Atuagagdliutit - 15.10.1998, Blaðsíða 13

GRØNLANDSPOSTEN
SISAMANNGORNEQ 15. OKTOBER 1998 • 13
Af: Christian
Schultz-Lorentzen
1 V i -jk ^ Hil i 1
i 1ÉUtøjtiStt-
Kirsten Bang Tasiilami Dorthia Hansen-ip erngutai marluk Tasiilami kuisimmata
kaffisoriartoqqusaavoq.
Kirsten Bang blev i Tasiilaq inviteret til kaffemik hos Dorthia Hansen i anledning af en
dobbelt barnedåb.
klipperne i baggrunden, står
tydeligt i min hukommelse.
Kajakken var af malet lærred,
og derfor var faren større, end
hvis det havde været en
skindkajak. Heldigvis var der
ikke trængt vand ind, og for-
sigtigt fik jeg den rokket løs
og roet ind til land, fortæller
Kirsten Bang. Kort før sin
afrejse var hun udsat anden
dramatisk oplevelse, da et
kobel hunde overfaldt en lille
dreng.
Hundeoverfald
- Jeg var sammen med en af
præstens små piger, Maria,
gået ind i Blomsterdalen. Fra
en skråning så vi en lille
dreng på fem-seks år gå og
fiske i elven. En flok hunde
fulgte ham i håb om at få en
fisk.
- Pludselig så vi hundene
fare sammen. De bjæffede og
gøede som om, de sloges om
et eller andet. De havde over-
faldet den lille dreng, der var
faldet.
- Jeg styrtede derned og
farede ind i flokken. Jeg spar-
kede og ruskede i hundene og
fik dem jaget så meget tilba-
ge, at jeg kunne løfte drengen
op. Han var slemt forbidt på
lår, ben og hænder. Han blød-
te stærkt, og hundene sprang
omkring os med blodbe-
stænkte snuder. De var som
vilde dyr, men jeg fik båret
drengen hjem, hvorfra han
blev sendt videre til hospita-
let. Hundene blev skudt, for-
tæller Kirsten Bang. 30 år
efter - under et kortvarigt
ophold i Tasiilaq - blev hun
opsøgt af en mand, der gerne
ville takke hende. Det var
drengen, hvis liv hun havde
reddet ved elven i Blomster-
dalen.
Åndemanere
Kort efter rejste Kirsten Bang
hjem til Danmark med det
sidste skib, inden krigen brød
ud. Men minderne havde hun,
og det blev starten til et for-
fatterskab på mere end 40
bøger, hvoraf de 12 bøger
handler om Grønland.
Ikke mindst historierne fra
det gamle Grønland havde
inspireret hende. Sin viden fik
hun blandt andet fra en ung
grønlænder ved navn Derkre,
der blev hendes gode ven.
Han var lam i benene, men
havde et ligevægtigt og glad
sind trods sin barske skæbne.
- Han fortalte meget drama-
tisk om forskellige enkelt-
heder og begivenheder fra
gammel tid. Ikke mindst om
åndemaneren Maratse. Ham
var jeg meget interesseret i,
og min første bog handler net-
op om ham.
- Jeg har altid interesseret
mig for åndemaneren. Han er
den, der fører det åndelige og
religiøse liv videre. For over
to tusind år siden kom eski-
moerne til Grønland. I deres
overleveringer har de formået
at bevare myter og historier,
der går helt tilbage til tiden i
Canada, ja måske Alaska. Det
er meget fascinerende.
- Da jeg tog afsked med
Derkre, sagde jeg: - Farvel
Derkre. Vi to skal nok aldrig
se hinanden mere.
- Han så på mig og sagde: -
Jo i himlen.
- De ord har jeg aldrig
glemt, fortæller Kirsten Bang,
som ved sit besøg i Tasiilaq
denne sommer nok synes, at
der er sket mange materielle
fremskridt, men hun kunne
ikke finde den gamle fanger-
stolthed mere. Hun traf heller
ingen af dem, hun kendte for
60 år siden. Men mange af
deres børn var glade for at
høre hende fortælle om deres
forældre.
Hun blev inviteret til kaffe-
mik hos Dorthia Hansen (dat-
teren af storfangeren Markus,
der byggede hendes kajak) i
anledning af to af hendes
oldebørns barnedåb. Her
forærede Dorthia hende en
nuisaqqat - et østgrønlandsk
kvinde-perlesmykke, der op-
rindeligt stammer fra før dan-
skerne kom til Østgrønland.
Kirsten Bang kvitterede med
at tage sit urdanske kvin-
desmykke - en gylden ravkæde
- af halsen og overrakte
Dorthia denne til gengæld.
Bevægende. Ikke kun i tale,
men også i gestus har Kirsten
Bang kort fra tanke til reaktion.

■ --

Inuusuttoq issiasoq, Derkre Ingemann, Kirsten Bang-ip Tunumiinnermini ikinngutigillualerpaa. Derkre-p niui nukillaaqqapput,
aalajaallunili nuannaarlunilu inuuvoq, minnerunngitsumillu Kalaallit Nunaannit qanganitsanit oqaluttuarpassuaqarluni.
Den siddende unge mand, Derkre Ingemann, blev Kirsten Bangs ven under hendes ophold i Østgrønland. Derkre var lam i
benene, men havde et ligevægtigt og glad sind og ikke mindst kunne han fortælle historier fra det gamle Grønland.
NAMM. ASSVPRIVATFOTO ASS'/ FOTO: MANUEL SELLNER