Atuagagdliutit - 14.01.1999, Blaðsíða 16

16 • TORSDAG 17. DECEMBER 1998
ATUAGAGDLIUTIT
Forfatteren Ole Korneliussen er indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris
j _r\j j_j j-_r
OLE KORNELIUSSEN
adopteret som plejebarn af
sin moster og onkel, der ikke
selv kunne få børn.
- Officielt var begrundel-
sen, at skolen i Aasiat var
bedre. Men jeg tror, det var
en kombination af, at min
moster og onkel var barn-
løse. Under alle omstændig-
heder var det et stort skift at
komme fra det milde Syd-
grønland til det barske Nord-
grønland. Min moster og
onkel forsøgte at efterleve
mange af de danske skikke
og idealer. Men de havde
ofte fået dem galt i halsen.
Det afstedkom mærkværdige
kopier, og livsførelsen lå i
det hele taget fjernt fra den
varme og naturlighed, som
jeg kendte fra mit barndoms-
hjem.
- Jeg kan blandt andet
huske, at jeg hver dag skulle
skrive dagbog. Den blev
senere sendt til mine foræl-
dre. Men inden den blev
postet, læste min moster og
onkel teksterne igennem, og
jeg skulle gøre rede for for-
skellige betragtninger, hvis
de ikke umiddelbart faldt i
god jord.
- Min opvækst har nok haft
stor indflydelse på mit senere
forfatterskab, men jeg tror
ikke, at jeg lider af traumer.
Men det sidder stadig i krop-
pen, at jeg en dag skal tilbage
til Nanortalik, selv om jeg
ikke kunne tænke mig at bo
der fast. Det skyldes, at min
flytning ikke skete frivilligt,
og at historien derfor aldrig
har fået en naturlig afslut-
ning, siger Ole Korneliussen.
Han skrev i øvrigt sine første
digte til skoleavisen i Nuuk,
hvortil han flyttede som 14-
årig.
Kinguaariit pingasut Nanortalimmi ataatsimoortut: Ole-p angutaa,
Ole nammincq emeralu Thorfinn.
Jægerkulturen
Hvordan vil du karakterisere
dig selv?
- Det har jeg sgu svært
ved, men jeg får da nogle
sandheder at vide af min
familie en gang i mellem.
Men generelt er jeg mest om-
gængelig, når jeg er i gang
med at skrive.
- Jeg føler selv, at jeg er et
af de sidste frie mennesker.
Jeg er ikke tvunget til at sæl-
ge min krop otte timer om
dagen. Selvfølgelig har jeg
nogle deadlines, som skal
overholdes. Men jeg har sta-
dig en stor grad af frihed. Og
på et punkt er jeg meget eski-
moisk. Ligesom fangeren
ikke går på fangst dagen efter
en god jagt, slapper jeg af,
hvis jeg har tjent nogle penge
eller har modtaget et legat.
Tre generationer samlet i Nanortalik: Oles far, Ole selv og sønnen Thorfinn. Det er jægerkulturen, der slår
igennem, og i øvrigt har jeg
han for alvor kunnet ernære
sig ved sin oversættervirk-
somhed og sit forfatterskab.
Han har i mere end 20 år
boet på Vesterbro i Køben-
havn med sin hustru Susan-
ne. Det ældste barn, sønnen
Thorfinn, bor stadig hjemme,
og i den rummelige lejlighed,
hvor computeren fylder op i
et hjørne i den ene af hjem-
mets tre stuer, emmer en
atmosfære af hygge, der står
i velkommen kontrast til
støvregnen og den klamme,
grå danske vinter.
På stuebordet ligger piben
og en pakke rød Orlik. Red-
skaber, som han flittigt lader
sig stimulere af, mens han i
en damp af røg flyder ud på
sofaen.
Egentlig er det en tilsnigel-
se at kalde Ole Korneliussen
forfatter. Hverken betegnel-
sen forfatter eller digter, kan
oversættes helt korrekt til
grønlandsk, mener Ole Kor-
neliussen, der ikke selv kan
finde et dækkende ord på sit
modersmål.
- For mig er det ikke et
arbejde at skrive. Det er en
tilstand, måske en trance-
tilstand, som honoreres med
en fantastisk fornemmelse,
når man har skrevet en hel-
vedes god sætning, siger Ole
Korneliussen, der debuterede
med digtsamlingen “Putoq” i
1973, som i dag har kult-
status.
Den lovende debut blev
imidlertid ikke starten på en
smertefri karriere. Gennem
årene er mange manuskripter
havnet i skrivebordets tak-
nemmelige skuffe. I hvert
fald når det gælder romaner,
mens digtene til gengæld
altid har fundet nåde hos
bogforlagene.
Inspirationen får han man-
ge steder fra. Digtene er som
en slags terapi, der renser på
en positiv måde, mens det er
ideen og plottet, der er det
styrende element i noveller-
ne. Dermed ikke sagt, at han
ikke henter brændstof fra sin
barndom, der ikke hører til
blandt de lykkeligste.
Barndommens sår
Han er født i Nanortalik i det
sydlige Grønland og er op-
vokset i Upemavik og Aa-
siat. Som den ældste i en flok
på fem børn, blev han som
ni-årig sendt til Aasiat og
Han er kendt vidt og bredt.
De spiddende og nutidige
digte er oversat til tysk, en-
gelsk, samisk, finsk, baskisk,
russisk, romani, islandsk og
spansk. I Danmark har hans
seneste novellesamling »Det
andet Dyr« fået anmelderne
... . ■*.
V%..
Ole aappassaanik ataatanngorluni ernilu Thorfinn
ernisarfimmiittoq.
Ole er netop blevet far for anden gang og står i fødestuen
med sønnen Thorfinn.
til at flyde over af lovord, og
bogen har bevirket, at han er
blevet indstillet til Nordisk
Råds Litteraturpris, der ud-
deles i næste måned.
Den 51-årige forfatter Ole
Korneliussen er en utraditio-
nel forfatter, der på en provo-
kerende, uforudsigelig og
morsom måde, beskriver det
nutidige Grønland. Han har
sans for kulturelle og alment
menneskelige konflikter
uden at lade sig begrænse af
fysiske steder. Digtene og
novellerne beskæftiger sig
med problemstillinger af uni-
versel karakter. Eller så for-
mår han at gøre dem så ved-
kommende, at læseren tager
dem til sig, som var hans
indre logik udtryk for en
naturlov.
Ole Korneliussen kom til
Danmark for mere end 30 år
siden. Egentlig for at læse
medicin, men studierne fik
han aldrig fulgt til ende. I
stedet kastede han sig over
skribentvirksomheden, og
når der var økonomisk smal-
hals tjente han blandt andet
til livets ophold ved ren-
gøringsjob eller gik med avi-
ser. Først de senere år har
JEG SKRIVER GEDST
NAR JEG ER PA RØVEN