Atuagagdliutit - 15.10.1998, Blaðsíða 12

12 • TORSDAG 14. OKTOBER 1998
ATUAGAGDLIUTIT
MAN GLEMMER ALDRIG
AT MANØVRERE EN KAJAK
Den 90-årige forfatter Kirsten Bang er den ældste nulevende person
der klart kan erindre tiden i Østgrønland for 60 år siden
BIRKERØD(CSL) - Når man
har lært at sejle kajak, glem-
mer man det aldrig. Det føles
vidunderligt at suse henover
vandet. Indånde havluften og
sejle mellem isbjerge med
kanter, der ligner grønt glas.
Nok har forkalkning af
øjnene svækket en del af Kir-
sten Bangs 90-årige syn, men
hukommelsen er knivskarp
og stemmen frisk som kilde-
vand.
Den gamle kajakroer og
forfatter, der for få måneder
siden genså Tasiilaq og Øst-
grønland, hvor hun for 60 år
siden tilbragte godt et år, kan
stadig fortælle med oplevel-
sens glød. Hendes fint forme-
de sætninger svæver som bal-
loner i luften. Og puf, så sen-
des en ny tilvejrs over bordet
i havestuen.
Forfatteren har de sidste 40
år boet i en stor villa i Birke-
rød i Nordsjælland og er den
ældste nulevende person, der
klart kan husker livet i Øst-
grønland, som det udspandt
sig i slutningen af 1930’eme.
Inden krigen. Inden Grønland
for alvor åbnede sig mod den
øvrige verden.
Kirsten Bang var derfor
inviteret til Grønland i som-
mer af instruktøren Karen Lit-
tauer og fotografen Manuel
Seliner fra Nuka Film, der
netop nu er ved at færdig-
redigere en 30 minutter film
om Kirstens Bangs ophold i
Grønland, og hendes reflek-
tioner over mødet - 60 år efter
sit første besøg.
Eventyrtrang
Kirsten Bang var 30 år, da
hun lagde billet ind på en
annonce i Lærerbladet, hvor
pastor Rosing og hustru søgte
en huslærer til deres store
børneflok. Forinden havde
hun undervist på de kommu-
nale skoler i København. Men
det føltes for trivielt. Det var
ikke uden grund, at hun på
tidspunkt havde studeret geo-
grafi med speciale i etnografi.
Fremmede kulturer og rej-
seliv, var unægteligt mere
dragende end de københavn-
ske kommuneskoler. Samti-
dig havde hun den drøm om
at blive selvstændig kunstner.
En drøm, som senere skulle
gå i opfyldelse, selv om hun
aldrig havde forestillet sig, at
hun kunne leve af at skrive.
Moderen var noget ængstelig
ved datterens Grønlands-
færd, men faderen, der var
officer i forsvaret, havde for-
ståelse for hendes udlængsel,
og snart efter gik turen over
Nordatlanten med »Gertrud
Rask«. Både i Scoresbysund
og Tasiilaq voldte isen pro-
blemer. Båden havde vanske-
ligt ved at komme i havn.
Men en augustdag i 1938 nåe-
de hun endelig målet for sin
rejse, Tasiilaq, der på det tids-
punkt kun var hjemsted for
fem-seks voksne danskere.
Et skib om året
- Mange mennesker var mødt
op i Tasiilaq, og de skød op i
luften med deres bøsser. Den
gang kom der kun et skib om
året, så Gertrud Rask var ven-
tet med den største begejst-
ring. Skibet, der bragte post
og nye forsyninger, var byens
eneste forbindelse til omver-
denen, fortæller Kirsten
Bang, der blev varmt mod-
taget af pastor Rosing og ind-
logeret i et værelse i deres
hjem med udsigt til fjorden og
snefugede fjelde.
- Naturen var fantastisk,
men det var grønlænderne,
der var den største oplevelse.
De levede, som de altid havde
gjort og boede i tørvehytter
med briks og spæklampe.
- For en dansker var tørve-
hytten noget af en oplevelse.
Kirsten Bang Tasiilamiilluni umiarsualiviup pisortaa
naapippaa, borgmesteriusimasoq Ole Mathiassen. Kirsten
Bang-ip Ole angajoqqaavi ikinngutigilluarpai, Ado aamma
Karla, Ikkatteq-miut, Kirsten-illu ukiorpassuami Karla
allaqatigisarpaa.
I Tasiilaq mødte Kirsten Bang også havneforvalteren, den
tidligere borgmester Ole Mathiassen. Kirsten Bang var gode
venner med Oles forældre, Ado og Karla fra Ikkatteq, og
Kirsten korresponderede i mange år med Karla.
Kirsten Bang-ip Tasiilaq takoqqikkamiuk Ikkatteq-mut
takusaatsiarpoq, tassanilu Ingemann Bianco naapippaa.
Sivisuumik Ikkatteq-miooreerluni ukiut arlallit matuma
sioma Tasiilamut nuuppoq, marluullutillu nunaqarfik suli
inoqartoq eqqartorpaat.
På gensynsrejsen til Tasiilaq var Kirsten Bang også på en
afstikker til Ikkatteq, hvor hun mødte Ingemann Bianco.
Han flyttede efter et langt liv i Ikkatteq til Tasiilaq for nogle
år siden, og de to fik sig en god snak om bygden, der stadig
er beboet.
