Atuagagdliutit - 19.08.1999, Blaðsíða 16

16 • TORSDAG 19. AUGUST 1999
ATUAGAGDLIUTIT
EKSPERT I KULDEFORSKNING
Leif Vanggaard var i 28 år cheflæge for Sirius-patruljen og er en af de førende eksperter i verden inden for
kuldens påvirkning af den menneskelige krop
På skrivebordet i kontor-
lokalet på Arktisk Institut
ligger et skudklar arsenal af
piber i et askebæger og spej-
ler sig i bogskabet overfor
med de smukke, gamle læder-
indbunde bøger om Grøn-
land. Selv sidder den 63-
årige Leif Vanggaard til-
bagelænet i kontorstolen
bevæbnet med en pibe mel-
lem tænderne. Den forlader
kun nødigt sit hjemsted, og
sådan har det været i mange
år. Den gode læge, der i 28 år
var stabslæge for Sirius-
Leif Vanggaard nuliani Anne Marie aapparalugu
Arsuup kangerluaniittoq nakorsatut tikeraarluni.
Leif Vanggard på vej på lægebesøg med hustruen
Anne Marie i Arsuk-fjorden ved Grønnedal.
Alapemaarsuisut Sirius-ip sulinerani taquassanik
qimatulineq pingaaruteqartorujussuuvoq. Leif Vanggaard
takuneqarsinnaavoq orlogskaptajn Mogens Guldbrandsen
»Gulli« ilagigaa taamatut qimatulinermi. Inussuk tassa
Lookwood-ip inussua Tunup Avannaarsuaniittoq.
Depotudlægning er af afgørende betydning for Sirius-
patruljens arbejde. Her ses Leif Vanggaard sammen med
orlogskaptajn Mogens Guldbrandsen »Gulli« ved en sådan
opgave. Varden er Lockwoods varde i Nordvestgrønland.
patruljen og er en af verdens
førende eksperter inden for
kuldeforskning, kan ikke
selv huske, hvornår han til-
lagde sig den hyggelige, men
sundhedsfarlige last. Måske
blev jeg født med en pibe,
griner Leif og stryger en
hånd gennem sit tynde, grå
hår, der indrammer det brunt-
furede ansigt med de mørke
øjne.
1 1996 fratrådte Leif Vang-
gaard sin tjeneste ved Sø-
værnet, hvor han de sidste
mange år var øverste leder af
marinens lægekorps med
rang af kommandør. Men
pensionisttilværelsen er ikke
noget, der huer den læge-
uddannede fysiolog, så i dag
arbejder han ved Arktisk
Institut i København, der
først og fremmest registrerer
historisk dokumentation om
danskeres indsats i Grønland
gennem tiden. Samtidig dri-
ver han stadig forskning
inden for kuldepåvirkning af
den menneskelige krop og
optræder som gæsteforelæser
ved udenlandske universi-
teter.
Ud som messedreng
Måske er det de mange år i
militæret. Måske er det blot
hans personlighed. I hvert
fald er han ikke typen, der
fortæller frit for leveren, når
det gælder hans egne person-
lige forhold.
- Årh, det er uvæsenligt og
kan næppe interessere nogen,
siger han, når reporteren
spørger til hans opvækst og
familiære forhold. Men vi får
da ud af ham, at faderen var
restauratør og moderen cand.
mag. Han voksede op ved
Sortedamsdoseringen på
Østerbro i København sam-
men med sine to brødre Ole
og Finn, mens skolegangen
foregik på Krebs Skole,
hvorfra han blev gammel-
sproglig student.
Noget dydsmønster har
Leif næppe været i sine unge
år, hvor udlængsel og even-
tyrlyst allerede tidligt var
lokkende elementer i til-
værelsen.
- Som 14-årig stak jeg af
hjemmefra og stod til søs
som messedreng. I et år sej-
lede jeg rundt i Middelhavet
og havde egentlig besluttet
mig for at søge ind på Sø-
fartskolen. Men desværre var
jeg afhængig af briller, så det
var lukket land for mig, for-
tæller Leif, der i stedet vend-
te tilbage til klasselokalet på
Østrebro.
Hans onkel hed Thorvald
Sørensen og var professor og
direktør for Botanisk Have i
København. Som botaniker
medvirkede onklen i flere
ekspeditioner i Grønland, og
det var herfra Leif selv blev
interesseret i såvel det bo-
taniske som den arktiske ver-
den. Alligevel blev det læge-
studiet, der trak.
Kuldeforskning
- Jeg blev læge, fordi jeg så
kunne beskæftige mig med
mennesker, fortæller Leif.
- For mig er lægegerningen
ikke et otte til fire job, men
en livsholdning.
Efter studierne Leif Vang-
gaard læge for Forsvarets
Jægerkorps.
- Jeg har altid interesseret
mig for mennesket og dets
reaktioner, når det udsættes
for ekstreme forhold. Derfor
har jeg i mange år forsket i
menneskets reaktion på kul-
de og beklædningens betyd-
ning, fortæller Leif, der for
alvor kom i gang med sin
forskning, da han i 1967 rej-
ste til Grønland med den
daværende leder af Sirius-
patruljen Mogens Guld-
brandsen. Her fik han forenet
det fysiologisk videnskabe-
lige med det praktiske og var
med til udforme Sirius-
patruljens beklædning.
- I virkeligheden udgør
materialerne kun 25 procent
af værdien, mens designet
står for de 75 procent, når det
gælder om at skabe den rigti-
ge beklædning til arktiske
forhold. Derfor er meget af
det tøj, som forhandles ikke
særligt optimalt. Det bærer
præg af at skulle sælge, men
er ikke særligt funktionelt.
- Mennesket er som en
kakkelovn. I hvile har vi en
varmeproduktion på 100
watt, mens den er på 500
watt, når vi anstrenger os.
Det er alt, hvad vi har, og
derfor er tøjet vigtigt, og det
er vigtigt, at vi bevæger os på
den rigtige måde. Vi skal
kunne komme af med over-
skudsvarmen, så vi ikke be-
gynder at svede. Designet
skal være rigtigt.
- Den traditionelle eski-
moiske beklædning var en
optimal udnyttelse af de for-
håndenværende materialer.
Men dermed ikke sagt, at
tøjet vil være ideelt for
andre. Canadiske under-
søgelser viser for eksempel,
J J\J _TJ-
LEIF VANGGAARD
at eskimoerne har et andet
svedmønster end andre.
Forfrysninger
- I mine studier har jeg især
interesseret mig for kulde-
påvirkningen af arme og ben.
95 procent af alle forfrysnin-
ger starter nemlig i fingre og
tæer. Den første advarsel,
følelsesløsheden, sætter ind,
når temperaturen falder til
plus syv grader i arme og
ben, men kropstemperaturen
kan stadig være næsten nor-
mal. Det er her advarsels-
lamperne skal begynde af
blinke. Nu gælder det om
hele tiden at holde kroppen
varm. I modsat fald kan man
ikke mærke de efterfølgende
forfrysninger. Man skal især
være opmærksom på fødder-
ne. Hænderne kan man stik-
ke i lommerne, men fødderne
kan man kun varme ved for
eksempel at hoppe på stedet.
Tunup Avannaani alapemaarsuisut Sirius-ip aallaaviani Leif Vanggaard med sin uundværlige pibe i en tankefuld
Leif Vanggaard pujortaatini oriarsinnaanngisani stund ved Sirius Patruljens base i Nordøstgrønland.
kimmiarlugu eqqarsaarujoortoq.
NAMMINEQ PIGISAQ / PRIVATFOTO