Atuagagdliutit - 16.04.1998, Síða 17

GRØNLANDSPOSTEN
SISAMANNGORNEQ 16. APRIL 1998-17
Inuit Qeqertaanni, 1991-imi Nunatta avannaani, taamani Peter Brandtip angalanerisa
ilaanni Kåléraq peqataagami.
På Inuit Qeqertaa, nordfor Grønland i 1991, hvor Kåléraq var med på en af Peter Brandts
ekspeditioner.
dig i 1978 til Sanatis start i
1980 arbejde han for GTO.
Først i København siden som
byggelederassistent i Aasiaat
og i Qaqortoq.
Når talen falder på tiden i
Sydgrønland får Kåléraq
Bech julelys i øjnene. I fire
halve år fik han en enestående
mulighed for at forene sin fri-
luftinteresse med sit job -
først for GTO siden for Sana-
ti - ved at være konsulent for
fårestaldsprojekteme. Bygge-
rierne startede før sejlads var
mulig på grund af storis, så
Kåléraq Bech travede mellem
alle Sydgrønlands fåreholder-
steder - og det var noget han
satte pris på - selvom det af og
til var i sne til livet. Det var
helt klart nogle år, som Kå-
léraq Bech ser tilbage på med
glæde.
I dag er Kåléraq Bech 48 år
og stadig medejer af Sanati,
som har haft sine op- og
nedgangstider siden starten i
1980.
Virksomheden har stadig
adresse i Sisimiut, men har en
underafdeling i Nuuk. Lige
nu går det fremad.
Sanati har for eksempel
tegnet den nye type selvbyg-
gerhus, Illorput 2000.
Kåléraq er
synonym med kajak
Selvom Sanati var det første
grønlandske rådgivningskon-
tor i Grønland, er det nok ikke
byggeri, det fleste forbinder
navnet Kåléraq Bech med.
Nej, det er kajak. Grøn-
landske kajakker.
Kåléraq Bech har været
engageret i Grønlands Kajak-
forbund siden dets oprettelse i
1985. Det engagement har
ikke noget at gøre med den
spændende rotur på havet i
begyndelsen af 60’erne at
gøre, fortæller Kåléraq Bech:
- Da jeg var med til at star-
te kajakforening i Sisimiut og
siden hen landsforeningen,
havde jeg egentlig ikke fore-
stillet med, at jeg skulle ro
kajak. Jeg gik ind i arbejdet
på grund af de kulturelle vær-
dier ved at have kajakforenin-
ger. Jeg havde fulgt med ved
sidelinjen, da foreningerne i
Nuuk, Qaqortoq og Maniit-
soq startede, og syntes også,
vi skulle have en kajak-
forening i Sisimiut. Jeg havde
Været beskæftiget med for-
eningsarbejde i idræt og i
spejderbevægelsen hele mit
liv, så det var en naturlig ting
for mig at gå ind i arbejdet
med at starte en kajakfor-
ening. Uden at være aktiv.
Medaljeslugere
I 1986 fik Kåléraq alligevel
smag for livet i det traditio-
nelle grønlandske fartøj, og
siden har han ikke været til at
rive ud af kajakken. Det har
været nogle travle år i kajak-
kens tegn. Dels som udøver
men også som formand for
den lokale forening, og siden
landsforbundets start har Kå-
léraq Bech enten været for-
mand eller næstformand for
denne:
- Jeg ønskede ellers at gå af
sidste år for at hellige mig ar-
bejdet med at lave en instruk-
tionsvideo om at padle grøn-
landsk kajak, men der var
ingen der ville være formand,
så jeg har taget en periode
mere.
Kajaksporten er blevet en
familiesvaghed. Kåléraq’s
kone Lone og parrets fire
børn på 4, 7, 11 og 16 år er
også alle aktive kajakroere.
Og om børnene kan man vist
godt tillade sig at bruge
udtrykket, at de har fået
kajaksporten ind med moder-
mælken. I hver tilfælde var
den i dag fire-årige Salik ikke
mere end et år, da han padle-
de sin første kajaktur i en
kajak med støtteben. Og det
kunne han lide.
Og som barn i familien
Bech kan man også lige så
godt beslutte sig for, at det er
sjovt at ro kajak, for alle som-
merferier foregår i kajak. Ved
træningslejre og ved GM-
arrangement.