Den var fremmedartet og
meget hyggelig. Man skulle
vænne sig til lugten af vådt
skind og urinen, de brugte til
at garve skind med, og som lå
gemt underbriksen. Og så var
der spæklampen, som natur-
ligvis også lugtede.
- De drev jagt fra kajakker
og konebåde. Næsten alle
levede af sælfangst. Nogle
gange også af jagt på hvalros-
ser, bjørn, laks og en sjælden
gang hvaler.
Dejlige folk
- Det var et glad og muntert
folkefærd. De var venlige,
gæstfrie og nysgerrige efter at
lære fremmede at kende.
- Man fornemmede ikke, at
de var misundelige eller hav-
de mindreværks-komplekser
over for den danske kultur.
De var stolte af det liv, de føl-
te naturligt, og altid havde
levet. Her gjaldt det om at
være en dygtig fanger, hvilket
var højt værdsat.
- Jeg tror, det var en lykke-
lig overgangstid for østgrøn-
lænderne. Med kristendom-
men var de blevet befriet for
de onde ånder og åndemane-
rens magi. Tanken om en
barmhjertig gud var noget nyt
i forhold til deres egne meget
strenge naturguddomme.
- Med danskernes ankomst
var de også blevet befriet for
frygten for at dø af sult om
vinteren. Tidligere døde flere
af sult hver vinter. Nogle gan-
ge en hel boplads, hvis sæl-
fangsten svigtede.
- Med bøssen var det blevet
lettere at jage, og butikken
med kolonialvarer sikrede
ligeledes mod sultedøden.
Alkoholsalg var forbudt, så
de følgevirkninger havde man
slet ikke.
- Men det var en balance,
for naturligvis vidste jeg, at
de snart skulle til at tilpasse
sig den vestlige civilisation
og få de samme problemer
som i Vestgrønland. Det var
en uundgåelig udvikling, for-
tæller Kirsten Bang, som for-
uden at undervise familien
Rosings børn deltog i under-
visningen af seks kateket-
elever. Den gang var der
ingen uddannede østgrønlæn-
dere, og der manglede kateke-
ter i de små bygder.
Hun købte også en kajak af
storfangeren Markus fra Ika-
teq, og det blev indledningen
på mange oplevelser. Nogen
gange sejlede hun med grøn-
lændere. Andre gange alene.
Men hun følte sig altid sikker
i kajakken.
Det blev også til slæde-
rejser til mange bopladser i
området. Enten med pastoren
eller grønlændere.
Hundeslæderejse
- Det var en meget stor ople-
velse. Hun fortæller om en
rejse, der først gik det op over
KIRSTEN BANG
de store pas, hvor hundene
hev og sled. Dernæst stejlt
ned. Hundene blev anbragt
bag slæden for at bremse. For
at forstærke effekten smed de
sig på ryggen og kurrede ned,
mens vi stod på ski ved siden
af.
- Det blev tidligt mørkt.
Stjernerne funklede sammen
med Nordlyset, og henimod
midnat kom vi til nogle sne-
dækkede tørvehuse. Vi blev
modtaget med glæde og gæst-
frihed i det lille varme hus.
Her blev vi anbragt på briksen
og fik serveret sælsuppe,
mens præsten kvitterede med
at byde på kaffe, som han selv
havde medbragt.
- Om aftenen samledes alle
fra bopladsen i den største
hytte, hvor der blev fremført
trommesange fra gammel tid.
Der var en gurglen og støn-
nen. Det lange hår piskede fra
side til side. Man fornemme-
de den gamle åndemaner-
tradition. Forbindelsen til
åndemes verden var åben. -
Kvinderne sang smukt og
stemningsfuldt, og vi tilskue-
re .sang med på omkvædet.
Der var en stemning af glæde
og munterhed. Til sidst sov vi
alle på briksen, og her befandt
jeg mig storartet, fortæller
Kirsten Bang.
Drama og ørreder
En enkelt gang sejlede Kir-
sten Bang til bygden Ikateq,
hvor hun som eneste dansker
boede i sit lille hjemmesyede
telt på sommerpladsen.
- De store isfjelde fra ind-
landsisen længere inde i fjor-
den kom sejlende forbi. Det
var helt vidunderligt. Enkelte
grønlændere brugte stadig
skindtelte, men de fleste var i
lærred.
- Jeg deltog i deres liv og
var blandt andet med i kone-
båden på laksefiskeri. Andre
gange sejlede jeg alene eller
med en ung mand ud i kajak.
En gang sejlede vi sammen
over til kolonistationen for at
købe lidt ind. Turen gik over
en lille bræ og frodige græs-
sletter. I en lille elv fangede
min rejsekammerat et par
ørreder med sine bare hænder
og stegte dem over et lyngbål.
Det er de mest vidunderlige
ørreder, jeg har smagt i mit
liv, fortæller Kirsten Bang.
Opholdet i Tasiilaq var
ikke uden dramatiske hændel-
ser. En gang, hvor hun med
stort fart var på vej hjem i
kajak, løb hun på et skær.
Hun var alene, og kajakken
sad fast.
- Hvis der var gået hul i
bunden, ville jeg have været
dødsens. Jeg kunne ikke kom-
me ud af kajakken, og selv
om jeg kunne, var jeg om-
kommet i det iskolde vand.
- Udsigten til kysten med
den grønne slette, teltene og