Læknablaðið - 01.11.1933, Blaðsíða 16

142
LÆKNABLAÐIÐ
ningen af 1930 satte jeg da mine nye og successivt ogsaa alle mine gamle
Patienter over paa Behandlingen med Ventrikel.
I Efteraaret 1932 foretog jeg en Opgörelse af mit Materiale med Efter-
undersögelse af Patienterne, ialt 136 paa daværende Tidspunkt.
Af disse viste 12 sig at være döde ret kort efter Indlæggelsen og för
nogen Effekt af Behandlingen. De var indkommet paa Afdelingen i dybt
anæmisk og daarlig Tilstand, sem Regel med en eller anden febril Kom-
plikation, og det var som Regel denne febrile Komplikation (Bronchopneu-
moni, Colipyuri etc.), der i Forbindelse med den extreme Anæmi havde
medfört Exitus. Jeg anser nu dette umiddelbare Mortalitetstal for at være
höjere, end det burde være, Patienterne burde dels have været indlagt tid-
ligere, og Afdelingen burde i höjere Grad have været indstillet paa Be-
handlingen af disse meget daarlige Tilíælde. Jeg kan allerede nu se, at
Tallet fremtidig i væsentlig Grad kan nedbringes, idet vi som anfört i
saadanne Tilfælde er gaaet over til at bruge et höjaktiv injicerbart Lever-
extrakt (Hepsol Mco), som det er lettere at bibringe de daarlige Patienter
i store Doser, og idet vi er bleven langt mere aktive med Blodtransfusioner
og straks fra Familie, Hypertensionspatienter eller fra et frivilligt Korps
af Donores, som Spejderne har organiseret, vil kunde fremskaffe det til
Transfusioner nödvendige Blod.
De övrige levede videre, men af dem var der et ikke ubetydeligt, næsten
uhyggeligt Tal, nemlig 42, som liavde eller havde haft Myelopati paa et
eller andet Tidspunkt under Behandlingen.
Af disse 42 havde ganske vist de 21 deres Myelopati allerede ved Be-
handlingens Paabegyndelse, men selv om disse, hvoraf dog endel progre-
dierede under Behandlingen, fradrages, bliver der dog 21 tilbage, hos hvem
Myelopatien udvikles under og trods Behandlingen. Jeg maa indskyde den
Bemærkning, at ved Myelopati forstaas her saavel de lettere (inkommode-
rende) som de sværere (invaliderende) Tilfælde.
Dette yderst nedslaaende Billede fik imidlertid en helt anden Karakter,
efter at jeg gik over til Ventrikelbehandlingen, idet de lettere Myelopatier
svandt, og de sværere i overraskende Grad bedredes, ja i nogle Tilfælde
svandt paa en Maade, som man ikke vilde have troet mulig. Exempelvis skal
aníöres en Tabel fra min Opgörelse (1932) :
T a b e 1.
20 (levende) Patienter, hvis Myelopati var opstaaet efter Behandlingens
Begyndelse, deraf 10 lettere og 10 sværere.
19 var forud behandlet med Leverextrakt.
1 var forud behandlet med Ventrikel (seponeret i Perioder).
De 19 er senere overfört paa Ventrikel og
13 er bedrede eller helbredte.
2 er bleven stationære.
4 er först for nogle Uger sideu overfört paa Ventrikel.
Den talmæssige Opgörelse gjorde dog ikke det samme Indtryk paa mig
som de enkelte Tilfælde, jeg havde Lejlighed til at fölge paa nært Hold.
Tiden tillader mig desværre ikke at referere Sygehistorier. Men naar man