Atuagagdliutit - 12.11.1998, Side 12

12 • TORSDAG 12. NOVEMBER 1998
ATUAGAGDLIUTIT
SÅ SLEMT VAR DET NU IKKE
Det siger Ove Egede om en dramtisk sejlads på Nordatlanten. ---
Men han underdriver. Han vil bare ikke skræmme Grethe... Af: Jens Brønden
Det har været en vild sørejse,
som Ove Egede og hans kam-
merater var på, da de skulle
sejle hjemmestyrets nyer-
hvervede skoleskib »Kissa-
vik« fra Danmark til Grøn-
land. Med slam i brændstoft-
anken, som hele tiden truede
med at tilstoppe filteret og
standse motoren, med kuling
og høj sø ved Østgrønland,
med hatsejlads på »skrabede«
instrumenter og isfjelde, der
pludselig kom til syne i det
frådende hav, var det ikke
uden et vist held, at Ove og
hans kammerater kom hjem.
Mere må AG’s udsendte i
Bønnerup Strand i Nørre
Djurs kommune ikke skrive
om den begivenhed - ikke lige
nu i alt fald. Helst skulle den
afdramatiseres. Der skulle
gydes olie på vandene, så at
sige. For ellers får Grethe -
Oves livsledsager siden star-
ten af 1950’eme - en slem
forskrækkelse. Hun har nem-
lig ikke hørt, hvor slemt det
var. Og hun skulle nødigt gå
og være bekymret næste
gang, han stikker af.
Men vi kan prøve igen lidt
senere i artiklen, når også
Grethe har erkendt, at Ove,
trods sit stilfærdige udseende,
er noget af en vildbasse.
Det er heller ikke det ind-
tryk, man får af ham ved det
første møde. Ove virker nær-
mest stille og tilbageholden-
de, næsten reserveret. Og
sandt er det, at han ikke er
særlig højrøstet, men han er
bestemt heller ikke kedelig.
Den midterste af syv
Ove Egede er født i Qaqortoq
den anden maj 1926 som den
midterste af en børneflok på
syv.
- Det var en dejlig dag, har
min mor fortalt. Solen skinne-
de, vandet var blank, og der
var masser af storis og klap-
myds. Det betyder rigdom og
glæde, og midt i alt dette blev
jeg født.
Ove boede de første otte år
af sit liv i Qaqortoq. Derefter
skulle hans far været præst i
Paamiut, og rejsen hertil fore-
gik med »Disko«. Det var
sæsonens tredie rejse, den
hvor alle spidserne fra Kø-
benhavn var med - for eksem-
pel Rigsdagens grønlandsud-
valg.
- Vi stod bare ikke af i Paa-
miut, men fortsatte nordpå til
Aasiaat, hvor vi besøgte min
mors familie, indtil skibet
kom sydover igen.
- Min far blev præsteviet i
Uulissat i 1916 eller 1917 og
havde tidligere boet i Narsaq
Kujalleq og Nanortalik.
- Paamiut var dengang en
lille koloni med 400 indbyg-
gere og otte udsteder. I alt var
der kun fire øvrigshedsperso-
ner. Det var præsten, koloni-
bestyreren, en assistent og en
sygeplejerske. Både præsten
og kolonibestyreren var grøn-
lændere, assistenten færing
og sygeplejersken dansk.
Au for en pilfinger
- Præsteboligen blev indrettet
efter familiens størrelse. Sel-
ve familien bestod ved ind-
flytningen af syv mennesker,
og i 1935, da der var seks
brødre, kom Anna som
»anguterpaat arnartatuaat«
(ene høne i flokken). Det var i
øvrigt den eneste gang, hele
børneflokken var samlet.
- Allerede da håndværkerne
byggede om i præstegården
viste Ove, at han havde hæn-
derne skruet rigtigt på, sådan
da. Det lykkedes ham at
skære sig eftertrykkeligt på en
høvl, ikke fordi han var fum-
melfingret, men fordi han
havde set, hvordan tømreren
justerede klingen. Han ramte
rent og slog skæret ned i
hånden, der holdt høvlen.
