulle få stillere
til at skrive under på, at jeg
skulle stille op. Jeg anede
ikke, hvad jeg skulle gøre og
var ikke sikker på, at det ville
lykkedes. Men jeg gik op til
Brædtet og i løbet af ingen tid
var blanketten udfyldt, og jeg
gik direkte op til kommunen
med navnene. Siden har jeg
været medlem af menigheds-
rådet.
- Da de manglede kateketer
i 1981 indvilgede jeg i at bli-
ve hjælpekateket. Det var et
ulønnet job. I 1993 ringede
vicebiskoppen til mig og for-
talte, at jeg var blevet fast-
ansat som kateket. Det er jo et
lønnet job. Så jeg glædede
mig til at få min første løn-
seddel. Det var måske ikke
lige det jeg havde regnet med.
Jeg fik 533 kroner om måne-
den for det, siger Kitsia og
synes det er en mægtig mor-
som historie.
Kitsia har i dag trukket sig
tilbage fra samtlige sine til-
lidsposter.
- Jeg kan mærke min syg-
dom ind imellem. Og det er
faktisk noget krævende at
være kateket, så jeg beslutte-
de, at jeg nu måtte jeg stoppe.
Så jeg stoppede i januar
måned, fortæller Kitsia, som
blev enke i 1986, hvor Han-
seeraq døde af en blodprop.
Alligevel kan Kitsia ikke
give helt slip.
- Jeg har sagt, at jeg
vil hjælpe til med søndags-
skole. Men ikke mere end det.
- Jeg har et dejligt liv med
otte voksne børn, der alle kla-
rer sig godt. Og så har jeg 21
børnebørn og tre oldebørn.
* V t
■ H'
■ >.?
■ mm
Peqatigiinniat ukiut qulit matuma siorna 80-iliillutik nalliuttorsiorneranni assilisissimasut.
Billedet er taget i forbindelse med Peqatigiinniats 80-års jubilæum for 10 år siden.
ASSJ FOTO: NAMMINEQ PIGISAQ / PRIVAT ASSJ FOTO: NAMMINEQ PIGISAQ / PRIVAT