Atuagagdliutit

Árgangur
Tölublað

Atuagagdliutit - 19.08.1999, Blaðsíða 16

Atuagagdliutit - 19.08.1999, Blaðsíða 16
16 • TORSDAG 19. AUGUST 1999 ATUAGAGDLIUTIT EKSPERT I KULDEFORSKNING Leif Vanggaard var i 28 år cheflæge for Sirius-patruljen og er en af de førende eksperter i verden inden for kuldens påvirkning af den menneskelige krop På skrivebordet i kontor- lokalet på Arktisk Institut ligger et skudklar arsenal af piber i et askebæger og spej- ler sig i bogskabet overfor med de smukke, gamle læder- indbunde bøger om Grøn- land. Selv sidder den 63- årige Leif Vanggaard til- bagelænet i kontorstolen bevæbnet med en pibe mel- lem tænderne. Den forlader kun nødigt sit hjemsted, og sådan har det været i mange år. Den gode læge, der i 28 år var stabslæge for Sirius- Leif Vanggaard nuliani Anne Marie aapparalugu Arsuup kangerluaniittoq nakorsatut tikeraarluni. Leif Vanggard på vej på lægebesøg med hustruen Anne Marie i Arsuk-fjorden ved Grønnedal. Alapemaarsuisut Sirius-ip sulinerani taquassanik qimatulineq pingaaruteqartorujussuuvoq. Leif Vanggaard takuneqarsinnaavoq orlogskaptajn Mogens Guldbrandsen »Gulli« ilagigaa taamatut qimatulinermi. Inussuk tassa Lookwood-ip inussua Tunup Avannaarsuaniittoq. Depotudlægning er af afgørende betydning for Sirius- patruljens arbejde. Her ses Leif Vanggaard sammen med orlogskaptajn Mogens Guldbrandsen »Gulli« ved en sådan opgave. Varden er Lockwoods varde i Nordvestgrønland. patruljen og er en af verdens førende eksperter inden for kuldeforskning, kan ikke selv huske, hvornår han til- lagde sig den hyggelige, men sundhedsfarlige last. Måske blev jeg født med en pibe, griner Leif og stryger en hånd gennem sit tynde, grå hår, der indrammer det brunt- furede ansigt med de mørke øjne. 1 1996 fratrådte Leif Vang- gaard sin tjeneste ved Sø- værnet, hvor han de sidste mange år var øverste leder af marinens lægekorps med rang af kommandør. Men pensionisttilværelsen er ikke noget, der huer den læge- uddannede fysiolog, så i dag arbejder han ved Arktisk Institut i København, der først og fremmest registrerer historisk dokumentation om danskeres indsats i Grønland gennem tiden. Samtidig dri- ver han stadig forskning inden for kuldepåvirkning af den menneskelige krop og optræder som gæsteforelæser ved udenlandske universi- teter. Ud som messedreng Måske er det de mange år i militæret. Måske er det blot hans personlighed. I hvert fald er han ikke typen, der fortæller frit for leveren, når det gælder hans egne person- lige forhold. - Årh, det er uvæsenligt og kan næppe interessere nogen, siger han, når reporteren spørger til hans opvækst og familiære forhold. Men vi får da ud af ham, at faderen var restauratør og moderen cand. mag. Han voksede op ved Sortedamsdoseringen på Østerbro i København sam- men med sine to brødre Ole og Finn, mens skolegangen foregik på Krebs Skole, hvorfra han blev gammel- sproglig student. Noget dydsmønster har Leif næppe været i sine unge år, hvor udlængsel og even- tyrlyst allerede tidligt var lokkende elementer i til- værelsen. - Som 14-årig stak jeg af hjemmefra og stod til søs som messedreng. I et år sej- lede jeg rundt i Middelhavet og havde egentlig besluttet mig for at søge ind på Sø- fartskolen. Men desværre var jeg afhængig af briller, så det var lukket land for mig, for- tæller Leif, der i stedet vend- te tilbage til klasselokalet på Østrebro. Hans onkel hed Thorvald Sørensen og var professor og direktør for Botanisk Have i København. Som botaniker medvirkede onklen i flere ekspeditioner i Grønland, og det var herfra Leif selv blev interesseret i såvel det bo- taniske som den arktiske ver- den. Alligevel blev det læge- studiet, der trak. Kuldeforskning - Jeg blev læge, fordi jeg så kunne beskæftige mig med mennesker, fortæller Leif. - For mig er lægegerningen ikke et otte til fire job, men en livsholdning. Efter studierne Leif Vang- gaard læge for Forsvarets Jægerkorps. - Jeg har altid interesseret mig for mennesket og dets reaktioner, når det udsættes for ekstreme forhold. Derfor har jeg i mange år forsket i menneskets reaktion på kul- de og beklædningens betyd- ning, fortæller Leif, der for alvor kom i gang med sin forskning, da han i 1967 rej- ste til Grønland med den daværende leder af Sirius- patruljen Mogens Guld- brandsen. Her fik han forenet det fysiologisk videnskabe- lige med det praktiske og var med til udforme Sirius- patruljens beklædning. - I virkeligheden udgør materialerne kun 25 procent af værdien, mens designet står for de 75 procent, når det gælder om at skabe den rigti- ge beklædning til arktiske forhold. Derfor er meget af det tøj, som forhandles ikke særligt optimalt. Det bærer præg af at skulle sælge, men er ikke særligt funktionelt. - Mennesket er som en kakkelovn. I hvile har vi en varmeproduktion på 100 watt, mens den er på 500 watt, når vi anstrenger os. Det er alt, hvad vi har, og derfor er tøjet vigtigt, og det er vigtigt, at vi bevæger os på den rigtige måde. Vi skal kunne komme af med over- skudsvarmen, så vi ikke be- gynder at svede. Designet skal være rigtigt. - Den traditionelle eski- moiske beklædning var en optimal udnyttelse af de for- håndenværende materialer. Men dermed ikke sagt, at tøjet vil være ideelt for andre. Canadiske under- søgelser viser for eksempel, J J\J _TJ- LEIF VANGGAARD at eskimoerne har et andet svedmønster end andre. Forfrysninger - I mine studier har jeg især interesseret mig for kulde- påvirkningen af arme og ben. 95 procent af alle forfrysnin- ger starter nemlig i fingre og tæer. Den første advarsel, følelsesløsheden, sætter ind, når temperaturen falder til plus syv grader i arme og ben, men kropstemperaturen kan stadig være næsten nor- mal. Det er her advarsels- lamperne skal begynde af blinke. Nu gælder det om hele tiden at holde kroppen varm. I modsat fald kan man ikke mærke de efterfølgende forfrysninger. Man skal især være opmærksom på fødder- ne. Hænderne kan man stik- ke i lommerne, men fødderne kan man kun varme ved for eksempel at hoppe på stedet. Tunup Avannaani alapemaarsuisut Sirius-ip aallaaviani Leif Vanggaard med sin uundværlige pibe i en tankefuld Leif Vanggaard pujortaatini oriarsinnaanngisani stund ved Sirius Patruljens base i Nordøstgrønland. kimmiarlugu eqqarsaarujoortoq. NAMMINEQ PIGISAQ / PRIVATFOTO

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.