Dansk-Islandsk Kirkesag - 01.04.1936, Blaðsíða 6

6
Dansk-islandsk Kirkesay.
risk Overblik, uden at der gives Kendskab til Spro-
get i dets ældste fyldigere litterære Udformning, —
er det ikke som at bygge Bro uden landfast Forbin-
delse til den ene Side?
Skal det gamle nordiske nu trænges ud af den
lærde Skole, saa lad det des mere faa en Hædersplads
i den folkelige Undervisning! Langt mere end nu; thi
det trænges der til. Jeg kunde gerne sige: ogsaa for
Menighedslivets Skyld. Thi vi er nu engang Nordboer,
og i en fornyet nordisk Folkelighed trives Kristen-
dommen bedst hos os.
Jeg glemmer aldrig den gode Virkning, det havde,
da Pastor Thordur Tomasson paa et Møde her i Ring-
købing (for »Dansk-islandsk Kirkesag«) fortalte Gun-
løg Ormstunges Saga; det banede Vej ogsaa for den
Interesse, han helst vilde vække. Han afkortede vel
nok Sagaen en Del; og Afkortning er i det hele taget
nødvendig, om de gamle Sagaer skal kunne betage vor
Tids danske Ungdom med dens hurtige Tempo. Men
saa vil de ogsaa kunne gøre det, mere end nogen an-
den folkelig Litteratur, fremhjælpe den for os sunde-
ste Folkelighed, menneskeligt berede den Jordbund,
som er vor, bedst for Guds Ords Udsæd.
De fleste synes vistnok, at Grundtvig gik for vidt
i sin Hævdelse af det folkeliges Betydning. Ja, man
kan vel nok opleve nogle Vendinger, som let misfor-
staas og misbruges, og vil man gøre denBrug af dem,
at der er Folkeslag, som er for ringe endnu til at
kristnes — de skal først kultiveres, maaske endog
civiliseres (!) —, da er dette en forkastelig Slutning
at drage, ogsaa en gyselig Farisæisme. Man kan jo
endog sige, at intet fremhjælper, ja frelser den sunkne
Folkelighed som Kristendom, sandt og sundt for-
kyndt.
Men dette gør ikke Grundtvigs storslaaede Grund-
syn paa Forholdet mellem Folkelighed og Kristendom
mindre sandt. Mangfoldige ypperlige Udtryk har det
givet sig. F. Eks.: »Er os Ord i Folkemunde — Ej
langt mer end Bjæf af Hunde, — Aldrig fatter vi
Guds Ord.« »Hvor ej Sandhed er velkommen, — Slet
herberges Kristendommen.« Og et Ord, der udtrykker
noget af det ægte nordiske: »Har ej forud vi, som