Dansk-Islandsk Kirkesag - 01.04.1936, Blaðsíða 7
Dansk-islandsk Kirkesag.
7
Sjæle, — Sans for Liv og Eftermæle, — Evigt Liv er
os en Løgn.« Det er stærkt sagt, at »Er os tomme
Ord og Lyde — Eget Folk og Fædres Land«, da er
det ogsaa »Tant«, hvad vi siger »om Guds Folk og
Menighed.« Det er sat paa Spidsen, men ikke uden en
æggende Sandhed.
Men især er meget af det, han har sagt om Mo-
dersmaalet, herligt. F. Eks.: »Modersmaalet dybt sig
bøjer, — Let og lifligt det sig føjer — Efter Herrens
Tankegang.« Saaledes kan intet fremmed Tungemaal
bruges; thi »Kun løs er al fremmed Tale«.
Og meget smukt siger han om det gamle nordi-
ske Sprog — der kan jo med nogen Ret tales om eet,
»den danske Tunge«, som det kaldes i den gamle
Bog »Fagrskinna« —: »Hold i Hævd, hold højt i Ære
— Da vort gamle Modersmaal, — Skabt til alt, hvad
vi kan bære, — Døbt i Graad ved Balders Baal, —
Tidlig snublet paa Glatisen, — Men oprejst i Kæmpe-
visen — Og gendøbt i Julesang!« Ja, det er sandt, at
det maa genfødes; men det er ogsaa sandt, at der maa
være noget, som kan genfødes.
For den Tilskyndelse, vi har faaet til at hævde og
leve efter dette Syn, staar vi i en uhyre stor Gæld
til Island. Vi har trængt til den og gør det fremdeles,
vi Syd-Skandinaver, som er saa tilbøjelige til at efter-
ligne, hvad der trænger sig paa Syd fra.
Hvad vi Danske kan lære og har lært af islandsk
Menighedsliv, kan jeg for mit Vedkommende ikke
sige nær saa meget om. Det forekommer mig, at hvad
vi mest bør tage til Forbillede, er den islandske Selv-
stændighedstrang for alt ægte personligt, den island-
ske Stejlhed i Ordets bedste, kristne Betydning. Vi
trænger til at gøre, hvad Islænderne allerede har
gjort: til at faa vort Præsteløfte forandret, saa de
gamle »symbolske Bøger« kun bliver en Arv (og
Gæld), vi vedkender os uden at bindes af alle deres
Enkeltheder.
Naturligvis kunde jeg nævne et og andet mere,
efter i mange Aar at have søgt at »følge med«. F. Eks.
Hallgr. Pétursson, hvis Historie griber os dybt, og
hvis Salmer (i Tomassons Oversættelse) er i høj Grad