Børnene i præstens familie
var på mange måder privili-
gerede. Et år kom en dansk
lærerinde på faderens foran-
ledning til Paamiut. Hun boe-
de i præstegården og skulle
primært undervise præstens
og kolonibestyrerens - Niko-
laj Chemnitz’ - børn. Han var
Oves mosters mand og altså
onkel. Lærerinden boede og
spiste i præstegården, og i den
overskydende tid, underviste
hun også på skolen. Læreren
hed frøken Steiling Jensen.
Hun lever forresten endnu og
er tilfældigvis veninde til
noget af Grethes familie.
Dans i køkkenet
Ove Egede husker hjemmet i
Paamiut som et varmt og
kærligt hjem. Som præstens
familie var det klart, at hele
»banden« stillede op til kirke-
gang hver søndag, og i den
anledning kom stadstøjet
frem. Det blev en tradition, at
alle ungerne mødte op hos
mosteren, som beundrede det
stive puds og gav bolsjer.
Præstegården var åben for
alle, og hver gang der kom
folk fra udstederne, var det
kutyme, at det kom på besøg
hos præsten. En, der ofte
kom, var Kaluliiaraq, der
kunne sætte liv i kludene,
blandt andet ved at danse - so-
qulasoq (lidt små-hedensk) - i
køkkenet. Det var Gert Egede
ikke udelt tilfreds med.
Ove Egede blev i Paamiut,
til han blev konfirmeret.
Mens han var dreng i byen
var der ved at komme gang i
fiskeriet og en betydelig salt-
fiskeproduktion. Fiskerne
havde i fællesskab skaffet sig
en motorbåd med det pom-
pøse navn »Robert Fulton«.
Den var ikke mere end 22-23
flod lang og forsynet med en
seks hestes Dan motor. Den
blev brugt til at slæbe fiskerne
ud, hvor torsken stod, og til-
bage igen.
Krigen kom
I sommeren 1940 blev Ove
Egede konfirmeret, og barn-
dommen var slut for altid.
- Far havde ambitioner på
alles vegne, og jeg for min del
skulle være smed. Derfor var
der for længst taget beslut-
ning om, at jeg skulle på
uddannelse i Danmark, men
det satte krigen en effektiv
stopper for.
- I stedet for kom jeg på
efterskole i Nuuk sammen med
min to år ældre storebror Karl,
fortæller Ove. - Det var en bar-
sk omgang at forlade det tryg-
ge hjem i Paamiut for at klare
sig på kostskolen, hvor det var
almindeligt, at vi sultede!
- Ikke sådan forstået, at vi
blev underernærede, men fø-
den var skrabet og spartansk -
the, rugbrød og margarine
morgen og aften og et godt
solidt måltid varmt grøn-
landsk mad midt på dagen.
Men vi sultede alligevel, og
det var almindeligt, at vi holdt
os til hver sin Nuuk-familie,
hvor vi fik et måltid mad en-
gang imellem for at fylde det
hul i maven, som vi følte hver
aften.
- Min familie var Jørgen og
Katrine Chemnitz, som jeg
skylder megen tak.
- Samtidig var det en fanta-
stisk omvæltning at komme
til en ny by midt under krigen,
hvor alting i forvejen under-
gik store forandringer.
Ved Fars pult
Ove Egede fortæller, at det
var en stærk oplevelse at blive
anbragt ved en pult, hvor ens
fars navn var indridset i pla-
den. Senere har hans egne
børn været undervist i det
selvsamme lokale, men næp-
pe ved de samme pulte.
Efter to år i Nuuk returnere-
de Ove Egede til Paamiut og
havde ikke rigtig noget at tage
sig til i tre måneder.
- Men så dukkede Tittus
Siegstad op. Han var min
mors fætter og på vej til Ivit-
tuut for at lære elektrosvejs-
ning. Det var en helt ny tek-
nologi, som han skulle have
med hjem til værftet i Sisi-
miut. Men han nøjedes ikke
med at tage bringe nyt know-
how med hjem. Han slæbte
også mig med, og jeg flyttede
ind hos hans familie for at
starte en uddannelse som
maskinarbejder på værftet.