I 1997 gik turen til Paa-
miut. 1 1998 bliver det Qaqor-
toq, og i 1999 Uummannaq.
Den der har overværet en
medaljeoverækkelse ved GM
i kajak ved også at de er gode
til det - de, der hedder Bech til
efternavn.
Ved sådanne lejligheder
bliver Bech’erne kaldt til
podiet så ofte, at man begyn-
der at tro, at der er sket en fejl.
Jo, de er gode til at vende
kajakken hos familien Bech.
Selvom Kåléraq Bech snart
er 50 år måtte han i 1997 del-
tage i det nye kajakmarathon i
Paamiut, hvor der skal padles
to gange 60 kilometer mellem
byen Paamiut og den nedlag-
te bygd Narsalik - på to dage.
Kåléraq jagtede førsteplad-
sen, men måtte nøjes med
andenpladsen, og han har sta-
dig ondt i knæene efter den
tur. Alligevel må han til
Paamiut igen i år og have
revanche.
På Grønlands nordspids
Så det der med det fandeni-
voldske hænger vist stadig
ved, hvilket en bemærkning
som denne også understreger:
- Hvis din makker bliver
træt af turen, så ring efter mig.
Det var Kåléraq Bechs be-
mærkning til Peter Brandt, da
han her i foråret var i gang
med at planlægge den sidste
bid af det store projekt
»Grønland Rundt uden mo-
tor«. Sidste bid er en ski- og
hundeslædetur fra Daneborg,
via Station Nord til Qaanaaq.
Lone Bech gyser ved snak-
ken om Nordgrønland. Hun
tænker tilbage på 1991, da
Kåléraq sammen med Johan
Brandt ledsagede Peter
Brandt på en tur fra Station
Nord mod Thule.
- Så tynd du var, da du kom
hjem, siger hun med ængstel-
se i stemmen.
Kåléraq husker den 51
brusebads-løse-dage lange tur
for det gode, som man ofte
gør, når man er kommet hjem
fra tur og har glemt sult og
kulde og store anstrengelser.
Han fortæller med fascina-
tion om den mange meter
høje skrueis, der stod helt ind
under land, men erindrer også
hvor usigeligt let det hele var,
når isen var flad og solen
skinnede:
- Vi startede med hver 150
kg på slæden fra Station
Nord.
- Hvor var det hårdt. Vi
havde ingen depoter bortset
fra, at vi kunne bruge en
depotkasse fra Sirius’ depo-
ter, hvis det blev nødvendigt.
Stakkels hund
På turen havde de tre menne-
sker selskab af tre hunde.
Som brug for alarm mod
isbjørne. En til hver, hvis de
skulle komme fra hinanden.
Kåléraqs hund fik straks nav-
net »Stakkels hund«, for den
levede ikke længe og var
mere død end levende, da den
ankom til Station Nord
næsten uden pels.
- Vi havde ellers købt den i
Savissik og havde fået af
vide, at det var en stor isbjør-
nehund, siger Kåléraq Bech
eftertænksomt, men vi så den
ikke før end Station Nord.
På turen i 1991 var de tre
mænd på Grønlands nordlig-
ste punkt, den lille ø, der ple-
jede at hedde Kaffeklubben
efter en geologforening i
Danmark, og som på turen
blev omdøbt til det nuværen-
de »Inuit Qeqertaa«.
Jo, Kåléraq kunne tænke
sig at komme en tur til Nord-
grønland igen. Men det bliver
næppe i år. Han har også
andre planer. I juni skal han
sammen med et par unge fyre
padle en tur til Kangerlus-
suaq, en tur over sø og land -
og fjord- og hjem igen natur-
ligvis. Så er der jo GM i
Qaqortoq - og kajakmarathon
ved Paamiut. Dommerkursus
og, og, og...
Ilaqutariit Bech Aviaja-p apersortinnerani. Lone-p Salik sarliarpaa. Niviarsiaraq tassa
Naduk, nukappiararlu Inuuteq.
Familien Bech ved Aviajas konfirmation. Salik er på Lones arm. Den lille pige er Naduk.
Den store dreng er Inuuteq.
ASS./ FOTO: NAMMINEQ PIGISAQ / PRIVAT