- Jeg har mange gange
tænkt på, hvor varm og rum-
melig, denne familie var. Den
boede i forvejen i et overfyldt
hus, men fandt alligevel plads
til mig.
Kunne klare alt
- Værftet i Sisimiut var en
enorm virksomhed. Der var
dengang ansat et halvt hun-
drede mennesker og kun én
dansk leder, som sideordnet
med Tittus Siegstad ledede
værftet.
- Værftet kunne klare en-
hver opgave, og det var også
helt nødvendigt under krigen,
hvor de nærmeste større værf-
ter fandtes i nordamerikanske
havne. Vi tog for eksempel
skonnerter op og foretog alle
nødvendige reparationer.
- Det var også i de år, vi be-
gyndte at bygge styrehuse på
alle skonnerterne. Før i tiden
styrede man fra det åbne dæk
agter, men det er en koldt og
farlig tjans, og det var på tide
> at skabe bedre arbejdsfrohold
| for skipper og styrmænd.
<» - Værftets opbyggede en
i fantastisk allround ekspertise.
| En ingeniør, der var strandet i
| Ivittuut under krigen, tegnede
* og opmålte alle motorer
maskiner i Grønland. Tegnin-
gerne blev sendt til et støberi i
USA, og her fik vi støbt de re-
servedele, vi ikke kunne få fra
Europa. På værftet i Sisimiut
rettede vi dem til, så de passe-
de, og vi var på den måde vel-
forsynet med reservedele un-
der hele adskillelsen fra Dan-
mark.
- Men krigen sluttede, og i
1946 blev jeg med nogle ud-
valgte sendt på videreuddan-
nelse i Danmark med den sid-
ste »Juuto« det år fra Ivittuut.
Efter opholdet i Sisimiut var
jeg taget til Paamiut og kom
derfra videre med min far, der
skulle på tjenesterejse sydpå i
præstebåden. Det var ikke en
rejsebåd, som de fleste husker
dem, men en stor robåd med
seks roere og en styrmand.
Slap med et år
- Efter ankomsten til Dan-
mark kom jeg til Buck Diesel
i Kalundborg for at få svende-
prøve efter to år, men på
grund af den meget lærerige
tid i Sisimiut, slap jeg med et
år. Turen gik så videre til
maskinmesterskolen i Køben-
havn.
Efter et halvt år på grøn-
lænderhjemmet flyttede Ove
Egede sammen med en kam-
merat til et pensionat i Kø-
benhavn. Normalt var det så-
dan med de grønlandske stu-
derende, at de faktisk ikke så
penge, men fik betalt det nød-
vendigste som kost, logi og
tøj, men Ove bad Magnus
Jensen i Grønlandsdeparte-
mentet om at få lov til selv at
holde hus med sine penge.
Han mente nok, han kunne få
mere ud af dem.
- Senere fortalte Henrik
Siegstad mig, at Magnus Jen-
sen brugte mine regnskaber
fra perioden som eksempel for
eftertidens nye studerende.
I sommeren 1948 blev Ove
Egedes skæbne besejlet. Han
var sammen med sin pensio-
nat-kollega Jens Rosing på
cykelferie til Skagen, og på
den tur mødte han Grethe. De
blev senere gift i Raasted
nord for Randers, og det var
et bryllup, der gav genlyd i
egnens aviser. Et grønlandsk
bryllup med medbragt præst
(Oves far, Gert Egede) hørte
ikke til hverdagens begiven-
heder.
Og kort efter startede Ove
en karriere som sømand. Tre
år blev det til med forskellige
skibe, blandt andet med dam-
pskibet »Frederkiksborg«.
Maskinemestre skulle den-
gang sejle mindst et år med en
rigtig damper for at få sønæ-
ringsbevis, og derfor dampe-
de Ove af til England, hvorfra
han sejlede til Spanien, Portu-
gal og Middelhavsområdet.
Det var et underligt liv om-
bord. Der var dårligt nok
elektricitet, og i havn var al
belysning petroleum.
- Sandt nok larmer damp-
maskiner ikke, siger Ove
Egede. - Men de varmer. Og
når man sejler i tropevarme i
forvejen kan det være et rent
helvede.